DanishGroup RP

Louis
*Han føler sig med det samme dårligt tilpas. Lige da hun nævner det med Elliot og Kate. Selvfølgelig er de stadig sammen. Han kan ikke forstille sig, hvordan Anastasia må have det, når hendes roommate ligger foran hende, og snaver med sin kæreste. Han tør heller ikke tænke på hendes mor. Hvordan må hun ikke have reageret, da hun hørte det om dem? Selv var hans forældre pænt lige glade hvilket irriterede ham voldsomt. Hans mor forsøgte at trøste ham en smule, men hans far sagde bare, 'det var da ikke så godt' og dykkede ned i sin avis igen. Men okay, hans far er knudemenneske. Hans lillesøster reagerede meget voldsomt, lidt for voldsomt efter Louis' smag. Hun havde åbenbart fået den idé, at Hun ville få små lillebrødre og lillesøstre ud af det. Hun har aldrig rigtig fanget, hvordan et stamtræ hænger sammen. Hans venner besluttede sig bare for, at drikke ham i hegnet så han var ved at blive fyret. Han trækker vejret ind, og betragter kort sin pasta. "Jeg stoppede bare lige for at få lidt aftensmad... Jeg har brugt fire timer i retten, så det kan godt være lidt udmattende." Forklarer han, og løsner endnu en gang på sit slips.*

Anastasia
*Hun nikker til hans svar, og hendes blik lander kort på den hvide kop, med den varme kakao i foran sig. Pludselig er den ikke så interessant længere. Det var den heller ikke i forvejen, siden Louis optog hendes tanker. Og hende som elsker chokolade af hver en art. "Det forstår jeg godt. Jeg havde en deadline på en artikel for en uge siden...Jeg er ikke færdig endnu." Siger hun lavt, før hun igen lader sine blå øjne møde ham, som sidder i det svage lys fra de få lamper der er i rummet. "Normalt levere jeg altid alting til tiden..." Hun trækker lidt på sin skulder. At skulle tænke på aftaler og skrive artikler er ikke noget hun har kunnet. Ikke når hun kun har Louis i hovedet. Hendes blik lander på hans slips da han løsner på det, og hun kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. "Det er første gang jeg har set dig med slips..." Siger hun, før hendes blik lander på hans ansigt igen. "Du ser godt ud." Det synes hun virkelig at han gør. Det gør han altid. Ligemeget hvad han har på. *

Louis
*Da hun snakker bliver han overrasket, selv har han ikke rigtig fundet nogen sager interessante. Der var ikke den samme glæde eller bitterhed, som der normalt er, når man taber eller vinder en sag. Han har ikke rigtig kunne samle sine tanker om det. Hun skubber en halv portion pasta fra sig, og rejser sig fra stolen. Han kan ikke selv lade være med at smile, da han ser hvordan hun kort gør det. Så har han ikke mistet even helt til at få hende til at smile. Det glæder ham. Han går over til hende, og sætter sig ned på en ledig stol ved siden af hende. Hun har nok ret. Det var hende som fnisede, da han fortalt at han til tider havde jakkesæt på. Alligevel ser hun ham først i det nu. "Du ligner en million..." Siger han ærligt til hende, og lægger eftertænksomt hovedet lidt på skrå.*

Anastasia
*Hun hæver sine øjenbryn lidt i overraskelse da han rejser sig op fra sin stol, og i starten tror hun faktisk på at han har tænkt sig at gå. At han ikke har lyst til at blive og snakke med hende længere. Så da han sætter over mod hende bliver hun lettet, meget lettet. Hun ønsker han bliver, bare lidt endnu. Da han sætter sig ved siden af hende og kommer rigtig tæt på, kan hun endelig se ham fuldkommen. Lyset er ikke så godt herinde, så derfor var det ret så svært for hende at se ham ordentligt, men nu hvor han er tæt på, er det nemt. Hun kan nemmere se hans grønne. Hun mærker sine kinder rødme ved hans kompliment, og hun ser kort ned på sin kop med kakao, før hun ser op på ham igen. "Tak. Selvom jeg langt fra føler mig som en." Det er sandt. Hun føler sig ikke som en, ikke efter de slog op. *

