DanishGroup RP

Louis
*Hans blik ændre sig langsomt fra venligt til spørgende. Gengælde tjenesten? Han ved ikke hvad han skal forvente af hende. Hun er altid uforbederlig, og han ved aldrig hvad han skal forvente. Han er dog lidt usikker og nervøs over det. Det kan sådan set godt være ret grænseoverskridende, og specielt når hun kun har været sammen med ham én gang før. Han ved ikke helt, hvordan han skal have det i denne her situation. Han vil gerne have hende. Bare tanken om hende gør hans pik stiv, men han vil ikke, hvis hun er det mindste nervøs. Han er splittet. "Har jeg været sød nok til det?" Spørger han drilsk, selvom han ikke er sikker på noget som helst lige nu*

Anastasia
*Hun ser op på ham da han siger det, og hendes øjenbryn rynker sig svagt, da hun synes hun kan fornemme en usikkerhed hos ham. Er hun skyld i den? Hvad sker der? Vandet skvulper truende tæt på kanten af badekarret da hun langsomt for vendt sig om, så hun sidder front mod ham. Hendes ben har hun lagt på hver sin side af hans skød, og begge hendes hænder finder om på hans nakke. Hendes bryster er blevet synlige lige over vandkanten. Hun ser på ham med et varmt og kærligt blik. "Altid. Og jeg gør det ikke fordi jeg føler jeg skal. Jeg gør det fordi jeg vil Louis. I går var jeg lidt nervøs. Det fortalte jeg dig også. Det var min første gang, og det var med dig. Den mand jeg elsker. Jeg ville ikke skuffe dig. Og det var vidunderligt. Jeg ønsker ikke at stoppe det vi har." Siger hun blidt imens hun ser på ham med et varmt blik. "Jeg har lige ladet dig give mig en orgasme med din hånd, på mit badeværelse, i mit badekar. Det må fortælle dig noget." Hun får et lille smil på sine læber, imens hun mærker en rødmen brede sig over hendes kinder. *

Louis
*Han lytter til hvad hun siger, men undgår øjenkontakt med hende. Han kan bare ikke se ind i de der smukke, fortryllende, blå øjne. Han har givet slip på hende, da hun vente sig rundt, og hans hænder ligger han på kanten af badekarret. Én på hver side. Han føler sig ikke godt tilpas, og pludselig er hele hans krop ligesom anspændt. "Jamen..." Begynder han, men taber tråden undervejs. Han ved ikke, hvad han skal svare hende. Det er heller ikke fair. Ikke når hun kigger på ham med de der øjne og hendes læber. For slet ikke at tale om hendes bryster der lige akkurat er synlige. Og så bare den måde hun kigger på ham. Hendes øjne brænder nærmest ind i hans hud. Hendes stemme får et eller andet til at slappe af inden i ham. Han ved godt, at hun gerne vil. Alligevel er han ikke helt overtalt. Det kan jo være meget grænseoverskridende.

Anastasia
*Hun holder sit blik på ham imens, og hendes blik er stadig varmt og kærligt, for ligesom at fortælle ham hvad hun føler, og at det er okay. At hun ikke er nervøs, og at hun elsker ham, ligemeget hvad. Hendes hoved ligger sig svagt på skrå da han kun siger et 'Jamen'. Hun ville ønske hun kunne læse hans tanker, vide hvad han tænker, for hun har ingen fornemmelse af det lige nu. Det eneste hun kan se er at han er anspændt, men hvorfor ved hun ikke. Hendes hænder ligger hun på hans skuldre, og hendes tommelfinger nusser huden der i cirkler. "Jeg ved ikke meget om sex. Jeg følger mine instinkter. Og hvis jeg ikke stolede på dig, så havde jeg aldrig gået med til det i går. Men jeg vil ikke gøre noget du ikke vil have. Det er derfor jeg har brug for dit svar. Jeg har brug for du er med mig." Siger hun lidt mere seriøst denne gang. "Jeg siger ikke vi skal. Det er din beslutning. Jeg gør ikke noget uden du har sagt ja til det." Hun ligger sine hænder på hans kinder for at få ham til at se på sig. "Du sidder foran den farligste dræber i verden. En vampyr. Og alligevel sidder vi her i et badekar fyldt med skum. Jeg stoler ikke på mig selv, men jeg stoler på dig. Du gør hvad du finder mest behageligt. Det er alt hvad jeg beder om Louis. At du lytter til hvad du vil."

