Dk Roleplay

Haha ok ^^

Døde som den første, cry, er her nu

aw æv

Hvis han havde været på et mere ratonelt tænkende niveau, ville han hurtigt kunne se at Timo er ham overlegen. Men han ser for rødt til at tænke takisk. Han opdager at han er blottet et sekund for sent, og når ikke at bevæge sig, før et knæ slår alt luft ud af lungerne på ham, og han synker gispende i knæ. Han forventer at skulle tage imod endnu et slag. I stedet ser han Timo blive slynget i jorden ved siden af ham.
Det kan godt være at Leo ikke giver et hårdt slag, men til gengæld kan han godt tage et, og han er over Timo med det samme, i et forsøg på at komme over Timo.
Som en grib der lige har spottet sit bytte, tager Hugo to skridt frem mod Dannie, og løfter næven. Modsat Leo ved han godt hvor man slår, og han sigter efter tindingen. Han ved ikke hvordan Dannies krafter fungere, men hvis de er styret af vilje, er den hylende tone af et slag på øret en ulempe.

Timo blinker forskrækket med øjnene, da han pludselig ryger ned i græsset. Han gætter på det er DAnnie igen, men hvordan fanden gør han det? Men han når ikke at tænke særlig længe, før Leo er ovre ham, og han tager den ene arm op over sit hoved for at beskytte sig.
Dannie når knap nok at træde et skridt frem, før han bliver ramt af et hårdt slag lige ved tindingen. Han mister balancen, og ryger tilbage hvorefter han slår hovedet ned i mod bænken. Han ender med at blive liggende ned i mod jorden. Det hele snurrer rundt, og hans syn bliver i nogle få sekunder uklart.

Det er næsten for let, Dannie er tydeligvis ikke vant til at slås. Uden at give Dannie et eneste sekund til at samle sig sammen, bøjer sig ned, og slår Dannie i halsen. Han har ikke tænkt sig at gøre voldsom skade på Dannie, der er grænser for hvad man kan komme afsted med. Men det betyder ikke det ikke må være smertefulgt. Desuden gør et slag på struben det svært at trække vejret, og han bliver nødt til at holde Dannie lammet.
Leo har udnyttet sig af overaskelsesmomentet i Aidens slag, og det lykkedes ham at komme ovenpå Timo. Han har overtaget, og udnytter det til at få nogle slag ind. Det er indtil han endelig kigger op, og mærker sit mellemgulv synke.

Dannie får endelig synet nogenlunde tilbage, og han sæter den ene hånd ned i græsset, for at rette sig op. Men han ryger hurtigt ned i græsset igen, da han mærker endnu et slag, denne gang ved halsen. Med det samme mister han alt ilten, og han hiver efter vejret. Det som om alle kræfter har forsvundet hans krop, og han kan ikke gøre noget. Han kan ikke se Aiden, det er som om han er forsvundet, eller ligger nede på jorden sammen med Dannie. Han kigger oppe på Hugo, og løfter sin hånd for at placerer i mod hans skulder, i forsøg på at skubbe ham væk. Men hans hånd ryster.
Timo skæver kort hen til Leo og Dannie, hvilket han ikke skulle havde gjort, for i de få sekunder når Leo at få nogle hårde slag indført. Han komer medet lavt skrig af smerte, inden han løfter sit knæ, hvorefter han tager sin hånd op til Leos hals, for at tage et hårdt tag om ham.

Legende let, skubber Hugo Dannies hånd væk, og presser den ned i græsset, idet han leverer endnu et slag, denne gang på, kæben. Smilet på hans læber virker for en gang skyld ægte, for lige nu han han det præcis som han vil have det. Han kan høre Leo og Timo bag sig, men hvis Leoslås som han gjorde i lejligheden, rører det ham ikke. Med den ene hånd om Dannies underarm, den anden på hans kæbe, for at presse hans hoved ned i jorden, læner han sig ned til Dannie.
"Du må fandme være desperat, hvis du vil gå så langt for at kunne være Leos boytoy."
I det sekund Leo ser hvad der sker med Dannie, er han ligeglad med Timo. Men du burde han ikke være. Så snart han retter opmærksomheden mod Dannie, sænker han sine parader, og før han når at rejse sig op kan han mærke Timos hænder om hans hals. Han forsøger at vriste dem af sig, men Timos greb strammer bare, og selvom hans lunger prøver, kommer der ingen luft igennem. Med panik i øjnene stirrer han ned på Timo, imens han river i hans hænder, for at vriste dem af sig, med stadig mindre kraft.