Louis
*Han betragter hende kort, og får det helt skidt, da hun siger sådan. Han er alligevel glad for, at hun endnu kan rødme over hans komplimenter. Han kan fornemme, at hun ikke helt er glad for det emne, så hurtigt skifter han det. "Fik du forresten jobbet?" Spørger han, da han bestemt ikke har glemt det. Han kan tydeligt huske, hvordan de sad sammen på hver deres side af spisebordet, og snakkede om deres drømme og fremtid. Den gang havde han ikke regnet med, at han nogenside skulle gå ud af døren og aldrig komme tilbage. Det er hjerteskærende for ham, at kigge tilbage på den tid de havde sammen*

Anastasia
*At han stadig har den effekt på hende synes hun på den ene side er irriterende. Hun vil gerne gemme det væk, pakke sig ind i en papkasse og aldrig komme ud igen. Men på den anden side kan hun godt lide det. Den følelse af tusinde af sommerfugle der flakker rundt i hendes mave er så bekendt. Ved hans spørgsmål nikker hun kort som svar. "Ja. Jeg har stadig artiklen som jeg snakkede om før. Også har vi en kampagne i næste uge som jeg skal stå for. Det er stort, og jeg er nødt til at få det i hus. Det er et stort firma vi skal have med på aftalen." Fortæller hun. Hvorfor kan hun bare blive ved med at snakke når det er ham? Så ti dog stille Ana! siger hun til sig selv. *

Louis
*Han placere en albue på disken og lægger armen derop. Langsomt nikker han. Han vil så gerne vide alt om hendes liv lige nu. "Det lyder stort..." Siger han, og kan mærke hvordan hele hans krop sitre efter at tage hendes hånd. Han vil så gerne bare røre den silkebløde, lyse hud på hendes krop. Han vender blikket ned på sin hånd, og bevæger let hans lange fingre, som om han ikke har bevæget dem i lang tid. Han kan stadig huske, hvordan de fingrer kildede hende på indersiden, den dag de slog op. Det var simplethen noget af det mest fantastiske, som han oplevede den dag. Tænk hvordan man kan få en kvinde til at reagere bare med sine fingre. "Har.. Har du fundet en anden?" Spørger han, og spørgsmålet ligger som en klump i halsen. Han er faktisk lige glad med svaret, men han vil bare vide det. Hun kunne sagtens have fundet en ny, men Louis er lige glad. Han skal bare vide det.*

Anastasia
*Ja, det er stort, men selv ønskede hun at hun kunne tie lidt mere stille. Hun synes hun snakker alt for meget, og nogen gange er hun helt stille, som en mus. Muse-Ana er hun blevet kaldt. Hvilket vel også er sandt. Hun er usikker og stille, samt bestemt og sikker. Dog er hun mest selvsikker, mest rødmende, mest glad når hun er sammen med ham. Han bringer så mange sider frem i hende. Hendes blik lander på hans lange fingre da han let bevæger dem, og hun bider sig i underlæben ved synet. Hvor vil hun gerne røre hans hånd igen. Hun vil røre hele ham igen, og deres aktiviteter før de slog op står tydeligt for hende. Hun behersker sig for ikke at rødme da hun igen ser op på ham, og hun bliver egentlig overasket over hans spørgsmål. Om hun har fundet en anden? Nej, det kan hun ikke. Det er umuligt for hende. Han er den eneste for hende. "Nej, det har jeg ikke. Og...har du fundet en anden?" Spørger hun lidt tøvende. *

Louis
*Han føler sig faktisk lettet, da han hører svaret. Selvfølgelig spørger hun ham om det samme. Alt andet havde været underligt, men han bliver alligevel mundlam. Han har selvfølgelig ikke fundet en anden. Det er umuligt, når hun stadig er i live. Han rejser sig langsomt, og kan ikke længere beherske sig. Han stryger blidt hårtotten, der altid er i vejen for hendes ansigt, om bag hendes øre og sørger for den bliver der. Så siger han blidt, "Nej, der har altid kun været en pige for mig.." Så vender han sig om, og går mod døren. Han kan ikke holde det ud længere. Det er simplethen for meget, og caféen virker bare ubehagelig tom nu.*

Anastasia
*Hun holder sit blik på ham og er faktisk nervøs for svaret. Har han fundet en anden? Og hvis han har, kan hun så leve med det? Selvom hun nok burde være glad på hans vegne, hvis han altså har fundet en anden. Hun følger ham med øjnene, fuldstændig mundlam, da han rejser sig op, og hun mærker sine kinder rødme da han stryger hårtotten, der altid er i vejen, om bag hendes øre. Bare den gestus giver hende helt åndenød, og hun bider i sin underlæbe. Hans svar gør det heller ikke meget bedre, hun har det som om hun er helt kogt op i ansigtet som en tomat af sin rødmen. Kun en pige for ham? Hende? Hun jubler indeni. Da han begynder at gå ser hun febrilsk efter ham, og hun ligger pengene for sin kakao på disken, før hun fortsætter efter ham. "Louis?"

