Dk Roleplay

Ye

Dannie vågner op ved at han fryser, dynen har røget af ham i løbet af natten. Men der går ikke lang tid før han mærker dynen er over hans krop igen, hvilket får ham til at åbne øjnene. Det var ikke Leo. Han ender med at vende sig om på ryggen, og han kan mærke at han ikke føler sig tom mere. Aiden er der. Han ånder lettet ud, og tager sig så lidt til hovedet, mens et smil breder sig på hans læber.
"Aiden." Mumler han så lettet, og kan ikke rigtig fjerne smilet fra sine læber. Det er gået op for ham, hvor glad han erf or Aiden og hvor meget han betyder for ham.

Leo sover stadig, og ville nok se meget fredelig ud, i skæret fra de tidligste morgenstråler, hvis ikke det var for hans hævede og misfarvede kind, og en flænge i læben. Han trækker vejret sagte, liggende på maven, med hovedet halvt begravet i puden.
Man kan høre en smule rumsteren i køkkenet, på den anden side af væggen, og kort efter bliver der sat noget musik på, dog stille, så det kun svagt kan anes gennem væggen. En eller anden har lukket døren efter dem, og man må gå ud fra at ejeren f lejligheden er kommet hjem.

Dannie ligger ret hurtigt mærke til at der er andre i lejligheden, end ham og Leo. Men det er sikkert bare Leos ven som er kommet hjem. Dannie kigger på Leo, og ligger egentlig bare og betragter ham lidt. Det klæder ham ikke med de mærker i ansigtet, i sær ikke fordi Dannie var med til det, da det skete. Det gør helt ondt på ham, men han har helt sikkert selv et par skrammer her og der. Forsigtigt lader han sin hånd køre hen over Leos hår, gentagende gange uden at fjerne blikket fra ham.

Leo registrere først at nogen stryger ham over håret, og han kan naturligvis godt regne ud hvem. Han holder øjnene lukkede lidt, og vil helst bare ligge her, og føle Dannies fingre igennem sit hår. Det er først da han ligger mærke til musikken, at han glipper med øjnene, og først kigger lidt desorienteret rundt ud i luften, før han fokusere på Dannie. Normalt ville han nærmest Per automatik smile over Dannies morgenhår mod hovedpuden, men de mærker Hugo har påført ham er ikke rigtig til at smile af. I stedet ræækker han armen ud og stryger en enkelt gang tommelfingeren over Dannies underlæbe, før han lader hånden hvile mod hans kind. Læberne er der ikke sket noget med.
Efter et par sekunder af eftertænksom åbner ham munden, og spørger med en hæs stemme; "Er Aiden her?"

Et smil breder sig på Dannies læber, da Leo viser sig at være vågen. Han lukker øjnene kort da han mærker hans blide kærtegn, hvilket pludselig gør hele værelset meget varmere. Sådan føles det i hvert fald.
"Ja." Siger han med et smil hvilende på hans læber, og han trækker så forsigtigt sin hånd til sig. "Han vækkede mig.."

Leo er hovedsageligt glad på Dannies vegne, men han har heller ikke glemt hvem der næsten skubbede ham ud fra et tag. Dette efterspor af usikkerhed behøver Dannie selvfølgelig ikke at se, og desuden er det svært ikke at smile når Dannie gør. Hvis man ser bort fra hævelserne, er det sådan her Leo bedst kan lide Dannie. Når han er helt afslappet.
"Det var godt. Tror du stadig han har noget imod hvis jeg kysser dig?"

Dannie var meget sur på Aiden, efter det han gjorde i mod Leo. Men han ved også godt det ikke hjælper at være sur på ham, for han kan ikke rigtig gøre noget ved det. Desuden prøvede Aiden jo også bare at beskytte ham, selvom han ikke gjorde det særlig godt.
Hans smil bliver en smule bredere da han hører Leos spørgsmål, og han kan mærke hans kinder bliver en smule varme, derfor trækker han dynen lidt længere op til sig.
"Det ved jeg ikke." Mumler han så ærligt, og fjerner dynen fra sin mund. "Men det kan jo komme an på en prøve.. Hvis du tør?"

