Elijah står inde i hytten og er ved at gøre forbinding klar, han har fået besked på der kommer en runner der højst sandsynligt har forstuvet anklen. De kommer tit, da det selvfølgelig er nemt at slå sig når man konstant er i løb. Da døren åbner og hele tre runnere kommer ind rynker han på panden og rømmer sig. "Jeg er Elijah." Han bøjer sig over anklen og trykker lidt her og der.
Den er afgjort kun forstuvet hvilket burde være en lettelse for runneren, for hvis han havde brækket den havde han aldrig kunne væe runner mere. Han trækker forsigtigt strømpen og skoen af den tilskadekomne fod, og rynker på næsen over dens farve. Den er helt blå og sort, hvilket dog er meget normalt.
Roligt begynder han at binde anklen ind med erfarne øvende bevægelser, i den brune forbinding der simpelthen er fremdannet af små fiber fra træer.
Den er afgjort kun forstuvet hvilket burde være en lettelse for runneren, for hvis han havde brækket den havde han aldrig kunne væe runner mere. Han trækker forsigtigt strømpen og skoen af den tilskadekomne fod, og rynker på næsen over dens farve. Den er helt blå og sort, hvilket dog er meget normalt.
Roligt begynder han at binde anklen ind med erfarne øvende bevægelser, i den brune forbinding der simpelthen er fremdannet af små fiber fra træer.
Andrew sætter sig op på en stol, idet Elijah lige med det samme går over til ham, og prikker lidt her og der på hans fod. Ærligtalt så vidste Andrew ikke en pind om hvad han lavede. Men han vidste bare at han ikke lige skulle spørge ind til det. Han ser bare på hvad det er Elijah laver, og kan ærligtalt ikke lade være med at være imponeret over hans håndbevægelser, da han jo tydeligvis havde gjort det her ret ofte. "Av for i----" grynter han så idet han får forbindingen spændt fast omkring hans ankel. Han nikker så faktisk bare til sine kammerater, de andre runners, og får dem så ud kun med et blik.
Selvom det gjorde så ondt som det gjorde, så lod han være med at bande eller være irriteret på nogen måde. Men selv tanken om at ikke skulle være i stand til at træne eller løbe i noget tid, gik ham meget på. "Hvor lang tid tror du jeg skal gå sådan her´?" Spørger han så om, med en lettere anspændt stemme.
Selvom det gjorde så ondt som det gjorde, så lod han være med at bande eller være irriteret på nogen måde. Men selv tanken om at ikke skulle være i stand til at træne eller løbe i noget tid, gik ham meget på. "Hvor lang tid tror du jeg skal gå sådan her´?" Spørger han så om, med en lettere anspændt stemme.
Elijah spænder forbindingen godt fast og hjælper fyren med at få sokken på igen, inden han går hen og henter nogle krykker af træ han personligt selv har snittet af det bedste træ der var i hele skoven. Da han spørger hvor lang tid han skal gå som han skal trækker Elijah bare roligt på skulderen og rækker ham krykkerne. "Det kommer an på om du kan finde ud af at slappe af." Han smiler venligt og fugter hans læbr, inden han roligt ligger armene over kors og ser på ham. ".. Men hvis det kan lade sig gøre; højst 2 uger. Hvis ikke alt imellem 2-10 måneder." Han går hen til døren og åbner den for Andrew så han ikke selv skal bøvle med det.
Han går derefter hen til hans lille bord og sætter sig på stolen, imens han begynder at skrive Andrews tilstand ned på et stykke papir da det var en nødvendighed, eftersom det skal afleveres til Alby, så han kan vurdere om Andrew skal fortsætte med at være løber.
Han går derefter hen til hans lille bord og sætter sig på stolen, imens han begynder at skrive Andrews tilstand ned på et stykke papir da det var en nødvendighed, eftersom det skal afleveres til Alby, så han kan vurdere om Andrew skal fortsætte med at være løber.
Andrew kommer med et tungt suk da han hører hvad det er Elijah siger. "Er der ikke ... et eller andet der kan speede det op?" Spørger han så mellem sammenbidte, imens han ser over på Elijah. Han kunne skam se at han var ret erfaren omkring sin rang her, men det var ærligtalt ikke noget Andrew hellere end gerne ville, end at løbe. For det var det han gjorde bedst, ikke?
