Louis
*Han trækker skulderne en smule længere op. Det er koldt, og selvom det er mørkt, og gadelamperne er det eneste der lyser gaden op, så kan han alligevel se sin ånde. Han er propmæt efter middagen. Det har været virkelig hyggeligt at bruge lidt tid en fredag aften sammen med Anastasia. Hans blik er på fortovet, som mere eller mindre er mennesketomt. Han går med hende i hånden, mens det daler let med små snefnug fra oven. Han har ikke noget imod sne, når det kommer i så små doser som nu. Han giver hendes hånd et klem. Selvom han har hansker på, nyder han alligevel nærheden mellem dem. Det at de er sammen, og igen gør ting sammen. Han må indrømme, at deres forhold måske er en smule skrøbeligt, efter de slog op, men han synes nu alligevel, at de har fundet godt ud af det. Han har i den grad lært af sine fejl.*
Skal vi sige, enten Louis eller Anastasia kommer slemt til skade? Altså som i besvimer og den anden tror han/hun er død?^^ Bare for dramaets skyld.
*Han trækker skulderne en smule længere op. Det er koldt, og selvom det er mørkt, og gadelamperne er det eneste der lyser gaden op, så kan han alligevel se sin ånde. Han er propmæt efter middagen. Det har været virkelig hyggeligt at bruge lidt tid en fredag aften sammen med Anastasia. Hans blik er på fortovet, som mere eller mindre er mennesketomt. Han går med hende i hånden, mens det daler let med små snefnug fra oven. Han har ikke noget imod sne, når det kommer i så små doser som nu. Han giver hendes hånd et klem. Selvom han har hansker på, nyder han alligevel nærheden mellem dem. Det at de er sammen, og igen gør ting sammen. Han må indrømme, at deres forhold måske er en smule skrøbeligt, efter de slog op, men han synes nu alligevel, at de har fundet godt ud af det. Han har i den grad lært af sine fejl.*
Skal vi sige, enten Louis eller Anastasia kommer slemt til skade? Altså som i besvimer og den anden tror han/hun er død?^^ Bare for dramaets skyld.
Anastasia
*Hun synes virkelig det har været en hyggelig aften sammen med Louis, og den er ikke engang slut endnu, hvilket hun er rigtig glad for. At tilbringe tid med Louis er det bedste hun ved. Maden var rigtig god, og hun er helt mæt efter at have spist. Hans klem om hendes hånd får et lille smil til at troppe op på hendes læber, og hun gengælder gestussen, ved selv at klemme hans hånd blidt. Handsker har hun på, det huskede hun heldigvis, siden der er så koldt. At de er sammen igen er hun rigtig glad for, lykkelig for. Uden Louis er hun helt til rotterne, og det er ikke løgn. Hun har det forfærdeligt uden ham. Hun vender hovedet op da hun betragter himlen og snefnuggene der daler ned. Et smil breder sig over hendes læber, hun elsker sne, og hun elsker at være ude i det. Dog rynker hun panden, og hun vender blikket ligefrem igen. En dårlig fornemmelse breder sig i hende. Hun stopper op, og med hånden i hans, tvinger hun ham nærmest også til at stoppe. "Vent Louis..." Siger hun. fokuseret på at se rundt omkring sig. Det føles som om der er nogen i nærheden. Nogen som ikke burde være der. Et kort sekund synes hun at hun kan se noget i mørket, men hun er ikke sikker. At beskytte Louis er altid hendes højeste prioritet, og hun ved at mennesker bliver nemmere skadet end vampyrer. *
Jeg mener at vi aftalte at det er Anastasia der kommer hårdt til skade, fordi hun kæmper mod de to vampyrer, for at beskytte Louis. Og da hun står med den stærkeste vampyr foran sig, som ligger en kniv i maven på hende, samler Louis den tabte "vampyr-pistol"(altså trækugler i) og skyder den vampyr i hovedet som gør det, hvilket gør hun falder til jorden? Og Louis ved jo ikke så meget til vampyrer og tror hun er ved at dø osv, men det eneste hun egentlig har brug for er blod, og at trækuglen kommer ud fra såret? Også styrer du vel selv hvad han gør?^^
Jeg tror heller ikke vampyrerne ville såre Louis, for det er jo hans blod de vil have, og derfor de går til angreb. Hvis de sårer ham så mister han blod, det blod som de gerne vil have ^^
*Hun synes virkelig det har været en hyggelig aften sammen med Louis, og den er ikke engang slut endnu, hvilket hun er rigtig glad for. At tilbringe tid med Louis er det bedste hun ved. Maden var rigtig god, og hun er helt mæt efter at have spist. Hans klem om hendes hånd får et lille smil til at troppe op på hendes læber, og hun gengælder gestussen, ved selv at klemme hans hånd blidt. Handsker har hun på, det huskede hun heldigvis, siden der er så koldt. At de er sammen igen er hun rigtig glad for, lykkelig for. Uden Louis er hun helt til rotterne, og det er ikke løgn. Hun har det forfærdeligt uden ham. Hun vender hovedet op da hun betragter himlen og snefnuggene der daler ned. Et smil breder sig over hendes læber, hun elsker sne, og hun elsker at være ude i det. Dog rynker hun panden, og hun vender blikket ligefrem igen. En dårlig fornemmelse breder sig i hende. Hun stopper op, og med hånden i hans, tvinger hun ham nærmest også til at stoppe. "Vent Louis..." Siger hun. fokuseret på at se rundt omkring sig. Det føles som om der er nogen i nærheden. Nogen som ikke burde være der. Et kort sekund synes hun at hun kan se noget i mørket, men hun er ikke sikker. At beskytte Louis er altid hendes højeste prioritet, og hun ved at mennesker bliver nemmere skadet end vampyrer. *
Jeg mener at vi aftalte at det er Anastasia der kommer hårdt til skade, fordi hun kæmper mod de to vampyrer, for at beskytte Louis. Og da hun står med den stærkeste vampyr foran sig, som ligger en kniv i maven på hende, samler Louis den tabte "vampyr-pistol"(altså trækugler i) og skyder den vampyr i hovedet som gør det, hvilket gør hun falder til jorden? Og Louis ved jo ikke så meget til vampyrer og tror hun er ved at dø osv, men det eneste hun egentlig har brug for er blod, og at trækuglen kommer ud fra såret? Også styrer du vel selv hvad han gør?^^
Jeg tror heller ikke vampyrerne ville såre Louis, for det er jo hans blod de vil have, og derfor de går til angreb. Hvis de sårer ham så mister han blod, det blod som de gerne vil have ^^
Louis
*Han kan ikke lade være med at smile. Det er noget hun gør tit. Klemmer hans hånd. Især når han har gjort det mod hende. Han er glad for, at hun vil være sammen med ham igen. Han opførte sig virkelig tåbelig, den dag de slog op. Han var virkelig et fjols, og det kommer stadig bag på ham, at hun rent faktisk ville tage ham tilbage uden så meget som at blinke. Hun bad ham nærmest om det, selvom han skulle have tilbedt hende i stedet. Pludselig stopper han op, eller retter sagt, hun gør. Han bliver bare trukket med i stoppet. Hun skræmmer ham faktisk en smule. Hendes stemme er ikke glad og venlig mere. Den er nærmest urolig. Måske endda en smule bange. Han spejder op ad gangen, men han kan ikke rigtigt se noget. Han vender blikket bagud, og synes heller ikke her, at der er noget at se. Måske kan hun se noget? Hun er trods alt en vampyr, og måske kan de se bedre end mennesker. Han trækker vejret ind langsomt, og vender så blikket på Ana. Det er utroligt, at hun kan gøre ham så bekymret, bare fordi hun taler på en anden måde end hun plejer. ”Hvad er der galt, Ana? ” Spørger han forsigtigt. Måske har hun glemt noget på restauranten, som hun først er kommet i tanke om nu? Eller hun har glemt en aftale? Det ligner hende bare ikke, og desuden vil det ikke være jordens undergang. De kunne jo bare gå tilbage*
Okay, det lyder helt fint! Er der to vampyrer?
*Han kan ikke lade være med at smile. Det er noget hun gør tit. Klemmer hans hånd. Især når han har gjort det mod hende. Han er glad for, at hun vil være sammen med ham igen. Han opførte sig virkelig tåbelig, den dag de slog op. Han var virkelig et fjols, og det kommer stadig bag på ham, at hun rent faktisk ville tage ham tilbage uden så meget som at blinke. Hun bad ham nærmest om det, selvom han skulle have tilbedt hende i stedet. Pludselig stopper han op, eller retter sagt, hun gør. Han bliver bare trukket med i stoppet. Hun skræmmer ham faktisk en smule. Hendes stemme er ikke glad og venlig mere. Den er nærmest urolig. Måske endda en smule bange. Han spejder op ad gangen, men han kan ikke rigtigt se noget. Han vender blikket bagud, og synes heller ikke her, at der er noget at se. Måske kan hun se noget? Hun er trods alt en vampyr, og måske kan de se bedre end mennesker. Han trækker vejret ind langsomt, og vender så blikket på Ana. Det er utroligt, at hun kan gøre ham så bekymret, bare fordi hun taler på en anden måde end hun plejer. ”Hvad er der galt, Ana? ” Spørger han forsigtigt. Måske har hun glemt noget på restauranten, som hun først er kommet i tanke om nu? Eller hun har glemt en aftale? Det ligner hende bare ikke, og desuden vil det ikke være jordens undergang. De kunne jo bare gå tilbage*
Okay, det lyder helt fint! Er der to vampyrer?
