Anastasia
*Hun er nødt til at lukke sine øjne i da det er alt for hårdt til sidst, men det virker som om at Louis ved hun er i live, hvilket hun er virkelig lykkelig for. Hånden på sit lår ligger hun mærke til ved følelsen af den pludselige varme, og hun klemmer sine øjne hårdt sammen, da hun mærker noget i såret på sit lår. En svag hvislen kommer fra hende af den pludselige smerte, men det er langt fra ligeså slemt som den smerte resten af hendes krop døjer med. Da smerten i såret er væk igen mærker hun næsten en lettelse, da hun tydeligt kan mærke nu at trækuglen fra pistolen er ude af såret, og derfor kan såret få lov til at hele. Dog, som sagt, mangler hun stadig blodet til at kunne hele sine sår. Hvis de var hjemme hos hende og Kate lige nu, ville hun kunne drikke af blodposerne. De ville nok ikke være så ligeså effektive som frisk menneskeblod, men hun vil ikke tvinge Louis til at gøre noget han ikke har lyst til. Ja, han har givet hende blod en gang, men der var det anderledes. Der havde hun det faktisk godt og kunne stå op, det kan hun ikke nu. Der kunne hun faktisk bide ham og få blodet på den måde, men nu hvor hun er så svag er hun ikke stærk nok til at kunne bide ned i huden, hvilket bekymrer hende. Hvad har Louis tænkt sig at gøre? Hendes øjne åbnes en smule igen da hun mærker varmen fra hans kærtegn mod hendes pande, og hun kan se på hans øjne at han græder. Hans tårer. Hun har lyst til at trøste ham, men det kan hun ikke, ligemeget hvor meget hun har lyst til det. Hans blide hvisken er beroligende for hende, og hun er sikker på det nok skal gå, når han siger det. Det håber hun da. Ordene 'Jeg er hos dig' kan hun svagt høre og hvis hun kunne, ville hun smile. At han er hos hende er hun virkelig lykkelig for. Kysset mod hendes pande sender varme ud i hendes smertene krop, og på en eller anden måde hjælper det lidt på smerterne. De fire næste ord han siger kan hun tydeligt høre, og hendes hjerte springer nærmest over et slag. Det er utroligt hvad han gør ved hende, bare ved at sige de ord. Hun elsker også ham, så meget, og hun vil gerne fortælle ham det, men hun kan ikke. Da han forsvinder undrer hun sig over hvor han bliver af, og hun bliver faktisk bekymret. Sine øjne er hun nødt til at lukke igen, og hun ligger helt stille siden hun ved, at det nok bare vil gøre mere ondt hvis hun bevægede sig. Dog har hun heller ikke energien til at bevæge sig. Pludselig rammer en duft hende, en velkendt duft. Blod. Hans blod. Hvad har han gjort? Skåret sig selv? Hun når ikke videre i sine tanker før hun mærker hans tommelfinger over sin underlæbe. Dog mærker hun også noget flydende på sin underlæbe, hvilket gør hun stille lader sin tunge strejfe over sin læbe, og tage det flydende med ind i munden. Det er hans blod. Og med det samme kan hun allerede mærke virkningen af hans blod, bare ved at få så lidt. Hendes øjne åbner sig svagt for at se op på ham, og der får hun svaret. Ja, han har skåret sig selv. For hendes skyld. *
*Hun er nødt til at lukke sine øjne i da det er alt for hårdt til sidst, men det virker som om at Louis ved hun er i live, hvilket hun er virkelig lykkelig for. Hånden på sit lår ligger hun mærke til ved følelsen af den pludselige varme, og hun klemmer sine øjne hårdt sammen, da hun mærker noget i såret på sit lår. En svag hvislen kommer fra hende af den pludselige smerte, men det er langt fra ligeså slemt som den smerte resten af hendes krop døjer med. Da smerten i såret er væk igen mærker hun næsten en lettelse, da hun tydeligt kan mærke nu at trækuglen fra pistolen er ude af såret, og derfor kan såret få lov til at hele. Dog, som sagt, mangler hun stadig blodet til at kunne hele sine sår. Hvis de var hjemme hos hende og Kate lige nu, ville hun kunne drikke af blodposerne. De ville nok ikke være så ligeså effektive som frisk menneskeblod, men hun vil ikke tvinge Louis til at gøre noget han ikke har lyst til. Ja, han har givet hende blod en gang, men der var det anderledes. Der havde hun det faktisk godt og kunne stå op, det kan hun ikke nu. Der kunne hun faktisk bide ham og få blodet på den måde, men nu hvor hun er så svag er hun ikke stærk nok til at kunne bide ned i huden, hvilket bekymrer hende. Hvad har Louis tænkt sig at gøre? Hendes øjne åbnes en smule igen da hun mærker varmen fra hans kærtegn mod hendes pande, og hun kan se på hans øjne at han græder. Hans tårer. Hun har lyst til at trøste ham, men det kan hun ikke, ligemeget hvor meget hun har lyst til det. Hans blide hvisken er beroligende for hende, og hun er sikker på det nok skal gå, når han siger det. Det håber hun da. Ordene 'Jeg er hos dig' kan hun svagt høre og hvis hun kunne, ville hun smile. At han er hos hende er hun virkelig lykkelig for. Kysset mod hendes pande sender varme ud i hendes smertene krop, og på en eller anden måde hjælper det lidt på smerterne. De fire næste ord han siger kan hun tydeligt høre, og hendes hjerte springer nærmest over et slag. Det er utroligt hvad han gør ved hende, bare ved at sige de ord. Hun elsker også ham, så meget, og hun vil gerne fortælle ham det, men hun kan ikke. Da han forsvinder undrer hun sig over hvor han bliver af, og hun bliver faktisk bekymret. Sine øjne er hun nødt til at lukke igen, og hun ligger helt stille siden hun ved, at det nok bare vil gøre mere ondt hvis hun bevægede sig. Dog har hun heller ikke energien til at bevæge sig. Pludselig rammer en duft hende, en velkendt duft. Blod. Hans blod. Hvad har han gjort? Skåret sig selv? Hun når ikke videre i sine tanker før hun mærker hans tommelfinger over sin underlæbe. Dog mærker hun også noget flydende på sin underlæbe, hvilket gør hun stille lader sin tunge strejfe over sin læbe, og tage det flydende med ind i munden. Det er hans blod. Og med det samme kan hun allerede mærke virkningen af hans blod, bare ved at få så lidt. Hendes øjne åbner sig svagt for at se op på ham, og der får hun svaret. Ja, han har skåret sig selv. For hendes skyld. *
Louis
