Danish

Det tog sin tid men sådan

Noah
Med et langsomt forstående nik, ser han forsat på Sean. Han beundrede ham at han tog en uddannelse, for selvom Noah gerne ville havde en selv, blev det nok ikke til noget. Hvor skulle han arbejde henne? Hvilket firma ville tage ansvar for Noah? Ingen, derfor gik han her, og lavede ikke rigtigt noget. Han havde gennenført folkeskole, men er ikke kommet videre. Så han bruger sit liv på så meget andet. Han er sammen med sine venner i ny og næ, han sætter pris på natur og luft, og så finder han altid på et eller andet små tam tam at lave. Han havde tilpasset sig sygdommen, han havde ikke andre valg. "Jeg tror nok du skal klare det!" Siger han med et roligt smil, og et kort nik. Derefter retter han sig op, før han rejser sig, en smule ivrig. "Jeg vil gerne ud nu" Siger han kort, inden han går ud i gangen, og udvælger sig noget mere tøj, og et par sko. Jakken lyner han selvfølgelig helt op, og gemmer hænderne i ærmerne. Han gad ikke tage handsker på idag

Svarer senere idag

Sean smiler bare større grundet fyrens tro på ham, det har han skam også tænkt sig at gøre. For hvad skulle han ellers lave? Han føler ikke for at lave andet end at hjælpe mennesker der har brug for hans hjælp, måske kan han finde på nye stoffer som kan hjælpe mod kræft og mange andre ting. Han bliver revet ud af sin lille læge verden da Noah's ord slår igemmen ham og han nikker langsomt. "Som de ønsker." Siger han så med et smil, inden han ender med at traske efter han ud i gangen for at trække i sit eget tøj. Som er en del mindre end det Noah vælger at trække i, men han ved også godt hvorfor han gør det og han er hundrede procent forståelig overfor det. Selvom han sikker aldrig kommer til at mærke det selv, så vil han da altid kunne fornemme hvad der skal til og ikke.

Noah - Han brød sig ærlig talt ikke om at folk udpegede han var anderledes. Så undrende på ham når han kom pakket ind som en snemand osv. Han var også ved at være godt og grundigt trætte af de tidligere hjælpes ømme blikke mod ham, det var synd for ham, det var hvad de måtte tænke, og det var han ved at brække sig over. Helt ærlig ønskede han bare at leve sit liv så normalt som muligt, derfor er han glad for at Sean tager alting så neutralt. Han klør sig kort i nakken så godt han kan, før han åbner hoveddøren, og først lukker den da Sean er ude, derefter finder han en nøgle frem, og låser døren. Den var egentlig kun låst når han ikke selv var hjemme. Derefter begiver han sig med helt normale skridt ud på gaden, og ned af fortovet, ned mod den mindre fyldte del af byen *

Undskyld jeg har været så langsom....

Det helt okay, jeg selv har heller ikke været for god

Det ligemeget

?

Sean har ikke en grund til at give ham blikke og minde ham om at han er anderledes hvert femte minut. Han har jo også en del viden inde for faget, derfor tager han det meget naturligt at han måske skal bruge lidt flere ting end ham selv, det jo bare sådan Noah er. Han træder ud af døren efter ham og står bare og smiler svagt da han ser sig omkring for at danne et overblik over hele området. Dette er jo en ny del af byen han ikke har fået set, i hans travle dag er der ikke tid til små by turer, som han ønskede. Han elsker at møde nye mennesker, hvilket nok ikke kommer som et chok hos mange - da Sean nemlig er meget venlig og høflig når han er i nærheden af andre. Det kan han takke hans forældres opdragelse for. Han sender Noah er svagt smil, da de går ned af fortovet. "Noget bestemt du har lyst til at se?" Spørger han så ind til, da der er en del at se i denne by og det er altid ret at vide hvad man skal.

Noah er ret tavs i det de forsætter ned af fortovet, men vejret kom lidt bag på ham, så måske ville han ikke så langt væk fra sin lejelighed som han havde håbet på han kunne. "Intet særlig.. Der er nogle boder et par 100 meter fremme. Jeg skal havde købt et par småting. Det er nok hvad det bliver til for denne gang" Siger han en smule skuffet. Han havde regnet med at kunne nå helt ned i parken, ned om havnen. Men det blev ikke denne gang. Det ville være åndsvagt at tage chancen, og så falde om første dag Sean var der. Hans kinder havde allerede fået en svag rød farve, kulden havde en bitte smule fat i ham. Men det gik, dog sætter han alligevel tempoet en smule op. Dog ser ham så på Sean en enkelt gang, mest for at se om han kan følge med, selvom det nok ikke er et problem for ham. Han så nu alligevel ud til at være i rimelig god form. Et let suk er alt han kommer med, da markedet dukker op i horisonten, og han smiler derefter afslappet. Han havde heldigvis husket sin pung.

