Dk Roleplay

Jeps, all is good. Starter vi fra hvor han bliver hentet, eller da han er derude?

Tænker han bliver hentet haaha. Måske er Leo og Dannie sammen, og så kommer nogle mænd og henter ham ((

Lets do it. U go. 8) - Havde håbet det der var en solbrille smiley

Jep.. Har selv faldet for den. Vi mangler virkelig en solbrille smiley.

Dannie ligger i sin seng, med den ene arm om bag nakken, mens der kommer musik fra hans pladespiller. Vinduet er åbent på klem, så man kan høre fuglene udenfor. Ved siden af ham ligger Leo, og han retter blikket til siden for at kigge på ham.
"Er du træt?" Spørger han så, men det går op for ham at det nok er et dumt spørgsmål.
"Nårh nej du er aldrig træt." Griner han, og han ligger sig så ind til ham.

Så er det jo heldigt at jeg lige har skrevet til staff om en bug, så nævner jeg det lige, hæ

"Det er korrekt" smiler han, og slynger en arm om Dannie, dog ikke med nogen intention om at lade ham ligge sig rette der. "Og du skal heller ikke sove" tilføjer han med et bestemt tonefald, og gør det derved klart at det er en ordre og ikke et forslag. Som en slags ekstra forsikring, puster han Dannie i ansigtet, og er lige præcis irriterende nok til at Dannie ikke bare kan ignorere det.

ja, gør det!!! hahaha


Dannie griner let, og han ligger sig ind til Leo, og kommer med et tilfreds suk over at mærke ham tæt på sig. Men roen bliver snart forbi, da Leo puster ham i hovedet.
"Ej lad være." Siger han med et grin, og han ender så med at rykke sig væk fra ham, og han vifter så lidt med hånden, og sætter sig op i sengen. Han skal til at ligge sig ned over Leo, men han stopper sine bevægelser da døren bliver åbnet, og skolens inspektør står der.
"Ja. Eh, han er her." Man kan høre på hans stemme, at han er en smule nervøs, nok også forvirret. To mænd træder ind på værelset, og retter blikket hen på de to fyre, uden at overhovedet reagere på, at de ligger slynget ind i hinanden.
"Dannie?" Kommer det fra den ene, og Dannie ender med at rejse sig op.
"Ja..?" Siger han en anelse forvirret, og han skæver hen på inspektøren som bare træder et skridt tilbage.
"Du bedes at følge med."
"Hvor skal jeg hen?" Kommer det fra Dannie, og han træder et skridt tilbage.
"Vi har fået besked på at du... Besidder nogle anderledes evner, og er til fare for dine omgivelser. Du har egentlig ikke noget valg, du kan gøre det nemt eller besværligt." Kommer det fra manden, og han træder længere ind for at række ud efter Dannie.

"Næ" svarer Leo grinende tilbage. Grinet falmer dog, da døren bliver åbnet. Han går først ud fra at det er nogle af drengene der er kommet for at genere dem, og han sætter sig lidt op, allerede med mindre venlige ord klar på tungespidsen. Men de finder aldrig vej ud af munden, da inspektøren, og to mænd træder ind i værelset. Det er klart de er her for Dannie, og da Leo ikke kan regne ud hvad Dannie skulle have gjort, ender han med at sætte sig op i sengen, med et delvist forvirret, delvist bekymret ansigtsudtryk.
Det er først da mændene begynder at snakke om Aiden at forståelsen rammer som en knugende fornemmelse i brystet, der overtrumfer rationalitet, og uden at tænke over det, rejser han sig også.
"Hvor skal han hen?" forlanger han af få at vide. Han siger det med så meget myndighed han kan mønstre, selvom han er opmærksom på hvor magtesløs han er i den her situation. Det afspejles også i hans kropssprog, og ansigtdutryk.

Dannie kigger på Leo, som om han burde havde svar på det hele, men det har han selvfølgelig ikke.
"Jeg har ikke gjort noget." Kommer det så fra ham. Ingen ved om Aiden, udover Leo. Men Hugo og Timo ved vel også et eller andet, men de ved jo ikke ligeså meget som Leo. Men sikkert nok til at sladre. Dannie kan ikke tænke sig frem til hvem det ellers skulle være, og tanken får ham til at knuge sine hænder sammen.
"Vi skal lave nogle test på ham. Et forsøg." Kommer det fra den anden mand, som står passivt ved døråbningen.
"I kan ikke bare lave forsøg på mig!" Skriger Dannie så vredt, men manden har allerede trådt frem i mod ham, og han tager fat i hans håndled for at trække ham til sig.
"Nej slip mig!" Kommer det vredt fra Dannie, og han prøver at rykke sig tilbage. Egentlig er han skide træt af skolen, men han ved at det sted han kommer hen til, er ikke et sted hvor han kan se Leo. Den anden mand træder nu til, for at også tage fat i Dannie, og nu hvor de er to er det ikke svært at få ham ud fra værelset af. Dannie kigger tilbage på Leo, uden at vide hvad han skal sige. Han kan ikke engang få sig selv til at sige farvel.