*Han skærer et ansigt, da han ser den tynde lige linje blod, der begynder at løbe ned af hans arm. Han kan dog ikke lade være med at tage øjnene fra hende. Hun får det helt klart bedre af det. Han er ikke helt glad for idéen, men han vil have hende tilbage. Uanset hvad. Han lægger den frie arm ned under hendes hoved, og på den måde støtter han hendes hoved en smule. Han bliver nødt til at gøre det. Han skylder hende det. Især efter hvad hun har gjort for ham. Det her er anden gang, at hun har reddet hans røv. Han vil gerne betale hende tilbage, og i stilhed beslutter han, at han ikke vil stoppe hende. Han lægger blidt armen over hendes mund. Han kan ikke rigtig hjælpe hende med at bide, men i det mindste kan hun da få lidt ved at slikke på det. Han betragter hendes ansigt, og vil bare have hende tilbage. Han vil bare have, at hun er okay. Hun skal bare vågne og kigge på ham, snakke til ham, smile til ham oven i købet. Han kan ikke fatte, hvad der lige er sket. At de gik så fredeligt, og var lykkelige.*
*Han skærer et ansigt, da han ser den tynde lige linje blod, der begynder at løbe ned af hans arm. Han kan dog ikke lade være med at tage øjnene fra hende. Hun får det helt klart bedre af det. Han er ikke helt glad for idéen, men han vil have hende tilbage. Uanset hvad. Han lægger den frie arm ned under hendes hoved, og på den måde støtter han hendes hoved en smule. Han bliver nødt til at gøre det. Han skylder hende det. Især efter hvad hun har gjort for ham. Det her er anden gang, at hun har reddet hans røv. Han vil gerne betale hende tilbage, og i stilhed beslutter han, at han ikke vil stoppe hende. Han lægger blidt armen over hendes mund. Han kan ikke rigtig hjælpe hende med at bide, men i det mindste kan hun da få lidt ved at slikke på det. Han betragter hendes ansigt, og vil bare have hende tilbage. Han vil bare have, at hun er okay. Hun skal bare vågne og kigge på ham, snakke til ham, smile til ham oven i købet. Han kan ikke fatte, hvad der lige er sket. At de gik så fredeligt, og var lykkelige.*
Anastasia
*Hvis han ikke vil synes hun han skal lade være...Selvom hun ikke vil hele før hun får blod. Og det vil nok blive besværligt at bære hende, med tøjet svøbt i blod, igennem gaderne for at komme hjem til Kate igen. Men alligevel så mener hun det. Han skal ikke gøre det hvis han ikke vil, han skal ikke føle sig tvunget. Hun kan mærke sit hoved blive løftet lidt op af noget under sig, noget som føles som hans arm, og hun har en anelse om hvad han vil. Da hun mærker hans blødende arm over sin mund bekræfter det hendes tanker, og hun skiller sine læber for forsigtigt at lade tungen glide over såret, slikke blodet i sig, og synke det. Jo mere blod hun får i sig, jo mere kan hun mærke det begynder at virke, da sårene langsomt begynder at hele. Hendes øjne er fortsat lukkede da hun ikke har energien til at åbne dem endnu. Hendes øjne klemmes dog lidt hårdere sammen da man høre et par svage knæk, idet blodet gør sin virkning på hendes brækkede fingre, og derfor sætter hendes fingre på plads. Det gør lidt ondt, men langt fra ligeså ondt som resten af hendes krop gør. Da hendes hånd er tilbage til hvad den var før ligger hun den op på hans arm som er over hendes mund, den første bevægelse hun gør efter hvad der skete. Hun stryger hans arm lidt med tommelfingeren for ligesom tavst at sige, at hun er okay, og nok skal klare den. Hun åbner sine øjne lidt op, og de møder med det samme hans ansigt. *
*Hvis han ikke vil synes hun han skal lade være...Selvom hun ikke vil hele før hun får blod. Og det vil nok blive besværligt at bære hende, med tøjet svøbt i blod, igennem gaderne for at komme hjem til Kate igen. Men alligevel så mener hun det. Han skal ikke gøre det hvis han ikke vil, han skal ikke føle sig tvunget. Hun kan mærke sit hoved blive løftet lidt op af noget under sig, noget som føles som hans arm, og hun har en anelse om hvad han vil. Da hun mærker hans blødende arm over sin mund bekræfter det hendes tanker, og hun skiller sine læber for forsigtigt at lade tungen glide over såret, slikke blodet i sig, og synke det. Jo mere blod hun får i sig, jo mere kan hun mærke det begynder at virke, da sårene langsomt begynder at hele. Hendes øjne er fortsat lukkede da hun ikke har energien til at åbne dem endnu. Hendes øjne klemmes dog lidt hårdere sammen da man høre et par svage knæk, idet blodet gør sin virkning på hendes brækkede fingre, og derfor sætter hendes fingre på plads. Det gør lidt ondt, men langt fra ligeså ondt som resten af hendes krop gør. Da hendes hånd er tilbage til hvad den var før ligger hun den op på hans arm som er over hendes mund, den første bevægelse hun gør efter hvad der skete. Hun stryger hans arm lidt med tommelfingeren for ligesom tavst at sige, at hun er okay, og nok skal klare den. Hun åbner sine øjne lidt op, og de møder med det samme hans ansigt. *
Louis
*Han er ret imponeret over det. Hun reagere luge med det samme på hans friske, varme, røde blod. Der er ingen tvivl om, at hun er en vampyr. Ingen han kender, reagerer på samme måde som hun gør. Nu har han heller ikke ligefrem set vampyrer suge fra ham, men han kunne forstille sig, at de ville reagerer nogen lunde sådan. Måske ikke de to de mødte på gaden. Hvis de havde fået lov til at kaste sig over, så var han blevet revet midt over. Han lader hende trykke armen mere ind til sig. Det føles sjovt, og det kilder faktisk en smule. Han kan tydeligt mærke hendes tunge glide hen over åbningen. Han er glad for, at det virker. Det kan han allerede se nu, hvilket han er virkelig glad for. Han lægger blidt sin kind på hendes pande, og lukker de grønne øjne i. Han er simplethen så glad for, at hun er i live. Det er som om, at han har fået følelser og varme tilbage i kroppen. Det er sært. Han mistede totalt fatningen og lysten til livet. Altsammen fordi hun ikke var der. Eller han troede, at hun ikke var der. Han overvejer kort, hvor meget hun egentlig har opfattet og hørt. Han er ikke typen der græder foran andre. Lige præcis det gen har han arvet fra sin far. Hans far har altid haft det på samme måde. Det med at vise for meget svaghed overfor en anden, kommer ikke let til ham. For Louis er det lidt nemmere, men til tider har han det lidt på samme måde. Især den gang han fortalte Ana første gang, at han elskede hende. Det var så svært for ham at sige. Også selvom de begge vidste det. Siden da er det blevet lidt nemmere. Lidt. Lige nu er han fuldstændig lige glad med, hvad hun har hørt. Han er bare lykkelig for, at hun trækker vejret.*