Anastasia
*Fordi hun er vampyr kan hun ligesom 'zoome' ind med sit syn. Hendes syn er bedre, dog i mørke kan det godt knibe lidt, og lige nu er de i mørke. Men hun tør ikke tage nogen chancer. Overhovedet ikke. Ikke når hun har Louis med sig. Hendes nu vagtsomme blik spejder rundt omkring dem, og selvom hun lige synes at hun så en skikkelse, er den forsvundet, som den aldrig har været der. Dog lander hendes blik kort på Louis da han taler. "Det..." Hun tøver lidt, idet hun igen ser rundt. Hvor blev det af? Det her føles ikke godt. Langt fra godt. Men alligevel går hun op på hans side igen, og ser op på ham. Dog kan man nok stadig ane bekymring i hendes blik. "Det er ikke noget. Lad os bare gå." Imens hun siger det kommer en kvinde gående mod dem, nogenlunde på samme højde som hende selv, og samme alder. En kvinde med helt sort hår. Lige idet Ana træder et skridt frem for at gå videre, går kvinden forbi dem, dog ligger Ana mærke til noget, idet hun skæver til kvinden. Den sorthårerede dames øjne ændrer sig, og hun kan ane kvindes arm gøre tegn til at række ud efter Louis. Med det samme ved Ana at det er en vampyr. Det var hende hun fornemmede. Hurtigt har Ana sluppet Louis's hånd, og istedet tager hun fat om kvindens arm for at stoppe hende. Dog er det ikke det eneste. Ana bruger alle sine kræfter, sine vampyr kræfter, og slynger kvinden væk fra dem. Damen kaster hun ind i en mur 12 meter væk, og der bliver dannet et helt mærke i muren efter det. Kvinden træder væk fra muren, uskadt, og hendes ansigt transformeres, idet hun ser hen på dem med en lav hvæsen. En vampyr, det er tydeligt. Med de spidse tænder, samt de røde øjne og de tydelige blodårer omkring øjnene. *
Ja, jeg tænker måske et søskende par, bestående af en mand og en kvinde? Og kvinden får Ana brækket halsen på så hun besvimer(siden vampyrere ikke kan dø af det), men det er broren/manden som gør mest skade? Det bliver en større kamp siden alle vampyrer jo har kræfter, Ana har jo vand, som Louis ikke ved noget om endnu. Tænkte kvinden kunne have nogen skygger/fangearme af en art, imens at manden har is? På den måde så går ham og Ana lidt frem og tilbage, siden han kan fryse hendes vand til is?^^
*Fordi hun er vampyr kan hun ligesom 'zoome' ind med sit syn. Hendes syn er bedre, dog i mørke kan det godt knibe lidt, og lige nu er de i mørke. Men hun tør ikke tage nogen chancer. Overhovedet ikke. Ikke når hun har Louis med sig. Hendes nu vagtsomme blik spejder rundt omkring dem, og selvom hun lige synes at hun så en skikkelse, er den forsvundet, som den aldrig har været der. Dog lander hendes blik kort på Louis da han taler. "Det..." Hun tøver lidt, idet hun igen ser rundt. Hvor blev det af? Det her føles ikke godt. Langt fra godt. Men alligevel går hun op på hans side igen, og ser op på ham. Dog kan man nok stadig ane bekymring i hendes blik. "Det er ikke noget. Lad os bare gå." Imens hun siger det kommer en kvinde gående mod dem, nogenlunde på samme højde som hende selv, og samme alder. En kvinde med helt sort hår. Lige idet Ana træder et skridt frem for at gå videre, går kvinden forbi dem, dog ligger Ana mærke til noget, idet hun skæver til kvinden. Den sorthårerede dames øjne ændrer sig, og hun kan ane kvindes arm gøre tegn til at række ud efter Louis. Med det samme ved Ana at det er en vampyr. Det var hende hun fornemmede. Hurtigt har Ana sluppet Louis's hånd, og istedet tager hun fat om kvindens arm for at stoppe hende. Dog er det ikke det eneste. Ana bruger alle sine kræfter, sine vampyr kræfter, og slynger kvinden væk fra dem. Damen kaster hun ind i en mur 12 meter væk, og der bliver dannet et helt mærke i muren efter det. Kvinden træder væk fra muren, uskadt, og hendes ansigt transformeres, idet hun ser hen på dem med en lav hvæsen. En vampyr, det er tydeligt. Med de spidse tænder, samt de røde øjne og de tydelige blodårer omkring øjnene. *
Ja, jeg tænker måske et søskende par, bestående af en mand og en kvinde? Og kvinden får Ana brækket halsen på så hun besvimer(siden vampyrere ikke kan dø af det), men det er broren/manden som gør mest skade? Det bliver en større kamp siden alle vampyrer jo har kræfter, Ana har jo vand, som Louis ikke ved noget om endnu. Tænkte kvinden kunne have nogen skygger/fangearme af en art, imens at manden har is? På den måde så går ham og Ana lidt frem og tilbage, siden han kan fryse hendes vand til is?^^
Louis
*Han bliver mere og mere bekymret. Især når han ser hvordan hendes blik farer rundt på gaden. Hvad er der galt? Han bliver endnu mere tøvende, da hun hører hvordan hun selv tøver. Han er ret ihærdig efter et svar, og han køber den i den grad ikke, da hun siger det ikke er noget. Han har aldrig rigtig set hende sådan, og han kan godt mærke, at noget ikke er helt godt. Han får øje på kvinden foran dem. Han synes, at der er noget underligt ved hende. Hun ligner Ana i skikkelsen, men der er noget ved hende, som skræmmer ham. Bare den måde hun går ned af gaden på, som om hun har meget travlt. Har noget hun skal nå. Et mål. Det er først, da hun er henne ved ham, at han opdager hvad hendes mål er. Ham. Hun rækker hånden frem mod ham, og han forstår ikke rigtig, hvad hun vil. Vil hun spørge ham om vej, tage fat i ham, snakke til ham? Han ved det ikke, men Anastasia reager hurtigere end ham. Enten fordi hun ved hvad der sker, eller også fordi hun er vampyr. Eller en kombination. Han tror nok, at det er en kombination, for pludselig kaster hun damen fra sig. Louis træder et skridt tilbage fra Ana. Han vidste godt, at hun havde stor styrke, men det overrasker ham alligevel. Hvorfor? Han opdager hurtigt, hvor uskyldige hans tanker har været. Damen rejser sig bare op igen og uden en eneste skræmme. Deres øjne mødes. Hun værdiger ikke en gang Anastasia ét blik. Det er ikke de spidsetænder, de røde øjne eller det at hun rent faktisk overlevede kastet, der får ham til opdage, hvad hun er. Det er hendes blik i de røde øjne. Det sultne, hungrende, røde blik der ser på ham som om han er et stykke chokoladekage. Han træder endnu et skridt tilbage, hvilket han fortryder med det samme. Han udstøder en mellemting mellem et råb og et skrig, da en eller anden tager fat i hans krave bagfra. Han når knap nok at se, hvad der sker før vampyren bag ham, har revet hans jakke en anelse op, og gør klar til at sætte tænderne ned i det varme, pulserende kød på halsen. Han har aldrig følt sig så hjælpeløs, lille og forsvarsløs som nu. Aldrig.*
God idé! Så kan Louis også flippe ud lidt senere over, at hun ikke har fortalt ham noget om vandkræfterne^^ Beklager det meget sene svar, men skulle gå lidt akut.. Jeg skal nok også sige, at fra søndag til lørdag kommer jeg ikke særlig meget på, for slet ikke at sige ingenting :'( Jeg er virkelig ked af det!
*Han bliver mere og mere bekymret. Især når han ser hvordan hendes blik farer rundt på gaden. Hvad er der galt? Han bliver endnu mere tøvende, da hun hører hvordan hun selv tøver. Han er ret ihærdig efter et svar, og han køber den i den grad ikke, da hun siger det ikke er noget. Han har aldrig rigtig set hende sådan, og han kan godt mærke, at noget ikke er helt godt. Han får øje på kvinden foran dem. Han synes, at der er noget underligt ved hende. Hun ligner Ana i skikkelsen, men der er noget ved hende, som skræmmer ham. Bare den måde hun går ned af gaden på, som om hun har meget travlt. Har noget hun skal nå. Et mål. Det er først, da hun er henne ved ham, at han opdager hvad hendes mål er. Ham. Hun rækker hånden frem mod ham, og han forstår ikke rigtig, hvad hun vil. Vil hun spørge ham om vej, tage fat i ham, snakke til ham? Han ved det ikke, men Anastasia reager hurtigere end ham. Enten fordi hun ved hvad der sker, eller også fordi hun er vampyr. Eller en kombination. Han tror nok, at det er en kombination, for pludselig kaster hun damen fra sig. Louis træder et skridt tilbage fra Ana. Han vidste godt, at hun havde stor styrke, men det overrasker ham alligevel. Hvorfor? Han opdager hurtigt, hvor uskyldige hans tanker har været. Damen rejser sig bare op igen og uden en eneste skræmme. Deres øjne mødes. Hun værdiger ikke en gang Anastasia ét blik. Det er ikke de spidsetænder, de røde øjne eller det at hun rent faktisk overlevede kastet, der får ham til opdage, hvad hun er. Det er hendes blik i de røde øjne. Det sultne, hungrende, røde blik der ser på ham som om han er et stykke chokoladekage. Han træder endnu et skridt tilbage, hvilket han fortryder med det samme. Han udstøder en mellemting mellem et råb og et skrig, da en eller anden tager fat i hans krave bagfra. Han når knap nok at se, hvad der sker før vampyren bag ham, har revet hans jakke en anelse op, og gør klar til at sætte tænderne ned i det varme, pulserende kød på halsen. Han har aldrig følt sig så hjælpeløs, lille og forsvarsløs som nu. Aldrig.*
God idé! Så kan Louis også flippe ud lidt senere over, at hun ikke har fortalt ham noget om vandkræfterne^^ Beklager det meget sene svar, men skulle gå lidt akut.. Jeg skal nok også sige, at fra søndag til lørdag kommer jeg ikke særlig meget på, for slet ikke at sige ingenting :'( Jeg er virkelig ked af det!
