DanishGroup RP

Louis
*Selvom de har mange lag tøj på, synes han alligevel, at han kan mærke hendes dunkende blodårer og silkebløde hud mellem sine fingre. Han ved det ikke er sandt, men han kan godt lide tanken. Det er fantastisk, at hun vil have ham tilbage. Specielt efter alt det han sagde til hende. Han trækker sig fra kysset efter et stykke tid, og lader så i stedet sin pande hvile mod hendes. Det har han gjort før, og nu vil han bare være tæt med hende. Han fryser en smule, går det langsomt op for ham. Han har undertrøje, skjorte, jakke og en dunjakke på, men det er alligevel for lidt. Han rykker sig alligevel ikke ud af stedet. Han vil bare være her og nu med hende.*

Anastasia
*Hun holder sin pande mod hans da han trækker sig fra kysset, og hun holder sine øjne lukkede. Dog går der ikke længe før hun åbner dem, for at se på ham. Betragte ham helt tæt på. Det føles stadig som om de grønne øjne brænder hende. Langsomt begynder hun at ligge mærke til den kolde brise der strejfer dem til tider, men det vil hun ikke tænke på lige nu. Hun vil bare stå her med ham, hun har ikke lyst til at gå nogen vegne. Hun er hvor hun hører til. Hos ham. Hun har selv en skjorte, jeans, en cardigan og en jakke på, men det er ikke nok til hun kan holde varmen. Dog varmen fra hans krop, selvom det er igennem tøjet, hjælper hende lidt med at holde varmen. "Kan jeg...Blive hos dig i nat, eller vil du være alene?" Spørger hun lavt. Hun spørger ikke om de skal i seng sammen, men simpelt om hun er velkommen i hans hjem. At hun er velkommen til at sove ved hans side i nat. *

Louis
*Han møder hendes blik, og er utrolig glad for, at blå øjne ikke har forladt ham helt endnu. Han kysser blidt hendes pande inden han svarer. "Selvfølgelig kan du det" siger han varmt, og holder hende ind til sig. Hun har jo heller ikke rigtig set, hvordan han bor endnu. Det er en fejl. Specielt når han bor alene, og hun oven i købet har en roommate. Han kan godt forstå, hvis hun ikke vil hjem til sig selv. Han vil heller ikke skilles fra hende nu. Ikke når de lige har fundet hinanden igen. Han er faktisk også ret så ligeglad med sex lige nu. Det betyder ikke noget. Nu skal de bare være sammen, og det er det vigtige. Så kan resten ligesom komme bagefter*

Anastasia
*Hun lukker sine øjne i ved hans kys i nydelse, før de åbner sig igen da han stopper, og hendes blik finder igen op på ham. Et lille smil breder sig over hendes læber, og hun mærker hvordan hun bliver helt varm indeni over hans stemme. Det får hende til at være helt blød imellem hans hænder. Der er ikke noget, hun ikke vil gøre for den mand. "Tak." Siger hun lavt og kærligt til ham. Hun har ikke lyst til at forlade ham, hun har lyst til at vågne op med ham den næste dag, i hans seng denne gang, dufte ham i lagnerne, og ligge i hans arme. At være væk fra ham kan hun ikke. Hendes fingre i hans hår er nået ned på hans skulderblade, hvor hun holder sine hænder fladt der. *

Louis
*Han kysser hende kort på de bløde læber, bare fordi han ikke kan lade være. Så giver han slip på hende men så ikke alligevel. Hans ene hånd lader han glide ned til hendes. Et kort øjeblik leger han med hendes fingre, før han tager hendes hånd i sin. Hans øjne vier ikke er øjeblik fra ham. Det har han også savnet. Hendes øjne og hænder i hans. Bare det at kunne gå med et elsket menneske i hånden er et privilige. "Du behøver ikke takke..." Hvisker han til hende, og mener det faktisk ret meget. Hun behøver ikke sig tak for det. Han vil til hver en tid have dørene åbne for hende. Altid.*

Anastasia
*Hun gengælder med det samme hans kys, også selvom det er kort, nyder hun det ligeså meget. Hans læber er bløde, og hans kys er dejlige på så mange måder. Hun giver slip på ham med sine arme, dog ikke lang tid efter mærker hun hans varme hånd i sin. Et lille smil breder sig over hendes læber da hun mærker hvordan han leger med hendes fingre, før hun blidt klemmer hans hånd. At mærke sin hånd i hans er virkelig også noget hun har savnet. Hun har savnet alt ved ham. Hendes blik holder hun på ham, og hun bider sig i underlæben. Hvordan bære han sig ad med at være så dejlig? Hun takker alligevel, dybt taknemmelig over at hun har ham igen. At han vil have hende. "Skal vi gå hjem?" Spørger hun lavt. Ikke fordi det haster, men fordi hun heller ikke ønsker han skal blive syg. *