*Han er ret imponeret over det. Hun reagere luge med det samme på hans friske, varme, røde blod. Der er ingen tvivl om, at hun er en vampyr. Ingen han kender, reagerer på samme måde som hun gør. Nu har han heller ikke ligefrem set vampyrer suge fra ham, men han kunne forstille sig, at de ville reagerer nogen lunde sådan. Måske ikke de to de mødte på gaden. Hvis de havde fået lov til at kaste sig over, så var han blevet revet midt over. Han lader hende trykke armen mere ind til sig. Det føles sjovt, og det kilder faktisk en smule. Han kan tydeligt mærke hendes tunge glide hen over åbningen. Han er glad for, at det virker. Det kan han allerede se nu, hvilket han er virkelig glad for. Han lægger blidt sin kind på hendes pande, og lukker de grønne øjne i. Han er simplethen så glad for, at hun er i live. Det er som om, at han har fået følelser og varme tilbage i kroppen. Det er sært. Han mistede totalt fatningen og lysten til livet. Altsammen fordi hun ikke var der. Eller han troede, at hun ikke var der. Han overvejer kort, hvor meget hun egentlig har opfattet og hørt. Han er ikke typen der græder foran andre. Lige præcis det gen har han arvet fra sin far. Hans far har altid haft det på samme måde. Det med at vise for meget svaghed overfor en anden, kommer ikke let til ham. For Louis er det lidt nemmere, men til tider har han det lidt på samme måde. Især den gang han fortalte Ana første gang, at han elskede hende. Det var så svært for ham at sige. Også selvom de begge vidste det. Siden da er det blevet lidt nemmere. Lidt. Lige nu er han fuldstændig lige glad med, hvad hun har hørt. Han er bare lykkelig for, at hun trækker vejret.*
Anastasia
*Hun bliver helt lettet over at se Louis foran sig, nu hvor hun kan se med et skarpt syn. At hun faktisk kan se ham, og ikke skal gætte sig frem til hvor han er, hvad han siger og hvad han gør. I hvert fald ikke i den situation de er i nu. En situation hvor hun er så skadet så hun næsten skal gætte sig frem til hvor han er henne og hvad han laver. Men når han rørte hende var det nemmere for hende, da han sender den varme ud i hendes krop, som viser hende hvor han rører. Men hun har også virkelig savnet at se på ham. Se hans ansigt, de velkendte grønne øjne og hans smil. Selvom det ikke var så længe, føltes det alligevel som en evighed. Hendes øjne lukkes lidt i igen da han ligger sin kind mod hendes pande, og det er rart at mærke ham tæt på. Han beroliger hende. Hun bevæger svagt sin anden hånd da hun mærker såret bliver helet sammen, og følelsen af at blive styrket igen og blive helet er rar, at mærke smerterne forsvinde. At være i live er hun utrolig glad for, selvom der ikke engang var en risiko for hende at dø. Men hun kunne have været død, og det er hun glad for hun ikke er. Hun er ikke parat til at forlade Louis. Det bliver hun aldrig. Da hun får styrken til det lader hun de spidse tænder komme ud, og forsigtigt og blidt bider hun ned i hans hud. På den måde kan hun nemmere få fat på blodet. Holder sig stille et øjeblik, da hun ikke ønsker at give ham smerter, før hun begynder at suge af blodet, lader tungen fange dråberne der glider forbi. Det kommer i større mængder, hvilket gør hun hurtigere bliver helet. *
*Hun bliver helt lettet over at se Louis foran sig, nu hvor hun kan se med et skarpt syn. At hun faktisk kan se ham, og ikke skal gætte sig frem til hvor han er, hvad han siger og hvad han gør. I hvert fald ikke i den situation de er i nu. En situation hvor hun er så skadet så hun næsten skal gætte sig frem til hvor han er henne og hvad han laver. Men når han rørte hende var det nemmere for hende, da han sender den varme ud i hendes krop, som viser hende hvor han rører. Men hun har også virkelig savnet at se på ham. Se hans ansigt, de velkendte grønne øjne og hans smil. Selvom det ikke var så længe, føltes det alligevel som en evighed. Hendes øjne lukkes lidt i igen da han ligger sin kind mod hendes pande, og det er rart at mærke ham tæt på. Han beroliger hende. Hun bevæger svagt sin anden hånd da hun mærker såret bliver helet sammen, og følelsen af at blive styrket igen og blive helet er rar, at mærke smerterne forsvinde. At være i live er hun utrolig glad for, selvom der ikke engang var en risiko for hende at dø. Men hun kunne have været død, og det er hun glad for hun ikke er. Hun er ikke parat til at forlade Louis. Det bliver hun aldrig. Da hun får styrken til det lader hun de spidse tænder komme ud, og forsigtigt og blidt bider hun ned i hans hud. På den måde kan hun nemmere få fat på blodet. Holder sig stille et øjeblik, da hun ikke ønsker at give ham smerter, før hun begynder at suge af blodet, lader tungen fange dråberne der glider forbi. Det kommer i større mængder, hvilket gør hun hurtigere bliver helet. *
Louis
*Han smiler blidt mens hun slikker på
hans sår. Det er helt underligt, at hans kæreste slikker ham på armen. Han er bare glad for, at han tog fejl, og at hun er i live. Han kan slet ikke beskrive det. Det er næsten helt underligt at lægge med sin kind på hendes pande. Det føles ikke som om, at hun lige var ved at dø. Han åbner øjnene en smule, og kigger ned på sin arm ved hendes mund. Hun er en smule grådig, men det har han ikke noget imod. Hun har brug for det. Nok mere end han har, selvom det er hans. Desuden har hun reddet hans liv. For anden gang. Det mindste han kan gøre, er at give hans blod til hende. Det fortjener hun. Han forbliver, hvor han er, men skærer ansigter, da hun bider ham. Det gør ondt ligesom sidste gang. Han er faktisk også lidt overrasket over, at hun pludselig bider ham. Det havde han ikke rigtig forventet. Han trækker vejret hårdt ind, men siger ikke noget. Hun har brug for blod til at komme ovenpå igen. Han er bare glad for, at hun ikke er kommet for slemt til skade. Hvis hun havde været menneske, så var hun død for længst. Så var de nok begge døde.*
*Han smiler blidt mens hun slikker på