Dannie kan godt mærke at han slet ikke har nogen chance, for at overvinde Hugo. Uden Aiden så kan han ikke særlig meget. Han kender heller ikke Aiden forfærdelig godt, for han har aldrig haft brug for ham, som han har nu. Men nu ved han, at hvis han selv er slået i gulvet og ikke kan gøre noget, så kan Aiden heller ikke. Ikke særlig smart, for han har virkelig brug for Aiden lige nu.
"Aiden." Hvisker han, mens han trækker vejret hurtigt, og prøver at få Hugos hænder væk fra sig. Hele hans hoved er som omringet af en stor hovedpine, der ikke vil forsvinde. Han har ondt i halsen, hovedet og ryggen. Det lykkedes ham at få fjernet Hugos hænder, og han prøver så at vende sig om, for at kravle væk.
Timo nyder tydeligvis endelig at få en smule magt over Leo, og han får skubbet ham væk fra sig, så han kan rette sig op, give ham et slag ved kæben, og han skynder sig så at rejse sig op, for at sparke ham i siden.

Leo kan slet ikke fokusere ordentligt på Timo, og det kommer ham ikke til gode. Han når et øjeblik et gå helt i panik, før Timo endelig slipper, kun for at slå ham igen. Leo når kun lige at trække luft ned i lungerne, før et spark i siden, der får det til at føles som om alle hans ribben bøjer indad. Han stønner af smerte, og krummer sig sammen. Alligevel sætter hans håndfladen i jorden, og får sig selv op på knæ, dog med rystende hænder af udmattelse. Men han har ikke tænkt sig at stoppe, hans krop kører kun på adrenalin lige nu, og så længe raseriet overtrumfer hans smartetærskel ved han blive ved.
Hugo giver bare Dannie et spark i siden, og kigger ned på ham med en nærmest ligegyldig nedladenhed, før han vender blikket mod Timo og Leo. Det er næsten ligeså tilfredstillende at se Leo krummer sammen i smerte på jorden, som det var at selv give gengæld på Dannie.

Timo presser Leo ned i mod græsset, og sørger for han ikke kan rejse sig op. Et triumferende smil er på hans læber, og han er yderest tilfreds med sine handlinger. Det er helt underligt at se Leo i den her tilstand, på den anden side så klæder det ham nu meget godt. Han kigger kort tilbage på Hugo, hvorefter han lægger armene over kors.
"Skal vi lade dem ligge her?" Spørger han så, inden han presser foden yderligere ned i mod Leos brystkasse.
Et højt skrig forlader Dannies læber, da han modtager spark i siden, og han ender med at trække benene til sig, hvorefter han holder armene ind i mod sin mave.

"mm" nikker Hugo, og træder over Dannie uden at se tilbage på ham. Hans interesse i ham er forsvundet nu, hvor han ved Dannie ikke er andet end en til dreng der er gået forkert i byen.
Han kigger ned på Leo med et misfornøjet ansigtsudtryk, nærmest skuffet. Han ser så ynkelig ud, under Timos fod, at der næsten er umuligt at genkende den Leo han plejede at eje byen med.
"Du er sgu ikke hvad du har været, Leo" siger han, mere henvendt til sig selv end Leo. Så kigger han op på Timo, putter hænderne i lommen og gøre mine til at gå.

Dannie bliver blot liggende ned i mod det kolde græs, i håb om at de har tænkt sig at gå nu. Han kan stadig ikke se Aiden, hvilket bekymre ham. Men han bliver blot liggende, som om han er frosset til is.
Timo kigger ned på Leo, hvorefter han retter blikket på Leo. "Han kan ikke en skid." Siger han med et højt grin, hvorefter han ender med at træde over ham, og følger med Hugo ud fra parken.