Skulle lige flytte ovenpå med mine ting

Leo står fuldstændig rådvild, med et vantro blik flakkende mellem de to mænd og Dannie. Han kan godt høre hvad der bliver sagt, men det virker så absurd at han ikke kan forstå alligevel. Alt han ved er at de har tænkt sig at tage Dannie fra ham.
Han tager vilkårligt et skridt frem så snart de rører Dannie, men inspektøren tager fat om hans underarm. Han kunne sagtens have vredet sig fri, men den opgivende slaphed i inspektørens tag fortæller ham at han ikke får andet end problemer ud af at prøve at stoppe det.
I stedet kan han bare stå stil, med knyttede næver, og panik malet i ansigtet, men ikke et ord at sige. Hele hans krop skriger efter at flå mændenes hænder af Dannie, men han ved han ikke vil få noget ud af det.
Han føler sig nærmest lammet, kun i stand til at bevæge sine øjne, der er rettet mod Dannies, til han forsvinder ud af døren, med inspektøren i hælene. Det er først da de alle er ude af døren at det for alvor synker ind i Leos hoved hvad der er ved at ske. Han råber Dannies navn, og skal til at følge efter, med vrede og panik boblende i blodet, men når ikke at gribe om dørhåndtaget, før han kan høre inspektøren låse døren til værelset udefra.

Dannie ryster ivrigt på hovedet, og han prøver på at sætte sig ned på gulvet, i håb om at de vil slippe taget på ham. Men Dannie kan godt mærke at de har taget beslutningen, og Dannie skal altså væk herfra. Destinationen kender han ikke engang, han har ingen idé om hvor han skal hen, og om han nogensinde kommer til at se Leo igen. Voldsomt vrider han sig, men det virker ikke til mændende reagerer på det. Aiden reagerer ikke engang, og Dannie tør ikke skrige efter ham, for så understreger det bare at der er et eller andet. Jo tættere Dannie kommer på udgangen, jo mere går det op for ham at han er på vej væk fra Leo. Det giver ham blanke øjne, og kort inden han bliver skubbet ud af døren kigger han tilbage i mod Leo. Faktisk ved han ikke om han har mest ondt af sig selv, eller ondt af Leo. Nu er han tilbage alene i helvede, det de kalder skolen. Derimod er Dannie skrækslagen for hvor han skal hen, han ved ikke engang om han skal dø eller hvad der skal ske med ham. Dog giver ham mere eller mindre op da de kommer udenfor, og før han ved af det sidder han i en fremmed bil, med tårer ned af sine kinder.

we skippy skippy, yes?

yea


men til? måske kan leo også bare komme på besøg, idk

Yes, works for me too. Men hvad er det for et sted? Er det Beyond Two Souls alike eller hvordan?

Yea det tænker jeg O:

Alright. Hvor lang tid er der gået?

Maybe... 3-4 måneder?

You got it

De sidste 3 måneder har været et helvede. Leo kunne ikke holde ud at være på skolen mere, ikke uden Dannie der, som han ikke havde set eller hørt fra siden dagen han blev hentet. Det lykkedes ham at overtale skolen og hans mor om at han havde forbedret sig nok til at tage den sidste tid af skoleåret på en normal skole, men så snart han kom ud derfra, løb han tilbage i gamle baner.
Han havde mere eller mindre givet op på nogensinde at finde Dannie igen, da han pludselig fik svar fra forskningscentret bag. Og nu, efter 3 måneder i en nedadgående spiral, langt væk fra hvad han var begyndt at opnå med Dannie, sidder han i en hvid gang, og venter på at blive kaldt ind.
Han ved ikke hvad han skal forvente. Han aner ikke hvad de har lavet her, han ved ikke noget om Dannies tilstand, eller hvorfor han lige pludselig har fået lov til at besøge ham. Selvom han følte sig fuldkommen tryg omkring Dannie, kan han lige nu ikke holde sine hænder stille af nervøsitet. Han kigger ned på dem, og på såret på den ene håndryg, hvor nogen, muligvis ham selv, har skodet en cigaret til en eller anden fest. Det går op for ham at det ikke kun er Dannie der måske ser lidt anderledes ud, og pludselig generer det ham virklig at han har rødsprængte øjne, og poser under dem.
Sekretæren bagved desken, der indtil nu ikke har værdiget ham et blik, kigger op.
"De er klar nu."