hans sår. Det er helt underligt, at hans kæreste slikker ham på armen. Han er bare glad for, at han tog fejl, og at hun er i live. Han kan slet ikke beskrive det. Det er næsten helt underligt at lægge med sin kind på hendes pande. Det føles ikke som om, at hun lige var ved at dø. Han åbner øjnene en smule, og kigger ned på sin arm ved hendes mund. Hun er en smule grådig, men det har han ikke noget imod. Hun har brug for det. Nok mere end han har, selvom det er hans. Desuden har hun reddet hans liv. For anden gang. Det mindste han kan gøre, er at give hans blod til hende. Det fortjener hun. Han forbliver, hvor han er, men skærer ansigter, da hun bider ham. Det gør ondt ligesom sidste gang. Han er faktisk også lidt overrasket over, at hun pludselig bider ham. Det havde han ikke rigtig forventet. Han trækker vejret hårdt ind, men siger ikke noget. Hun har brug for blod til at komme ovenpå igen. Han er bare glad for, at hun ikke er kommet for slemt til skade. Hvis hun havde været menneske, så var hun død for længst. Så var de nok begge døde.*
Anastasia
*Hun stryger blidt hans arm med sine fingre, med den hånd som hun har lagt der. Lidt som en beroligelse siden hun nærmest kan mærke på ham at hendes bid gør ondt. Dog holder hun sine tænder inde bag hans hud stille imens hun blidt suger af blodet, og hendes tunge kommer også til hjælp, dog forsigtigt, da hun som sagt ikke ønsker at skade ham. Hun holder sine øjne lukket imens hun svagt bevæger sit ene ben, med det lår der var beskadiget. Jo, såret på hendes lår er helet, hun kan mærke hvordan hun langsomt begynder at hele mere og mere sammen til hvad hun var før. Såret i hendes mave er det der tager længst tid om at hele, og det undrer hende ikke, siden det virkelig var slemt. Den mandlige vampyr havde trods alt vridet kniven imens den stadig sad fast i hendes mave, hvilket bare gjorde såret større og mere alvorligt. Langsomt kan hun dog mærke huden i såret langsomt hele sig sammen igen. At hun bider ham gør at hun får en større mængde blod ind, hvilket gør hendes sår hurtigere heles. Dog vil hun heller ikke suge ham helt tør for blod. Efter at have suget i lidt tid slipper hun langsomt og forsigtigt sine tænder fra ham og slipper hans arm. Såret i hendes mave er helet fint. Hun fjerner sig stille fra ham og åbner sine øjne for at se op på ham, før hun ligger sine arme omkring hans nakke, og omfavner ham. Ligger sit hoved mod hans skulder og siger i lav stemme. "Mange tak. Jeg elsker også dig, så meget." Han sagde det til hende, nu vil hun også sige det til ham. Hun skylder ham sit liv. *
*Hun stryger blidt hans arm med sine fingre, med den hånd som hun har lagt der. Lidt som en beroligelse siden hun nærmest kan mærke på ham at hendes bid gør ondt. Dog holder hun sine tænder inde bag hans hud stille imens hun blidt suger af blodet, og hendes tunge kommer også til hjælp, dog forsigtigt, da hun som sagt ikke ønsker at skade ham. Hun holder sine øjne lukket imens hun svagt bevæger sit ene ben, med det lår der var beskadiget. Jo, såret på hendes lår er helet, hun kan mærke hvordan hun langsomt begynder at hele mere og mere sammen til hvad hun var før. Såret i hendes mave er det der tager længst tid om at hele, og det undrer hende ikke, siden det virkelig var slemt. Den mandlige vampyr havde trods alt vridet kniven imens den stadig sad fast i hendes mave, hvilket bare gjorde såret større og mere alvorligt. Langsomt kan hun dog mærke huden i såret langsomt hele sig sammen igen. At hun bider ham gør at hun får en større mængde blod ind, hvilket gør hendes sår hurtigere heles. Dog vil hun heller ikke suge ham helt tør for blod. Efter at have suget i lidt tid slipper hun langsomt og forsigtigt sine tænder fra ham og slipper hans arm. Såret i hendes mave er helet fint. Hun fjerner sig stille fra ham og åbner sine øjne for at se op på ham, før hun ligger sine arme omkring hans nakke, og omfavner ham. Ligger sit hoved mod hans skulder og siger i lav stemme. "Mange tak. Jeg elsker også dig, så meget." Han sagde det til hende, nu vil hun også sige det til ham. Hun skylder ham sit liv. *
Louis
*Han ved udemærket godt, at hun aldrig ville suge ham tom for blod. Hvis han nogenside var i tvivl, så kunne han bare tænke tilbage på da hun forsvarede ham. For slet ikke at tale om dengang han lod hende bide ham i skulderen. Nu har han to mærker. Det på skulderen er næsten væk. Det er i hvert fald ikke særlig synligt. Man skal vide, hvor det er for, at kunne finde det. Desuden er det meget nemt at dække. Han bliver overrasket og glad, da hun trækker sine tænder ud igen. Hun er nu på dupperne igen. Han er glad for, at hun selv kunne stoppe. Det vidner bare om, at hun ikke er så grådig, som mange andre vampyrer. Han fjerner sit hoved og arme fra hende, og lægger også selv sin arme omkring hende. Hvor har han savnet det. Bare det at mærke hende i sin favn. Han trækker hende hårdere ind til sig. "Det må du aldrig gøre igen! Du har ingen idé om, hvor bange jeg var!" Fortæller han hende bestemt. Det ved hun ikke. Han kan heller ikke rigtig, forklare hende det. Det var en skræmmende oplevelse, og han kan ikke håndtere sådan noget igen. Han slog en anden ihjel for hende, og det har også sat sine spor hos ham. Hun var nær død, og det ville have været hans skyld*
*Han ved udemærket godt, at hun aldrig ville suge ham tom for blod. Hvis han nogenside var i tvivl, så kunne han bare tænke tilbage på da hun forsvarede ham. For slet ikke at tale om dengang han lod hende bide ham i skulderen. Nu har han to mærker. Det på skulderen er næsten væk. Det er i hvert fald ikke særlig synligt. Man skal vide, hvor det er for, at kunne finde det. Desuden er det meget nemt at dække. Han bliver overrasket og glad, da hun trækker sine tænder ud igen. Hun er nu på dupperne igen. Han er glad for, at hun selv kunne stoppe. Det vidner bare om, at hun ikke er så grådig, som mange andre vampyrer. Han fjerner sit hoved og arme fra hende, og lægger også selv sin arme omkring hende. Hvor har han savnet det. Bare det at mærke hende i sin favn. Han trækker hende hårdere ind til sig. "Det må du aldrig gøre igen! Du har ingen idé om, hvor bange jeg var!" Fortæller han hende bestemt. Det ved hun ikke. Han kan heller ikke rigtig, forklare hende det. Det var en skræmmende oplevelse, og han kan ikke håndtere sådan noget igen. Han slog en anden ihjel for hende, og det har også sat sine spor hos ham. Hun var nær død, og det ville have været hans skyld*
Anastasia