Anastasia
*Hun holder sit blik på kvinden, som står lidt væk fra dem, takket være hendes kast af hende ind i væggen. Det var nemlig hendes formål. At få kvinden så langt væk fra Louis som muligt. Dog bliver hendes blik revet væk fra kvinden da hun hører Louis's råb, eller det der er noget imellem et råb og et skrig, og hun spærre øjnene op. En høj mand, meget lignende kvinden, står bag Louis, og har også transformeret sit ansigt. En vampyr til. Hun sætter i speed og står pludselig bag manden, og hun ligger en hånd ovenpå hans håndled, det håndled hvis hånd holder fast i Louis. Der klemmer hun til. Med alle de kræfter af vampyr hun er. Hun kan høre et knæk fra mandens håndled, og der river hun ham væk, på samme måde som hun gjorde med kvinden. "Louis gå tilbage!" Råber hun til Louis i håb om han lytter til hende. Det her er en kamp imellem hende og de to vampyrer. Hun vil ikke risikere af Louis kommer til skade, eller i værste tilfælde, dør. Dog i sin paniske redning af Louis har kvinden nået hen til Ana, og hun mærker en kniv for sin hals. En kniv? Fedt. Våben. Slår ud med sin arm og mærker knivens skarpe blad ridse hendes hals, hvilket gør hun ligger en hånd op for sin hals ved såret. Dog heler såret hurtigt. Hendes blik lander på den mandlige vampyr som står med en pistol lige foran hende. Men det er ikke nogen normal pistol. Det er en pistol, specielt lavet til vampyrer. Træ-kugler. Hun mærker pludselig noget hårdt, koldt og afskyeligt om sine arme. Hvad er det? Fange arme. Skygger. Kvinden kontrollere dem, og holder hende, så den mandlige vampyr har frit slag til at skyde hende. Da han skyder når hun lige at rykke sig til siden, så den ikke rammer noget alvorligt. Dog hendes lår bliver ramt, og hun holder sig til sit lår ved såret. Idet hun bliver ramt hvæser hun i smerte. Det begynder at bløde. Fordi kuglen er der kan såret ikke hele. Det er slemt, så bliver hun ved med at miste blod, hvilket vil gøre hende svagere. Får fat om kvindens skygger af fangearme og vrider sig ud af dem, og kvinden giver et smerteskrig fra sig da Ana trækker i dem, og på den måde river kvinden hen ad asfalten. *
Ja, selvom han havde chancen til at spørge xD
Det er okay. Fra søndag til lørdag? Det lyder ikke helt rigtigt xD
*Hun holder sit blik på kvinden, som står lidt væk fra dem, takket være hendes kast af hende ind i væggen. Det var nemlig hendes formål. At få kvinden så langt væk fra Louis som muligt. Dog bliver hendes blik revet væk fra kvinden da hun hører Louis's råb, eller det der er noget imellem et råb og et skrig, og hun spærre øjnene op. En høj mand, meget lignende kvinden, står bag Louis, og har også transformeret sit ansigt. En vampyr til. Hun sætter i speed og står pludselig bag manden, og hun ligger en hånd ovenpå hans håndled, det håndled hvis hånd holder fast i Louis. Der klemmer hun til. Med alle de kræfter af vampyr hun er. Hun kan høre et knæk fra mandens håndled, og der river hun ham væk, på samme måde som hun gjorde med kvinden. "Louis gå tilbage!" Råber hun til Louis i håb om han lytter til hende. Det her er en kamp imellem hende og de to vampyrer. Hun vil ikke risikere af Louis kommer til skade, eller i værste tilfælde, dør. Dog i sin paniske redning af Louis har kvinden nået hen til Ana, og hun mærker en kniv for sin hals. En kniv? Fedt. Våben. Slår ud med sin arm og mærker knivens skarpe blad ridse hendes hals, hvilket gør hun ligger en hånd op for sin hals ved såret. Dog heler såret hurtigt. Hendes blik lander på den mandlige vampyr som står med en pistol lige foran hende. Men det er ikke nogen normal pistol. Det er en pistol, specielt lavet til vampyrer. Træ-kugler. Hun mærker pludselig noget hårdt, koldt og afskyeligt om sine arme. Hvad er det? Fange arme. Skygger. Kvinden kontrollere dem, og holder hende, så den mandlige vampyr har frit slag til at skyde hende. Da han skyder når hun lige at rykke sig til siden, så den ikke rammer noget alvorligt. Dog hendes lår bliver ramt, og hun holder sig til sit lår ved såret. Idet hun bliver ramt hvæser hun i smerte. Det begynder at bløde. Fordi kuglen er der kan såret ikke hele. Det er slemt, så bliver hun ved med at miste blod, hvilket vil gøre hende svagere. Får fat om kvindens skygger af fangearme og vrider sig ud af dem, og kvinden giver et smerteskrig fra sig da Ana trækker i dem, og på den måde river kvinden hen ad asfalten. *
Ja, selvom han havde chancen til at spørge xD
Det er okay. Fra søndag til lørdag? Det lyder ikke helt rigtigt xD
Louis
*Han kan næsten mærke mandens læber mod sin hals. Eller også er det bare noget han bilder sig ind. Det kunne det sagtens være. Han har kun én gang i sit liv set en kamp med en vampyr. Her var det én vampyr mod cirka 200 mennesker. Selvfølgelig vandt menneskerne. Det var den tid, hvor de overnaturlige for alvor begyndte at dukke op, og det gik op for verdens lederne, at de nye, 'onde', overnatulige væsner var kommet for at blive. Så var der selvfølgelig skrig og skrål, og befolkningen forsøgte at jage dem væk indtil, at det blev et tabu. Anastasia forsvinder. Hun forsvinder ikke rigtig, men hun løber så hurtigt, at det menneskelige øje ikke kan nå at opfatte det. Så mærker han vampyren vige fra hans hals. Da manden, eller vampyren, ikke længere er der til at holde ham oppe, falder Louis til jorden. Ikke hårdt og han lander bare på sine knæ. Det næste der sker går meget hurtigt. Ana skriger højt af ham, og han vil gerne adlyde, men han har ingen idé om hvordan. Det hele er et stort kaos. Hvor er tilbage? Desuden vil han ikke efterlade hende her og sådanne her. Ikke på vilkår. Han forsøger at rejse sig, og det er som om hans bevægelser tager hundrede af år i forhold til vampyrenes. Han opfatter knap nok at damen trækker en kniv, eller hvad der sker med kniven. Han hører bare pludselig Ana hvæse højt. Han har heller ikke set pistolen blive trukket, men hans øjne har fanget skyggerne. Det er som om de gør hele gaden koldere, mørkkere og mere dyster. Det er en underlig fornemmelse. Så opdager han hvordan Anastasia slæder den, nu, skrigende kvinde hen ad vejen. Hun bløder. Anastasia bløder. Hvad er der sket? Så går det hele op for ham. Han har det som om, at han ser en meget dyb og avanceret film med flere lag. Han har det som om, at det ikke er virkeligt det han ser, og han simpelthen ikke kan følge med, fordi han er for dum til at forstå hvad der sker. Han opfatter alting efter de er sket.*
Jaja, men han havde vel andet at tænke på^^ Hvad ved jeg!
Det er fra søndag og så hen over ugen (altså man-, tirs-, ons-, tors- og fredag) til lørdag efter fem dage:)
*Han kan næsten mærke mandens læber mod sin hals. Eller også er det bare noget han bilder sig ind. Det kunne det sagtens være. Han har kun én gang i sit liv set en kamp med en vampyr. Her var det én vampyr mod cirka 200 mennesker. Selvfølgelig vandt menneskerne. Det var den tid, hvor de overnaturlige for alvor begyndte at dukke op, og det gik op for verdens lederne, at de nye, 'onde', overnatulige væsner var kommet for at blive. Så var der selvfølgelig skrig og skrål, og befolkningen forsøgte at jage dem væk indtil, at det blev et tabu. Anastasia forsvinder. Hun forsvinder ikke rigtig, men hun løber så hurtigt, at det menneskelige øje ikke kan nå at opfatte det. Så mærker han vampyren vige fra hans hals. Da manden, eller vampyren, ikke længere er der til at holde ham oppe, falder Louis til jorden. Ikke hårdt og han lander bare på sine knæ. Det næste der sker går meget hurtigt. Ana skriger højt af ham, og han vil gerne adlyde, men han har ingen idé om hvordan. Det hele er et stort kaos. Hvor er tilbage? Desuden vil han ikke efterlade hende her og sådanne her. Ikke på vilkår. Han forsøger at rejse sig, og det er som om hans bevægelser tager hundrede af år i forhold til vampyrenes. Han opfatter knap nok at damen trækker en kniv, eller hvad der sker med kniven. Han hører bare pludselig Ana hvæse højt. Han har heller ikke set pistolen blive trukket, men hans øjne har fanget skyggerne. Det er som om de gør hele gaden koldere, mørkkere og mere dyster. Det er en underlig fornemmelse. Så opdager han hvordan Anastasia slæder den, nu, skrigende kvinde hen ad vejen. Hun bløder. Anastasia bløder. Hvad er der sket? Så går det hele op for ham. Han har det som om, at han ser en meget dyb og avanceret film med flere lag. Han har det som om, at det ikke er virkeligt det han ser, og han simpelthen ikke kan følge med, fordi han er for dum til at forstå hvad der sker. Han opfatter alting efter de er sket.*
Jaja, men han havde vel andet at tænke på^^ Hvad ved jeg!
