Dk Roleplay

Dannie lytter til Leos ord, og han ender så med at nikke. Jo Aiden er stærk, han er der sikkert når han vågner i morgen. Det håber han i hvert fald. Han ved godt at han har flere gange ønsket at Aiden ikke var der, men han ved faktisk ikke hvad han skulle gøre, hvis han var væk. Det er en del af ham.
Han ender med at rette sig op, hvorefter han tager sig lidt til halsen. Den er stadig øm.
"Er du okay?" Kommer det mumlende fra ham, og han retter så blikket på ham.

Da Dannie retter sig op igen, møder hans Dannies blik.
Han ved ikke helt hvad han skal svare til det spørgsmål. Han kan allerede føle en hævelse starte ved hans kindben, og han trækker vejret en smule stakåndet, for hvert et dybt åndedrag får det til at værke i hans ribben. Men han har prøvet værre. Skulle han sige at noget ikke er okay, ville de være Timos ord, der ekkoer rundt i hovedet på ham. Det føles som om det rigtige svar er undskyld, men selv hvis han ville, kan han ikke få det ord over læberne. Han ender med at slå blikket ned, og svarer et 'Ja, det er okay' med en stemme der skulle have lydt beroligende, men i stedet har en hul klang.

Dannie kigger på Leo og han nikker så forsigtigt. De har været ud for meget sammen, men måske er det lige præcis det, der bringer dem tætte? Han smiler så svagt, og ender med at rette blikket ned i græsset. En voldsom hovedpine har ramt ham, og så har han ondt i siden af kroppen, og ondt i halsen. Faktisk har han bare ondt over det hele. Forsigtigt tager han Leos hånd, og giver den et blidt klem, mens han kigger på ham.
"Jeg håber Aiden kommer tilbage." Mumler han så stille, hvorefter han kigger ned på deres hænder. "Hvis han gør - Så kan det være.. At han ikke har så meget i mod dig mere."

Leos mundvig sitrer lidt, men den snurrende fornemmelse i hovedet tilader ham ikke at smile.
"Det ved jeg ikke, det var ikke fordi jeg var særlig hjælpsom."
Han siger det blidt tonefald, men man kan godt ane en smule skuffelse under det.
Adrenalinen har efterhånden forladt hans krop, og efterladt ham forfærdeligt udmattet. Uden at slippe Dannies hånd ligger han sig på ryggen i græsset, og forsøger så vidt som muligt at slappe af.
Solen er efterhånden ved at være borte, og tanken om at skulle køre hjem er ikke særlig tiltalende. Han ved han kan finde et sted de kan sove, men han tror ikke Dannie er i humør til at møde flere af hans venner.

eyyy

Dannie ender med at ligge sig ned ved siden af Leo. Selvom græsset er koldt, og det samme er luften, så har han ikke energi til at bevæge sig tilbage i mod skolen. Hele hans krop er øm, og hans hoved dunker. Det føles som om han har rendt rundt uden tøj en hel vinter, så ondt har han i halsen.
Han ligger sig ind til Leo, og en smule forsigtigt tager han en arm omkring ham. Det er en god måde at holde varmen på, men det er nok mere for tryghed og nærvær.

Leo laver en grimasse, da Dannie presser ned på et ømt sted. Han retter lidt på sig, til han ligger komfortabelt, og lukker så øjnene. På trods af ømheden føles det lige nu rart bare at tømme hovedet, og fokuserer på græsset mod hans nakke, og Dannies hoved på hans bryst. Han nuser Dannies håndryg med sin langefinger, kører rundt i cirkulære, langsomme bevægelser.
De kan ikke blive liggende her for evigt, mens solen går ned bliver det koldere, og parken vil snart huse fulde unge mennesker. Det virker bare så uoverskueligtat rejse sig op lige nu, og komme hjem for dennsags skyld.