*Hun presser sig hårdere indtil ham da hun mærker hans stærke arme omkring sig, og hun har virkelig savnet det. Bare det at mærke hans arme omkring sig, hans varme, og følelsen af at være i hans favn. Det er vidunderligt. Hun lukker kort sine øjne i for at nyde omfavnelsen før hun åbner dem ved lyden af hans ord. "Det er okay Louis, jeg er okay. Jeg var ikke døende. Men jeg var slemt såret...Du reddede mig. Hvis du ikke havde skudt ham ville jeg have været død nu...Du ved ikke hvor taknemmelig jeg er for det." Hvis manden havde slået hende ihjel ville han jo også have taget Louis med sig, hvilket ikke var noget hun ønskede. Det var derfor hun kæmpede for Louis. Bare tanken om ham død, eller bare såret, er forfærdelig hos hende, hun kan ikke klare det. Hun forbliver i hans favn, presser sin krop mod hans og nyder tætheden. Nyder hans varme og hans duft. Klemmer blidt omkring ham med sine arme som hun har lagt omkring hans nakke/skuldre, og på den måde presser hun sig tættere indtil ham. Et vidne om at de begge er i live, og at han stadig er hos hende. Tanken er beroligende og rar. Selvom hun nærmest er svøbt i blod er hun ligeglad lige nu, hun vil bare mærke at han er her. *
*Hun presser sig hårdere indtil ham da hun mærker hans stærke arme omkring sig, og hun har virkelig savnet det. Bare det at mærke hans arme omkring sig, hans varme, og følelsen af at være i hans favn. Det er vidunderligt. Hun lukker kort sine øjne i for at nyde omfavnelsen før hun åbner dem ved lyden af hans ord. "Det er okay Louis, jeg er okay. Jeg var ikke døende. Men jeg var slemt såret...Du reddede mig. Hvis du ikke havde skudt ham ville jeg have været død nu...Du ved ikke hvor taknemmelig jeg er for det." Hvis manden havde slået hende ihjel ville han jo også have taget Louis med sig, hvilket ikke var noget hun ønskede. Det var derfor hun kæmpede for Louis. Bare tanken om ham død, eller bare såret, er forfærdelig hos hende, hun kan ikke klare det. Hun forbliver i hans favn, presser sin krop mod hans og nyder tætheden. Nyder hans varme og hans duft. Klemmer blidt omkring ham med sine arme som hun har lagt omkring hans nakke/skuldre, og på den måde presser hun sig tættere indtil ham. Et vidne om at de begge er i live, og at han stadig er hos hende. Tanken er beroligende og rar. Selvom hun nærmest er svøbt i blod er hun ligeglad lige nu, hun vil bare mærke at han er her. *
Louis
*Han holder et godt greb om hende. Hun må ikke forlade ham. Aldrig nogensinde. Han vil ikke have det. Han tillader det simplethen ikke. Han bider sig hårdt i underlæben, for ikke at skrige af glæde. Han ænser ikke hendes blodige tøj, hans blødende arm eller støjen fra kampene udenfor. Der er kun de to. "For helvede, Ana!" Mumler han. Selvom han siger hendes navn, så er det mest sagt til ham selv. Hendes stemme og ord gør ham en smule mere rolig. Hele hendes tilstedeværelse gør ham faktisk mere rolig. Han er lettet over, at hun ikke var ved at dø. Det var han ellers så sikker på. "Jeg troede du var død" Konstaterer han, og klemmer hende en smule hårdere, som om hun vil forsvinde om lidt. Han troede virkelig, at hun var død eller i hvert fald døende. Nu har han bare brug for at have hende tæt på. Bare lige for en tid, så han kan mærke, at de er sammen igen.*
*Han holder et godt greb om hende. Hun må ikke forlade ham. Aldrig nogensinde. Han vil ikke have det. Han tillader det simplethen ikke. Han bider sig hårdt i underlæben, for ikke at skrige af glæde. Han ænser ikke hendes blodige tøj, hans blødende arm eller støjen fra kampene udenfor. Der er kun de to. "For helvede, Ana!" Mumler han. Selvom han siger hendes navn, så er det mest sagt til ham selv. Hendes stemme og ord gør ham en smule mere rolig. Hele hendes tilstedeværelse gør ham faktisk mere rolig. Han er lettet over, at hun ikke var ved at dø. Det var han ellers så sikker på. "Jeg troede du var død" Konstaterer han, og klemmer hende en smule hårdere, som om hun vil forsvinde om lidt. Han troede virkelig, at hun var død eller i hvert fald døende. Nu har han bare brug for at have hende tæt på. Bare lige for en tid, så han kan mærke, at de er sammen igen.*
Anastasia
*Hun nikker svagt da han siger at han troede hun var død, hvilket hun godt kan forstå. Hvis hun så ud som hun følte sig, så var det rigtig slemt. Det vil hun ikke tilbage til igen. Ikke kun for sig selv, men også for ham. Hun vil ikke lade ham gå igennem det igen, men at beskytte ham vil hun altid gøre. Altid. Hvis han døde ved hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun ville nok selv føle sig helt død indeni, forladt og alene. Ubeskriveligt. "Det var jeg ikke...Jeg kunne svagt høre dig og mærke dig. Men jeg var for svag til at reagere..." Siger hun lavt før hun lukker sine øjne i igen, og klemmer sig fortsat indtil hans varme krop. At mærke han er her er virkelig beroligende. "Det jeg fik i låret var fra samme pistol som du skød ham med, en trækugle. Hvis jeg havde fået den i hjertet så var jeg død. Det, og en træpæl igennem hjertet. Så er det forbi for os. Medmindre jeg får det, så er jeg i live. Ligemeget hvor slemt det er, så er jeg kun slemt såret. Blod heler det, ligesom dit blod helte mig...Jeg er okay Louis. Jeg er bare glad for du er her."
*Hun nikker svagt da han siger at han troede hun var død, hvilket hun godt kan forstå. Hvis hun så ud som hun følte sig, så var det rigtig slemt. Det vil hun ikke tilbage til igen. Ikke kun for sig selv, men også for ham. Hun vil ikke lade ham gå igennem det igen, men at beskytte ham vil hun altid gøre. Altid. Hvis han døde ved hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun ville nok selv føle sig helt død indeni, forladt og alene. Ubeskriveligt. "Det var jeg ikke...Jeg kunne svagt høre dig og mærke dig. Men jeg var for svag til at reagere..." Siger hun lavt før hun lukker sine øjne i igen, og klemmer sig fortsat indtil hans varme krop. At mærke han er her er virkelig beroligende. "Det jeg fik i låret var fra samme pistol som du skød ham med, en trækugle. Hvis jeg havde fået den i hjertet så var jeg død. Det, og en træpæl igennem hjertet. Så er det forbi for os. Medmindre jeg får det, så er jeg i live. Ligemeget hvor slemt det er, så er jeg kun slemt såret. Blod heler det, ligesom dit blod helte mig...Jeg er okay Louis. Jeg er bare glad for du er her."