Louis
*Han nikker kort, som svar til hende. Det er nok en meget god idé at begynde og gå. Han slipper ikke hendes hånd, mens de går ned af gaden. Han skal være sikker på, at det ikke er nogen drøm. At hun ikke forsvinder lige så snart, han kigger væk. Han skal have hende med hjem, og hun må ikke forlade ham nu. Ikke at han tror det. Det var vel sådan set ham, der forlod hende. Det er ikke ligefrem noget at være stolt af. Han ville ønske, at han kunne skrue tiden tilbage og stoppe det. Så havde han sluppet for en masse smerter. Heldigvis vil hun have ham igen, og han kan ikke helt forstå det.*

Anastasia
*Hun holder stadig fast i hans hånd imens hun går med ham nedad gaden. Kulden kan hun godt mærke, men den er til at bære. Varmen fra sin hånd i hans hjælper faktisk på det. Dog ønsker hun ikke at han skal blive syg. Hendes støvler er flade og har ingen hæl, derfor kan man heller ikke høre når hun går. Det er kun lyden af sneen under hendes fødder der afsløre hende. Hendes blik vandre omkring i byen på alle lysene fra vinduerne, som lyser op i mørket. Det er noget hun virkelig er blevet glad for at se på. *

Louis
*Han bruger først rigtig lang tid på at betragte den mennesketomme gade, men så glider hans blik alligevel ned på hende. Han kan ikke lade være. Hendes ansigt er gudesmukt, og han kan ikke lade være med at betragte hende. Det er som om, at hver bevægelse af hende fascinere ham. Lidt på samme måde mennesker fascineres af dyr, eller mennesker på månen, eller eventyrer. Det hele er bare skræmmende smukt ved hende. Han kan ikke sætte en finger på præcis, hvad det er, men hun har bare smukke træk. Det kommer helt bag på ham, at hun kan være interesseret i ham. Han klager dog ikke. Det ville han aldrig gøre. Bare det at et andet menneske vil ham, som hun vil, er fantastisk, og at det så er hende er fantastisk. Han trækker vejret ind, da han forud kan se det lille lejlpghedskomplex dukke op. Da de når hoveddøren, fisker han hurtigt nøgler frem fra sin inderlomme.*

Anastasia
*Hun kan mærke følelsen af hans blik på sig, den brændene fornemmelse, og hun vender sit hoved lidt, så hun kan se på ham. Et lille smil breder sig på hendes læber, smiler til ham, før hendes kinder svagt rødmer. At han ser på hende har hun intet imod, men effekten er stadig den samme. Det forsvinder nok aldrig. Selvom her er mørkt, kan hun stadig se ham i lyset fra gadelamperne, og det udnytter hun. Hendes blik søger omkring på hans ansigt, suger det til sig, efter så lang tid hvor hun ikke har set det. Eller, hun så det i sine tanker, men at se det i virkeligheden er noget helt andet. Og det glæder hende at de er her nu, sammen igen, og hun håber ikke nogen af dem skal igennem den smerte igen. Han er gudesmuk. Mænd kan nok ikke lide at blive kaldt ordet 'smuk', men det er han altså. Han er ikke til at beskrive. Hun vender sit blik op på bygningen der tårner sig op foran dem, og hun går med ham op til hoveddøren, og lader ham gå foran, siden han bor her og har nøglerne. Der er faktisk noget hun vil spørge om, men det er nok bedst når de kommer op. *

Louis
*Han har det ikke som om, han går op af trapperne. Han svæver op af dem. Han låser hurtigt døren op til opgangen, og holder døren for hende. Opgangen er stor af en opgang at være. Det er fordi det er en kæmpe bygning. Den rummer enormt mange lejligheder i alle mulige størrelser. Der er lige fra små to-værelser til øverste penthouse lejligheder med udsigt over hele byen. Det er meget forskellige mennesker, der bor her, men fælles for de fleste er, at de er ambitiøse og med et reglmæssigt job. Det betyder også, at opgangen er vedligeholdt. Han går over til elevatoren, og trykker på knappen. Elevatoren er der med det samme, og han går ind i den. Han vil sige noget til Anastasia, men han ved ikke rigtig hvad. Det behøves heller ikke. Tavsheden imellem dem er hverken akavet eller noget. Han nyder bare til fulde hendes selvskab.*