Louis
*Han hører hende godt, men venter med at stoppe til, han er udenfor. Han trækker vender sig langsomt mod hende, og løfter det ene øjenbryn spørgende. På den ene side vil han bare sprinte ned af vejen. Væk fra hende og det hele. Bare løbe hele vejen hjem og græde sig selv i søvne eller noget. Men på den anden side vil han gerne vente. Bare stoppe op og høre på hende, se på hende og måske endda røre hende. Bare en lille del. Han vælger den sidste mulighed. Desuden kan hun sagtens indhente ham, hvis hun ville. Hun er jo vampyr.*

Anastasia
*Hun er virkelig glad for han stopper op, så hun kan fortælle ham hvad hun vil sige. Vil han have hende tilbage? Det kan hun ikke helt få styr på. Hun stopper op foran ham da han stopper op udenfor, dog ligger hun ikke mærke til kulden der rammer dem. Hendes blik lander på ham, og hun tager en dyb indånding for at få sig selv til at sige det. Der er måske et håb, det håber hun da i hvert fald. Hvorfor han vil have hende, ved hun ikke. Men hun vil have ham. "Jeg har aldrig stoppet med at tænke på dig..." Siger hun, imens hun ser op på ham. "Du må ikke gå." Siger hun mere sikkert, næsten bedende bagefter, imens hun ser på ham med et bedende og varmt blik. *

Louis
*Han ved ikke helt, hvad han havde forventet da hun sagde hans navn. Han drejer hele sin krop mod hende, selvom han kun havde overkroppen mod hende før. Han har også tænkt meget på hende. Nej, ikke meget. Helt ustyrlig meget. Konstant. Han har stort set ikke tænkt på andet end hende. Det føles som en time, hvor han bare står og stirre på hende med sine grønne øjne. Så tager han et lille, tøvende og akavet skridt mod hende. Så tager han endnu et og lukker afstanden mellem dem. Hurtigt lægger han armene om hende, og trækker hende helt ind til sin brystkasse. "Jeg vil ikke gå. Aldrig" hvisker han til hende, mens han bare holder om hende.*

Anastasia
*Hun holder sit blå blik på ham, nærmest bare stirre på ham imens der er helt stille imellem dem. Man kan kun håbe. Og lige nu håber hun på, at han ikke afviser hende og går. Men at han trækker hende ind i sine stærke arme, og bliver hos hende. For altid. At de ikke forlader hinanden igen. Og som hendes bønner blev hørt, træder han hen mod hende, og trækker hende indtil sig. Varmen fra hans krop overvælder hende, og hun har virkelig savnet at være i hans favn. Hun kan dufte ham, det er en dejlig duft. Hun bider sig i underlæben ved hans svar, rigtig glad for det. Eller, ekstatisk lykke kommer nok tæt på hvad hun føler ved hans svar. "Aldrig." Gentager hun efter ham, sikre sig at det var det hun hørte. Nærmest smager på ordet. Han forlader hende aldrig. "Jeg har det som om jeg har gået i konstant mørke, og at solen ikke har stået op i hele den tid vi ikke har været sammen." Hvisker hun til ham, sådan havde hun det. Hendes arme har brat lagt sig omkring hans nakke, da han trak hende indtil sig. *

Louis
*Han kan mærke, hvordan de igen deler kropsvarme. En følelse af lykke bredder sig i hele hans krop. Han trækker vejret ind, og duften af hende fylder alle hans sanser. Hun er her virkelig. Det er hende. Han lukker armene en smule tættere omkring hende, og lytter på hende. Hun har så ret som altid. Han har også været i konstant mørke. Han bemærker, hvordan hendes fingre ender i hans nakke, som de altid gør. Hendes berøring om hans halv pjuskede hår har han savnet. Hun har altid haft en vane med det. "Jeg har også været i mørke. Du er min sol, Anastasia" siger han, og holder bare rundt om hende. Han kan slet ikke forstå, hvordan de kunne lade sig gøre at slå op og finde sammen igen.*