Det er fra søndag og så hen over ugen (altså man-, tirs-, ons-, tors- og fredag) til lørdag efter fem dage:)
Anastasia
*Hun får fat om kvinden da hun får trukket hende helt op til sig selv, via hendes fangearme, og igen kyler hun hende ind i muren. Man kan høre braget. Man kan se afmærkningerne i muren, af at kvinden bliver kastet ind i muren så kraftigt. Kniven er tabt på jorden, men hvor, har hun ingen anelse om lige nu. Det eneste hun har i hovedet er at beskytte Louis, og få de her vampyrer langt væk fra ham. Hurigere end hun når at opfatte det står manden pludselig bag hende, og holder hende fast om halsen med den ene arm, imens han retter pistolen mod hendes bryst. Hendes hjerte. Et skud, og hun er død. Hun tager fat om hans arm og klemmer til i håb om han slipper hende. Den anden hånd ligger sig på hans, der holder pistolen, og hun prøver at dreje pistolen en anden vej, væk fra sig selv. Et skud lyder, men det rammer kvinden i benet. Lige hvad Ana ville have. Hun drejede pistolen mod kvinden, og da han prøvede at skyde, ramte han kvinden. Kvinden skriger af smerte, før hun farer mod dem. Ana brækker mandens arm da han er distraheret, og han falder tilbage i smerte, og han taber pistolen. Hun får fat om kvindens hals og begynder at klemme. Måske kan hun kvæle hende? Dog fanger kvinden ud med sine arme, og hun ridser Ana i sit ansigt flere gange, så hun har mærker efter kvindens negle. Heldigvis heler de fleste. Ana smider kvinden væk fra sig, og de kredser om hinanden, som to rovdyr. Hun løber i speed op foran kvinden og giver hende en knytnæve i ansigtet som slår kvinden ud af fokus, og der tager hun chancen. Med sine hænder brækker hun halsen på kvinden, og hun falder til jorden. Død er hun ikke, vampyrer kan ikke dø af det. De skal have en træ-kugle eller en træpæl i deres hjerte. Idet hun vender sig om har manden sat pile af is på vej mod hende, og hun holder sine hænder op. Idet hun gør det bliver ispilene til vand igen, og vandet falder til jorden. "Giv ham til os." Siger den mandlige vampyr med en dyb stemme, og et ubehageligt smil spredes over hans læber. De vil have Louis. Ana ryster panisk på hovedet idet hun slår ud med sine hænder, og på den måde sender kugler af vand mod manden. Dog bliver hendes vand til is idet han også sætter hænderne op. Det her bliver svært. *
Hahaha, han kan ikke fuldt ud bebrejde Ana xD
Oh okay, så forstår jeg det bedre
*Hun får fat om kvinden da hun får trukket hende helt op til sig selv, via hendes fangearme, og igen kyler hun hende ind i muren. Man kan høre braget. Man kan se afmærkningerne i muren, af at kvinden bliver kastet ind i muren så kraftigt. Kniven er tabt på jorden, men hvor, har hun ingen anelse om lige nu. Det eneste hun har i hovedet er at beskytte Louis, og få de her vampyrer langt væk fra ham. Hurigere end hun når at opfatte det står manden pludselig bag hende, og holder hende fast om halsen med den ene arm, imens han retter pistolen mod hendes bryst. Hendes hjerte. Et skud, og hun er død. Hun tager fat om hans arm og klemmer til i håb om han slipper hende. Den anden hånd ligger sig på hans, der holder pistolen, og hun prøver at dreje pistolen en anden vej, væk fra sig selv. Et skud lyder, men det rammer kvinden i benet. Lige hvad Ana ville have. Hun drejede pistolen mod kvinden, og da han prøvede at skyde, ramte han kvinden. Kvinden skriger af smerte, før hun farer mod dem. Ana brækker mandens arm da han er distraheret, og han falder tilbage i smerte, og han taber pistolen. Hun får fat om kvindens hals og begynder at klemme. Måske kan hun kvæle hende? Dog fanger kvinden ud med sine arme, og hun ridser Ana i sit ansigt flere gange, så hun har mærker efter kvindens negle. Heldigvis heler de fleste. Ana smider kvinden væk fra sig, og de kredser om hinanden, som to rovdyr. Hun løber i speed op foran kvinden og giver hende en knytnæve i ansigtet som slår kvinden ud af fokus, og der tager hun chancen. Med sine hænder brækker hun halsen på kvinden, og hun falder til jorden. Død er hun ikke, vampyrer kan ikke dø af det. De skal have en træ-kugle eller en træpæl i deres hjerte. Idet hun vender sig om har manden sat pile af is på vej mod hende, og hun holder sine hænder op. Idet hun gør det bliver ispilene til vand igen, og vandet falder til jorden. "Giv ham til os." Siger den mandlige vampyr med en dyb stemme, og et ubehageligt smil spredes over hans læber. De vil have Louis. Ana ryster panisk på hovedet idet hun slår ud med sine hænder, og på den måde sender kugler af vand mod manden. Dog bliver hendes vand til is idet han også sætter hænderne op. Det her bliver svært. *
Hahaha, han kan ikke fuldt ud bebrejde Ana xD
Oh okay, så forstår jeg det bedre
Louis
*Han ser nærmest bare til mens de slås. Han har det virkelig underligt. På den en side vil han bare kaste sig over kvinden, som hele tiden irritere Anastasia, men han er også bange for det. Han er jo slet ikke stærk nok. Langt fra. Han vil nok bare være i vejen. det får ham nu alligevel til at føle sig lidt som en kujon. Han burde redde hende. Han er total forelsket i hende, men alligevel kan han ikke en gang forsvare hende. Han er bare total hjælpeløs, også selvom det er to mod en. Bare det er totalt unfair. Han opdager pistolen, og udstøder noget der minder om et skræmt skrig. Nu dør hun. Og han dør bagefter. Han læner sig bare op af muren bag sig. Gaden føles endnu mere tom og menneskeforladt nu end den plejer. I det fjerne kan han høre skrig og skrål. Han ved udmærket godt, hvad det er, men han kan ikke tænke over det lige nu. Der er optøjer i gang. Mennesker mod de overnaturlige. Det sker nogen gange i storbyer som de her. Så tager menneskerne mørkt tøj på, og går gennem gaderne med masker på. Det er meningen, at de skal skræmme de overnaturlige væk, men det ender typisk i kampe mellem mennesker og forskellige overnatulige væsner, eller bare menneskerne der smadre det hele. Sådanne aftner skal man holde sig indendøre. Hans far er sikkert med i optoget, men han kan ikke tage sig af det nu. Hans livs kærlighed er i gang med at blive skudt, og han kan intet gøre. Hans blik flyver over på kvinden der rejser sig igen. Så lyder der et højt bang, og han lukker øjnene og vender ansigtet væk. Han vil ikke se mens hun dør. Han vil ikke tro det. Det er underligt. En million og alligevel ingen tanker går igennem hans hoved. Han føler sig fuld af følelser men alligevel helt tom. Der er skrig og råb, men han ved ikke rigtig, hvad der kommer fra Anastasia, kvinden og/eller manden. Da han igen kigger føler han sig faktisk lettet, også selvom kampen er langt fra slut. Kvinden ligger død på jorden, og han slår en hånd op for munden. Han ved ikke, at hun bare er bevidstløs. Så lander hans blik på pistolen på jorden. Han ved ikke meget om vampyrer, men den må da kunne hjælpe. Han kan bare ikke nå den. Den er for tæt på manden. Han hører hvad han pludselig råber til Anastasia. Et øjeblik står han bare helt stille. Det handler om ham? Han kunne have slået sig selv på panden. Selvfølgelig handler det om ham. De vil have hans blod. Han har knap nok tænkt tanken til ende, før han åbner munden. "O-okay" Siger han meget usikkert og lavt. Så retter han sig en smule op. "Jeg... fint!" Siger han med en smule mere sikkerhed og en del højere. Han kan ikke klare tanken om, at Anastasia er ved at ofre sig selv for ham, og han ikke kan eller har gjort noget endnu. Det er trods alt bedre, at han dør i stedet for de slår hende ihjel først og bagefter tager ham. Han kan heller ikke leve med tanken om, at hun har ofret sig selv for ham. Det er en sindssyg tankegang, men han er mere end villig til det nu.*
Det er de færreste der kan det^^
Ja:O Håber dog jeg kan få internet, så jeg kan skrive i ny og næ!
Okay, det blev liiidt langt xD Beklager
*Han ser nærmest bare til mens de slås. Han har det virkelig underligt. På den en side vil han bare kaste sig over kvinden, som hele tiden irritere Anastasia, men han er også bange for det. Han er jo slet ikke stærk nok. Langt fra. Han vil nok bare være i vejen. det får ham nu alligevel til at føle sig lidt som en kujon. Han burde redde hende. Han er total forelsket i hende, men alligevel kan han ikke en gang forsvare hende. Han er bare total hjælpeløs, også selvom det er to mod en. Bare det er totalt unfair. Han opdager pistolen, og udstøder noget der minder om et skræmt skrig. Nu dør hun. Og han dør bagefter. Han læner sig bare op af muren bag sig. Gaden føles endnu mere tom og menneskeforladt nu end den plejer. I det fjerne kan han høre skrig og skrål. Han ved udmærket godt, hvad det er, men han kan ikke tænke over det lige nu. Der er optøjer i gang. Mennesker mod de overnaturlige. Det sker nogen gange i storbyer som de her. Så tager menneskerne mørkt tøj på, og går gennem gaderne med masker på. Det er meningen, at de skal skræmme de overnaturlige væk, men det ender typisk i kampe mellem mennesker og forskellige overnatulige væsner, eller bare menneskerne der smadre det hele. Sådanne aftner skal man holde sig indendøre. Hans far er sikkert med i optoget, men han kan ikke tage sig af det nu. Hans livs kærlighed er i gang med at blive skudt, og han kan intet gøre. Hans blik flyver over på kvinden der rejser sig igen. Så lyder der et højt bang, og han lukker øjnene og vender ansigtet væk. Han vil ikke se mens hun dør. Han vil ikke tro det. Det er underligt. En million og alligevel ingen tanker går igennem hans hoved. Han føler sig fuld af følelser men alligevel helt tom. Der er skrig og råb, men han ved ikke rigtig, hvad der kommer fra Anastasia, kvinden og/eller manden. Da han igen kigger føler han sig faktisk lettet, også selvom kampen er langt fra slut. Kvinden ligger død på jorden, og han slår en hånd op for munden. Han ved ikke, at hun bare er bevidstløs. Så lander hans blik på pistolen på jorden. Han ved ikke meget om vampyrer, men den må da kunne hjælpe. Han kan bare ikke nå den. Den er for tæt på manden. Han hører hvad han pludselig råber til Anastasia. Et øjeblik står han bare helt stille. Det handler om ham? Han kunne have slået sig selv på panden. Selvfølgelig handler det om ham. De vil have hans blod. Han har knap nok tænkt tanken til ende, før han åbner munden. "O-okay" Siger han meget usikkert og lavt. Så retter han sig en smule op. "Jeg... fint!" Siger han med en smule mere sikkerhed og en del højere. Han kan ikke klare tanken om, at Anastasia er ved at ofre sig selv for ham, og han ikke kan eller har gjort noget endnu. Det er trods alt bedre, at han dør i stedet for de slår hende ihjel først og bagefter tager ham. Han kan heller ikke leve med tanken om, at hun har ofret sig selv for ham. Det er en sindssyg tankegang, men han er mere end villig til det nu.*
Det er de færreste der kan det^^
Ja:O Håber dog jeg kan få internet, så jeg kan skrive i ny og næ!
Okay, det blev liiidt langt xD Beklager
Anastasia
*Hun vender sit blik mod Louis da han pludselig taler, og idet Louis's stemme bliver kraftigere stopper den mandlige vampyr helt op. Louis...Vil ofre sig selv?...Nej. Nej! Det vil hun ikke lade ham gøre. Overhovedet ikke. "Nej Louis! Du..." Hun når ikke at sige mere før at den mandlige vampyr begynder at løbe mod Louis, tager sin chance, og man kan sagtens se det tilfredse smil på mandens læber. Som har han fået sin vilje. "Du kan tro nej!" Råber hun idet hun får fat i mandens arm og kyler ham langt væk. Han lander i muren, ligesom kvinden fra før. Dog træder han hurtigt frem igen, og igen ligger hans blik vredt på hende. Meget vredt. Hun forstyrre hans mulighed for et måltid. Ja sgu fanden gør hun så! Det her er Louis vi snakker om! Hun går lidt til siden og han følger, de går nærmest i en cirkel, vurdere hinanden. Dog bruger manden en taktik, der går på at han kommer hen til kniven som ligger på jorden efter kvindens død. Manden samler kniven op og kaster den mod Ana, og hun når ikke at reagere i tide. Sin hånd rækker hun op for at stoppe kniven, men istedet borer kniven sig lige igennem hendes hånd. Hun klemmer sine øjne smertefuldt sammen og står stille et øjeblik, før hun trækker kniven ud af sin egen hånd med en smertende hvislen imellem sine tænder. Såret heler lidt, men kun omkring halvdelen. Resten er et åbent sår. Hånden ligger hun i sin bluse, prøver at mindske blodet. Nu har hun kniven. Hun ser op idet manden med sin speed løber hen foran hende, og hun borer kniven hurtigt ned i hans skulder. Han jamrer sig og ligger hans ene hånd over hendes. Man kan høre et par knæk, hvilket gør hun skærer ansigt, og slipper kniven. Mærker knoglerne i sin hånd hele sammen igen, dog kun omkring halvt. Hun træder tilbage, og hun humper på grund af sit såret lår, som det bløder fra ned ad hendes ben, man kan se sporet igennem hendes bukser. Hun ser over mod en sø bag dem, før hun igen vender blikket mod manden. Vandet fra søen rejser sig pludselig op som i en flodbølge, og styrter mod manden. Han regner ikke med det, og han bliver kylet afsted af vandet der nærmest overfalder ham. Vandet vender tilbage til søen i en hurtig og glidende bevægelse, og manden jamrer sig idet hans ben er blevet såret efter han blev slået omkuld. Ana holder øje med ham hele tiden, og da hun ser hans blik ligge sig på kniven, ved hun hvad han har tænkt sig. Dog er han hurtigere end hende. Idet hun når hen til kniven har han allerede taget den, og med et hug borer han den ind i hendes mave. Hun klynker svagt over smerten, før en højere, smertefuld lyd kommer fra hende, idet han vrider kniven, imens den stadig er stukket i hendes mave. Han holder hende fat med en hånd i et godt greb om hendes hår, og hendes hånd, som ikke blev gennemboret af kniven, ligger sig på hans. Hans hånd som han holder kniven med. Dog har hun ikke kræfter nok til at gøre noget. Hun er som hjælpeløs. Styrken forlader hende. *
Nå virkelig?xD
Det håber jeg også!