Louis
*Han holder hende tæt, mens hun snakker. Han kan ikke helt fatte, at hun er hos ham nu. At der ikke er flere farer, og mere at beskytte hende fra. Han lytter på hendes stemme. Mest fordi han bare vil høre hende. Han havde aldrig forventet, at hun ville snakke til ham igen. Han må også indrømme, at han troede, at det var sølv vampyrer ikke kunne tåle. Hvad ved han? Det var først for få dage siden, at han fandt ud af, at hun spiste blodposer fra hospitalerne. Han troede bare, at almindelig kost galt hende. Han svare hende ikke, selvom han gerne vil. Han ved bare ikke, hvad han skal sige. Det er som om, at alle hans ord er skyllet ud af kroppen. Han trækker sig en anelse væk fra hende, men bare så han kan se hendes ansigt ordenligt. Det har han savnet. Hendes smukke, dybe, blå øjne. Han sidder kort bare og ser på hende. Tager alle hendes udtryk og ansigtstræk ind, før han lukker øjnene. Blidt placerer han sine læber på hendes. Han skal bare lige smage hende. Det er lang tid siden, at de har kysset, og hendes kys taler helt for sig selv.*
*Han holder hende tæt, mens hun snakker. Han kan ikke helt fatte, at hun er hos ham nu. At der ikke er flere farer, og mere at beskytte hende fra. Han lytter på hendes stemme. Mest fordi han bare vil høre hende. Han havde aldrig forventet, at hun ville snakke til ham igen. Han må også indrømme, at han troede, at det var sølv vampyrer ikke kunne tåle. Hvad ved han? Det var først for få dage siden, at han fandt ud af, at hun spiste blodposer fra hospitalerne. Han troede bare, at almindelig kost galt hende. Han svare hende ikke, selvom han gerne vil. Han ved bare ikke, hvad han skal sige. Det er som om, at alle hans ord er skyllet ud af kroppen. Han trækker sig en anelse væk fra hende, men bare så han kan se hendes ansigt ordenligt. Det har han savnet. Hendes smukke, dybe, blå øjne. Han sidder kort bare og ser på hende. Tager alle hendes udtryk og ansigtstræk ind, før han lukker øjnene. Blidt placerer han sine læber på hendes. Han skal bare lige smage hende. Det er lang tid siden, at de har kysset, og hendes kys taler helt for sig selv.*
Anastasia
*Sølv skader ikke vampyrer og heller ikke vievand, som så mange tror. Et par sølvsmykker har hun derhjemme, gaver fra Kate og hendes mor og Ray. Med de penge hun selv fik har hun ikke haft råd til selv at købe smykker. Kates forældre er rige, så de har givet Kate mange smykker i gaver, plus en masse andet. Ana har heller aldrig haft det store behov for at få smykker og andet, dyre ting. Hun har altid holdt sig med det hun har, og det har hun også haft det fint med. Hun har altid været en person der har holdt sig i baggrunden og været beskeden, simpelthen fordi hun ikke har villet volde andre besvær. Hun mærker han trækker sig, hvilket gør hendes blå blik lander på ham, og hun ser bare på ham. På hans ansigt, og de vidunderlige grønne øjne, som brænder ind i hende. Dog da hun mærker hans læber mod sine egne lukker hun sine øjne i, og hun gengælder kysset blidt og kærligt. Hun elsker ham virkelig, og hun ligger alle sine følelser ind i kysset. *
*Sølv skader ikke vampyrer og heller ikke vievand, som så mange tror. Et par sølvsmykker har hun derhjemme, gaver fra Kate og hendes mor og Ray. Med de penge hun selv fik har hun ikke haft råd til selv at købe smykker. Kates forældre er rige, så de har givet Kate mange smykker i gaver, plus en masse andet. Ana har heller aldrig haft det store behov for at få smykker og andet, dyre ting. Hun har altid holdt sig med det hun har, og det har hun også haft det fint med. Hun har altid været en person der har holdt sig i baggrunden og været beskeden, simpelthen fordi hun ikke har villet volde andre besvær. Hun mærker han trækker sig, hvilket gør hendes blå blik lander på ham, og hun ser bare på ham. På hans ansigt, og de vidunderlige grønne øjne, som brænder ind i hende. Dog da hun mærker hans læber mod sine egne lukker hun sine øjne i, og hun gengælder kysset blidt og kærligt. Hun elsker ham virkelig, og hun ligger alle sine følelser ind i kysset. *
Louis
*Han kysser hende blidt og kærligt i starten. Han har bare lige behov for at vide, at hun er her og ikke er død. Det har virkelig været en hår omgang. Han tror ikke, at han nogensinde vil komme sig fuldstændig over det her. Han vil nok holde et ekstra øje med hende. En ting er, at hun finder en anden. Det vil være hårdt, men det kan han trods alt godt leve med. Der ved han jo, at hun er i live, og at hun har det godt. Da han troede, hun var død, følte han sig bare helt tom. Som om han havde intet tilbage. Det er utroligt, at hun kan tage så meget fra ham på så kort tid. Han trækker hende længere ind til sig. Det her må ikke ske igen. Næste gang, hvilket der forhåbentlig ikke bliver, vil han ofre sig for hende. Fuldstændig som han gjorde i dag. Her tillod hun det bare ikke, og begyndte at slås igen. Han vil nok gøre det samme for hende bare med mennesker. Dér slår det ham lige, at hun faktisk er i konstant farer for ham. Bare det at gå på gaden sammen er farligt. Hun kan ikke vide, om nogen vil slå hende ihjel eller overfalde hende. Det kunne han faktisk også gøre mod hende. Eller... Det kunne han ikke. Han elsker hende for meget til det, og han vil aldrig kunne tilgive sig selv.*
*Han kysser hende blidt og kærligt i starten. Han har bare lige behov for at vide, at hun er her og ikke er død. Det har virkelig været en hår omgang. Han tror ikke, at han nogensinde vil komme sig fuldstændig over det her. Han vil nok holde et ekstra øje med hende. En ting er, at hun finder en anden. Det vil være hårdt, men det kan han trods alt godt leve med. Der ved han jo, at hun er i live, og at hun har det godt. Da han troede, hun var død, følte han sig bare helt tom. Som om han havde intet tilbage. Det er utroligt, at hun kan tage så meget fra ham på så kort tid. Han trækker hende længere ind til sig. Det her må ikke ske igen. Næste gang, hvilket der forhåbentlig ikke bliver, vil han ofre sig for hende. Fuldstændig som han gjorde i dag. Her tillod hun det bare ikke, og begyndte at slås igen. Han vil nok gøre det samme for hende bare med mennesker. Dér slår det ham lige, at hun faktisk er i konstant farer for ham. Bare det at gå på gaden sammen er farligt. Hun kan ikke vide, om nogen vil slå hende ihjel eller overfalde hende. Det kunne han faktisk også gøre mod hende. Eller... Det kunne han ikke. Han elsker hende for meget til det, og han vil aldrig kunne tilgive sig selv.*
