Dk Roleplay

Så kommer det nok i morgen.

Det er gult, for det er en dank farve. Er ved at skrive nu btw, skulle lige tage mig sammen først.

I orden hahah

Igen sidder han et par sekunder og fordøjer hvad drengen lige har sagt. Han rynker brynene, og bider sig eftertænksomt i læben, som sad han og tænkte på et svært regnestykke. Det lød selvfølgelig vanvittigt, og det kommer også fra en dreng der er blevet sendt til en højskole for besværede unge. Men hvorfor skulle han prøve at skjule det, hvis det ikke var fordi det var sandt. Og han havde jo selv være vidnet til det.
Han kan ikke få det til at give mening, men han vælger at gå med på den. Selv hvis han rent faktisk bare er skør er det interessant nok alligevel.
"Så han er med dig overalt, ukontrolleret og tilsyneladende rimelig beskyttende? 'så giver det rimelig god mening du er her." Han smilet er skævt smil, og trækker knæene op under hagen.

Skal lige spise

Dannie gad godt vide hvor han ville være, hvis han ikke havde Aiden. Ja så sad han i hvert fald ikke her, og han var sikkert også en del mere social, end han er nu. Så social han har været I aften, plejer at være det han er på en måned. Og det fordi han snakker med sine forældre, eller kassedamen i super markedet.
"Ja. Det kan man godt sige. Han forsvinder i hvert fald i ikke. " mumler han, og han får det nok til at lyde som om det er en dårlig ting. Men Dannie er så afhængig af Aiden, når han skal et eller andet skal han altid tænke på Aiden først. Om han kan opføre sig ordentligt, eller om han bare kommer i vejen. Der skal lidt til før Aiden gør sig bemærket.
"Du skal ikke sige det til nogen." Siger han så lettere alvorligt. Han kender jo ikke Leo, måske er han typen der vil sige det videre?

Velbekomme

Leo løfter øjenbrynene og kigger på Dannie med et drilsk grin.
"Hvem fanden ville tro på mig hvis jeg gjorde? Det eneste jeg ville få ud af det var at danne Team freaks der tror på spøgelser." Han vender sig om, og ligger sig ned på græsset, med benene op ad muren, og stirrer op i himlen.
"...For det er jo drømmen at passe ind her" siger han, med toneleje der næsten syder af sarkasme. Så vender han blikket mod drengen igen. Han ved stadig ikke helt hvad han skal synes om ham. Han bærer ihvertfald ikke følelserne på huden, og hans introverte attitude er ikke hvad Leo plejer at omgås med. Men har er helt klart noget nyt.
Det går pludselig op for ham at han endnu ikke har fået sat navn på ansigtet.
"Hvad hedder du egentlig?" spørg han, uden nogen forlegenhed over hvad de fleste tænker på som et akavet spørgsmål.

Dannie trækker på skulderende, det er rigtigt nok. Da han fandt ud af Aiden troede han knap nok selv på det. Gentagende gange prøvede han at snakke til Aiden, for at bekræfte at han ikke var blevet sindssyg.
"Dannie." Siger han og retter blikket i mod drengen, og sender ham så et svagt smil. Faktisk er han ret flink, nu er han nok også lettere beruset. Men stadig, så er han faktisk ret god at snakke med, i sær når han ikke virke så truende og påtrængende.
"Og du?" Spørger han nysgerrig, og fjerner ikke blikket fra ham.

Leo hvisker navnet Dannie, som for at brænde det ind i hukommelsen bedre. Det kan godt være på grund af alkohollen, og dets unaturlige venlige tilgang til verden, men Leo har på fornemmelsen at det ikke er sidste gang han snakker med Dannie. Skør eller ej, er han den eneste Leo har mødt indtil videre herude der ikke have være uinteressante efter 10 minutter.
"Jeg hedder Leo" siger han, og smiler et varmt, omend lidt svømmende smil, grundet alkohollen. Hans pupiller er stadigvæk store og glaslignende, hvilket får ham til at se en lille smule fascineret ud hele tiden.
"Eller..." Han sætter sig op igen, denne gang på hug foran Dannie, som om han skal til at fortælle ham noget fortrolige.
"...Jeg hedder rent faktisk Leopold. Leopold Ginsberg. Men det lyder ad helvedes til. Og nu ved du også noget om mig andre ikke ved." Han smiler igen et skævt, lidt drilsk smil.

Dannie smiler over Leo som hvisker hans navn. Det giver ham på en måde kuldegysninger ned ad ryggen, da han hører sit navn blive hvisket på den måde.
"Leopold?" Siger han med et smil på læberne, og prøver at lade være med at grine. Ikke fordi han synes det er et sjovt navn, mere fordi han synes Leo er sjov. For hans hemmelighed er ikke ligeså stor som Dannies, men han vælger at godkende det alligevel.
"Jeg synes det er fedt. Det er anderledes, det kan jeg godt lide." Siger han ærlig. Han er glad for de snakker sammen, så han ikke har givet Leo et eller andet form for traume.

Er du egentlig over mobil eller com?