"Når du siger det sådan kan jeg jo ikke sige nej" smiler han, idet han sætter sig lidt op, så han kan støtte sig på albuerne. Han kaster et sidst blik på Dannies let rødmende kinder, og smilende læber, der virker ufatteligt fristende lige nu. Så læner han sig frem, til hans læber møder Dannies, hvor de finder hvile et kys, en smule forsigtigt til at starte med. Sidste gang gik han mere ligepå, og det havde konsekvenser han helst undgår denne gang.

Dannie håber ikke Aiden kommer ind over det, og ødelægger det hele. For han vil Leo rigtig gerne, men når Aiden vil noget andet er det svært.
Men da han mærker Leos læber i mod sine, mærker han ikke andet end Leos læber, sommerfuglene i maven, og hvordan det hele bliver stille. Forsigtigt kysser han Leo tilbage, da det ikke virker til Aiden kommer ind og forstyrrer dem. Det er som om en sten letter fra hans hjerte, da han endelig får lov til at kysse Leo rigtigt.

Det føles lidt som første gang man kysser nogen, forsigtig, prøvende for at se om det er okay. Men da han ikke mærker andet end Dannie der returnere kysset, slapper han af, og lader hans impulser tage over. Han lader hans tunge strejfe Dannies underlæbe, og mærker stadig efter, ikke helt så hæmningsløst som første gang de kyssede, da han var fuld. Hans underlæbe er lidt øm, men det blegner ved siden af glæden ved at kysse Dannie for første gang, uden noget går galt.

Det måske lidt underligt, at de ligger, for Dannies vedkommende, i en fremmed lejlighed, på en madras på gulvet og kysser hinanden rigtigt, for første gang. Men det passer også meget godt synes Dannie. Han er glad for at vågne op ved siden af Leo, vide han er okay, hvis man ser bort set fra de skræmmer han har fået. Udover det så er Aiden tilbage, og egentlig virker det hele til at være ret okay. Meget okay.
Han placerer forsigtigt en hånd på Leos kind, og kærtegner ham blidt med sin tommelfinger, mens han forsigtigt skiller sine læber ad i kysset.

På samme tod har han lyst til hele Dannie, men synes kysset er magisk nok til blive ødelagt ved ikke at være nok i sig selv. Hvor upassende det end er, kan han ikke lade være med at sammenligne det med stoffer. Man er fristet til at tage det hele, men bare en knivsspids er næsten for overvældende.
Han tager Dannies let adskilte læber som en invitation, og lader sin tunge finde vej til Dannies, førstuendeligt blidt, så let legende. Han kan mærke sit hjerte banke hurtigere, og en varme sprede sig i kinderne, en følelse han prøvet så vidt muligt på at udtrykke i hans kys.

Dannie er ret tilfreds med den her vækning, pludselig virker han friskere end nogensinde. Samtidig føler han sig også helt bedøvet over Leos blide kys, og tilstedeværelse. Hvis ikke det var fordi hans mund havde travlt med andet lige nu, var han kommet med et tilfreds suk over det hele.
Han fører sin hånd ned til Leos skulder i stedet, hvorefter han lader sin tunge mødes med Leos. Han håber ikke nogen forstyrrer dem, nogensinde. Lige nu kunne han blive i det her øjeblik forevigt.

Leo ligger lidt ukomfortabelt, og uden at bryde kysset skifter hans stilling så han er på alle fire over Dannie, den ene hånd holder hans vægt oppe, den anden kærtegner blidt Dannies hals, følger hans kæbelinje med tommelfingeren.
Han kan mærke sine fingerspidser krible efter at få lov til at berører den krop han kan mærke varmen af under sig, men han gør det ikke. Han har hverken tænkt sig at presse Dannie, eller hans held med Aiden.
Han har ikke noget indtryk af hvor lang tid der går, før døren bliver åbent, og en hæs, dyb stemme, der har noget underligt melankolsk over sig, som kom ejeren af den direkte fra en begravelse, taler.
"Jeg troede i var gået halvt i smadder, og så ligger bare der."
Leo kigger op, og kan mærke et lille sus af glæde over at se det velkendte, sælsomste ansigt, tilhørende Henry.
Hans udseende passer til hans stemme. Tunge øjenlåg, kombineret med poser under øjne fra sidste nat får ham til at se meget træt ud, som er han lige stået op, og ikke helt vågnet endnu. Måske nærmere ikke sovet i mange timer faktisk. På trods af et venligt smil, ser han en smule plaget ud. Alligevel kan man ikke se bort fra den imødekommende ro han udstråler.
"Det er kaffe, hvis i vil have det."