Dannie var skrækslagen da han blev vist frem til sit nye værelse. Det var allerede indrettet, og gjort i stand. Hvilket bare viste at de havde planlagt, det her er stykke tid. Men værelset er faktisk fedt, hvis man kan se bort fra omstændighederne. Der er tre rum hvor det ene er et badeværelse. De to andre er et stort, men er dog indrettet som soveværelse og køkken. Faktisk ligner det en lille lejlighed. Men Dannie ved godt, at de bare prøver at få stedet til at se godt ud. Men han hader det, han hader det her værelse. Selvom det er udstyret med fjernsyn, dobbelt seng og badekar. Alt det som et hvert andet menneske vil sætte pris på. Dannie ved bare, at der er mennesker der holder øje med ham 24/7. Det tager alt det fede ved værelset væk. Lige nu sidder han i skrædderstilling på sin dobbelt seng, med et tomt blik frem for sig. Værelset ser alt for stort ud til Dannie. Dannie ser i oven købet mindre ud, og mere svag og opgivende.
En mand i en hvid kittel kommer ud til venteværelset.
"Leo." Kommer det fra ham, og han nikker så til ham, uden at forvente svar, vender han sig om. Han går ned for enden af gangen, hvor han stopper op ved et værelse. Han låser døren op og åbner.
"Han sidder derinde." Kommer det lettere ligegyldigt fra manden.

Leo rejser sig, idet en mand nævner hans navn, og følger efter ham ned ad gangen. Han havde håber på at kunne få et glimt af hvad der sker på det her institut, men alle dørene er lukkede.
Da døren bliver låst op, nikker han til manden per automatik, men tøver med at gå ind. Han har glædet sig til at se Dannie lige siden han blev kontaktet, men jo tættere på han kom, jo større voksede den nervøse knude i maven, på trods af hvor ulig det er ham at blive nervøs over sådan noget.
Han står lidt, og forsøger at samle modet til sig, men et utålmodigt blik fra manden i kitlen er hvad der ender med at få ham til at trække dørhåndtaget ned, og gå ind.
Leo ved ikke hvad han havde forventet, men det var ihvertfald ikke hvad der møder ham. Det ligner et helt normalt værelse. Han når dog ikke at få kigget sig rundt, før skikkelsen på sengen. Hans hjerte begynder at slå hårdere, men han er ikke sikker på om han burde være lettet eller bekymret. Ved første øjekast ligner Dannie selv, og så alligevel ikke helt. Han ser svækket ud, men okay. Han er okay, ikke? Han kan ikke bedømme det.
Han smiler et lidt usikkert smil, i tvivl om hvad han skal gøre af sig selv. "Hej".

Dannie skæver over i mod fjernbetjenningen, han overvejer at tænde tvet, og så alligevel ikke. Han ved det bare kommer til at kede ham, faktisk endnu mere end han keder sig nu. Han får tiden til at gå med at sidde på sin seng, og dagdrømmer. Han drømmer stadig om Leo, og hans trygge arme. Det var hans første kæreste, og han ved ikke engang hvad de er mere. De er vel ikke sammen mere, for de har jo ikke snakket sammen. Måske er Leo okay. Dannie kan ikke lade være med at tænke på, om han mon har været sammen med andre. Alligevel kan Dannie ikke rigtig gøre noget ved det, og han forstår også godt hvis han har. Leo ved jo ikke noget om Dannie.
Da døren går op retter han blikket til siden. Der går et stykke tid før han reagerer, for han har ikke fået af vide han fik besøg i dag. Han vidste ikke Leo kom, derfor er det helt surrealistisk at se ham. Dannie skynder sig op fra sengen, og løber nærmest hen til ham, for at omfavne ham. Det er helt mærkeligt at se noget man kender, når man er anbragt et sted hvor alt er fremmed. Han har ikke engang sagt hej endnu, han holder blot Leo tæt ind til sig, med et smil på læben. For første gang i lang tid føler han sig tryg og lettet.