Havde lige en frygtelig samtale med min mor:

Mig: Den hedder Replicunt, som i republican og cunt tror jeg, det er et ordspil
Mor: Hvad betyder cunt
Mig: Det er bare et skældsord man kalder folk
Mor: Ja, men hvad betyder det
Mig: Altså, det betyder skede
Mor: Hvad
Mig: Skede
Mor: skide?
Mig: SKEDE!!1!
Judgemental kristne papfar der sidder og læser: Jeg troede i snakkede om musik...

(((((((

Leo forsøger at holde et seriøst ansigtsudtryk, men hans mundvige sitrer lidt, før han også kommer til at smile. Han får overbalancen, og laver en hektisk armbevægelse, før han dumper ned på jorden igen, og atter sætter sig op ad væggen ved siden af Dannie. Han udstøder en blanding mellem et grin og et fnys da Dannie siger han kan lide navnet. Så vender han hovedet mod ham med skeptiske øjne, dog stadig med et smil på læberne.
"Leopold er sgu da pisse grimt." Han laver en gestus med armen som om han skal til at sige noget mere, men han her ikke helt fundet ud af hvad endnu. Endelig ser han ud til at have fundet en passende sammenligning. "Det er også anderledes at have fire nipples, men gør det ikke nødvendigvis til en god ting."
Det er uvist hvor den reference kommer fra, men det virker som om han minder det.

HahaHH hyggeligt.
Har sådan en kop hvor der står cunt på... min far spurgte også om det lol..

Nå men ser lige film med min veninde så er lidt væk

Cunt er også et undervurderet ord

It's fine, god film til jer *stjernesmiley perhaps*

Hahaha ja.

Dannies blik følger Leos bevægelser og en latter kommer fra ham. Det næsten helt underligt for ham at grine, for det er længe siden han har tilbragt tid med nogen på sin egen alder, som han faktisk finder interessant. Normalt plejer han bare at sige Godmorgen og Godnat til sine forældre, eller snakke med sin psykolog.
"Fire nipples? Det er bare sært, ikke anderledes. Der er jo forskel på at være anderledes og sær." Siger han og han synes selv det lyder meget rigtigt, men han synes nu det var en sjov sammenligning Leo kom med. Kreativitet har han i hvert fald.

Leo's smil falmer lidt, og han lægger hovedet på skrå. Selvom han stadig ikke kan gøre sig helt klog på Dannie, og hvor han kommer fra, kan han godt mærke at det ikke er tit drengen har haft en normal samtale. Ellers ville han ikke sætte sig meget pris på en fuld mands selskab.
"Det må du vel vide noget om af alle mennesker, alt tage i betragtning." Det er en hudløs ærlig bemærkning, men den lyder ikke som en fornærmelse. I et kort sekund kigger han på Dannie med et gennemtrængende, næsten læsende blik, før han kigger væk igen, eller rettere ned på smøgen han har fundet frem, som han placerer mellem læberne, mens han tænder den. Så kigger han op igen, og smiler, mens han langsomt puster røgen ud, der mere eller mindre rammer Dannie i ansigtet.
"De fleste mennesker kan ikke se forskel på sært og anderledes."

Dannie holder sit blik på Leo som bliver ved med at overraske ham. Ja det overrasker ham faktisk at Leo ikke har rejst sig op, for at bevæge sig væk fra Dannie. Men det glæder ham, han sætter virkelig pris på hans selskab.
"Det kan du måske ikke?" Han vifter hånden foran sig for at få røget Væk. Han har aldrig Været vild med røg, nok fordi han ikke kan lide sin pap far. Og han ryger. Alle steder i huset, så man havde lyst til at brække sig ligeså snart man gik indenfor.

Ej det blev kort. Sorry

It's fine, quality not quantity eller noget. Det er svært at gør det langt i en almindelig dialog.

Leo løfter øjenbrynene, og protestere, med et næsten fornærmet tonefald; "Hvis jeg ikke kunne ville jeg sgu da ikke side her".
Det forargede ansigtsutryk udskiftes dog hurtigt med et eftertænksomt et. Han kniber øjnene let sammen.
"På den anden side, hvis du var en særling ville jeg nok sidde her alligevel."
Nu hvor han tænkte over det kunne det godt være han ikke kunne kende forskel. Men han lever også for alt der er udover det sædvanlige, og om det så er på den rigtige side af befolkningens mening er ligemeget. Han ville nok ikke engang kunne svare på om han selv var sær eller anderledes, i de aftener hvor han har udforsket New Yorks mørkeste kvarterer, med mennesker man ved man aldrig ser blive en dag over 25.
Med et drillende toneleje, men et nysgerrigt blik spørger han: "Så er du sær eller anderledes?"

Dannie fjerner ikke sit blik fra Leo på noget tidspunkt, som om han er bange for han går hvis han kigger væk.
"Sikkert." Siger han med et smil, og fører så en hånd igennem sit hår, og læner så hovedet tilbage i mod væggen bag sig. I alt den tid de har snakket, har han slet ikke tænkt på hvor koldt der er. Men nu kan han mærke den kolde luft i mod sine bare arme, og det får hårene til at rejse sig.
"Jeg er... sikkert begge dele. Det går an på hvem du spørger. " mumler han stille, og retter nu blikket ned for første gang i lang tid.
"Altså jeg er blevet kaldt sær mere end jeg er blevet kaldt anderledes."