Mit blev viiiiiiiiiirkelig langt, så det skal du ikke tænke på xD
*Hun vender sit blik mod Louis da han pludselig taler, og idet Louis's stemme bliver kraftigere stopper den mandlige vampyr helt op. Louis...Vil ofre sig selv?...Nej. Nej! Det vil hun ikke lade ham gøre. Overhovedet ikke. "Nej Louis! Du..." Hun når ikke at sige mere før at den mandlige vampyr begynder at løbe mod Louis, tager sin chance, og man kan sagtens se det tilfredse smil på mandens læber. Som har han fået sin vilje. "Du kan tro nej!" Råber hun idet hun får fat i mandens arm og kyler ham langt væk. Han lander i muren, ligesom kvinden fra før. Dog træder han hurtigt frem igen, og igen ligger hans blik vredt på hende. Meget vredt. Hun forstyrre hans mulighed for et måltid. Ja sgu fanden gør hun så! Det her er Louis vi snakker om! Hun går lidt til siden og han følger, de går nærmest i en cirkel, vurdere hinanden. Dog bruger manden en taktik, der går på at han kommer hen til kniven som ligger på jorden efter kvindens død. Manden samler kniven op og kaster den mod Ana, og hun når ikke at reagere i tide. Sin hånd rækker hun op for at stoppe kniven, men istedet borer kniven sig lige igennem hendes hånd. Hun klemmer sine øjne smertefuldt sammen og står stille et øjeblik, før hun trækker kniven ud af sin egen hånd med en smertende hvislen imellem sine tænder. Såret heler lidt, men kun omkring halvdelen. Resten er et åbent sår. Hånden ligger hun i sin bluse, prøver at mindske blodet. Nu har hun kniven. Hun ser op idet manden med sin speed løber hen foran hende, og hun borer kniven hurtigt ned i hans skulder. Han jamrer sig og ligger hans ene hånd over hendes. Man kan høre et par knæk, hvilket gør hun skærer ansigt, og slipper kniven. Mærker knoglerne i sin hånd hele sammen igen, dog kun omkring halvt. Hun træder tilbage, og hun humper på grund af sit såret lår, som det bløder fra ned ad hendes ben, man kan se sporet igennem hendes bukser. Hun ser over mod en sø bag dem, før hun igen vender blikket mod manden. Vandet fra søen rejser sig pludselig op som i en flodbølge, og styrter mod manden. Han regner ikke med det, og han bliver kylet afsted af vandet der nærmest overfalder ham. Vandet vender tilbage til søen i en hurtig og glidende bevægelse, og manden jamrer sig idet hans ben er blevet såret efter han blev slået omkuld. Ana holder øje med ham hele tiden, og da hun ser hans blik ligge sig på kniven, ved hun hvad han har tænkt sig. Dog er han hurtigere end hende. Idet hun når hen til kniven har han allerede taget den, og med et hug borer han den ind i hendes mave. Hun klynker svagt over smerten, før en højere, smertefuld lyd kommer fra hende, idet han vrider kniven, imens den stadig er stukket i hendes mave. Han holder hende fat med en hånd i et godt greb om hendes hår, og hendes hånd, som ikke blev gennemboret af kniven, ligger sig på hans. Hans hånd som han holder kniven med. Dog har hun ikke kræfter nok til at gøre noget. Hun er som hjælpeløs. Styrken forlader hende. *
Nå virkelig?xD
Det håber jeg også!
Mit blev viiiiiiiiiirkelig langt, så det skal du ikke tænke på xD
Louis
*Han kan mærke vampyrens sultne blik på sig, hvilket får det til at løbe koldt ned af hans ryg. Ad. Bare tanken om at vampyren sætter tænderne hårdt i hans kød, og suger han helt tom i løbet ingen tid, får det til at vende sig i ham. Det er simpelthen for ulækker en tanke. Han kigger tilbage ind i de røde øjne. De virker pludselig kolde og tomme helt følelsesløse. Han har det som en lille hjort der stirrer tilbage i ulvens øjne. De ved begge to, at han dør om lidt, og han ikke kan løbe sin vej. Ikke nu. Vampyren begynder at løbe mod ham, og Louis lukker bare øjnene. Han vil ikke se mens han dør. Gør det overhovedet ondt? At blive suget tør for blod? Besvimer man bare? Han ved det ikke, men det kan vel også være lige meget nu. Han er så godt som død allerede. Han hører hvad Anastasia råber, men han opfatter det ikke rigtigt. Vampyren når aldrig Louis, og da Louis opdager det, og åbner øjnene, er han totalt rundt på gulvet. De kæmper endnu en gang. Det irritere ham faktisk, at Ana ikke bare gik med på den. Så havde hun ikke stået med en stærk, sindssyg og sulten vampyr. Alene. Han ville ønske, at han bare kunne råbe på hjælp, og så ville nogen komme og redde dem. Så nemt er det selvfølgelig ikke. Hun kæmper videre mod vampyren for Louis' liv. Ikke en gang for sit eget. Han kommer så i tanke om sin udvej. Pistolen. Han nærmest kaster sig frem for at nå den. Så sker der noget uventet. En foldbølge kommer væltende igennem gaderne, og Louis er nødt til at dække sit hoved for ikke at få sne og vand i øjnene. Hvor kommer bølgen fra? Spørger han sig selv, men han har ikke rigtig tid til at tænke over det. Det undre ham nu. Kan vampyrer nu også styre vand?! Han vil gerne stoppe op og spørge, men det er der ikke rigtig tid til. Hun har brug for hans hjælp. Han har slet ikke fanget halvdelen af kampen, da han er for langsomt til, at kunne opfatte det. Han trækker pistolen, og det eneste han bruger tid på, er at tage sigte. Han tøver ikke en gang. Så skyder han. I lige det øjeblik er han utrolig glad for, at han tog med sine forældre ud til sin bedstefars gård, da han var yngre. Her brugte han mange varme sommerdage på at skyde efter dåser på en række med et luftgevær. Han rammer plet. Skuddet går direkte ind fra nakken og ind i vampyrens hovedskal. Louis kommer hurtigt på benene, og giver slip på pistolen. Han har det virkelig skidt.*
*Han kan mærke vampyrens sultne blik på sig, hvilket får det til at løbe koldt ned af hans ryg. Ad. Bare tanken om at vampyren sætter tænderne hårdt i hans kød, og suger han helt tom i løbet ingen tid, får det til at vende sig i ham. Det er simpelthen for ulækker en tanke. Han kigger tilbage ind i de røde øjne. De virker pludselig kolde og tomme helt følelsesløse. Han har det som en lille hjort der stirrer tilbage i ulvens øjne. De ved begge to, at han dør om lidt, og han ikke kan løbe sin vej. Ikke nu. Vampyren begynder at løbe mod ham, og Louis lukker bare øjnene. Han vil ikke se mens han dør. Gør det overhovedet ondt? At blive suget tør for blod? Besvimer man bare? Han ved det ikke, men det kan vel også være lige meget nu. Han er så godt som død allerede. Han hører hvad Anastasia råber, men han opfatter det ikke rigtigt. Vampyren når aldrig Louis, og da Louis opdager det, og åbner øjnene, er han totalt rundt på gulvet. De kæmper endnu en gang. Det irritere ham faktisk, at Ana ikke bare gik med på den. Så havde hun ikke stået med en stærk, sindssyg og sulten vampyr. Alene. Han ville ønske, at han bare kunne råbe på hjælp, og så ville nogen komme og redde dem. Så nemt er det selvfølgelig ikke. Hun kæmper videre mod vampyren for Louis' liv. Ikke en gang for sit eget. Han kommer så i tanke om sin udvej. Pistolen. Han nærmest kaster sig frem for at nå den. Så sker der noget uventet. En foldbølge kommer væltende igennem gaderne, og Louis er nødt til at dække sit hoved for ikke at få sne og vand i øjnene. Hvor kommer bølgen fra? Spørger han sig selv, men han har ikke rigtig tid til at tænke over det. Det undre ham nu. Kan vampyrer nu også styre vand?! Han vil gerne stoppe op og spørge, men det er der ikke rigtig tid til. Hun har brug for hans hjælp. Han har slet ikke fanget halvdelen af kampen, da han er for langsomt til, at kunne opfatte det. Han trækker pistolen, og det eneste han bruger tid på, er at tage sigte. Han tøver ikke en gang. Så skyder han. I lige det øjeblik er han utrolig glad for, at han tog med sine forældre ud til sin bedstefars gård, da han var yngre. Her brugte han mange varme sommerdage på at skyde efter dåser på en række med et luftgevær. Han rammer plet. Skuddet går direkte ind fra nakken og ind i vampyrens hovedskal. Louis kommer hurtigt på benene, og giver slip på pistolen. Han har det virkelig skidt.*
Anastasia
*Hendes øjne ligger på den mandlige vampyrs, som står lige foran hende. Med en kniv i maven på hende. Vampyrens øjne er røde, dystre og vrede. Rasende. Og at tænke på hvad han har lyst til at gøre ved hende, gør hende endnu dårligere. Der skal en træpæl eller en trækugle igennem hjertet på en vampyr, før en vampyr dør. Men det her føles næsten ligeså slemt. Såret i hendes lår kan ikke hele før trækuglen er ude, siden den blokere for hendes heling. Så når såret fortsat er åbent bliver det ved med at bløde, hvilket gør hun mister blod, og på den måde bliver svagere. Hun får brug for blod til at hele. Og endnu mere på grund af hendes andre skader, som heller ikke har helet helt endnu, siden hun som sagt har brug for nyt blod til det. Hvis hun skal have blodet fra de blodposer hun plejer at drikke fra, skal hun drikke mange før det kan hele alle hendes skader til fulde. Men det er hendes eneste mulighed. At spørge Louis om hun må få af ham er selvfølgelig en ide, men hun vil have han skal sige det. At han skal gå med til det, og ikke føle sig presset til at gøre det. Hvis han ikke vil er det helt fint med hende. Hun kan godt leve på blodposerne, det tager bare længere tid for hendes sår at hele. Pludselig bliver den mandlige vampyrs blik i hans øjne anderledes. Det bliver først fyldt med smerte, før det nærmest bliver fuldstændig blankt, og han falder til jorden for øjnene af hende. Hvad skete der lige? Hendes blik finder Louis der rejser sig op, og hun når lige at registrere pistolen der lander på jorden. Så det var ham der gjorde det. Han reddede hende. Også selvom det var hende der burde redde ham. Hvis det ikke var for ham, ville hun sikkert have været død nu, også var det blevet hans tur. Tanken gør hende dårlig tilpas, meget. Louis burde ikke skulle redde hende, det burde være omvendt. Hun mærker det svimle for hende, og hun falder til jorden, stadig med kniven i sin mave, efterladt af den mandlige vampyr. *