Louis
*Han kommer til at lægge sine øjne på hendes, da hun taler til ham. Han skulle aldrig have gjort det, for de brænder nærmest ind i hans egne. Han kan ikke holde ud at se meget længe på hende. Så glider hans øjne endnu en gang over på hans hånd på kanten, og han betragter sin hånd. Han synker en klump, og kigger igen på hende mens hun lægger sin hånd på hans kind. Hun har ret. Det har hun sådan set altid haft. "Det er bare..." Begynder han, men han kan allerede mærke, at det er en forkert måde at begynde på. Han stryger en hånd igennem sit hår, og lukker øjnene kort. "Anastasia, jeg vil gerne have dig. Kun dig. Du er så perfekt, at det nærmest gør ondt, men du bliver altså nødt til at tage det lidt stille og roligt. Jeg er et helt almindeligt menneske, men selv jeg kan regne ud, hvad du har tænkt dig. Det er altså ret grænseoverskridende for dig selv, det du har i tankerne..." Siger han langsomt, og undgår at få for meget øjenkontakt. Han vil gerne. Det er slet ikke det. Han er bare bange for, at det hele er en for stor mundfuld for hende. At hun ikke vil synes om det.*

Anastasia
*Hun ville virkelig ønske at han ville se på hende, og samtidig har hun det altid som om at hans øjne brænder sig ind i hende. Alt hvad han siger lytter hun til, og hun rynker tænkende sine øjenbryn, da hun tænker alt det han har sagt igennem. Igen ligger hun sine hænder om hans nakke istedet, hun ønsker ikke det bliver ubehageligt for ham, og hvis han ikke vil se på hende, så vil hun ikke tvinge ham. "Jeg er ikke perfekt. Jeg er langt fra perfekt Louis. Og jeg vil også gerne have dig. Men jeg vil ikke gøre noget du ikke synes om. Og du beder mig om at tage det stille og roligt, når du lige har sat med hånden imellem mine ben?" Siger hun, i håb om at han forstår det. Han gjorde indtryk til at gå videre, det gjorde hun også selv. Men han har lige givet hende en orgasme, og nu siger han at de skal tage det stille og roligt? Det giver ikke helt mening. "Hvad er det du er bange for? Jeg kan ikke læse dine tanker Louis, du er nødt til at tale med mig." Siger hun blidt. *

Louis
*Han bliver faktisk en smule irriteret på hende. Han kan ikke helt forklare hvorfor. Måske den måde hun taler til ham, eller de ord der kommer ud af hendes læber. Eller måske er det bare fordi, at hun ikke forstår ham. Hun forstår ham ikke, når han siger, hun er perfekt. Så nægter hun det bare. "Jeg er bange for, at det her bliver alt for grænseoverskridende for dig" siger han tørt. Hun har selv lige sagt det. Hun er det farligste væsen på jorden. Alligevel er han alt for overbeskyttende for hende, og han kan ikke bare se til, mens hun gør ting, hun ikke vil. "Hvad er det helt præcist, du har tænkt dig? Hvad er det, du vil gøre ved mig?" Spørger han hende åbent. Måske lidt for åbent.*

Anastasia
*Hendes pande rynkedes mere da han ændrer sin opførelse foran hendes øjne. Og hvad der kommer ud af hans mund synes hun ikke om. Hvad skete der lige? Hvorfor kan han ikke bare tale med hende? Uden at blive sur på hende. Det samme skete dengang i cafeen, med manden som lagde an på hende. Louis begyndte at bruge en hård tone overfor hende. Og det synes hun ikke om. Hun fjerner sine hænder fra hans nakke. Han benægter jo også altid når hun siger han er perfekt, vidunderlig, og alt andet hun siger om ham. Hun fjerner sig fra ham og sætter sig over i den anden side af badekarret, ligger afstand imellem dem. Måske det vil hjælpe. Hun ser undrende hen på ham. "Hvorfor lukker du af for mig? Louis, der er ikke noget jeg ikke vil gøre for dig, men jeg kan også godt selv bedømme når det begynder at blive grænseoverskridende for mig. Jeg ville ikke lyve for dig. Hvis der er noget jeg ikke vil, så siger jeg det. Stoler du ikke på mig?"