Dannie ved ikke hvad de skal stille op med sådan en som Hugo. Han virker aldrig til at stoppe, men de må vel håbe på at det her, er sidste gang at de mødes. I så fald skal Dannie være hurtigere til at reagere, med hensyn til Aiden. Han kigger op på Leo, mens han lytter til hans vejrtrækning. Længere henne kan han høre nogle grine, sikkert nogle der er på vej i byen. Deres stemmer er ret tydelige, eftersom der er helt stille i parken.
Dannie rykker lidt på sig, så han blidt kan placerer et kys i mod Leos kæbe.

Leo åbner øjnene da han føler et par bløde læber mod sin hud. Han kigger ned på Dannie, han ikke rigtig føler for at smile, kan man alligevel ane et smil, før han gengælder gestussen med et kys på panden. Han lader sit hovede hvile ved Dannies, så han læber strejfer Dannies pande, og han kan mærke Dannies hår mod sin kind. Han er stille lidt, mens han overvejer hvad de nu gør. Det kommer til at være underligt, at være ude på skolen med hævede ansigter, der må gøre det klart for enhver at der er sket noget med dem sammen.han mærker et stik af irritation over at vide der vil gå mindst en uge før han ikke ville kunne se Hugos værk på Dannie.
Han gider ikke tænke på Hugo, og bliver nødt til at afbryde sin egen tankestrøm.
"jeg kender nogen der bor rundt om hjørnet hvor vi kan sove, hvis du ikke vil gå hele vejen til bilen. Men vi kan også bare tage hjem." Han siger det så stille at det næsten er en hvisken, bange for at en for høj lyd kunne ødelægge roen.

Dannie ender med at lukke sine øjne i igen. Selvom han ligger sammen med Leo, og det føles godt, så dunker hele hans krop stadigvæk efter den hårde behandling. Hele hans liv føles uhyggeligt tomt, hvad skal han gøre uden Aiden? Han kan slet ikke tænke sig til et liv uden ham. Det som om hans liv ikke rigtig giver mening mere.
"Mhm." Kommer det kort fra Dannie, og han åbner så sine øjne og kigger på Leo, og ender med at nikke. "Det fint." Uddyber han kort efter. Skolen vil sikkert se lidt skeptisk på, at ham og Leo kommer forslået hjem. I sær fordi det er en skole, for unge der kommer ud i sådanne slags problemer.

Leo bliver liggende lidt. Lige nu føles det at tage sin mobil op ad lommen og ringe, som en uendelig hårdt, og han må flere gange tage tilløb, før han endelig rømmer sin stemme, der er blevet hæs og svag af kvælertaget. Han fisker mobilen op ad lommen, og ligger den mod siden af hovedet, før han lukker øjnene igen.
"Hej...ja...Øhm Henry, jeg er gået galt i byen hvis man kan sige det sådan. Er du hjemme?"
Samtalen er kort og kontant, men han har ikke rigtig overskud til at hilse ordenligt, selvom han ikke har set denne Henry i lang tid.
Efter samtalen er sluttet, ligger han igen lidt, og fokuserer på at trække vejret. Så trækker han nænsomt sin arm ud fra under Dannies hoved, og for stablet sig selv op ad stå, før han rækker en hånd ned mod Dannie.

Dannie ender med at lukke sine øjne igen, i mens han lytter til Leos samtale med hans ven. Tanken om at det kunne være endnu en ligesom Hugo strejfer ham ikke. Han er for smadret til at tænke ordentligt, og han vil også bare gerne et andet sted hen og ligge. Få noget varme. Skolen er en dårlig mulighed, for de vil sikkert få en del problemer.
Leos bevægelser får Dannie til at sætte sig lidt op, hvorefter han tager i mod hans hånd og trækker sig selv op. Han børster forsigtigt sine bukser af, hvorefter han begynder at gå ud fra parken, mens han gnider sig lidt i øjnene.

Leo går ved siden af Dannie, men for hærdet til at starte en samtale. Det er der heller ikke brug for lige nu. Der er ikke nogen ord der virker passende at sige, og i stedet lader han sin hånd finde vej til Dannies. Det er først da de er få meter fra lejligheden at han bryder tavsheden.
"Henry var på vej ud, men han har ikke låst efter sig, vi går bare ind. Han er her nok imorgen."