*Hendes øjne ligger på den mandlige vampyrs, som står lige foran hende. Med en kniv i maven på hende. Vampyrens øjne er røde, dystre og vrede. Rasende. Og at tænke på hvad han har lyst til at gøre ved hende, gør hende endnu dårligere. Der skal en træpæl eller en trækugle igennem hjertet på en vampyr, før en vampyr dør. Men det her føles næsten ligeså slemt. Såret i hendes lår kan ikke hele før trækuglen er ude, siden den blokere for hendes heling. Så når såret fortsat er åbent bliver det ved med at bløde, hvilket gør hun mister blod, og på den måde bliver svagere. Hun får brug for blod til at hele. Og endnu mere på grund af hendes andre skader, som heller ikke har helet helt endnu, siden hun som sagt har brug for nyt blod til det. Hvis hun skal have blodet fra de blodposer hun plejer at drikke fra, skal hun drikke mange før det kan hele alle hendes skader til fulde. Men det er hendes eneste mulighed. At spørge Louis om hun må få af ham er selvfølgelig en ide, men hun vil have han skal sige det. At han skal gå med til det, og ikke føle sig presset til at gøre det. Hvis han ikke vil er det helt fint med hende. Hun kan godt leve på blodposerne, det tager bare længere tid for hendes sår at hele. Pludselig bliver den mandlige vampyrs blik i hans øjne anderledes. Det bliver først fyldt med smerte, før det nærmest bliver fuldstændig blankt, og han falder til jorden for øjnene af hende. Hvad skete der lige? Hendes blik finder Louis der rejser sig op, og hun når lige at registrere pistolen der lander på jorden. Så det var ham der gjorde det. Han reddede hende. Også selvom det var hende der burde redde ham. Hvis det ikke var for ham, ville hun sikkert have været død nu, også var det blevet hans tur. Tanken gør hende dårlig tilpas, meget. Louis burde ikke skulle redde hende, det burde være omvendt. Hun mærker det svimle for hende, og hun falder til jorden, stadig med kniven i sin mave, efterladt af den mandlige vampyr. *
Louis
*Der er kun en ting, han tænker på, da hun er kommet på benene. Anastasia. Han styrter over til hende, og skubber manden helt væk fra hende. Han er lidt paranoid. Hvad hvis han nu vågner igen? Han knæler ned ved siden af Anastasia. Han har ingen idé om hendes tilstand. Han er både glad og lykkelig for at have klaret det, men samtidig er han bange og ræd for, at hun nu er død. Han ved godt, at hun har kæmpet meget, men hvor meget er spørgsmålet. Hans øjne lægger sig på kniven i hendes mave, og han udstøder et halvkvalt gråd. Hun er død. Hans fingre lukker sig om skaftet, og i et hurtigt ryk hiver han det op. Han kan slet ikke fatte det. Tænk, at hun er død på grund af ham. Han begynder at græde. Han vil ikke, men han føler sig simpelthen så knust. Hun er død. Ordene giver bare genlyd i hans hoved. Hun er død, men det må hun ikke være. Det var slemt, at være skilt fra hende, men at hun lægger død foran ham, er bare noget helt helt andet. Da de havde slået op, savnede han hende, men han vidste, at hun nok ville finde en anden en eller anden dag. Og blive lykkelig. Nu føler han sig bare ulykkelig og forladt. "Ana? Ana! Du må ikke forlade mig..." Hvisker han grædende til hende, og lægger blidt sin pande mod hendes. Han elsker hende så meget, og nu er noget så kostbart bare blevet revet fra ham. Det lyder et højt bang, og det tvinger ham til at se op. Oprøret er på vej herhen. De skal væk hurtigst muligt. Selvom hun allerede er død, lægger han armene om hende, og løfter hende blidt op. Han sætter i løb så godt han kan ned af vejen. Han skal fandme ikke efterlade sin kæreste til en folk vrede mennesker. De kan få de to vampyrer, der allerede er døde. Han kommer hurtigt til sin lejlighed, og det går op for ham, hvor tæt på de egentlig var. De skulle bare være gået lidt før eller efter. Han skynder sig indenfor, og bruger kun kort tid på at finde nøgler, få låst op, skubbe døren op og vente på en elevator. Han vil gerne ringe til hospitalet, men han er ikke sikker på det er en god idé. Ikke når hun er vampyr, og det er mennesker der arbejder på hospitaler. Han skynder sig ud af elevatoren da den når hans etage. Han holder hende tæt ind til sit bryst, og bærer hende som om hun er hans brud. Hans døde brud. Hurtigt får han skubbet døren op til sin lejlighed. Han skubber så voldsomt til den, så den lukker bag ham igen. Han småløber over til sofaen og lægger hende ned dér. Med kræfter han ikke vidste han ejede, skubber han sofabordet en anelse væk, og knæler ned ved siden af hende.*
*Der er kun en ting, han tænker på, da hun er kommet på benene. Anastasia. Han styrter over til hende, og skubber manden helt væk fra hende. Han er lidt paranoid. Hvad hvis han nu vågner igen? Han knæler ned ved siden af Anastasia. Han har ingen idé om hendes tilstand. Han er både glad og lykkelig for at have klaret det, men samtidig er han bange og ræd for, at hun nu er død. Han ved godt, at hun har kæmpet meget, men hvor meget er spørgsmålet. Hans øjne lægger sig på kniven i hendes mave, og han udstøder et halvkvalt gråd. Hun er død. Hans fingre lukker sig om skaftet, og i et hurtigt ryk hiver han det op. Han kan slet ikke fatte det. Tænk, at hun er død på grund af ham. Han begynder at græde. Han vil ikke, men han føler sig simpelthen så knust. Hun er død. Ordene giver bare genlyd i hans hoved. Hun er død, men det må hun ikke være. Det var slemt, at være skilt fra hende, men at hun lægger død foran ham, er bare noget helt helt andet. Da de havde slået op, savnede han hende, men han vidste, at hun nok ville finde en anden en eller anden dag. Og blive lykkelig. Nu føler han sig bare ulykkelig og forladt. "Ana? Ana! Du må ikke forlade mig..." Hvisker han grædende til hende, og lægger blidt sin pande mod hendes. Han elsker hende så meget, og nu er noget så kostbart bare blevet revet fra ham. Det lyder et højt bang, og det tvinger ham til at se op. Oprøret er på vej herhen. De skal væk hurtigst muligt. Selvom hun allerede er død, lægger han armene om hende, og løfter hende blidt op. Han sætter i løb så godt han kan ned af vejen. Han skal fandme ikke efterlade sin kæreste til en folk vrede mennesker. De kan få de to vampyrer, der allerede er døde. Han kommer hurtigt til sin lejlighed, og det går op for ham, hvor tæt på de egentlig var. De skulle bare være gået lidt før eller efter. Han skynder sig indenfor, og bruger kun kort tid på at finde nøgler, få låst op, skubbe døren op og vente på en elevator. Han vil gerne ringe til hospitalet, men han er ikke sikker på det er en god idé. Ikke når hun er vampyr, og det er mennesker der arbejder på hospitaler. Han skynder sig ud af elevatoren da den når hans etage. Han holder hende tæt ind til sit bryst, og bærer hende som om hun er hans brud. Hans døde brud. Hurtigt får han skubbet døren op til sin lejlighed. Han skubber så voldsomt til den, så den lukker bag ham igen. Han småløber over til sofaen og lægger hende ned dér. Med kræfter han ikke vidste han ejede, skubber han sofabordet en anelse væk, og knæler ned ved siden af hende.*
Anastasia
*Efter hun er faldet til jorden er hun helt væk. Besvimet af smerterne og manglen på blodet til at hele sine dybe sår. Ikke engang da Louis trækker kniven ud fra hendes mave reagere hun, fordi at hun er så langt væk. Dog kan hun godt fornemme noget. Noget længere væk. Lyde. Hulken? Gråd? Hun kan ikke placere det, specielt ikke med den tilstand hun er i lige nu. Dog bemærker hun svagt sit navn blive råbt af en velkendt stemme, en dejlig stemme, som hun er så vant til at høre. Pludselig mærker hun en varme mod sig, en velkendt varme. Louis. Det er helt klart Louis. Men hvordan skal hun fortælle ham at hun er okay? Hun kan overhovedet ikke sige eller gøre noget, hun kan ikke bevæge sig, og ligger bare slapt i hans arme, imens han tager hende med hjem til sig selv. Langt væk bemærker hun at hun bliver lagt på noget blødt. Stof. Måske puder? En seng? En sofa? Det ved hun ikke. En duft rammer hende svagt, en velkendt duft af Louis. Hun kan huske dengang de lige havde fundet sammen og at hun overnattede i hans lejlighed, så hans hjem for første gang. Der duftede af Louis, og hun var helt omgivet af ham. Hun var så glad, så lykkelig over at have ham tilbage, og at han ville have hende tilbage. Vil hun forlade denne verden? Nej, det vil hun i hvert fald ikke. Hun vil ikke forlade Louis. Og dog er hun heller ikke død, men kun besvimet af sine kvæstelser. Hun er udmattet, træt og i smerter. At Louis er hos hende kan hun godt mærke. Han er her, hun kan mærke hans tilstedeværelse, hvilket gør hendes pande svagt rynkedes. Hun vil ikke lade det her styre hende. Hun er nødt til at vise Louis at hun er okay. Hendes hoved drejer sig en smule over mod, hvor hun tror han befinder sig. Ville ønske i dette øjeblik at hun kunne kalde på ham igennem sine tanker. *
