Pascal ser langsomt op da han mærker et stykke papir blive banket i hovedet på ham, han griber papiret og folder det ud, og rynker på panden over de sjofle ord der står skrevet på det. Det er et væddemål om hvem der kan duske vikaren først, og han kommer med et lavt fnys. Han har allerede vundet. Men det kan han selvfølgelig ikke fortælle sine venner, det ville være akavet og forkert. Han rømmer sig og rækker armen op. "Jeg skal til skolepsygeplejersken, må jeg gå?" Spørger han lavt om.
Allison ser blot på Pascal en enkelt gang, og nikker derefter "ja hvis du skal til sygeplejersken så må du nok hellere tage afsted" Svare hun roligt, selvom det ville være en lettelse at få Pascal ud af klassen. Så var det nemmere at koncentrere sig om at undervise, istedet for at lade tankerne køre på sidespor. Trods alt var det en fælles beslutning de ikke skulle se hinanden mere
Pascal rejser sig op og pakker hans ting sammen, inden han bevæger sig ud fra klassen. Han ved ikke rigtigt om han har tænkt sig at vende tilbage, selvom han er nød til det. Det er ligefør han hellere vil havde pjæk på hans skolebog, end han vil vende tilbage igen, det er distraherende at hun underviser dem nu, og han er overbevist om at han ikke for lært særlig meget resten af skoleåret. Måske han bare skulle skifte skole.
Allison stopper blot undervisningen indtil Pascal er ude af klassen, det var en unødvendig pause, men det tænkte hun først over bagefter. Der skete ikke så meget i timen, det gik langsomt, det var kedeligt, det var ikke sådan hun plejede at havde det på sit job. Derfor besluttede hun sig for at give klassen fri et kvarter før, det ville også sætte hende i godt lys overfor klassen. De få lektier de havde fået for, havde hun bedt den pige Pascal gloede på om at fortælle til ham. Det var underligt det først gik op for hende hun havde savnet Pascal, da hun så ham idag
Pascal bliver færdig et kvarter før timen er slut, og derfor beslutter han sig for at gå ned i klassen igen. Han har lidt ond i ballen, da han skulle stikkes, da han rejser til Afrika om et par uger. Han banker bare kort på til klassen og stikker hovedet indenfor, da han ser klassen er tom undtagen Allison, ser han sit snit og bevæger sig bare ind og lukker døren efter sig.. "Wow. Det her er godt nok akavet." Konstatere han tørt og går hen for at stille sin taske til næste time, inden han strækker sig.
Allison var kun bleven tilbage for at tage sig sammen, hun havde ikke regnet med at nogen ville komme vadende når de fik tidligere fri, men så var det Pascal. "Du har ret.. Det er akavet, og forkert." Bekræfter hun kort, før hun begynder at samle papirerne, så hun kan lægge dem ned i tåsin taske. "Men se det fra den lyse side, jeg har jeg kun i dansk og engelsk de næste to måneder" Siger hun halvironisk før hun rejser sig op, og sætter stolen på plads, klar til den næste lære
Pascal bider sig bare i læben, og bevæger sig så imod døren igen. Han har aftalt med nogle venner og veninder at de skal spise frokost sammen på den lokale bistro. Han åbner døren men vender sig så imod Allison. "Tag dig ikke af mig.. Men det har du jo aldrig gjort." Vrisser han, og går ud af døren med et suk, indne han smækker den i og bevæger sig ned af gangen
Allison sukker en enkelt gang af Piscal, før hun blot følger efter ham ud af døren. Det var den dummeste beskyldning han havde kastet efter hende
og det skulle han ikke slippe afsted med. Derfor griber hun fat i hans trøje, ligeså snart hun kan nå ham, og stopper ham. Selvom hun gerne ville havde det ud af verden, var det for åndsvagt at stå og snakke om ude på gangen, derfor rykker hun ham med tilbage i klassen, før hun ser skarpt på ham, og lukker døren. "Hvad er det for noget åndssvagt noget at sige? Det er jo løgn Pascal, det burde du vide!" Hun siger det ikke med en hævet stemme, men snakker nærmest helt normalt. Han kunne få lov at gå, ligeså snart han tog de ord i sig igen