Svarer om kort tid

Sean venter egentligt bare på at han vil svare ham - hvilket han også gør kort tid efter. Han retter så blikket mod ham og nikker langsomt. "Det lyder godt, der er jo også en dag imorgen vi kan få gjort noget." Siger han så med et smil. Han strækker sine arme i vejret og ender med at ligge dem bag sin nakke et stykke tid. Han kan egentligt godt forstå ham når han siger 'denne gang', her om vinteren er det jo ikke lige 'just' det bedste vejr for en fyr som ham. Det bliver nok nemmere i sommeren, så kommer der nok mere varme og så kan han bedre holde sig ude. Det burde han hvertfald gøre. "Hvad så med aftensmad? Jeg har tænkt lidt over det - og gået frem til at jeg gerne vil lave noget mad. Mest for at vise mine rigtig 'gode' evner i et køkken også for at.. Ja, jeg ved ikke. Bare gøre noget. - Så hvad kunne du tænke dig? Hvis jeg altså må lave aftensmad." Siger han så med et prøvende smil, det er typisk ikke noget hjælper gør - men lige idag ser han en anledning til at gøre det fordi det er deres første dag sammen.

Noah kigger blot frem for sig ved de første markedsboder. Han gik ikke efter noget speicelt, det gjorde han aldrig, han gik her bare, for at gå. Det var altid åndsvage smånips han købte, men for ham havde det betydning. "Du har ret" Mumler han lidt fraværende, der var en dag imorgen, og hvis han ikke var for træt, så ville han nok også ud og gå der. Dog stopper han op; og ser undrende på Sean da han tilbyder at lave mad. Det plejede ingen at gøre, så det undrede ham lidt. Men han nikker, det var vel fint. Noah var ingen succes i et køkken, det var mest simpelt mad han lavede, som pizza eller pasta og kødsauce. "Jeg kan lide det meste, så det må du om" Siger han med et roligt smil, og lader valget være Seans. Hvis han ville vise sine evner, var det vel blot fair han fik helt frit valg. Han går lidt videre, men kun for at folde sig en smule mere sammen, måske skulle han havde taget de skide hansker på, og en ekstra jakke istedet for at tro han var gud

Sean følger med Noah som en lille hund, dog går han også selv og snugkigger på fr forskellige ting. Man ved jo aldrig om man lige finder den ting man ikke kan undvære, men indtil videre har det ikke været noget specielt.
Han nikker til hans tilladelse med et stort smil, han har ingen tanker om hvad han skal lave. Måske kunne han lave sin grønsager gryderet - det ikke fordi at det sådan ser godt ud, men det smager tilgengæld godt. "Fint." Siger han så, så må han vel tage ud og købe varene når Noah han skal ind og ligge eller nærmer. Han kan ikke lade hver med at se en anelse undersøgende på ham, da han virker til at han fryser. "Vil du låne nogen handsker?" Han selv har altid et par i den ene lomme og han vil da gerne låne dem ud hvis det gør noget godt.

Noah kigger lidt videre rundt, han har altid haft en sød tand, så han hiver kun pungen frem en enkelt gang, for at købe en pose brændte mandler. Dem var han helt syg med, han kunne spise dem hele tiden, og han plejede til tider at købe et form for lager, så han havde til sommeren. Da Sean tilbyder ham hans hansker ryster han på blot på hovedet, det var ikke kun hænderne der begyndte at fryse. "Nej tak Sean... Jeg fryser lidt, jeg smutter lige hjem" Siger han halvundskyldende, og stikker pungen i lommen, sammen med hans hænder. Han havde det en smule ubehageligt, et klart tegn på at han skulle i varmen derhjemme. "Hvis du mangler noget kan du bare blive, indtil du er færdig" Forsættet han med et nikkende smil. For hans skyld kunne Sean godt blive hvis han manglede et eller andet. Noah behøvede jo heller ikke styre det hele. Han rykker jakken lidt op om nakken, før han kort puster lidt ud, og vender sig mod fortovet de kom ad*

Skal vi spole til at Sean kommer tilbage?

Ja

Sean har fået en time til at gå med at rende rundt og finde alle de ting han skal bruge til sin gryderet. Han har fået fat i de forskellige grønsager og fået købt noget pasta og kartofler, da han var i tvivl om Noah ville bedre kunne lide det ene eller det andet. Han tager ikke rigtig nogen chancer når det kommer til ham, han ønsker jo ikke at gøre ham ondt. - Udover at købe grønsager til gryderetten så har han også købt et par flutes fra den lokale bager.
Han træder hen forsi døren og banker tre gange på, inden han åbner den langsomt og træder ind i gangen hvor han sætter poserne for at trække sit overtøj af. "Det bare mig." Siger han så højt, hvorefter han tager poserne op igen for at gå ud i køkkenet med dem.

Noah ligger og halvsover en smule på sofaen. Det var en kold tur udenfor, og selvom han havde været væk i et stykke tid, var han stadig ved at finde varmen under de to tæpper "Hej" Svare han let tilbage, han kunne heller ikke se hvem det ellers skulle være der kom brasende. Så han var nu glad nok for at det bare var Sean. Havde det været en tyv, var der nok ikke meget at stille op for ham. Let sætter han sig dog op, og ser nysgerrigt mod de poser han har med, han ville gerne se hvad mad han ville lave, det gik han op i . Det var lidt et højdepunkt for dagen, selvom det lød ynkeligt