*Efter hun er faldet til jorden er hun helt væk. Besvimet af smerterne og manglen på blodet til at hele sine dybe sår. Ikke engang da Louis trækker kniven ud fra hendes mave reagere hun, fordi at hun er så langt væk. Dog kan hun godt fornemme noget. Noget længere væk. Lyde. Hulken? Gråd? Hun kan ikke placere det, specielt ikke med den tilstand hun er i lige nu. Dog bemærker hun svagt sit navn blive råbt af en velkendt stemme, en dejlig stemme, som hun er så vant til at høre. Pludselig mærker hun en varme mod sig, en velkendt varme. Louis. Det er helt klart Louis. Men hvordan skal hun fortælle ham at hun er okay? Hun kan overhovedet ikke sige eller gøre noget, hun kan ikke bevæge sig, og ligger bare slapt i hans arme, imens han tager hende med hjem til sig selv. Langt væk bemærker hun at hun bliver lagt på noget blødt. Stof. Måske puder? En seng? En sofa? Det ved hun ikke. En duft rammer hende svagt, en velkendt duft af Louis. Hun kan huske dengang de lige havde fundet sammen og at hun overnattede i hans lejlighed, så hans hjem for første gang. Der duftede af Louis, og hun var helt omgivet af ham. Hun var så glad, så lykkelig over at have ham tilbage, og at han ville have hende tilbage. Vil hun forlade denne verden? Nej, det vil hun i hvert fald ikke. Hun vil ikke forlade Louis. Og dog er hun heller ikke død, men kun besvimet af sine kvæstelser. Hun er udmattet, træt og i smerter. At Louis er hos hende kan hun godt mærke. Han er her, hun kan mærke hans tilstedeværelse, hvilket gør hendes pande svagt rynkedes. Hun vil ikke lade det her styre hende. Hun er nødt til at vise Louis at hun er okay. Hendes hoved drejer sig en smule over mod, hvor hun tror han befinder sig. Ville ønske i dette øjeblik at hun kunne kalde på ham igennem sine tanker. *
Louis
*Han trækker vejret hårdt ind nærmest i en snøften. Han kan slet ikke forstå, at det her er sket. Hun er død. Hun har virkelig forladt ham. I det mindste fik de da en dejlig sidste middag. Et øjeblik synes han, at hun drejede hovedet. Bare en lille smule? Han sidder i kort tid og tænker, men bliver så enig med sig selv om, at de nok bare er noget, han forstiller sig. Han ønsker sikkert bare, at det sker, og derfor tror han også, at hun rent faktisk gør det. Selvfølgelig hør hun det ikke. Blidt lægger han sin hånd på hendes hoved, og stryger hendes hår forsigtigt væk fra panden. Hun er utrolig smuk. Også som død. Udenfor lyder der larm og skrål. Det er tydeligt, at optøjerne er gået i gang. Normalt forstyrer det ham meget, da han ikke lejligheden er super lydt. Han kan høre alt, hvad der forgår i de omkringliggende lejligheder. Det generer ham ikke det midste nu. Han er fuldstændig lige glad. Han sidder bare på knæ, og stryger hendes hår og græder. Helt lydløst. Han lader blidt sin pande hvile mod hende. Det har han gjort før, men aldrig under samme forhold. "Anastasia? Jeg... elsker dig..." Hvisker han, mens hans tårer rammer hendes pande. Han ved godt, at hun ikke kan høre ham, men hvis hun nu alligevel er et sted, hvor hun kan se ham fra, så skal hun bare lige vide det. Louis har aldrig været ultra kristen. Jo, han tror på Gud, Jesus og Helligånden, men han går stort set aldrig i kirke. Han ved ikke, hvad Ana troede på, men det er også lige meget nu. Under alle omstændigheder kommer hun i himlen, hvis den overhovedet findes. Hun er smukkere end, han kan forstille sig nogle engle må være i himlen. Det er bare unfair af Gud. Tænk, at han vælger at tage Anastasia's liv frem for Louis'. Han var villig til at ofre sig. Dette får ham bare til at græde endnu mere, men hans tårer løber uden lyd. Ikke et snøft eller et hik.*
*Han trækker vejret hårdt ind nærmest i en snøften. Han kan slet ikke forstå, at det her er sket. Hun er død. Hun har virkelig forladt ham. I det mindste fik de da en dejlig sidste middag. Et øjeblik synes han, at hun drejede hovedet. Bare en lille smule? Han sidder i kort tid og tænker, men bliver så enig med sig selv om, at de nok bare er noget, han forstiller sig. Han ønsker sikkert bare, at det sker, og derfor tror han også, at hun rent faktisk gør det. Selvfølgelig hør hun det ikke. Blidt lægger han sin hånd på hendes hoved, og stryger hendes hår forsigtigt væk fra panden. Hun er utrolig smuk. Også som død. Udenfor lyder der larm og skrål. Det er tydeligt, at optøjerne er gået i gang. Normalt forstyrer det ham meget, da han ikke lejligheden er super lydt. Han kan høre alt, hvad der forgår i de omkringliggende lejligheder. Det generer ham ikke det midste nu. Han er fuldstændig lige glad. Han sidder bare på knæ, og stryger hendes hår og græder. Helt lydløst. Han lader blidt sin pande hvile mod hende. Det har han gjort før, men aldrig under samme forhold. "Anastasia? Jeg... elsker dig..." Hvisker han, mens hans tårer rammer hendes pande. Han ved godt, at hun ikke kan høre ham, men hvis hun nu alligevel er et sted, hvor hun kan se ham fra, så skal hun bare lige vide det. Louis har aldrig været ultra kristen. Jo, han tror på Gud, Jesus og Helligånden, men han går stort set aldrig i kirke. Han ved ikke, hvad Ana troede på, men det er også lige meget nu. Under alle omstændigheder kommer hun i himlen, hvis den overhovedet findes. Hun er smukkere end, han kan forstille sig nogle engle må være i himlen. Det er bare unfair af Gud. Tænk, at han vælger at tage Anastasia's liv frem for Louis'. Han var villig til at ofre sig. Dette får ham bare til at græde endnu mere, men hans tårer løber uden lyd. Ikke et snøft eller et hik.*
Anastasia
*Hun kan svagt høre noget længere væk. Nej, det er lige ved siden af hende, men på grund af sine kvæstelser har hun svært ved at opfange de forskellige lyde og bevægelser omkring sig. Næsten det eneste hun kan mærke er smerte. Hendes ene hånd med de brækkede fingre, sin anden hånd som kniven gik lige igennem, det dybe sår i sin mave, og kuglen i såret i sit lår. Og at hun bliver ved med at bløde gør det ikke bedre. Svagt kan hun mærke en varme mod sin pande, og derefter en følelse af vand mod sin pande også. En der græder? Følelsen af en der stryger hendes hår er velkendt. Det er Louis, det er hans hænder. De blide hænder. Stemmen bekræfter det hele for hende. Hvad der bliver sagt kan hun ikke så nemt høre, men hun opfanger svagt de tre ord. 'Jeg elsker dig'. De ord som hun også sagde til ham. Hun vil give ham signal på at hun er her, at hun er i live, men hvordan? Hun har det som om hun er helt lammet. Prøve er hun nødt til, hvilket også er det hun gør. Hun prøver at få sin stemme i gang, selvom det er svært. Nok det man kan høre er en hivende vejrtrækning. "Lou...is..." Får hun sagt, lavt, med en hivende vejrtrækning. De indre blødninger tager til hvilket gør hun bryder ud i en lille hosten, der skiller hendes læber, og får en dråbe blod til at rende ned ad hendes mundvig. Hun vil sige så meget til ham, trøste ham og være hos ham, men det kan hun ikke. Hun vil sige ordene 'Jeg elsker dig' til ham også, men det kan hun ikke. Og det smerter hende. Mere end den smerte hun har fysisk lige nu. *
*Hun kan svagt høre noget længere væk. Nej, det er lige ved siden af hende, men på grund af sine kvæstelser har hun svært ved at opfange de forskellige lyde og bevægelser omkring sig. Næsten det eneste hun kan mærke er smerte. Hendes ene hånd med de brækkede fingre, sin anden hånd som kniven gik lige igennem, det dybe sår i sin mave, og kuglen i såret i sit lår. Og at hun bliver ved med at bløde gør det ikke bedre. Svagt kan hun mærke en varme mod sin pande, og derefter en følelse af vand mod sin pande også. En der græder? Følelsen af en der stryger hendes hår er velkendt. Det er Louis, det er hans hænder. De blide hænder. Stemmen bekræfter det hele for hende. Hvad der bliver sagt kan hun ikke så nemt høre, men hun opfanger svagt de tre ord. 'Jeg elsker dig'. De ord som hun også sagde til ham. Hun vil give ham signal på at hun er her, at hun er i live, men hvordan? Hun har det som om hun er helt lammet. Prøve er hun nødt til, hvilket også er det hun gør. Hun prøver at få sin stemme i gang, selvom det er svært. Nok det man kan høre er en hivende vejrtrækning. "Lou...is..." Får hun sagt, lavt, med en hivende vejrtrækning. De indre blødninger tager til hvilket gør hun bryder ud i en lille hosten, der skiller hendes læber, og får en dråbe blod til at rende ned ad hendes mundvig. Hun vil sige så meget til ham, trøste ham og være hos ham, men det kan hun ikke. Hun vil sige ordene 'Jeg elsker dig' til ham også, men det kan hun ikke. Og det smerter hende. Mere end den smerte hun har fysisk lige nu. *
Louis
*Der går et gib igennem han, da hun mumler hans navn. Hun er i live. Han kan næsten ikke tro det. Måske er det hans fantasi, der er blevet alt for livlig. Det er det sikkert, men alligevel er han bare blevet så overbevist. Hun sagde hans navn lidt, som hun plejer. Hun har altid haft en speciel måde at lægge trykket på, eller også var det bare fordi, det er hende. Han stryger forsat hendes pande, men fjerner sit hoved fra hendes. Hans blik glider op og ned af hende. Han bliver nok nødt til at hjælpe hende. Især hvis hun er i live. Det er næsten for godt til at være sandt, så han vælger ikke at tro helt på det. Ikke før hun snakker og kigger samtidig. Han skubber forsigtigt hendes jakke og bluse op og konstatere, at hun i den grad må være vampyr for at overleve sådan et stik i maven. Han var nok død på stedet. Han ved faktisk ikke rigtig, hvad han skal gøre ved det. Hun er meget svagelig, og åbenbart lukker såret ikke af sig selv. Så glider hans blik ned på hendes lår. Hun bløder. Faktisk temmelig meget. Han flipper lidt ud over det. Nu har han lige fået konstateret, at hun er i live, og så bløder hun så meget fra benet. Han rykker sig selv tættere på det, og studerer det. Det ser ikke sundt ud. Hvad skal han gøre ved det? Så slår det ham. Det ser ud som om, at der sidder et eller andet på tværs i såret. En sten måske? Han ved det ikke helt, men det ser under alle omstændigheder ikke rart ud. Hurtigt rejser han sig op, og forlader hende småløbende. Han går ud i køkkenet og hiver en skuffe ud. Her får han fat i en lille madpincet. Så går han tilbage til Anastasia, og knæler ned foran hende.*
