Gwen ser foruroligende på Arthur da han rastløs vandre frem og tilbage. Tydeligvis var der noget galt, noget der gik ham på, og hun anede ikke hvad. Derfor rejser hun sig op, for at tage fat i hans arm, og trække ham med tilbage på tæppet. "now.. Tell me, what is going on, I can se it on your Arthur, you rarely sleep.." Siger hun lettere frusteret, før hun med et roligt smil placere ham på maven. I et forsøg på at få ham til at slappe af, og måske endda falde i søvn, sætter hun sig på hans lænd, og begynder at massere ham og nusse/kærtegne ham op og ned af ryggen i blide bevægelser. Kun engang imellem kysser hun ham i nakken
Arthur sukker bare da han bliver trukket med ned på tæppet igen, han ved allerede at han ikke vil kunne sove, da han er for rastløs. Men han er nød til at prøve for Gwens skyld, så han lukker øjnene i. Men da han for besked på at fortælle hvad der er galt sukker han bare dybt og frustreret. "It's not easy to be a king." Mumler han bare ned i tæppet. Han lader hende bare massere sig selvom det gør ondt i hans anspændte muskler, langsomt vender han sig om så hun i stedet for sidder på hans mave. "I can't sleep.. I try, but.. I can't." Sukker han bare dybt frustreret og ligger en arm over øjnene. Han er så træt at han burde sove på stedet, men tankerne myldre rundt i hans hjerne.
Gwen ser nervøst ned på Arthur, og da han vender sig ser hun overrasket på ham. Hun anede faktisk ikke hvad hun kunne gøre, for det var tydeligt at hans sind havde brug for fred, hvis han skulle sove. "I know it. But your doing a wounderfull job Arthur.." Siger hun støttende, og forsætter istedet de rolige kærtegn hen over brystkassen, hun ville skam stadig havde han sov. "Sleep now!" Prøver hun let at kommandere igen, før hun napper ham en smule i underlæben, og derefter langsomt kysser ham
Arthur skal til at åbne munden og presse sin tunge ind i Gwens mund, da han hører fodtrin i skoven. Han trækker hovedet væk og skal til at skælde vagterne ud for at komme brasende på den måde, men det er ikke vagterne der kommer. Tre-fire mænd kommer ud fra lysningen med hævede sværd og store glubske smil om læberne. Han skubber straks Gwen væk og trækker sin sværd! "Run!" Råber han desperat til Gwen og begynder at slås med den ene, der går dog ikke længe før han for hugget ham ned. Han er igang med den anden da han mærker noget skarpt gå igennem hans skulder, og da han ser ned tipper en sværdspids ud af hans skulder forrest. Han sukker af smerte men for alligevel dræbt manden foran ham, og vender sig imod den sidste.
Gwen ser surt og desperat på ham da ham skubber hende væk, først da hun ser mændene, får hun klumpet sig på benene, og vaklende træder hun væk, før hun løber tilbage mod vagterne, så kunne hun sørge for at Arthur fik hjælp, men før hun når at smutte ser hun tydeligvis han bliver ramt med det ene sværd "Arthur!" småråber hun kort, før hun efter at havde bidt sig i læben, endelig vender om og løber mod vagterne. De få meter hvor hun kalder dem op er fint, og selvfølgelig ved de at det gælder Arthur. Eftersom de er bare lidt hurtigere end hende, når hun først tilbage til vandfaldet efter vagterne. Lidt forpustet ser hun straks efter Arthur. Han var skadet det vidste hun jo, og hun vidste også han havde brug for lægehjælp
Arthur bliver mere og mere træt i takt med minutterne går. Han kæmper sløvt med den sidste af mændene, og han ser ud til at tabe. Da han endelig ser vagterne komme løbende sukker han bare lettet, og vakler lettere forpustet til højre, før han borer sværdet i maven på den sidste bandit. Han tager sig udmattet til skulderen, og skubber en af vagterne væk der prøver at støtte ham. "You're idiot!" Råber han ham ind i hovedet. De skulle jo holde øje med dem, ikke bare ligge og sove som sådan nogle dovnekroppe de er. Han sætter sig bare ned da han er for svimmel til at stå op mere. Langsomt trækker han brynjen af og konstatere at såret er slemmere end han troede.
Gwen sukker lettet da hun høre Arthur råbe, han var i live selvfølgelig. Det var aldrig sjovt bare at skulle stikke af fra det hele på den måde. Derfor masser hun sig grovt igennem de sidste vagter, og dumper ned ved siden af ham. "We need to go to the doctor.. Now." Mumler hun hurtigt da hun ser såret. Det var slemt, og det var aldrig sjovt at se ham skadet selvfølgelig. Hun tager fat i hænderne på ham, og med en smule besvær fåe hun ham dog trukket på benene. "Gaius needs to take a look at this!"