Louis
*Han får det helt dårligt, da hun trækker sig væk fra ham. Han vil faktisk bare gerne have hende tæt op af sig, men det siger han ikke. Han sidder kort og lytter, og retter sig så ubehageligt op. Han føler sig ikke længer lysten og opstemt. Nu er han bare ubehagelig, usikker og dårlig tilpas, og de spørgsmål hun stiller ham, gør det ikke meget bedre. Han betragter endnu en gang sine hænder på kanten, og han et stille i lang tid. Det føles som evigheder, før han åbner munden igen. "Jeg er bare ikke god til det med følelser, okay?! Tror du det er nemt at være mig? Jeg render konstant rundt med mine forældre i hælene, der bliver ved og ved med at spørge ind til dig. Hvad skal jeg overhovedet svare dem? At selvom min far er medlem af en anti-overnaturlig kult, er jeg sammen med en vampyr?" Spørger han hende vredt, og siger mere end han ville. Han gør mine til at rejse sig op og forlade badekarret.*

Anastasia
*Hun holder sit blik på ham imens der er den lange, ubehagelige stillehed. Hvad foregår der inde i hans hoved? Hvad tænker han på, og hvorfor reagere han som han gør? Hun forstår det ikke. Ikke lige nu i hvert fald. Hun bliver overasket over hans pludselige, vrede udbrud, og hun ved overhovedet ikke hvordan hun skal reagere i starten. Hun sidder bare og stirre på ham. Aldrig har hun sagt at det er nemt for ham. Hun forstår det godt. Hun ved godt det er svært for ham. Hun har aldrig fortalt ham andet. Og nu dette pludselige udbrud. Hvorfor ikke tale med hende, istedet for at syre fuldstændig af på hende, og så pludseligt? Hurtigt er hun oppe af badekarret og trækker et håndklæde om sig selv. Tager en blød kåbe og vender sig om mod ham. "Jeg forstår det godt Louis. Okay? Det gør jeg. Jeg er her altid til at støtte dig, jeg er her altid for at snakke. Men jeg kan ikke bare stoppe med at være det jeg er. Og hvis det er så hårdt for dig at være sammen med mig, hvorfor er du det så?" Siger hun vredt før hun går ud af badeværelset, videre igennem sit værelse og ind i stuen. Hun har aldrig sagt eller troet det er nemt for ham. Aldrig. Hun er der altid til at støtte ham. Inde i stuen tørrer hun sig og tager den hvide kåbe på, binder den foran. *

Louis
*Han bliver nærmest forarget over hendes svar og opførsel. Hvorfor han er sammen med hende? Er det ikke ret åbenlyst? Han træder op af vandet, og bruger ret lang tid på at finde et håndklæde, som han regner med han må tage. Så går han videre ind i hendes værelse, hvor størstedelen af hans tøj ligger spredt ud over gulvet. I går aftes står tydelig i hans erindring. Hurtigt får han trukket strømper og bukser ud over hans lange ben. Han griber sin trøje og t-shirt, og går ind i stuen til hende. "Jeg er sammen med dig, fordi jeg fucking elsker dig! Jeg kan ikke bare lade dig være, selv hvis jeg ville" Nærmest hvæser han af hende. Det er svært for ham, når hun er vampyr og han menneske, men han elsker hende for meget.*

Anastasia
*Hun lader håndklædet ligge på gulvet, det eneste hun har på er kåben, men den er blød, og den dækker det den skal. Desuden er der varmt her, så fryster gør hun ikke. Kåben har også lange ærmer. Hun sætter frustreret en hårtot om bag sit øre. Hvorfor skal det være så svært? Hun ønsker ikke at være vampyr, hun vil være menneske. Ligesom ham. Hun ser op da han træder ind, og hun rynker svagt sine øjenbryn. Ja, han elsker hende. Og at høre de ord er beroligende, også selvom han nærmest får dem ud i et hvæs. "Men jeg elsker også dig! Jeg kan ikke holde mig fra dig, det har vi prøvet. Det gik ikke. Jeg vil ikke være uden dig. Og samtidig ved jeg hvor hårdt det er for dig, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vil gøre alt for dig. Men forlade dig er ikke noget jeg kan."

Louis
*Han nikker kort, og lader så stilheden sænke over dem. Det er en ubehagelig og akavet tavshed. Louis øjne er nede på hans fødder hele tiden. Han kan simplethen ikke se hende i øjnene. Han trækker t-shirten ned over hovedet, og det samme gør han med trøjen. Han er splittet. På den ene side vil han bare kaste sine arme om hende, og trække hende ind til sig og undskylde. På den anden side vil han råbe noget grim af hende, og smække døren hårdt efter sig. Han stryger forbi hende, og begynder at tage sin jakke og sko på. "Måske er vi bare for forskellige, selvom vi elsker hinanden..."

