Dk Roleplay

Dannie presser læberne I mod hinanden da han får spørgsmålet, og han ryster så ivrigt på hovedet.
"Det var ikke mig." Kommer det halvt hviskende fra ham, og han vender så ryggen til fyren, og kigger lidt ned i vasken. Hans hjerte banker stadig utrolig hårdt i hans brystkasse, og det er som om han har den største klump i halsen, som ikke gider at gå væk. Han gider ikke blive kendt som en freak på den her skole, derfor må han holde sig lidt i ro. Derfor vil han heller ikke nævne noget om hans 'gave' men knægten kan da næsten regne ud at han har noget med det at gøre, siden han snakkede bagefter. Fuck, han skulle havde tjekket om der var andre på badeværelset, før han åbnede sin mund.

Han løfter øjenbrynene, og ser en smule skeptisk på drengen. Så træder han ude af bruse kabinen, forsigtigt, så han ikke træder på nogen glaskår. Han er lidt højere end drengen, hvilken på en eller anden måde virker lidt betryggende. Han køber på ingen måde drengens udtale, og bliver ved med et insisterende blik. "Du behøvede ikke at ødelægge spejlene? Det lyder ikke som om der ikke ved hvad der foregår".
Normalt kan Leo selv regne de fleste situationer ud, og det går ham på nerverne hvor meget det kom bag ham. Han kan ikke fornemme om adrenalinen i hans krop er fra shock eller spænding. Det er som at give et geni en rubic cube, alt det kan distrahere ham er guld værd.

Dannies blik flakker en smule rundt, i håb om han kommer i tanke om et eller andet han kan sige. Men det som om hans fantasi er brudt helt ned. Han aner ikke hvad han skal sige, eller gøre for den sags skyld. Det som om hans fødder er limet fast til gulvet, og hans hænder limet fast til bordkanten. Han rykker sig ikke overhovedet, og lige nu ville han næsten ønske at drengene bare var blevet, og så havde gjort det de nu havde tænkt sig at gøre. For nu er han i hvert fald i en situation han ikke aner hvordan han skal slippe ud af.
"Det har jeg ikke sagt." får han endelig frem, og han ryster så lidt ivrigt på hovedet. "Jeg ved ikke hvad du snakker om." Han må bare benægte. Hvis det ikke virker, så må han jo lyve.

Endnu en gang ryger Leo's øjenbryn op under hårlinjen, og et lidt frustreret smil følger et køligt "Heh, okay. Det er virkelig ringe løjet". Han ligger hovedet en smule på skrå, og ser afventende på drengen, mens han gør sit bedste for ikke at virke truende, men det er samtidig svært ikke at miste tålmodigheden. Han er først nu begyndt at lægge mærke til den svigende fornemmelse på højre kindben, og per automatik løfter han hånden, kører en finger over såret, og kigger på fingeren, hvor vandet fra bruseren er mikset med en rødlig farve. Ikke noget at bekymre sig om. "Prøv at hør, det er jo ikke fordi nogen vil tro på noget jeg siger alligevel, så der kan ikke ske noget med dig, men jeg er jo ikke idiot vel, jeg ved godt hvad jeg hørte."

Dannie trækker let på skulderende, han er ikke den bedste til at lyve. Hvilket han nok burde være, siden det ikke er første gang han har været i situationer som denne. Men der plejede han altid godt at kunne rive sig ud af dem, men lige nu er han så godt som fanget.
"Jeg ved ikke hvad det var." Ender han så med at sige, og han klør sig så lidt i håret, og retter på sit håndklæde, og sørger for det ikke pludselig falder ned. Derefter samler han sit sæbe op fra gulvet, hvorefter han kigger kort tilbage på fyren. "Så, jeg er ligeså overrasket som du er." Tilføjer han lidt efter, og begynder så at gå hen i mod døren for at komme væk herfra. Han er vidst allerede blevet stemplet som en freak på den her skole, og han havde egentlig håbet på at han kunne få nogle venner. Eller bare bekendtskaber. Men alle dem der går på den her skole, de er så langt væk fra hvor Dannie er.

