Leo kan godt høre at Dannie allerede har tænkt alle de tanker han arbejder sig igennem lige nu, og uden held, siden han stadig sidder her. Det er bare så frustrerende at være så magtesløs, at han alligevel må tænke dem ende, i tilfælde af Dannie har misset noget. Men selv hvis han skulle have misset noget, kan Leo heller ikke finde nogen magisk udvej.
"Hvis de ikke har tænkt sig at lade dig gå, er der ikke nogen måder at få dig ud herfra hvor de ikke vil prøve at finde dig igen" konstaterer han opgivende. Han ved godt han burde være støttende, prøve at opmuntre Dannie. Det er trods ikke Leo der er blevet spærret inde. Men den her problemstilling er stadig ny for Leo - for ny til ikke at lade følelser dikterer hans opførsel.
"Hvis de ikke har tænkt sig at lade dig gå, er der ikke nogen måder at få dig ud herfra hvor de ikke vil prøve at finde dig igen" konstaterer han opgivende. Han ved godt han burde være støttende, prøve at opmuntre Dannie. Det er trods ikke Leo der er blevet spærret inde. Men den her problemstilling er stadig ny for Leo - for ny til ikke at lade følelser dikterer hans opførsel.
Dannie sukker dybt, og han ender så med at ligge sig ved siden af Leo, hvor han tager armen om bag nakken, og kigger op i loftet.
"Mhmm." Mumler han stille. Det er rigtigt, han kan måske blive herinde for evigt, hvis de ikke finder frem til de resultater de vil have.
"Hvad med os to?" Spørger han så, og han retter blikket på Leo. "Hvad har du lavet.. I mens jeg har været væk?" Spørger han. Faktisk vil han gerne spørge Leo om han har været sammen med en anden, men han kan bare ikke få ordene ud af sin mund.
"Mhmm." Mumler han stille. Det er rigtigt, han kan måske blive herinde for evigt, hvis de ikke finder frem til de resultater de vil have.
"Hvad med os to?" Spørger han så, og han retter blikket på Leo. "Hvad har du lavet.. I mens jeg har været væk?" Spørger han. Faktisk vil han gerne spørge Leo om han har været sammen med en anden, men han kan bare ikke få ordene ud af sin mund.
( </3
Moderators: NoahVincent