"Jeg mener ... jeg lever jo for at løbe, jeg vil jo ikke ..." mumler han så, og ser lidt væk fra Elijah, da han ærligtalt ikke vidste hvad han snakkede om. Han ender så bare med at holde sin mund, og ser overvejende på krykkerne, der var så fint skåret ud i stærkt træ. Der var på ingen måde at de ville få Andrew til at gå med dem dér.
"Jeg mener ... jeg lever jo for at løbe, jeg vil jo ikke ..." mumler han så, og ser lidt væk fra Elijah, da han ærligtalt ikke vidste hvad han snakkede om. Han ender så bare med at holde sin mund, og ser overvejende på krykkerne, der var så fint skåret ud i stærkt træ. Der var på ingen måde at de ville få Andrew til at gå med dem dér.
Elijah ser bare på ham og ryster på hovedet. "Næh. Men hvis du ikke stoler på mine lægelige hensigter, så gå ud og bank foden ned i jorden 3 gange, måske det hjælpe." Han griner kort og ryster på hovedet inden han fugter hans læber og vender ryggen imod Andrew igen, "Du er nød til at bruge krykkerne ellers går det galt - og så heler din fod ikke; Det vil sige du ikke kan komme ud og løbe mere så."
Han siger det med en rolig stemme, selvom han godt ved hvor meget de ord påvirker en runner, men han er sgu nød til at få lidt krudt i gang i ham, så han ikke begynder at humpe rundt på den dårlige ankel og ødelægger den mere end den er i forvejen.
Han siger det med en rolig stemme, selvom han godt ved hvor meget de ord påvirker en runner, men han er sgu nød til at få lidt krudt i gang i ham, så han ikke begynder at humpe rundt på den dårlige ankel og ødelægger den mere end den er i forvejen.
Andrew kommer med en langtrukket og irriteret suk af Elijah, hvorefter han så bare ser lidt på ham. "Du er virkelig en læge der ved hvad folk ikke vil høre," siger han så med et lille smørret smil på læben, imens han forsøger at rejse sig op, men kan ikke rigtig da det gjorde ondt bare at sætte foden på grunden.
"Shit---" mumler han, og får så fat på den ene krykke, som han så støtter sig op mod, og får stillet sig op, med et lille suk. "Så du siger et par uger?" Spørger han så om for at få bekræftet det fra Elijah, imens han ser på ham, og rækker ud efter den anden krykke.
"Shit---" mumler han, og får så fat på den ene krykke, som han så støtter sig op mod, og får stillet sig op, med et lille suk. "Så du siger et par uger?" Spørger han så om for at få bekræftet det fra Elijah, imens han ser på ham, og rækker ud efter den anden krykke.
Elijah trækker bare smilende på skulderen da han for af vide han er en læge, der ved hvad folk ikke vil høre. "Det er noget jeg har lært med tiden. Jeg kan grove godt lide at genere andre mennesker, det derfor jeg er blevet læge." Han rejser sig fra stolen og giver ham hans anden krykke, inden han tager fat i hans arm og hjælper ham op at stå med et lille smil på læberne. "Jeg siger et par uger ja, intet mindre - måske mere. Kom tilbage om fjorten dage, og jeg skal nok se om du kan komme ud og løbe igen."
Han går hen til døren og åbner den på vid gab, så Andrews venner nærmest falder ind i lokalet, han kan ikke lade være med at smile over dem, og nikker som et 'på gensyn' til Andrew.
Han går hen til døren og åbner den på vid gab, så Andrews venner nærmest falder ind i lokalet, han kan ikke lade være med at smile over dem, og nikker som et 'på gensyn' til Andrew.
Andrew puster lidt ud med læberne, og lader blot Elijah hjælpe ham op at stå, og tager imod den anden krykke. Han var virkelig ikke stor fan af det her. At ikke skulle løbe eller træne i over to uger, var helvede for ham, faktisk.
Han sukker endnu engang, og kan ikke lade være med at skære ansigt over at hans venner, eller de andre runners faktisk stod op ad døren, da Elijah åbner den. "Skrid med jer," vrisser han bare ad dem. Det var klart at han var irriteret, specielt når han lige havde fået det her at vide. At han ikke skulle anstrenge sig, fedt.
Han sukker endnu engang, og kan ikke lade være med at skære ansigt over at hans venner, eller de andre runners faktisk stod op ad døren, da Elijah åbner den. "Skrid med jer," vrisser han bare ad dem. Det var klart at han var irriteret, specielt når han lige havde fået det her at vide. At han ikke skulle anstrenge sig, fedt.