Anastasia
*Hun ved godt der er farer ved alt det her, men hun er faktisk ligeglad. Hun er i hvert fald ligeglad med sig selv. Ofre sig for ham vil hun, ligesom hun gjorde i dag. Kæmpe for ham når der er brug for det. Spare ham for smerte og lidelse så godt som muligt, det er noget hun sætter virkelig højt. Hun gengælder hans blide og kærlige kys, og hun presser sig indtil ham, nyder at mærke hans varme og hans krop mod hendes. Nyder at mærke at han er lige her hos hende, og at det her er virkeligt. Tit har hun tænkt over hvor uvirkeligt det her er. Hun finder en som hun er dybt forelsket i fra første blik, og han elsker hende også. Dog ved hun godt at de samtidig har nogen ting omkring dem som kan spærre ben, men bare det at hun har mødt en person som elsker hende så meget, er hun virkelig lykkelig for. Hun er lykkelig for at have mødt ham, og nu vil hun ikke skille sig af med ham igen. Når han ikke er der har hun det forfærdeligt, og hvis han døde, ville hun blive tom. Fuldstændig. Hun ved at hun nok får brug for et bad siden hun nærmest er dækket af blod, og noget tøj er hun nok også nødt til at låne, siden det også er dækket af blod. Det ville ikke se godt ud hvis hun gik på gaderne i det her. Hendes hænder ligger sig mod hans kinder blidt. *
*Hun ved godt der er farer ved alt det her, men hun er faktisk ligeglad. Hun er i hvert fald ligeglad med sig selv. Ofre sig for ham vil hun, ligesom hun gjorde i dag. Kæmpe for ham når der er brug for det. Spare ham for smerte og lidelse så godt som muligt, det er noget hun sætter virkelig højt. Hun gengælder hans blide og kærlige kys, og hun presser sig indtil ham, nyder at mærke hans varme og hans krop mod hendes. Nyder at mærke at han er lige her hos hende, og at det her er virkeligt. Tit har hun tænkt over hvor uvirkeligt det her er. Hun finder en som hun er dybt forelsket i fra første blik, og han elsker hende også. Dog ved hun godt at de samtidig har nogen ting omkring dem som kan spærre ben, men bare det at hun har mødt en person som elsker hende så meget, er hun virkelig lykkelig for. Hun er lykkelig for at have mødt ham, og nu vil hun ikke skille sig af med ham igen. Når han ikke er der har hun det forfærdeligt, og hvis han døde, ville hun blive tom. Fuldstændig. Hun ved at hun nok får brug for et bad siden hun nærmest er dækket af blod, og noget tøj er hun nok også nødt til at låne, siden det også er dækket af blod. Det ville ikke se godt ud hvis hun gik på gaderne i det her. Hendes hænder ligger sig mod hans kinder blidt. *
Louis
*Han havde slet ikke forstillet sig, at deres aften skulle ende sådan. Da de var sammen under middagen, havde han det hyggeligt og var glad. Aldrig troede han, at han skulle sidde her på knæ foran hende, mens hun har blod på tøjet og hans underarm bløder. Han ved godt, at hun måske gerne vil have noget andet på. Selv bryder han sig ikke om, at hans kæreste sidder i blodigt tøj, og praktisk talt lige var ved at dø. Han gør kysset en smule hårdere og mere grådigt, men det er bare fordi han gerne vil mærke hende. Han vil have hele hende, og han har savnet at han kan røre ved hende. Han ved slet ikke, hvad han skulle gøre, hvis hun døde fra ham. Han ville nok gå ned med en depression eller noget. Han ved det ikke, men han har heller ikke lyst til at opleve det. Han vil bare have hende. For sig selv og for altid.*
*Han havde slet ikke forstillet sig, at deres aften skulle ende sådan. Da de var sammen under middagen, havde han det hyggeligt og var glad. Aldrig troede han, at han skulle sidde her på knæ foran hende, mens hun har blod på tøjet og hans underarm bløder. Han ved godt, at hun måske gerne vil have noget andet på. Selv bryder han sig ikke om, at hans kæreste sidder i blodigt tøj, og praktisk talt lige var ved at dø. Han gør kysset en smule hårdere og mere grådigt, men det er bare fordi han gerne vil mærke hende. Han vil have hele hende, og han har savnet at han kan røre ved hende. Han ved slet ikke, hvad han skulle gøre, hvis hun døde fra ham. Han ville nok gå ned med en depression eller noget. Han ved det ikke, men han har heller ikke lyst til at opleve det. Han vil bare have hende. For sig selv og for altid.*
Anastasia
*Hun havde heller overhovedet ikke forestillet sig at deres aften ville være sådan her, at alt det her ville ske. Det havde hun langt fra forudset. At der ville være vampyrer der var interesseret i hans blod havde hun godt regnet ud nok ville ske på et tidspunkt, men ikke i aften, og ikke på denne her voldsomme måde. Men hun er glad for at hun sidder i hans hjem, på hans sofa, i hans arme og kysser ham lige nu. Hun er tryg i hans arme, og det er det bedste sted hun kan være. Når hun er sammen med ham kan hun være sig selv og nyde det, slappe af, og bare suge de følelser til sig som han giver hende så mange af. At hans underarm bløder ønsker hun gerne stoppet, måske kan de ligge en kold klud på eller sådan noget. Samtidig vil hun også i et bad og have nyt tøj på, og siden de nu sidder opad hinanden er blodet smittet lidt af på ham, så hun tror også han nok vil have noget nyt tøj på. Hun gengælder kysset også da det bliver hårdere og mere grådigt. Hun elsker alle hans kys. At sidde sådan her i hans arme og kysse ham har hun savnet. Hun nyder at mærke ham, kræver det og har brug for det. *
*Hun havde heller overhovedet ikke forestillet sig at deres aften ville være sådan her, at alt det her ville ske. Det havde hun langt fra forudset. At der ville være vampyrer der var interesseret i hans blod havde hun godt regnet ud nok ville ske på et tidspunkt, men ikke i aften, og ikke på denne her voldsomme måde. Men hun er glad for at hun sidder i hans hjem, på hans sofa, i hans arme og kysser ham lige nu. Hun er tryg i hans arme, og det er det bedste sted hun kan være. Når hun er sammen med ham kan hun være sig selv og nyde det, slappe af, og bare suge de følelser til sig som han giver hende så mange af. At hans underarm bløder ønsker hun gerne stoppet, måske kan de ligge en kold klud på eller sådan noget. Samtidig vil hun også i et bad og have nyt tøj på, og siden de nu sidder opad hinanden er blodet smittet lidt af på ham, så hun tror også han nok vil have noget nyt tøj på. Hun gengælder kysset også da det bliver hårdere og mere grådigt. Hun elsker alle hans kys. At sidde sådan her i hans arme og kysse ham har hun savnet. Hun nyder at mærke ham, kræver det og har brug for det. *