og det skulle han ikke slippe afsted med. Derfor griber hun fat i hans trøje, ligeså snart hun kan nå ham, og stopper ham. Selvom hun gerne ville havde det ud af verden, var det for åndsvagt at stå og snakke om ude på gangen, derfor rykker hun ham med tilbage i klassen, før hun ser skarpt på ham, og lukker døren. "Hvad er det for noget åndssvagt noget at sige? Det er jo løgn Pascal, det burde du vide!" Hun siger det ikke med en hævet stemme, men snakker nærmest helt normalt. Han kunne få lov at gå, ligeså snart han tog de ord i sig igen
Pascal skubber hende bare hårdt væk da hun trækker han ind i klassen igen, og hurtigt er han henne ved døren. "Du skal ikke komme her og spille pisse uskyldig. Du har misbrugt mig, og nu mener du at du ikke har gjort noget galt? Jeg gider slet ikke det pis der. JEG ER FANDEME ET MENNESKE, IKKE EN ELLER ANDE LILLE BOLLEDUKKE, DU KAN KASSERE NÅR DU ER TRÆT AF DEN!" Han skriger det sidste og tramper vredt i gulvet, inden han fnysende åbner døren. "Jeg håber du har en rigtig, rigtig grim smag i munden hver gang du knepper min fætter. Luder." Han spytter hende i hovedet og skynder sig ud af klassen.
Det er virkelig første gang Pascal havde skræmt hende, og ramt hende på den måde. Hun anede ikke han havde det i sig, og hun kan end ikke se på ham da han snakker. Hun vidste ikke om det var fordi hun bare var ked af det, eller om det var fordi hun vidste han havde ret i noget af det han sagde. Da han er færdig og forlader klassen igen, samler hun sin egen taske op, før hun køre håndryggen hen over ansigtet. "Undskyld Pascal..Jeg er ikke sammen med Michael mere.." Det er det eneste hun siger, før hun går ud mod parkeringspladsen. Hun hadet sgu at indrømme det, men hun var ved at tudet. Hun troede virkelig hun havde styr på det, men overraskende nok var det nu alligevel ham der havde styringen.
Skal vi spole?
Tænker Pascal skal havde brok, og så for han ondt i en af timerne, og så hjælper hun ham 
Det var en god idé, vil du bare starte i timen det sker
Pascal har haft ondt i maven i flere dage, men i dag er det specielt slemt. Han sidder bleg som et lig og stirre frem for sig, imens han koncnetrere sig om ikke at besvime hvert sekund det kunne være. Han har sved på panden, og generelt har han det virkelig dårligt. Han har endda et par løse bukser på så de ikke strammer om maven, da han har så ondt som han har. Han har svært ved at følge med i timen, da smerten overskygger alt.
Allison hadede mere end nogensinde at skulle undervise Pascal efter hans vredesudbrud, men det var hendes job trods alt. Selvom hun hade lyst til at hade ham, svine ham til, og slå ham, så glemte hun det når hun så ham havde ondt i timerne. Hun havde lyst til at hjælpe ham, men hvis han nu alligevel bare afviste hende igen, så blev hun helt til grin. Idag så han ekstra sløj ud, han fulgte ikke med, og han så generelt tilpas ud. Hun kunne ikke lade ham sidde, så da de andre går igang med en analyse bevæger hun sig langsomt ned til hans bord, og ser undersøgende på ham. "Jeg tror ikke du er frisk nok til at være her.." Siger hun i en lav tone, men det var nu for ikke at forstyre de andre
Pascal ser først op da hun står helt henne ved ham, han sukker bare over hendes ord. Velvidende at hun har ret og nikker kort. "Jeg har glemt min nøgle." Indrømmer han bare. Hvis han skulle tage hjem nu blev han nød til at sidde i hvert fald en time udenfor døren, og så blev han da bare endnu mere syg sådan som han har det nu. Han ligger hovedet på bordet og sukker. Dog retter han sig op igen, og begynder sløvt at lave analysen selvom han overhovedet ikke gør det korrekt, begrund af han ikke kan koncentrere sig om andet end smerterne.