Anastasia
*Hun har det som om hun er på en lille, lyserød sky lige nu, at hun svæver oppe i luften ligeså let. Det er en rar følelse at have, og det er alt for lang tid siden sidst hun havde den. Den følelse kan hun kun få med ham. Hun træder ind i opgangen og drejer en gang rundt for at betragte det fra alle sider. Det her er...stort. Meget stort. Og meget større end det hende og Kate har. Men nu hvor Anastasia også for en bedre løn, er der også større chancer for en bedre bolig i fremtiden. Hun går ind i elevatoren og stiller sig ved hans side, hvor den begynder at køre opad mod den ønskede etage. Sine hænder folder hun foran sig, hun ved ikke helt hvordan hun skal få sit spørgsmål frem. Dog tager hun chancen. "Hvorfor...forlod du mig dengang? Altså hvad var...den præcise grund? Var det på grund af hvad jeg er, og dine forældre?" Spørger hun tøvende, før hun langsomt ser op på ham. Hun ved godt hun selv lod ham gå, men det havde hun også sin egen grund for. *

Louis
*Han hører hendes stemme, og vender blikket mod hende med det samme. Han kan ikke se på hende ret længe, og vender blikket mod elevatordøren overfor. Han kan bare ikke se ind i de der vidunderlige blå øjne. Det er umuligt. Ligeså glade og lykkelige de kan være, ligeså trist og vrede kan de se ud. De påvirker ham. Mere end de burde. Han trækker vejret ind som om, at han håber at viljestyrke og kræfter bliver suget med ind. Det gør de selvfølgelig ikke. Han begynder nervøst at rode med enden på sin jakke. Bare fordi han kan. "Uhm... Altså ja... Det er bare hårdt, når man ikke kan tale åbent med sine forældre... Det er svært, når vi er så forskellige..." Siger han meget tøvende, og det kommer slet ikke ud, som han gerne ville have det til. Faktisk lyder det helt anderledes og forkert.*

Anastasia
*Hun holder sit blik på ham og lytter opmærksomt til hvad han siger. Bevæger hovedet i et lille nik da han er færdig med at snakke. Så det er grunden. "Vi er egentlig kun forskellige ved at jeg er vampyr og at du er menneske. Hvis jeg kunne blive menneske, så gjorde jeg det. Tro mig. At være vampyr er langt fra fedt....Men jeg kan ikke ændre det. Du kan fortælle dine forældre alt om mig hvis det er. Bortset fra hvad jeg er. Jeg forstår godt din frustration. Og det var også derfor jeg lod dig gå...Jeg ville ikke forvolde dig mere smerte. Og se os nu, her er vi." Siger hun, før et lavt suk udslipper hendes skilte læber, før de lukker sig sammen igen. "Men...Hvad er det så der er forandret denne gang Louis? For jeg kan ikke tage at du forlader mig igen. Og jeg er stadig en vampyr."

Louis
*Han betragter gulvet nøje, mens hun snakker. Det er ikke vildt spændende, men han kan stadig ikke se hende i øjnene. Hendes sidste pointe får det til at løbe koldt ned ad hans ryg. Hun har vel ret. Hvad er det, der har ændret sig? Han vil ikke have, hun går. Ikke nu. Han står i lang tid uden ord. Han ved godt, hvad han vil sige, men ikke hvordan han skal sige det. Det er først, da der lyder et 'ding',og elevatordøren går op, at han åbner munden. "Anastasia, jeg kan godt leve uden dig. Det har jeg gjort før, og det kan godt lade sig gøre." Han holder en kort pause, og fortsætter så, "men det er ikke ens betydning med, at jeg har lyst til det. Jeg vil have dig. Kun dig. Intet menneske på denne jord kan gøre op for det. Jeg vil ikke lyve for dig, for jeg er ikke lige glad med mine forældres meninger, men når det er sagt, så tror jeg det er det værd. Det er det værd, om så jeg skal lyve for dem resten af livet"*

Anastasia
*Hun holder sit blik på elevatordørene foran dem, som åbner sig efter der har hørt et 'pling', og de er nået op på hans etage. Hendes blik vender sig dog mod ham da han taler. Ja, hun kunne også godt leve uden ham. Sådan...nogenlunde. Hun havde det i hvert fald ikke godt i de måneder hvor de ikke var sammen. Okay, hun havde det forfærdeligt. Men som han siger, så er det ikke den betydning af at hun vil, for det vil hun ikke. Hun vil være sammen med ham. "Er du sikker på det?" Spørger hun lavt, imens de stadig står i elevatoren ved siden af hinanden. Hvis han ikke kan, så skal han gøre det forbi nu. Selvom hun, som hun har sagt, nok ikke kan klare hvis han forlader hende igen. Men hun vil ikke have et forhold til ham på en løgn, om at han siger han kan, også kan han ikke. Hans forældre skal jo heller ikke få et indtryk af hende, på grund af hvad hun er, men for hvem hun er. At dømme nogen på 'hvad' de er, er helt forkert. Hvis de også fik fortalt hun er vampyr, ville hun nok blive slået ihjel. *