Louis
*Han lader den ene hånd glide op af hendes ryg. Selvom hun er blodig, vil han ikke give slip på hende. Ikke på vilkår. Han vil bare holde hende for altid, og aldrig give slip på hende. Han kysser hende forsat, men til sidst må han trække sig. Også selvom det føles ubeskriveligt godt. Han lægger sin pande mod hendes og lukker øjnene. Han gør det ret ofte. Det er en vane, han har fået. Hele tiden lægge sin pande mod hendes. Han kan bare godt lide det. At komme så tæt på hende, og se hende fra den vinkel. Han nyder det. Det er som om, at han ser en helt anden person, når han ser ind i hendes øjne så tæt på. Ind i de smukke, blå, mystiske øjne. De øjne har altid fascineret ham. Der er bare noget over dem, og han kan ikke sætte fingeren på det. Han stryger hende blidt på ryggen med den ene hånd*
*Han lader den ene hånd glide op af hendes ryg. Selvom hun er blodig, vil han ikke give slip på hende. Ikke på vilkår. Han vil bare holde hende for altid, og aldrig give slip på hende. Han kysser hende forsat, men til sidst må han trække sig. Også selvom det føles ubeskriveligt godt. Han lægger sin pande mod hendes og lukker øjnene. Han gør det ret ofte. Det er en vane, han har fået. Hele tiden lægge sin pande mod hendes. Han kan bare godt lide det. At komme så tæt på hende, og se hende fra den vinkel. Han nyder det. Det er som om, at han ser en helt anden person, når han ser ind i hendes øjne så tæt på. Ind i de smukke, blå, mystiske øjne. De øjne har altid fascineret ham. Der er bare noget over dem, og han kan ikke sætte fingeren på det. Han stryger hende blidt på ryggen med den ene hånd*
Anastasia
*Hun trækker vejret dybt da han bryder kysset. Selvom kysset var ubeskriveligt godt, er de jo nødt til at få luft, ellers går det jo ikke. Hun lukker sine øjne i da hun mærker hans pande mod hendes, og hun nyder det bare. Nyder tætheden og hans varme. At han tit ligger sin pande mod hendes har hun skam intet imod, hun kan godt lide det, meget. Hun kan se ham helt tæt på og betragte alle hans træk, hans ansigt, og specielt de grønne øjne, som hun finder så vidunderlige. Selv har hun en vane med at ligge sine hænder i hans hår, hun elsker hans hår, dog gør hun det ikke nu. Istedet ligger hun sine hænder mod hans skuldre. Derefter åbner hun de blå øjne for at se ind i hans, de vidunderlige grønne øjne, hun kan aldrig se hvad han tænker. Det er et mysterium. Hans kærtegn mod hendes ryg nyder hun, hans berøring giver hende varme, også selvom det er igennem hendes blodige tøj. "Må jeg låne dit bad?..." Spørger hun med lav, næsten hviskende stemme. Hun har brug for et bad, specielt hendes mave og ene ben er svøbt i blod, på grund af sårene hun fik der. Også hendes ene hånd er blodig. *
*Hun trækker vejret dybt da han bryder kysset. Selvom kysset var ubeskriveligt godt, er de jo nødt til at få luft, ellers går det jo ikke. Hun lukker sine øjne i da hun mærker hans pande mod hendes, og hun nyder det bare. Nyder tætheden og hans varme. At han tit ligger sin pande mod hendes har hun skam intet imod, hun kan godt lide det, meget. Hun kan se ham helt tæt på og betragte alle hans træk, hans ansigt, og specielt de grønne øjne, som hun finder så vidunderlige. Selv har hun en vane med at ligge sine hænder i hans hår, hun elsker hans hår, dog gør hun det ikke nu. Istedet ligger hun sine hænder mod hans skuldre. Derefter åbner hun de blå øjne for at se ind i hans, de vidunderlige grønne øjne, hun kan aldrig se hvad han tænker. Det er et mysterium. Hans kærtegn mod hendes ryg nyder hun, hans berøring giver hende varme, også selvom det er igennem hendes blodige tøj. "Må jeg låne dit bad?..." Spørger hun med lav, næsten hviskende stemme. Hun har brug for et bad, specielt hendes mave og ene ben er svøbt i blod, på grund af sårene hun fik der. Også hendes ene hånd er blodig. *
Louis
*Han åbner sine øjne, og lader dem mødes med hendes blå. Han kan virkelig godt lide hendes øjne. De er meget smukke, fortryllende og dybe. De har altid fascineret ham. De øjne kan vise så meget om hende. De kan både være lystende, glade, bange og vrede. Han har set dem i så mange situationer, og alle gange ser de forskellige ud. Også selvom det er de samme øjne. Han trækker vejret ind. Selvom han kan lugte blod, og hendes tøj nærmest klæber af størknet blod, bliver han fyldt af hendes egen duft. Det er en dejlig og fristende duft. Han kan ikke sætte finger på, hvad det helt præcist er, men den er en meget tiltrækkende duft. Der er bare nogen mennesker, der dufter godt. Hun er en af dem. Han er dog ikke meget for at give slip på hende. Derfor mumler han bare, "Selvfølgelig må du det..." Han siger det lidt som om, at han ikke rigtig hører efter. Han gør heller ikke mine til at give slip på hende. Han vil ikke give slip på hende. Han er lidt bange for, at hun pludselig vil forsvinde, hvis han giver slip på hende. Efter det her er han blevet en smule paranoid. Han vil ikke have, at der nogenside skal ske hende noget igen. Det må der ikke. Han vil ikke kunne tilgive sig selv, hvis noget lignende sker igen. Hun er det mest værdifulde han ejer.*
*Han åbner sine øjne, og lader dem mødes med hendes blå. Han kan virkelig godt lide hendes øjne. De er meget smukke, fortryllende og dybe. De har altid fascineret ham. De øjne kan vise så meget om hende. De kan både være lystende, glade, bange og vrede. Han har set dem i så mange situationer, og alle gange ser de forskellige ud. Også selvom det er de samme øjne. Han trækker vejret ind. Selvom han kan lugte blod, og hendes tøj nærmest klæber af størknet blod, bliver han fyldt af hendes egen duft. Det er en dejlig og fristende duft. Han kan ikke sætte finger på, hvad det helt præcist er, men den er en meget tiltrækkende duft. Der er bare nogen mennesker, der dufter godt. Hun er en af dem. Han er dog ikke meget for at give slip på hende. Derfor mumler han bare, "Selvfølgelig må du det..." Han siger det lidt som om, at han ikke rigtig hører efter. Han gør heller ikke mine til at give slip på hende. Han vil ikke give slip på hende. Han er lidt bange for, at hun pludselig vil forsvinde, hvis han giver slip på hende. Efter det her er han blevet en smule paranoid. Han vil ikke have, at der nogenside skal ske hende noget igen. Det må der ikke. Han vil ikke kunne tilgive sig selv, hvis noget lignende sker igen. Hun er det mest værdifulde han ejer.*