Dk Roleplay

Leo sætter sig igen ordentlig op, for at kunne sidde ansigt til ansigt med Dannie, istedet for ved siden af ham. Han sænker hovedet lidt, i et forsøg på at fange hans blik igen. Der er noget ved det lidt tilbageholdte blik der tiltaler ham, man kan nærmest se i hans øjne at der er en lang og kompliceret historie bag. Han kan mærke at Dannie ikke er stolt over hans ry som 'den sære', men det var af den grund han bragte det op.
"Men af hvem? Af idioter eller folk du har brug for?"

Sorry det tog så lang tid, skulle give min kate lobbekur og finde hdmi stik og ting

Dannie Har det helt underligt med at snakke åbent om Aiden, og der er faktisk en der tror på ham. Det gør ham en hel del lettet, og det som om han har meget mere plads at bevæge sig på lige pludselig.
"Mine forældre... min psykolog, og klasse kammerater. Nogen har sagt det direkte til mig, andre har bare sagt det i en samtale jeg har overhørt." Mumler han og trækker benene ind til sig og tager armene om sig selv.

Leo kigger længe på Dannie uden at sige noget. Han er klar over at han har bragt samtalen over på et meget sårbart emne, og han bliver nødt til at formulere sig selv i hovedet, over hashen og alkoholens tåge, før han endelig snakker, nu med et lavt toneleje.
"Du er godt klar over at psykologer får penge for at fortælle dig du ikke er okay, ikke? Og det var dine forældre der sendte dig herud, hm?" Han smiler et lille smil, og lægger sine hænder på hans knæ, mest for at holde balancen. De ryster en lille bitte smule, men det virker ikke til at påvirke ham.

Dannie trækker på skulderende, mens han har blikket på Leo.
"Det var ikke min ide, mine forældre sendte mig til psykolog med det samme, så snart jeg nævnte ordet sjæl." Siger han en smule irriteret, og i mens han har fortalt har han fundet en sten som han kaster et stykke væk, i ren Irritation.
"Ja de sendte mig herhen. Fordi de troede det var mig der ødelagde tver og spejle derhjemme. Det var Aiden ikke mig." Mumler han og kigger lidt rundt, for han ved Aiden lytter til ham. "Jeg er ikke just stolte af mine forældre. De tager intet ansvar overhovedet, og de kunne sikkert ikke vente på at få mig væk."

Leo bliver ikke skræmt af Dannies pludselig irritation, han lytter bare godt efter, mens han kigger på Dannie med de sædvanlige intense øjne. Da han er færdig er Leo allerede klar med et svar.
"Det er det jeg siger. Dine forældre er nogle idioter, det er ligemeget hvad de siger." Igen pakker Leo ikke hans mening ind i vat, men det har han aldrig gjort, og kommer heller ikke til.
"Du har holdt en samtale kørende med mig længere end nogen andre herude. Og da jeg spildt ud over dig, og presset dig til du blev tvunget til at fortælle mig noget du ikke ville fortælle mig, mener jeg personligt min mening er mere værd." Det sidste bliver sagt med et hint af sarkasme, men kun et hint, det virker til at selv mener hans mening er mere værd, dog af andre grunde end dem han sagde. Men da Leo er en anelse selvcentreret, vil han mene i langt de fleste sammenhænge at hans mening er mest værd.

Selvom Dannie egentlig selv påpeger det en smule, så er det underligt at høre en anden sige de ord, specielt når Leo aldrig har mødt dem.
"Jeg ved det ikke. Måske er de skræmte. Det vil jeg også være hvis jeg var dem. Jeg er skræmt." Det sidste siger han ret hurtigt. Men han er faktisk en del skræmt, alt det her med Aiden er ret skræmmende, og han har da vågnet op midt om natten ved at skrige højt. Så at hans forældre blev skræmte forstår han udmærket godt. Til tider fanger han også sig selv med hænderne oppe foran ansigtet, mens han ber til alt går Væk.

Leo har svært ved at følge Dannies kvaler med hans forældre, for han altid selv distanceret sig fra hans forældre. Men han kan godt høre på Dannie at det betyder meget for ham. Han prøver at forestille sig hvordan det ville være, hvis i nat ikke er første gang Aiden har prøvet at kvæle nogen. Han var skræmt, meget skræmt. Og han ville nok være endnu mere skræmt hvis han var Dannies forældre. Eller hvis han var Dannie.
Han bliver nødt til at tage et par sekunder for at finde det rigtige at sige. At sige 'alt skal nok være okay' eller 'jeg forstår' ville være noget pis at sige.
"Hey, du, eller jeg mener Aiden, var ved at slå mig ud lige før, og jeg sidder alligevel foran dig lige nu." Han ved ikke helt hvor han vil hen med det, han håber bare det er nok.

