Group Toolbar Menu

Forums » Rollespil » Lulu / Katrine

Hvilken episode i Matador er du nået til? <3
2 <3
Haha, okay <3
Jeg skal logge klokken ti, ved du om du kan have et svar til mig inden da? <3
Ikke for at hundse med dig <3
Sry har første set din besked nu,tror ikke jeg kan fikse noget på fem minutter :3 <3
Nej, det forstår jeg godt :D <3
Jeg skal logge nu vi ses i morgen <3 <3 <3 <3 <3
Godnat <3
Sov godt <3
Godformiddag <3
Hey! <3
Hvad laver du? <3
Eh eh <3

Svare nu, jeg var i byen idag så tiden har været knap <3
Marco ser op da det er tydeligt hun rykker på sig i sengen, og det kunne kun betyde en ting. "You are up I see. That wil make the half of the city relieved..many people are concerned for you" Han smiler svækket, inden han lægger sin mobil væk, og ser ned mod hendes fodende, der står et bord fyldt med diverse blomster, folk har været hurtigt ude. "My boss came with flowers and some of my co workers. I've bought flowers, and her. Your friend, i wrote to her, so she came by with chocolate. And my parents have been by an hour or two. They bough half the flower shop.. They really like you..." Stadig smiler han, inden han efterfølgende ser på hende med et lettet og bekymret blik. Men hold kæft hvor har han været bange. Rigtig bange. Rose er fanget. Men hende bringer han ikke på banen nu. Først skulle Anastasia komme sig ordentlig efter dette.
Sophie smiles at the sight, Josie really not specially dressed or covered. She was definitely her tempting babe right now. But Sophie know she needs to slow down. "Well you look gorgeous. She sits up, just so she can cover Josie in the luxuries blanket. before she lays down herself and takes some of the blanket to. "if you aren't scared.. Feel free to sleep in my arms little lamb" Still she smiles softly. And a bit tired, but Josie is more important than sleep right now..
Det er helt okay, var i byen i dag, så kommer først nu XD <3
Jeg svare bare nu, jeg har tiden <3
Købte du noget? <3
Anastasia er fyldt med smertestillende, i hvert fald lige nu, så hun kan nærmest ikke mærke noget. Og døsig er hun også, men det er klart, da det hele kun lige er ved at tage af. Hun lytter til hvad han fortæller hende imens hun glipper med øjnene for at få et skarpt billede af ham igen, som før dette, og hendes blik ser ned mod bordet i hendes fodende, før hun ser op på ham igen. At smile kan hun dog ikke lade være med. "You must tell them all thank you from me. I really appreciate it." Siger hun med en lidt hæsere stemme. "How long have i been gone?" Spørger hun denne gang, med en lille rynken i panden.

Undskyld længden :)