Leo er mast ned i jorden af Timos fod, og han ved der ikke er nogen pointe i at kæmpe imod. Han ligger bare og snapper efter vejret, med lukkede øjne, så han ikke behøver kigge på dem. Timos fod presser ned på hans værende ribben, og da han fjerner den, ruller han om på siden, og ånder tungt ned i græsset, mens han kan høre dem gå.
Hele hans krop smerter, men det virker ikke engang som det værste lige nu. Han kigger over på Dannie, der ligger helt stille, og først nu får han taget sig sammen, til at sætte sig op. Synet af hans spinkle skikkelse i græsset, erstatter udmattelsen med et ubehageligt stik i maven. Med en kraftanstrengelse får han slæbt sig selv over til Dannie. Han ruller ham om på ryggen, og kigger undersøgende på hans ansigt, med bekymring malet i ansigtet.
"Dannie?"

Dannie lytter blot til Timo og Hugo der endelig bevæger sig væk, men han bliver liggende i samme position, med blikket frem for sig. Men han vender sig dog om på ryggen, da Leo tager fat i ham, og han kigger så op på ham, med blanke øjne.
"Aiden er væk." Kommer det så skælvende fra ham, og han synker en klump i halsen, mens han blot stirrer op i himlen. "Jeg kan ikke se ham."

Han kan se på Dannie at han er fuldstændig oprørt, men alligevel er hans første indskydelse at være lettet. Han virker til at være okay. Det betyder dog ikke Leo kan slappe af, det er hans skyld de er her, og at dømme efter Dannies ansigtsudtryk er det helt galt.
Han ville gerne kunne udpege Aiden for Dannie, men det kan han ikke. Og han har heller ikke tænkt sig at sige til Dannie at Aiden nok skal komme, for det ved han ikke. Det faktum styrker bare den klump der sidder i brystet på ham, men det kan han ikke tage sig af lige nu. Det runger stadig i hovedet på ham, og gør det umuligt at tænke en eneste tanke til ende, men en ting ved han - det handler om Dannie lige nu.
Han forsøger at hjælpe Dannie op at sidde så blidt som muligt, mens han taler med den roligste stemme han kan magte under sit anstrengte åndedræt.
"Dannie, Kom, op. Klarer du dig?"

Dannie burde nok glemme Aiden for en stund, og i stedet sætte sig op og sikre sig at Leo er okay. Men han er helt ude af den, han har haft Aiden siden han blev født. Det helt underligt han ikke er der, det som om en stor del af hans liv lige pludselig er væk. Han får sat sig op, og han tager sig så lidt til hovedet, hvorefter han lukker sine øjne. Han ender med at læne sig ind i mod Leo, hvorefter han tager fat om hans jakke, og knuger hånden om den.
"Hvis Aiden ikke kommer tilbage.." Mumler han stille, som en start på en trussel. Men han mener det skam, hvis Timo og Hugo er skyld i at Aiden er væk, så kommer de til at betale for det.

I et kort øjeblik er han bange for at Dannie er ved at panikke, hans ser helt ødelagt ud, og Leo kan godt forstå hvorfor. Han har måske aldrig haft en forhold som det mellem Aiden og Dannie, det har har de færreste, men netop derfor ved han det betyder noget.
Derfor kan han mærke sin anspændthed løse, da Dannie læner sig ind mod ham, og uden tøven ligger han armene om Dannie.
Det foruroliger ham lidt at hører Dannie sige sådan noget, ham som aldrig frivilligt kunne finde på at gøre nogen fortræd. Men der siger vel mere om situationen de er i end Dannie.
"Aiden er stærk ikke?" Svarer han stille. Det er ikke nogen garanti, men det er hvad han give. Med en fraværende bevægelser kører han pegefingeren blidt rundt i otte-taller på Dannies ryg, i håb om at berolige ham lidt.

Skal lige ud og købe slik

Back with chips

Uh nice.