Louis
*Selvom døren er åben, går han ikke ud. Han retter sig op, og går over til døren. Så står han dér i åbningen mellem elevatoren og gangen. Han ved det bliver svært. Meget svært. Især fordi hans far altid har haft sådan en 'du er ikke god nok' mentalitet overfor ham. Louis skulle altid være bedre end alle de andre drenge. Hans forældre kommer helt sikkert til at gøre ham både arveløs, og han får måske ikke lov til at se sin søster igen. Desuden vil de nok være ude efter Anastasia. Han ved ikke, hvad han skal svare. Det er en svær beslutning for ham, men han kan godt forstå hende. Det må heller ikke ligefrem være fedt at være kærester med ham, når han står i problemer til knæene. Elevatordøren er ved at lukke, men han står i den og blokere den. "Ja, men kun hvis du vil have mig..." Siger han og træffer så en beslutning.*

Anastasia
*Hvis det her bliver aktuelt, må de sikre sig at hans forældre tror hun er menneske, og ikke hvad hun er. En vampyr. Hvilket på den ene måde kan virke nemt, og samtidig ikke så nemt. Hun kan sagtens forestille sig hvis hans far havde et rum fyldt med våben til overnaturlige, hvilket ikke er noget der lige huer hende så meget. Det giver hende myrekryb. Men at leve med det kan hun godt. Det er jo ikke Louis's far hun skal være kærester med, men Louis. Og hun elsker Louis. Mere end noget andet i hele verdenen. Hun forstår godt hans frustration og det at stå i hans situation. Men hun vil blive hos ham, og hun vil ikke skuffe ham. Hun vil være sød overfor hans forældre, og lade som om hun er et menneske. Ikke kun for sin egen, men også for Louis's skyld. At han står med disse problemer gør hende ikke noget, det er fint. Hun vil gøre alt for ham. Men hun vil også gøre alt for at hun ikke bliver opdaget, så han ikke ender i værre problemer. Da han siger ja bliver hun helt lettet, og hun stiller sig hen foran ham. Et smil har bredt sig på hendes læber. "Det skal du ikke være i tvivl om at jeg vil."

Louis
*Han nikker kort til hende, og føler sig helt lettet over det. Det bliver nok svært, at skulle se sine forældre i øjnene og lyve. Han bliver bare nødt til det, men han har ikke lyst til at lægge planer om det nu. Ikke nu. I morgen måske men ikke nu. Nu vil han bare nyde hendes selvskab, og det at de er sammen igen. Han rækker forsigtigt ud efter hendes hånd, og tager den en anelse tøvende, som om hun vil afvise ham. Han håbede, men regnede ikke med, at de ville finde sammen igen. Det her har været en fantastisk afslutning på retten, og han vil ikke tænke for dystre tanker nu. Det bliver hårdt med hans forældre, men det her er hans liv. Ikke deres. Det er det, han vil, og kan alligevel ikke blive ved med at bøje sig for dem. "Tak" mumler han, og begynder at gå ned af den lange gang. Der er utrolig mange døre, som alle fører ind til små toværelseslejligheder, sådan én som han også bor i.*

Anastasia
*Hun tager imod hans hånd, og kan godt mærke det tøvende fra hans side. Det har han ingen grund til, hun vil have ham. Fuldstændig. Også selvom han har det bagage med sine forældre. Desuden er det ikke hans forældre hun skal være kæreste med, men med ham. Hans forældre har deres liv, og de har deres. Selvfølgelig er hun ikke fuldstændig respektløs overfor at han har en familie, og at de betyder noget for ham. Selv har hun jo sin mor og Ray, og de betyder rigtig meget for hende. Plus Kate, og Elliot er også nu begyndt at blive en del af 'banden'. Elliot kalder hende endda 'Ana' nu, hvilket ligesom er hendes kælenavn. Hun sender ham et smil da han siger 'tak'. Hun synes ikke der er nogen grund til at sige tak, hans forældre ændrer ikke på hendes følelser for ham. Hun går med ham ned ad den lange gang og betragter den lidt imens. Der er rigtig mange døre. Den her bygning er virkelig stor. *