Endnu engang bliver Dannie overrasket af Leo. At han ikke bare klapper ham på skulderende og siger 'ja, trist', men faktisk prøver at opmuntre ham. Det sætter han en hel del pris på, og han kan ikke lade være med at trække på smilebåndet.
"Ja det er rigtigt." Siger han og nikker så let til ham, og bider sig en anelse i underlæben. Musikken kører stadig på fulde drøn indenfor, og alle har det sikkert utrolig sjovt. Forhåbenligt. Han håber ikke at Leo er træt af at sidde herude med ham.
"Aiden er god nok, når man lærer ham at kende.." Siger han så med et svagt smil. "Han har trods altid beskyttet mig.. På en eller anden måde."

Dørene til festlokalets indgang åbner, da en gruppe unge kommer ud for at ryge. Leo skæver mod dem. Han gider dem ikke lige nu, og bare det at de står, selvom de er en tyve meter væk fra dem, irritere ham. Han kigger tilbage på Dannie, og smiler.
"Jah, men jeg tviler på han er en god wingman."
Hans blik flakker mellem Dannie og drengene udenfor. Det ser ikke ud til de har opdaget dem, men skulle de, og skulle de være ude på noget, er Dannie og Leo i en dårlig situation. De har begge to efterladt et dårligt indtryk hos de fleste, dog er to forskellige grunde.

Dannie bliver stille da en gruppe unge kommer ud, og han kigger hen på dem. Han er ret taknemmelig over at de ikke kommer herhen, og ødelægger hele stemningen. For lige nu hygger han sig, hvilket han ikke har gjort i rigtig lang tid.
"En wingman kommer nok aldrig til at gøre det store alligevel." Indrømmer han Og klør sig så lidt i håret. Det skal ikke Være en hemmelighed at Dannie aldrig rigtig har haft flirts eller noget der omhandler kærlighed. Om det fordi han holder sig væk pga. Aiden, eller fordi han faktisk er sær. Det ved han faktisk ikke. Han gnider hænderne op og ned ad sine arme for at få en smule varme.

Leo løfter sine øjenbryn. Dannie er måske en introvert, men han klart godt nok ud til at han kunne score, og tanken om ikke at prøve ligger en smule fremmed for Leo, der aldrig har haft problemer med det. Han kan ikke lade være med at grine lidt, men ikke af Dannie, han griner i mistro af at han kunne finde på at sige det.
"Det er sgu da noget pis at fyre af" smiler ham. "Piger kan godt lide drenge der ikke snakker med, det skal nok gå" siger han med en mine som delte han ældgammel visdom. "Du kan let klare dig derude, ihvertfald hvis du ikke nævner det med Aiden lige med det samme."

Dannie puster let ud i mellem sine læber, og han retter så blikket frem for sig. Han burde snart gå indenfor igen, hvis han altså ikke vil vågne op i morgen med stoppet næse, og ondt i hovedet.
"Tjah." Siger han med et let smil og trækker på skulderende. Nu ved han ikke om han skal nævne overfor Leo, at han faktisk aldrig rigtig har kigget på piger. Derimod så fyre som Leo tiltaler ham meget mere, og det skræmmer ham faktisk en smule. At han ikke har nok at tænke på. Nu ved Leo allerede det med Aiden, så ved han næsten alt om ham. Men nej han vælger at holde det for sig selv, for nu. Det jo heller ikke sikkert, han er bare forvirret.
"Jeg tror snart jeg skal ind.. For at få varmen. Jeg tænker på at gå tilbage til mit værelse. Bor vi ikke på samme gang?" Spørger han og kigger så på Leo. Han kan jo følge med hvis han har lyst.

Leo nikker, og rejser sig op. Han ville gerne have hjulpet Dannie op, men bare at stå på sine egne to ben er en udfordring i sig selv. Han vakler, men genfinder balancen, og putter med forsigtige bevægelser hænderne i lommen på hans jeans. Han venter på Dannie kommer op at stå, før han gå ved siden af Dannie mod gangen.
"Jeg må lige advare dig om at ædru mig, helt sikkert ikke er ligeså modtagelig over for hele den her anden sjæl ting. Du må om nødvendigt kvæle mig lidt mere." Han er egentlig stadig skræmt over hvad der skete, men det hjælper at gøre grin med det. Desuden vil han også gerne vise Dannie at det ikke er noget problem.

Dannie får rejst sig op, og han retter så lidt på sin trøje, og begynder så at bevæge sig hen i mod gangen. Han er glad for Leo gider at gå med, fordi han har ikke direkte lyst til at sige godnat til ham, men han vil heller ikke tilbage til festen, og farer vild i alle de fulde mennesker.
"Det... Forstår jeg godt." Mumler han, selvom han ikke er just tilfreds med Leos svar. Men han forstår det godt, selvom han havde håbet på at Leo var ligeså modtagelig for det når han var ædru. Men alle er lidt mere imødekommende når de er fulde.
Han skubber døren op til gangen, og bevæger sig så ned ad gangen ned i mod sit værelse. "Eh. Vil du med ind til mig, eller?"

