Elias trækker bare kort på skulderen over hans spørgsmål, ikke fordi han regner med de kommer i parken i morgen. "Det fint nok, jeg tager bare i parken selv." Han smiler opmuntrende selvom hans indre organer allerede er ved at bukke under for presset. Hans læber bævre og han kæmper med ikke at sæætte sig til at hyle, ensom og forladrt.
Andrè
Han ser let på ham, og kysser ham på panden, og lægger armen om ham, inden ham lægger sig ved siden af ham. "er du sikker på det er fint nok. Husk du har fået følelser for at bruge dem" Siger han let, ret bekymret. Elias skulle ikke føle sig svigtet Lukas var jo for hans skyld, så de kunne leve sammen. Men det forstod han bare ikke så det ud til
Han ser let på ham, og kysser ham på panden, og lægger armen om ham, inden ham lægger sig ved siden af ham. "er du sikker på det er fint nok. Husk du har fået følelser for at bruge dem" Siger han let, ret bekymret. Elias skulle ikke føle sig svigtet Lukas var jo for hans skyld, så de kunne leve sammen. Men det forstod han bare ikke så det ud til
Elias ser bare tomt på André. "Ja, jeg skal endelig ikke forstyrre dig og din nye kæreste!" Han hvæsser det, men stopper med de vrede ord da hans hjerte bukker under. Han rejser sig vaklende og farer ud fra soveværelset, han når dog ikke langt inden han vælter og smadre sit hoved imod de hårde fliser. Hans krop dør på stedet, og han tager et sidste åndedrage inden han lukker øjnene.
Andrè ser forundret, og fortvivlet på ham, da han lader ham sidde med den kommentar i luften. Han var også lidt gal, hvor kunne han tro at André ville udskifte ham. Han når knap nok at rejse sig før han høre et brag inde fra stuen, han stivnede på stedet i et par sekunder. Personen rejste sig ikke, Elias rejste sig ikke. Derfor fare han med tunge skridt ind i stuen, og snubler nærmest over ham i farten. Hurtig hvæser han af Lukas. Det var utydeligt men Lukas forstod dog heldigvis at Andrès arrige råberi betød han skulle ringe efter en ambulance. Imens han venter i det der føles som evighede på hjælp, trækker han Elias op i sit skød, og sidder urokkeligt og vugger ham, mens han tuder ned på ham. Først da hjælpen træder ind af døren og vil havde ham op på båren slipper han ham modvilligt
Finder lige et billede af Elias, for kan ikke huske hans udseende. 
Da Elias vågner igen har han en dunkende hovedpine, hans bryst gør ondt og han har svært ved at trække vejret. Han hører noget der minder om sirener, og er overbevist om at nu er han på vej til skråt, derfor går han i panik og begynder at råbe og skrige, imens han gør alt hvad han kan for at komme væk. han behøves ikke skrottes, han har viljestyrken til at klare sig sel - for han har jo gjort det igen. Snart opdager han at han er i en seng. Bundet og han begynder at tude som et tævet spædbarn.
André sidder på en stol lidt væk fra Elias. Det var på tredje døgn han var her. Nærmest de to første havde han brugt på operationsbordet, og André havde tudende vente på ham udenfor. Derefter blev han overflyttet til observation, og selvom han indtil nu havde sovet, havde de jævnligt tjekket op på ham, det var trods alt en større operation. Det var endelig lykkedes Andrè for første gang under indlæggelsen at sove, men han vågner brat da han begynder at råbe og skrige. Derfor rejser han sig straks, og da han står ved sengen stryger han ham roligt op og ned af kinden ganske betryggende. "Shh Elias... Det skal nok gå ikke.. Det er midt om natten, prøv og sov videre"*
Elias har svært ved at slappe af. I sær da han ser André. Han stoler på ingen måde på fyren mere, og derfor bider han ham hårdt i armen da han kan komme til det. "Flyt dig fra mig!" Hvæsser han arrigt og prøver endnu engang at komme fri. Han er meget rasende over han skal ligge her, og eventulet skrottes snart, når han kunne være alle andre steder. I parken, i biografen eller ganske enkelt derhjemme bare. "Skrid hjem til Lukas, han savner dig sikkert! Svin!"