Dannie lader sin hånd omfavne Leos, mens de bevæger sig ud fra parken. Det som om han ikke rigtig tænker, han synes bare det hele virker uoverskueligt. Det eneste han kan overskue er Leo.
"Okay." Siger han blot og nikker forsigtigt. Det passer ham fint, han gider heller ikke til at møde en ny person, som han måske ikke kan tvivle på. Nu vil han bare gerne have et sted at sove, og forhåbentlig vågne op næste morgen med Leo, og Aiden.

Allerede da man går ind i trappeopgangen, kan man se det nok ikke koster en formue at bo her. Det er et gammelt hus, og den støvede trappe på vej op til første sal knirker, for hvert skridt.
Selvom lejlighedenhar det samme udtryk af forsømmelse som Vincents har, er her betydeligt meget hyggeligere. Det meste af indretningen er enten brunt eller rødt, og i alle hjørne bugner det med bøger, gamle LP plader, og løse papirer. Det eneste sted der er nogenlunde rent og pænt er i hjørnet hvor to gamle sofaer står. Hvis ikke det var for bongen på sofabordet, og de to cigaretter, tømt for tobak på spisebordet, kunne man ikke have gættet her boede en der levede samme livstil som Leo gjorde.
"Kom, vi sover bare i hans seng, det er ikke sikkert han er hjemme før imorgen."
Han gør en gestus mod soveværelsesdøren der står på klem, og afslører en indretning magen til den i stuen - en dobbeltmadras på gulvet, omringet af et hav af skriftligt rod.

Dannie forholder sig tavs på vejen, han har ikke så meget sige. Måske fordi han stadig er chokeret over mødet med Hugo og Timo. Men han er mest bange for Aiden er væk for alvor. Dog tror Dannie han er tilbage næste dag. Han er her sikkert lige om hjørnet, de kan jo ikke slå ham ihjel.
Dannie skæver kort op til Leo, inden han følger med op til lejligheden. Lige nu prøver han at lade være med at tænke på det faktum, at selve lejlighedskomplekset ser en smule uhyggelig ud. Men faktisk forventede han heller ikke mere, det er jo Leos venner. Han træder ind i lejligheden og kigger sig omkring. Egentlig ikke slemt som havde frygtet. Men han må indrømme at han blev lidt skuffet, da han så det bare var en madras på gulvet. Alligevel træder han hen i mod dem, og trækker sine sko af, og bukser. Trøjen lader han blive på.

Leo er ikke kræsen, en madras er alt han behøver lige nu. Han hiver sin trøje op over hovedet, og skærer en misfornøjet grimasse da han se de rødgule mærker på hans overkrop, hvor Timo sparkede ham. Han ved ikke om smerten eller det at man kan se han har fået tæv er værst. Han træder skoene af, og sætter sig tungt ned på madrassen, før han lægger sig ned, med et suk. Han lukker øjnene, og famler lidt med bæltets spænde, før han får sparket sine bukser af, og svinger en af dynerne over sig.
Han holder øjnene lukket, og ligger sig om på siden. Udmattelsen har allerede gjort hans øjenlåg tunge som bly, og han kan mærke hvordan hans krop langsomt afspændes og slapper af.

Dannie træder hen til madrassen, og ligger sig så ned, og tager også lidt af dynen over sig, og ligger sig derefter ind til Leo, ligeså forsigtigt. De har trods alt aldrig rigtig sovet sammen, sådan rigtigt. Sidste gang de sov sammen var bare spontant, og Leo faldt også i søvn med alt sit tøj på. Det her er lidt anderledes, også fordi de sover under samme dyne. Det gør dog ikke Dannie så meget, det betyder bare han kan stjæle lidt varme fra Leo af.

For Leo er det at sove sammen med nogen ikke noget usædvanligt, og uden at tænke meget over, lægger han en arm om livet på Dannie. Han dufter godt, en duft der lige nu virker utroligt beroligende på Leo. Efterhånden som han følger Dannies åndedræt, tømmes hans hoved for tanker om Timo og Hugo og Aiden, og erstattes af mere simple indtryk. Rytme, varme, duft. Så forsvinder de helt, og efterlader ham i en tung, drømmeløs søvn.

Skal vi spole?