Hvis du kunne tænke dig et bedre indblik af mig irl, passer beskrivelsen af Henry ordret til mig, udover det med imødekommende ro. Got that 'is She High or nah?' Look

Dannie lader blot Leo flytte sig, og han placerer sin ene hånd om bag på Leos skulder. Det her kunne godt føles som noget der vil udvikle sig, hvis det altså ikke var fordi de lå i en andens lejlighed, og at ejeren faktisk var få meter væk fra dem.
Men Dannie følger godt med i kysset, og han nyder det uden tvivl. Han føler sig tilpas, og tryg her i Leos selskab. Men da han hører døren går op bryder han dog kysset ret hurtigt, og flytter blikket i mod skikkelsen i døråbningen. Han kan ikke lade være med at smile lidt over situationen, mest fordi han aldrig er blevet opdaget i sådan noget her. Det jo ikke noget han har gjort meget af, og det kys ham og Leo lige har haft, er nok det længste han har prøvet at kysse nogen.
"Tak." Kommer det fra Dannie, og han kigger så op på Leo med et smil på læberne.

haahaha ja okay

Henry kigger ned på Dannie, og kan ikke lade være med at morer sig over hans rødmende smil. Han smiler sigende tilbage og blinker til ham, før han lukker døren igen.
Så snart han er ude af døren kigger Leo tilbage ned på Dannie, og kan ikke holde et grin tilbage, stadig en smule høj på kysset. Han lader sig falde ned i sengen igen ved siden af Dannie, og får leet færdig, før han begynder at rode rundt efter sit tøj.
"Det må vi gøre færdigt en anden gang" siger han, idet han kigger tilbage på Dannie. Så vender han atter blikket fremad igen, imens han hiver sine bukser på.
"Det er Henry, ham tror jeg godt du vil kunne lide. "

Dannie smiler over Henrys blinken, og han kigger så op på Leo igen. Da han griner, kan han ikke selv lade være med at grine heller. Allerede nu virker Henry som en ret flink person. En der er nede på jorden, hvilket Dannie sætter en del pris på.
"Ja. Det lyder som en god idé." Siger han med et smil, og han ender så med at sætte sig op, hvorefter han gnider sig i øjnene. Han fanger sig selv i at kigge på Leo bagefter. Han er ret glad, på trods af at de blev slået i jorden i går, og at han stadig har en del hovedpine efter det. Men han er glad, ham og Leo virker til endelig at kunne være noget sammen.
Han rejser sig op og trækker sine bukser til sig, og trækker i dem, hvorefter han trækker i sine strømper.

Han kigger tilbage, for at sikre sig at Dannie har fået sit tøj på, før han går ud i køkkenet, hvor to kaffekopper ganske rigtigt står og damper. Henry sidder på køkkenbordet og kigger fraværende ud af vinduet, med en kop i den ene hånd. Og en smøg i den anden. Han ser dog op da de kommer ind, og rykker sig lidt, så der er plads til at Leo også kan ryge ud af vinduet hvis han har lyst.
Det har han. Leo stiller forsigtig sin kaffekop på kanten af køkkenbordet, og løfter sig selv op ved siden af Henry. Efter en rutineret række bevægelser, pakke op, smøg i mundvigen, lighter, er cigaretten tændt.
"Hvor var du i går?" Spørger Leo, og smager forsigtigt på kaffen.
"Jeg hørte Jazz" forklarer Henry sig, men forsætter da han ser Leo afventende ansigtsudtryk.
"Et psykedelisk eventyr." Det får Leo til at trælle på smilebåndet. Henry har altid forklaret stoffer som et 'kunstnerisk, og åndeligt virkemiddel', og gør derfor en hel videnskab ud af det.
Henry retter så blikket mod Dannie, og betragter hans hævelser med et eftertænksomt ansigtsudtryk. "Hvad har i to været ude på, sådan som i ser ud?