Leo skal til at protestere da drengen begynder at gå, han har lyst til at gribe fat om hans håndled, og tvinge det ud af ham. Men han har set hvad der sker når den dreng er i pressede situationer, og desuden er det måske ikke det bedste tidspunkt at konfrontere ham på, når de begge to er oprevede. Derfor lader han drengen gå, men kigger efter med et blik der viser at Leo ikke har tænkt sig at give slip på det endnu.
Først da drengen er ude af døren kan han mærke hvor anspændt hans krop er, han kan høre uregelmæssigheden i hans åndedræt, og han synker sammen, lænet op af håndvasken, før han puster og ud, og igen rører ved såret. Det blød stadig. Han slikker fraværende blodet af sin finger, mens han stirrer ud i luften, med et beslutsomt blik. Når først en ild er tændt i Leo kan den ikke slukkes igen.

Skal vi fast forward til I dunno?

Yea lad os spole til et eller andet. Om det skal være noget med Dannies evne igen, hvor Leo ser det igen maybe? Eller hvad tænker du?

Like, Leo vil helt klart forsøge at komme i kontakt med Dannie igen og få beviser, om det så er gennem dialog, eller ved at vente det på det sker igen, eller ved at skubbe ham ud i en presset situation ved jeg ikke, alle tre ting kunne fungere.

Yea. Hm. Kunne jo godt være han snakkede med ham?? Eller fik ham i en presset situation, det nok lidt mere intens. Men det bare lige hvad?

Jah, det kunne være grinern nok, men jeg kan heller ikke finde ud af hvad.

Årh, så må jeg tænke haha.

Skaal spise

Velbekomme.

Det her er bare sådan.. Et hurtigt forslag, aner ikke om vi kan bruge det.
Men måske er der fest på skolen og sådan, og alle de mennesker bliver for meget for Dannie.. Så han går ud på badeværelset for at få noget ro. Og så kommer Leo derind, måske presser ham til at drikke et eller andet, or something?

Jeg skal selv spise nu. Hvis du er enig med min ide, kan du evt bare starte ved festen. Måske en time eller to inde i den

Alright, I'm here. It sounds giver, gonna start typing

Nice.

På trods af Leo absolutte uinteresse i dem han har snakket med indtil videre, bobler hans blod for tanken om en mulighed for at være stiv. Blinkende lys, dunkende musik, og et påvirket sind.
Det er denne indstilling der har bragt ham til hvor han er nu - i midten af dansegulvet, med en øl hånden, og store, glaslignende pupiller. Det er ikke fordi han ikke kan feste uden at blive stærkt påvirket, men da han ikke har meget håb for de andre de på skolen er det her den bedste løsning i hans øjne. Og han har det også godt. Han har ikke styr på hvem han snakker til, han suser lidt fra person til person, i en strøm af intelligent, men frygteligt forvrænget fuldesnak, og efterlader som altid et indtryk på de fleste. Ikke nødvendigvis et godt et, da han kan være provokerende overfor folk han ikke bryder sig om, men ikke desto mindre virker der som om han altid befinder sig i festens midtpunkt, som var han magnetisk tiltrukket.
I øjeblikket gør han store bevægelser på dansegulvet, og svinger nochalant en tilfældig pige rundt, ikke fordi han er interesseret i hende, udelukkende fordi han kan.

Dannie deltager kun for ikke at fremstå endnu mere som en weirdo eller en freak, som bare gerne vil sidde inde på sit værelse og stirre ud i luften. Han står oppe ved baren og holder stramt om sit glas, hvor der bare er vand i. Han ved ikke helt om han holder stramt om det, fordi han er bange for at folk tager det fra ham, eller fordi folk ikke skal se han bare drikker vand. Sikkert det sidste. Han kigger ned i glasset, og hvis det ikke var for alle de blinkende lys vil han svagt kunne se sit eget spejlbillede. Han ser sikkert alligevel ikke særlig godt ud, og man kan sikkert tydeligt se på ham at han ikke føler sig hjemme overhovedet.
Flere gange har folk bumpet ind i ham, hvorefter de har råbt undskyld direkte ind i hans øre. Han kan ikke klare så mange mennesker, det som om han slet ikke har plads til at udfolde sig, og selvom alle andre er mere interesseret i deres drinks end Dannie, føler han at alle glor på ham.
Han drikker det sidste af sit vand i en mundfuld, hvorefter han ryster lidt på hovedet. Han vil ud. Med hurtige skridt kæmper han sig igennem folkemængden, og han kæmper sig ud forbi dansegulvet, fordi det virker umiddelbart som den hurtigeste vej. Derefter sætter han direkte kurs i mod herre toilettet.