Anastasia
*Hun ser efter ham da han går lige forbi hende for at tage sin jakke og sko på. Han går. Han går virkelig. Det her er hendes værste mareridt. Lige nu vil hun bare presse sig indtil ham og undskylde, mærke ham og fortælle ham at det er okay. Samtidig ved hun godt at det her er virkelig svært for ham, og hun ønsker ikke at gøre det værre for ham. Og det gør hun, hvis hun bliver ved med at være sammen med ham. Da han siger det, er hun helt uenig. De er ikke for forskellige. Det er bare det ene problem, som er svært. Men alligevel vil hun gøre det bedste for ham...Og det er at lade ham gå. Hun vil ikke forvolde ham mere smerte. "Måske..." Siger hun lavt imens hun nu ser ned i gulvet, hun kan ikke se på ham. *

Louis
*Han lyner sin jakke af, og går ind på caféen. Der er is og sne udenfor, men han bemærker det ikke rigtig. Selvom det efterhånden er lang tid siden han så Anastasia sidst, så er han stadig knust og trist. Klokken er faktisk mange. Det er sent, og han har ikke fået aftensmad. Hans køleskab derhjemme er helt tomt, ligesom caféen faktisk er. Den er bestemt ikke pakket med mennesker. Hans sorte slips om halsen virker pludselig meget stramt, og han løsner det en anelse inden han sætter sig i ved disken og bestiller noget varmt pasta. Det har været en hårdt omgang. Han har siddet flere timer i retten med en kvinde, der var blevet udsat for sex-chikane. Han kunne ikke rigtig samle sig om det. Det har han ikke kunne de sidste mange måneder. Anastasia har prydet hans hjerne, og det virker ikke som om hun forsvinder lige foreløbig. Mens han sidder dér alene, trækker han sin mobil op. Han har overvejet det mange gange. Det er så simpelt. At trykke hendes nummer, ringe hende op og undskylde. Det forbliver dog ved en tanke, og mobilen ender igen i hans lomme.*

Anastasia
*Hun trasker igennem sneen udenfor i kulden, dog er kulden ikke noget hun ligger mærke til. Hendes tanker ligger et helt andet sted lige nu. På Louis. Han har været i hendes tanker siden de slog op, og han vil ikke forsvinde. Det gør ondt. Virkelig ondt. Det føles som om der er blevet skåret et stykke af hendes hjerte af, og taget væk. Og den del af hendes hjerte tilhørte Louis. Hun fik fri fra sit arbejde for en time siden. Arbejdet på det firma fik hun, faktisk på samme dag de slog op blev hun ringet op af dem, om at hun havde fået stillingen. Dog var hun ikke meget for at gå på arbejde, siden det ikke følte som om det betød noget. Det var ikke vigtigt længere. Det eneste hun kunne tænke på var Louis, og sådan er det stadigvæk. Hun åbner døren indtil en cafe, hvor der praktisk talt ingen mennesker er. Døren lukkes efter hende, og hun går op til disken hvor hun sætter sig. Hun ligger ikke mærke til den person som sidder længere væk fra hende, også ved disken. "En kop varm kakao, tak." Siger hun med lav og skrøbelig stemme, og hun gemmer sit ansigt bag sit hår. *

Louis
*En kulde går igennem hele caféen, da døren går op. Men han har for travlt med at spise. Selvom alt det med mad, søvn og arbejde tidligere har været i første række, prioriterer han nu anderledes. Anastasia har lagt sig som en dyne omkring ham, og han har det som om, at han ikke kan trække vejret, når han tænker på hende. Da han kom hjem efter deres brud, var det hele bare forfærdeligt. Alt hans tøj duftede af hende, og han kunne ikke få det væk i starten. Ikke engang selvom han vaskede det. Han tør slet ikke tænke på hende. Han efterlod hende med beskidte tallerkner fra deres morgenmad, krøllede lagner fra deres første gang og et badekar med vand i fra deres fælles bad. Men hun er sikkert allerede ovre det. Det er det, han har sagt til sig selv så længe. Hun kan uden tvivl finde en ny mand. Hun har både arbejdet, udseendet og personligheden til det. Selv sidder han på en café. Alene. Om aftnen. Og hans højdepunkt er at muligvis komme i retten eller med til et af ledelsens møder. Han er virkelig en fiasko, og hans advokat job giver ham heller ikke ligefrem tid i hverdagen. Hvad skulle han også bruge den tid på? Da han havde Anastasia, var det ligesom hende, han brugte sin tid og energi på.*