*Der går et gib igennem han, da hun mumler hans navn. Hun er i live. Han kan næsten ikke tro det. Måske er det hans fantasi, der er blevet alt for livlig. Det er det sikkert, men alligevel er han bare blevet så overbevist. Hun sagde hans navn lidt, som hun plejer. Hun har altid haft en speciel måde at lægge trykket på, eller også var det bare fordi, det er hende. Han stryger forsat hendes pande, men fjerner sit hoved fra hendes. Hans blik glider op og ned af hende. Han bliver nok nødt til at hjælpe hende. Især hvis hun er i live. Det er næsten for godt til at være sandt, så han vælger ikke at tro helt på det. Ikke før hun snakker og kigger samtidig. Han skubber forsigtigt hendes jakke og bluse op og konstatere, at hun i den grad må være vampyr for at overleve sådan et stik i maven. Han var nok død på stedet. Han ved faktisk ikke rigtig, hvad han skal gøre ved det. Hun er meget svagelig, og åbenbart lukker såret ikke af sig selv. Så glider hans blik ned på hendes lår. Hun bløder. Faktisk temmelig meget. Han flipper lidt ud over det. Nu har han lige fået konstateret, at hun er i live, og så bløder hun så meget fra benet. Han rykker sig selv tættere på det, og studerer det. Det ser ikke sundt ud. Hvad skal han gøre ved det? Så slår det ham. Det ser ud som om, at der sidder et eller andet på tværs i såret. En sten måske? Han ved det ikke helt, men det ser under alle omstændigheder ikke rart ud. Hurtigt rejser han sig op, og forlader hende småløbende. Han går ud i køkkenet og hiver en skuffe ud. Her får han fat i en lille madpincet. Så går han tilbage til Anastasia, og knæler ned foran hende.*
Anastasia
*Hun mærker blodet fra sin mundvige glide nedover sin kæbe, og ned på kraven af sin jakke. Dog ligger hun ikke så meget mærke til det da hun fokusere mere på at kapere smerten i sin krop, og at vise Louis at hun er i live. At hun er okay. Eller, ordet 'okay' hos hende lige nu kan diskuteres, siden hun langt fra er rask. Svagt mærker hun sin bluse og jakke blive skubbet til side, og hun tænker at han nok betragter såret i hendes mave. Det er nok ikke så kønt, det kan hun sagtens forestille sig, og hun er glad for hun faktisk ikke skal se på det lige nu. Selvom hun er en vampyr, og derfor er blod hendes føde, så bryder hun sig ikke om at se sine egne skader. Dog kan hun heller ikke lide at se andres folk skader. Det er der dog mange andre vampyrer der kan, de kan godt lide at se folk komme til skade og bløde. Men ikke hende. Tanken om Louis der kommer til skade skræmmer hende fra liv og sans. Trækuglen i såret i hendes lår forhindre såret i at hele. Selvom hun nu har så mange skader, og har mistet så meget blod, så hun har brug for nyt blod til at hele sine skader med. Svagt kan hun høre trin, en der løber. Eller rettere, småløber. Tanken om Louis der forlader hende skræmmer hende, men kort tid efter kan hun høre han kommer tilbage igen, hvilket beroliger hende. Hendes øjenlåg føles tunge, dog prøver hun alligevel, med alle sine kræfter, at åbne sine øjne. Det lykkedes også. Hun får åbner sine øjne en smule, og hun glipper med øjnene for at få et skarpt syn. Hun kan se Louis knæle foran sig. *
*Hun mærker blodet fra sin mundvige glide nedover sin kæbe, og ned på kraven af sin jakke. Dog ligger hun ikke så meget mærke til det da hun fokusere mere på at kapere smerten i sin krop, og at vise Louis at hun er i live. At hun er okay. Eller, ordet 'okay' hos hende lige nu kan diskuteres, siden hun langt fra er rask. Svagt mærker hun sin bluse og jakke blive skubbet til side, og hun tænker at han nok betragter såret i hendes mave. Det er nok ikke så kønt, det kan hun sagtens forestille sig, og hun er glad for hun faktisk ikke skal se på det lige nu. Selvom hun er en vampyr, og derfor er blod hendes føde, så bryder hun sig ikke om at se sine egne skader. Dog kan hun heller ikke lide at se andres folk skader. Det er der dog mange andre vampyrer der kan, de kan godt lide at se folk komme til skade og bløde. Men ikke hende. Tanken om Louis der kommer til skade skræmmer hende fra liv og sans. Trækuglen i såret i hendes lår forhindre såret i at hele. Selvom hun nu har så mange skader, og har mistet så meget blod, så hun har brug for nyt blod til at hele sine skader med. Svagt kan hun høre trin, en der løber. Eller rettere, småløber. Tanken om Louis der forlader hende skræmmer hende, men kort tid efter kan hun høre han kommer tilbage igen, hvilket beroliger hende. Hendes øjenlåg føles tunge, dog prøver hun alligevel, med alle sine kræfter, at åbne sine øjne. Det lykkedes også. Hun får åbner sine øjne en smule, og hun glipper med øjnene for at få et skarpt syn. Hun kan se Louis knæle foran sig. *
Louis
*Han bemærker ikke, at hun forsøger at åbne øjnene. Han sidder selv og overvejer, hvad han skal gøre. Han er glad, for at de fik snakket en smule om vampyrer, men alligevel føler han sig så hjælpeløs. Som om han skal til at opererer på et menneske, selvom han ikke er uddannet læge. Han føler sig ret alene og hjælpeløs. Han lukker øjnene kort, og tager sig så sammen. Han er nødt til at gøre det. Han ved ikke, hvor meget Anastasia kan holde til. Han lægger en hånd på hendes lår, og fører langsomt pincetten ned til stenen i hendes sår. Det er lidt svært, men med lidt held får han fat om stenen og trukket den ud. Her går det op for ham, at det ikke er en sten. Det er en lille kugle. Den er let, og ikke af metal. Hvad den ellers må være af, kan han ikke rigtig regne ud. Han lægger pincetten og kuglen fra sig, og rykker sig så tættere på hendes ansigt. Hun virker stadig meget svagelig, og han ved godt, hvad der må gøres. Han stryger hendes pande gentagende gange igen, og begynder at græde igen. Han troede faktisk, at han ikke havde flere tårer tilbage, men det havde han åbenbart. "Det skal nok gå..." Hvisker han blidt til hende, og forsøger at lyde selvsikker. Han tror ikke helt selv på det, så det er svært at overbevise hende om det. "Jeg er hos dig" Mumler han, og placere meget langsomt et kys på hendes pande. "Jeg elsker dig meget" Mumler han til sidst. Så rejser han sig og går ud i køkkenet igen. Denne gang er hans skridt langsommere. Han finder en kniv, og går så tilbage til hende. Han overvejer kort, hvor ondt det gør at begå selvmord med den. Hvad vil der egentlig ske, hvis han gjorde det? Der kan vel ikke gå så lang tid fra, man har skåret hovedpulsåren over, og til man er død. Han knæler ved siden af hende, og skærer så huden op på sig selv. Det gør ondt, men han mærker det ikke rigtig. Han tænker alt for meget på Anastasia. Hans varme hud på underarmen og det koldeblad kulminerer, og skaber en lang lige tynd streg af blod. Han tørrer noget af på sin tommelfinger. Blidt lader han tommelfingeren strejfe hendes underlæbe, der hvor hun altid bider sig selv, og efterlader et lille spor på hendes læber. Han vil bare starte blidt ud.*
*Han bemærker ikke, at hun forsøger at åbne øjnene. Han sidder selv og overvejer, hvad han skal gøre. Han er glad, for at de fik snakket en smule om vampyrer, men alligevel føler han sig så hjælpeløs. Som om han skal til at opererer på et menneske, selvom han ikke er uddannet læge. Han føler sig ret alene og hjælpeløs. Han lukker øjnene kort, og tager sig så sammen. Han er nødt til at gøre det. Han ved ikke, hvor meget Anastasia kan holde til. Han lægger en hånd på hendes lår, og fører langsomt pincetten ned til stenen i hendes sår. Det er lidt svært, men med lidt held får han fat om stenen og trukket den ud. Her går det op for ham, at det ikke er en sten. Det er en lille kugle. Den er let, og ikke af metal. Hvad den ellers må være af, kan han ikke rigtig regne ud. Han lægger pincetten og kuglen fra sig, og rykker sig så tættere på hendes ansigt. Hun virker stadig meget svagelig, og han ved godt, hvad der må gøres. Han stryger hendes pande gentagende gange igen, og begynder at græde igen. Han troede faktisk, at han ikke havde flere tårer tilbage, men det havde han åbenbart. "Det skal nok gå..." Hvisker han blidt til hende, og forsøger at lyde selvsikker. Han tror ikke helt selv på det, så det er svært at overbevise hende om det. "Jeg er hos dig" Mumler han, og placere meget langsomt et kys på hendes pande. "Jeg elsker dig meget" Mumler han til sidst. Så rejser han sig og går ud i køkkenet igen. Denne gang er hans skridt langsommere. Han finder en kniv, og går så tilbage til hende. Han overvejer kort, hvor ondt det gør at begå selvmord med den. Hvad vil der egentlig ske, hvis han gjorde det? Der kan vel ikke gå så lang tid fra, man har skåret hovedpulsåren over, og til man er død. Han knæler ved siden af hende, og skærer så huden op på sig selv. Det gør ondt, men han mærker det ikke rigtig. Han tænker alt for meget på Anastasia. Hans varme hud på underarmen og det koldeblad kulminerer, og skaber en lang lige tynd streg af blod. Han tørrer noget af på sin tommelfinger. Blidt lader han tommelfingeren strejfe hendes underlæbe, der hvor hun altid bider sig selv, og efterlader et lille spor på hendes læber. Han vil bare starte blidt ud.*