Maine forsætter rastløs videre langs murbrokkerne og ligene. Der er ikke meget håb i ham, eller nogen af de andre. De vil bare gerne hjem, væk fra krigen, de havde set og gjordt nok. Dog bremser han op, da nogle af de andre soldater kalder ham op, siger at de så en skikkelse stikke om bag en af husene. Maine er lederen, og derfor går han forrest, han ved det ikke er fjenden, de var stukket af. Så det måtte være en overlevende. Maine følger deres egen, og ender foran en fyr der sidder med ryggen mod muren. I en hospitalskitel. "Im Maine" siger han, og tilbyder ham sin hånd
Skal vi ikke bare sige det er nutids krig? For så kan vi sige at når Maine tager hjem vil han gerne havde Sora med, men så skal Sora søge asyl og alt det der 
Sora ser op da soldaterne alligevel finder ham, men de virker venlige nok. Han trykker blidt mandens hånd og for rejst sig op. "My name is Sora." Hans engelsk er ret ringe med en tyk accent. Men han er jo også afghaner, født og opvokset i afghanistan hvor der har været krig imellem amerika og talliban så længe han kan huske. Han sukker og ser sig omkring. "Have you safe someone?" Som sagt er hans engelsk ret dårligt, men han kan da gøre sig nogenlunde forståeligt på sproget.
Maine ser på ham, lidt undersøgende. Dog nikker han så,og tager tasken fra sin ryg. Han finder et par af hans skiftebukser, og rækker ham. "Cover up a bit, we have a small camp a day or two's walk from here.. We can take you with us?" Han svare ikke på det andet, for det var vigtigere at finde ud af om knægten skulle med dem, eller om de skulle følge ham et eller andet sted hen. For de kunne ikke lade ham være, selvfølgelig ikke
Det de skide sovepiller, kan ikke holde mig vågen overhovedet. 
Ja, vil skide gerne rolle, men kan intet. Og klokken er halv ti -.-
Vi skal havde fundet gnisten igen, for føler lidt vi har mistet den 
Yeah. Men jeg ved ikke helt hvad der skal gøres, nogen idéer så kom endelig med dem
De kan blive tætte og Sora bliver skudt, og Maine trækker ham igennem ødemarken for at redde hans liv