De når gangen, og Leo skal lige til at sige godnat, da Dannie spørger om han vil med ind på hans værelse. Det overrasker ham, taget betragtning af hvor tilbageholden Dannie ellers virker. Og så er der selvfølgelig måden han sagde det på. Havde han mødt Dannie i byen ville han helt klart have taget det på en anden måde. Ikke desto mindre smiler og nikker.
"Jah, hvorfor ikke?" Han følger med Dannie ind på hans værelse, hvor han drejer langsomt, mens han betragter værelset. Så vender han sig mod Dannie igen, med et smil. Nu, hvor de er kommet ind i de stille og belyste værelse er det svære at skjule hans alkoholpåvirkede krop, og den knap synlige røde farve i det hvide i hans øjne.

Dannie smiler tilfreds, han har ikke haft nogen andre med ind på sit værelse endnu. Udover hans forældre da de sagde farvel til ham, og der var de hurtige ude igen. De gav ham en hurtig krammer, og så var de ude. Det var måske også det bedste.
Han lukker døren bag sig, og kigger så lidt rundt i sit værelse. Det havde han ikke tænkt over. Måske bliver det akavet? Nu de næsten tvunget til at kigge hinanden i øjnene, fordi der er så lidt plads at udfolde sig på.
Dannies værelse er intet specielt. Der hænger nogle få tegninger rundt omkring, ikke nogle der sådan er flotte. Men bare krusseduller, mest fordi han har prøvet at Aiden for sig. Han går hen og sætter sig i sengen, og trækker så sine sko af.
"Mit værelse er ret kedeligt.." Mumler han.

Leo følger Dannies eksempel, og sætter sig ned på sengen ved siden af ham. Han smider sin jakke på skrivebordsstolens ryg, og læner sig op ad væggen ved toppen ad sengen. Han er ikke typen der bliver bange for en situation bliver akavet, han bekymrer sig for lidt om verden til at synes det.
"I det mindste har du ikke M blads piger på væggerne" siger han tørt, i reference til nogle af de andre drengens værelse der ikke gør andet end at holde fast i fordommene om deres typer. Han blik glider over tegningerne, og han peger på dem.
"Meget bedre...Selvom jeg ikke kan se hvad de forestiller."

Dannie ved faktisk ikke hvorfor han påpeger at hans værelse er kedeligt. Nok fordi han synes det er en anelse pinligt, og fordi han har set de andre værelser. De fleste andre værelser er pyntet op med plakater fra forskellige bands eller film, og så er der nogen der pynter op med deres flotteste fotografier eller tegninger. Det kan Dannie godt lide. Det er meget personligt.
En latter kommer fra ham da Leo nævner M bladene og han nikker blot for at vise han er enig.
"Ja.. dem har jeg godt set." Siger han med et smil, og kigger så op på en af tegningerne.
"Det er Aiden." Siger han så og retter sig lidt op, og peger på en tændstikke mand som han har tegnet.
"Det er mig." Mumler han, og peger så på en sky der er lidt over manden. Der går en snor fra skyen og til manden. "Det er Aiden." Han trækker så hånden til sig og kigger på Leo.

Leo kniber øjnene sammen, og læner sig fremad mod tegningen. Han stirrer på den i et par sekunder, før han kører hans hånd igennem hans hår, og kigger tilbage på Dannie. Han ved stadig ikke hvordan han skal forholde sig til det. Det endnu ikke rigtig gået op for ham at det er en person der konstant er der.
"Okay, spørgsmål. Har Aiden nogensinde skadet dig?" Han spørger mest for at prøve at forstå hvordan må have været, og hvordan det er. Det er vist tydeligt for dem begge to at de kommer fra to forskellige verdener, men det er nok en del af grunden til Leo er så nysgerrig på Dannie. Leo's venner fra derhjemme er alle sammen stærke personligheder, der drikker sig selv ihjel sammen med Leo.

Dannie kigger fra tegningen af og over på Leo. Men han trækker blot let på smilebåndet da han hører hans spørgsmål.
"Nej. Aldrig." Siger han og trækker benene til sig og sætter sig i skrædderstilling. Det dunker i hans fingre, fordi han endelig har fået varmen igen. Han håber virkelig ikke at han vågner op i morgen, med stoppet næse. Det er noget af det værste han ved - At være forkølet.
"Han har skræmt mig til tider. Men han har aldrig gjort mig ondt. Han er her altid, men han passer på mig for det meste." Siger han med et tilfreds smil, og læner sig tilbage i mod væggen.
"Han kan tit komme til nytte." Han trækker sin dyne over sig for at få lidt mere varme.