Anastasia
*Ikke lang tid efter får hun sin kop varm kakao sat på bordet foran sig, og hun nikker som et tak til medarbejderen. Talevnen er helt væk lige nu. Hendes kolde fingre griber omkring den varme kop, som det damper op fra, på grund af den varme kakao der fylder koppen. Dog selvom det er så varmt, ligger hun ikke mærke til det. Normalt ville hun trække sine fingre til sig, fordi hun synes det var for varmt. At det nærmest brændte hende. Men det registrere hun ikke nu. Ikke når hun har Louis i sine tanker. Hendes tanker går tilbage til den dag ved deres brud. Det fyldte badekar, sengen der duftede af ham, og resterne af maden, samt deres tallerkener, som han havde hjulpet med at lave og spiste af. Puden han sov på den nat duftede af ham, og det er blevet umuligt for hende at få det væk. Hun kan svagt mærke sine øjne brænde over tårer som presser sig på, men hun vil ikke græde. Ikke her, ikke nu. Hun tager koppen op og tager en lille slurk af den varme kakao, før hun sætter koppen ned på den lille tallerken under den igen. Hun tager en dyb indånding og bemærker en duft. En kendt duft, som hun duftede i sin seng, lige ved siden af sig, for flere måneder siden. Hun vender sit hoved til den ene side og får øje på en person siddende ved disken et stykke fra hende. Der er ikke særlig meget lys herinde, men alligevel kender hun straks håret, kropsbygningen, de lange ben, alt hvad der indebærer ham. Louis. "Louis?" Siger hun lavt, med skrøbelig stemme. Hun håber virkelig på det er ham, det håber hun virkelig. Og alligevel er det for godt til at være sandt. Lige nu vil hun bare se det ansigt vende mod sig, og se de kendte grønne øjne se på sig. *

Louis
*Han stopper mere mad ind i munden, men det smager ham ikke rigtig. Det er som om, at det sidste gode måltid var det, han fik hos Anastasia. Dér var maden fantastisk, og han havde det så godt bagefter. En lille stemme lyder, og der går lidt før han vender hovedet. I starten troede han bare, at det var hans hjerne, der spillede ham et pus. At han har tænkt så meget på hende, at hans hjerne pludselig ser mennesker omkring ham. Men der er ikke tale om mennesker her. Det er Anastasia, og der er ingen tvivl. Bare den velkendte måde hun siger hans navn på. Hun ligner selvfølgelig en million. Det har hun altid gjort, og det vil hun nok også i fremtiden. Han retter sig en anelse op, og tager alle indtrykkene ind før, han siger, "Anastasia?" Men han ved udemærket godt, at det er hende. Der er ingen grund til at spørge. Han har det skidt med at se på hende. Alting fra deres tid vælter op i ham. Han er nok i virkeligheden stadig knust. "Uhm, hvad laver du her på den her tid?" Spørger han bare for at sige noget, men også fordi han faktisk gerne vil vide, hvad hun laver. Han har altid været lidt små bekymret for hende.*

Anastasia
*Da hun hører hans stemme sige hendes navn, er hun fuldstændig sikker. Det er ham, og han sidder lige her ved hende. Eller, i hvert fald ikke så langt væk. Lyden af hendes navn og hans stemme sammen er noget af det bedste. Han siger hendes navn på sådan en dejlig måde. Alt fra deres tid sammen vender endnu tydeligere tilbage til hende, og hun bryder sig ikke om det. Hvis hun ikke kan være sammen med ham, så vil hun ikke tænke på det. Men hun kan ikke få det ud af hovedet. Hun kan ikke få ham ud af hovedet. Han ser godt ud, som altid. Han har slips på, hvilket er første gang hun har set det. Hun stryger den samme hårtot som altid om bag sit øre, imens hun holder sit blik på ham. På den ene side vil hun gerne se væk fra ham, og ikke huske ham igen. Og på den anden side vil hun bare se på ham, betragte ham og suge ham til sig. Hans spørgsmål kommer en smule bag på hende, men det er vel et rimeligt spørgsmål. Ved det spørgsmål begynder hun selv at tænke over hvorfor han er her. Hvorfor er han her og lige nu? "Jeg fik fri fra arbejde for en time siden. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem....Kate er derhjemme med Elliot." Siger hun lavt. "Og...dig? Hvad laver du her?"