Anastasia
*Hun har virkelig savnet hans duft, selvom den hænger fast i puden han sov med den aften. Men hun savnede den på den måde, at det var virkeligt. At han faktisk stod foran hende, og at hun kunne dufte ham derfra. Mærke hans faste krop mod hendes. Til tider når hun skulle sove, faldt hun i søvn med et fast greb om puden, han sov med den gang. Som prøvede hun at fylde det tomrum der var, når han pludselig ikke var der længere. Når han ikke var ved hendes side. Det føles stadig som at hendes bløde former passer perfekt indtil hans hårde konturer. Hendes fingre vikler sig ind i hans hår, og gud hvor har hun savnet hans hår. At mærke det imellem sine fingre er simpelthen så dejligt. Hun skulle ikke have ladet ham gå dengang. Hun vil blive hos ham. "Bliv hos mig. Du må ikke forlade mig. Og jeg vil ikke forlade dig. Jeg er ligeglad med alt andet, jeg vil have dig. Og kun dig." Siger hun, kærligt og næsten bedende. *

Louis
*Han holder hende bare indtil sig, og ænser ikke verden omkring dem. Han elsker det. Bare det med at det kun er dem, og ingen andre er tilstede i deres tid og sted. Han holder hårdt fast omkring hende, og har savnet bare at lave ingenting og alting med hende. Han nikker blidt mod hende, og har bestemt ikke tænkt sig at gå nogen steder. Hvor skulle han også gå hen, når hun har alt, han nogensinde får brug for? "Okay, men..." Begynder han, og holder en kort pausen. "Men så vil jeg også have et kys" Fortsætter han, og selvom det måske lyder barnligt, så mener han det. Han har sådan savnet hendes læber.*

Anastasia
*At stå her med ham, at være i hans arme, er det bedste hun ved. Det er hvad hun har brug for. Det er hvad hun sådan har længes efter så længe. Ham. Verdenen omkring hende finder hun ikke interessant, og hun ænser den overhovedet ikke. Det eneste hun ænser er ham. At det kun er dem og ingen andre. Hun bliver tryg ved hans nikker og siger okay, at han virkelig ikke har tænkt sig at forlade hende, for det vil hun ikke kunne klare igen. Samtidig med at hun heller ikke vil forlade ham. Han er hendes et og alt. Hun tror ikke han faktisk ved hvor meget han betyder for hende. Da han siger han vil have et kys er hun ikke lang tid om at besvare hans ønske. Hun ser ind i hans øjne idet hun læner sig op mod ham, og presser sine læber mod hans. Det har hun sådan savnet. *

Louis
*Han følger hendes læber i kysset, og bukker hovedet lidt, så han bedre kan nå hendes læber. Det har han også altid elsket. Hvordan han er så meget højere end hende, og uden det er irriterende og akavet. Det er den perfekte højde, hun har. Han kysser hende blidt, og tager sig god tid. De har alt den tid, de har brug for. Han er så ubeskrivelig glad for det her. Hun er fantastisk, og han kan ikke en gang med ord fortælle sine følelser for hende. Der er ikke nok ord i verden til, at beskrive hans forhold til hende. Kysset er også savnet. Tænk at sådan en lille berøring kan få hele hans krop varm og dejlig.*

Anastasia
*Hun kysser ham blidt og kærligt, ligger sine følelser for ham i kysset, selvom det er umuligt for hende at udtrykke hvor meget hun faktisk føler for ham. At være uden ham kan hun ikke. Overhovedet ikke. Det har hun prøvet i noget tid nu, og det kan hun ikke klare igen. Hun ønsker ikke de skal skilles igen. At de mødtes her til aften er hun virkelig glad for, lykkelig for. Hun ville så gerne se ham igen, røre ham og kysse ham. Og det gør hun nu. Hvor heldig er hun ikke lige? Hun har virkelig savnet hans kys og hans bløde læber. Hele hendes krop bliver varm og sagelig under ham. Fingrene vikler sig ind i hans hår, trækker blidt i det og kærtegner det. *