Gwen sukker lettet da hun høre Arthur råbe, han var i live selvfølgelig. Det var aldrig sjovt bare at skulle stikke af fra det hele på den måde. Derfor masser hun sig grovt igennem de sidste vagter, og dumper ned ved siden af ham. "We need to go to the doctor.. Now." Mumler hun hurtigt da hun ser såret. Det var slemt, og det var aldrig sjovt at se ham skadet selvfølgelig. Hun tager fat i hænderne på ham, og med en smule besvær fåe hun ham dog trukket på benene. "Gaius needs to take a look at this!" Siger hun igen til ham, før hun lægger armene omkring ham, og tvinger ham med tilbage mod hestene. Hun ville hellere end gerne hjem, så Arthur kunne få noget hjælp. Dog måtte hun også beundre ham, han kæmpede godt, han var en god kriger.
Arthur kører en hånd igennem håret og kæmper med ikke at falde i søvn på stedet. Han er klar over at hvis han falder i søvn vågner han nok aldrig igen, begrund af alt det blod han har mistet. Han kan ikke bare dø, og efterlade Gwen alene. Han rejser sig vaklende op og følger med Gwen hen til hestene, med en del besvær og hjælp fra en vagt kommer han op og sidde, han drejer bare hesten imod slottet og sætter den i skridt. Han ville slet ikke kunne klare at galopere lige nu. "For the love to Camelot." Mumler han bare og falder forover så han næsten vælter af hesten, dog når han at rette sig op igen, og forvirret ser han sig omkring.
Gwen ser bebrejdende på vagterne, men måske burde hun også at havde gjordt noget. Måske skulle hun også lære at træne lidt med et sværd, så hun også kunne hjælpe hvis det skete. "Arthur!" Små gisper hun kort da han uden videre falder forover, og hun får dirirgeret sin hest hen på siden af hans. "Please stay awake honey!" Mumler hun kort, og sætter prøvende tempoet en smule op. Langsomt dukker portene til Camelot op i horisonten, og hun drager et lettet suk, før hun igen ser på ham. De var der snart, nu skulle han bare holde ud
Arthurs hest bliver forskrækket over noget og sætter i et pludselig og voldsomt galop, og med et suk ryger Arthur bagover og ned på den hårde lyd. Han ligger og stirre tomt og træt op i luften. "Now, i'm dying." Mumler han bare og tager hænderne op på brystet som en rigtig rider gør, når han forbereder sig på at dø, af alderdom eller sygdom. Who cares. Han kan smage blod i munden, og er klar over han har bidt sig selv i tungen da han væltede af hesten, han har utrolig ondt og føler virkelig at nu er tiden kommet. Langsomt lukker han øjnene og besvimer.
Gwen var gået helt i panik da Arthur bare besvimede, heldigvis hjalp mændende ham, og de fik ham til Gauis ret hurtig. Derefter havde han taget over, og Gwen kunne ikke gøre andet end at slappe af, og vente. Dog blev Gaius hurtig færdig, og Arthur blev båret ind i sengen. Derefter havde Gwen trukket den efterhånden beskidte hvide kjole af. Derefter dumpet ned ved siden af ham, og stryger ham blot hen af brystkassen, mens hun venter på han vågner
Arthur vågner et par timer efter, han slår udmattet øjnnene op og ser direkte op i sengens himmel vælv. Med et suk sætter han sig op i sengen, og tager sig til den smertende skulder. Han forstår ikke hvad der er sket, før han kommer i tanke om det, og det for ham til at se sig forvirret omkring, inden han kæmper sig ud af sengen. Med langsomme bevægelser begynder han at klæde sig på, han har brug for noget frisk luft. Med hastige skridt går han imod døren, og åbner den. Merlin kommer brasende og Arthur fnyser vredt. "Merlin! Move!" Han skubber til tjeneren.
Gwen sukker kort da han knap nok når at sove ud, før han er på benene igen. "Would you relax a bit" mumler hun kort, og når dog lige at få trukket en kåbe omkring sig før hun ser på Merlin han smider ud igen. "Your badly injured!" Siger hun kort, og ser over på hans skulder fra sengen hvor hun har sat sig. Dog ved hun godt det ikke nytter, selvfølgelig nyttede det ikke hvad havde hun regnet med "When will you be back" ikke tilbage som på slottet, men mere hvornår han var færdig med dagens pligter og regnede med at havde 'fri' i aften.