Elijah smiler bare til hans venner og ligger armene over kors. "Du dør ikke af ikke at løbe i 2 uger. Jeg er sikker på dine venner ikke har fundet en udvej inden de 2 uger er gået. Ellers skal jeg nok slæbe dig hen til den." Han er en af de typer der har det godt i lysningen og derfor er han ret skræmt over de måske finder en udvej en dag, det ville være skræmmende men også stort.
Han går over til bordet igen og sætter sig. "Hvis din forbinding bliver beskidt eller du for mere ondt så kom tilbage igen, og jeg ser på det. Vi ses." Efter de ord fordyber han sig i papirerne igen og sanser intet omkring sig.
Han går over til bordet igen og sætter sig. "Hvis din forbinding bliver beskidt eller du for mere ondt så kom tilbage igen, og jeg ser på det. Vi ses." Efter de ord fordyber han sig i papirerne igen og sanser intet omkring sig.
Alrighty. 
Andrew sidder ved bålet om aftenen, med krykkerne bag sig, imens han sidder der med sin forstuvede ankel let mod bladene. Han var ærligtalt stadig en del irriteret over at han havde været så dum at få vredet sin ankel, og derfor ikke kunne løbe i flere uger nu. Det var en virkelig dum krise for ham, virkelig.
Han ser blot ind i flammerne, imens han bider tænderne lidt sammen. Hans ankel gjorde jo stadig ondt, men det var lidt bedre end før. Så han var glad for det.
skal snaart lave middag.
Andrew sidder ved bålet om aftenen, med krykkerne bag sig, imens han sidder der med sin forstuvede ankel let mod bladene. Han var ærligtalt stadig en del irriteret over at han havde været så dum at få vredet sin ankel, og derfor ikke kunne løbe i flere uger nu. Det var en virkelig dum krise for ham, virkelig.
Han ser blot ind i flammerne, imens han bider tænderne lidt sammen. Hans ankel gjorde jo stadig ondt, men det var lidt bedre end før. Så han var glad for det.
skal snaart lave middag.
Elijah er lige på færdig i hytten, har lukket den af og er nu på vej hen til bålet for at få noget at spise. Han tager en skål og noget supper og sætter sig ned ved siden af Andrew. "Hvordan går det med anklen?" Han smiler og stiller skålen fra sig, inden han river et stykke af brødet af og gumler lettere nydende på det.
han var virkelg sulten og det er rart endelig med noget at spise, han ser bare fortsat på fyren imens han spiser, for at finde ud af hvordand et egentligt går med hans fod, han er jo læge og derfor nysgerrig.
han var virkelg sulten og det er rart endelig med noget at spise, han ser bare fortsat på fyren imens han spiser, for at finde ud af hvordand et egentligt går med hans fod, han er jo læge og derfor nysgerrig.
sorry man, har øjenbetændelse, så at sidde foran computeren er ikke helt godt. x_x
Andrew er lige så stille begyndt at få varmen igen, da han hører en stemme ved sig. Han hæver øjnene let, og får øje på Elijah, hvorefter han sender ham et lille, men stramt smil, da han jo ikke rigtig kunne lide hans dømmekraft.
Han nikker så mod ham, han burde sikkert også få noget at spise, og nu hvor han tænkte over det, så knurrer hans mave en smule.
"Smerte," mumler han så meget stille, og lader øjnene glide hen til bålets vilde flammer, imens han slikker let på sine læber, for at få dem lidt mere fugtige.
"Hvordan går det med at nedsætte folks håb?" Siger han så lettere drillende, og vender så hovedet mod Elijah, med et lidt kækt smil på læben. Han prøvede i hvert fald bare at se hvordan han ville reagere på hvad som helst.
Andrew er lige så stille begyndt at få varmen igen, da han hører en stemme ved sig. Han hæver øjnene let, og får øje på Elijah, hvorefter han sender ham et lille, men stramt smil, da han jo ikke rigtig kunne lide hans dømmekraft.
Han nikker så mod ham, han burde sikkert også få noget at spise, og nu hvor han tænkte over det, så knurrer hans mave en smule.
"Smerte," mumler han så meget stille, og lader øjnene glide hen til bålets vilde flammer, imens han slikker let på sine læber, for at få dem lidt mere fugtige.
"Hvordan går det med at nedsætte folks håb?" Siger han så lettere drillende, og vender så hovedet mod Elijah, med et lidt kækt smil på læben. Han prøvede i hvert fald bare at se hvordan han ville reagere på hvad som helst.