Du starter bare et sted og arbejder dig vejen frem Er det ikke sådan livet er, haha?
Marco ser på hende imens hun kommer med sin forklaring. Ikke vitterlig begejstret for at høre navnet på fyren fra den aften, må han hæve et øjenbryn. Det andet hæver han skam kort efter, da hun forklare han har skældt hende ud, fordi hun ikke har prøvet andre mænd. Det er et lidt for desperat træk, og heldigvis kom han ingen steder med det, men det regnede han nu heller ikke. Ærlig talt lød han som lidt af en idiot, men så længe han er Anastasias bekendt er det ikke noget han lige kan lukke ud. Respekt har han dog også, en hel del af endda. "Well well.. So where is he now.. Have you heard from him, or have he made further contact to you?" Spørger han nysgerrig, men egentlig også halvt irriteret. Han gad ikke en eller anden casanova skulle rende rundt og irritere hans kæreste. Derfor ville der passe ham meget fint hvis han mødte op mens Marco var der, så kunne han også give ham en fin irettesættelse. Selvom Marcos betegnelse af fin, nok ikke er så fin igen. Men idioten trængte til det. "I hope you haven't forgiven him Anastasia" Tilføjer han efterfølgende, inden han kort placere et støttende kys mod hendes tinding. Det næste hun forklare er han nu heller ikke særlig begejstret for at høre, men Anastasia måtte havde det værre med det. Hans første tanke er at ville erstatte smykket, men alligevel. Det skulle havde været en gave fra en anden, og det kan han nok ikke lige som sådan erstatte, så det dropper han hurtigt igen. Men alligevel er sporingsenhed var for vanvittigt, selv Marco havde udelukket den ide. Det var over grænsen. At hun så efterfølgende ikke var på talefod med hende, gjorde ikke situationen bedre for nogen som helst. Altså to hårde slag for Anastasia på en dag, det er ret uheldigt. Selvfølgelig ville han gerne havde været der, men han er nød til at indse han ikke kan være det 24/7, selvom han skam gerne vil. "Well.. Im sorry to hear that Anastasia, I really am.." Han ved ikke hvad ellers han skal sige, han er jo på hendes side. Det ved hun. Derudover har han ingen bekendtskab med den del af hendes familie, så han kan ikke sige noget til det på andre måder. Han fanger let hendes hånd, før han roligt fletter sine fingre mod hendes
Anastasia lader sit blik møde ham da da han spørger indtil om Cary har kontaktet hende igen, og hun nikker meget svagt med hovedet. "He has been texting me. Twice. About an hour after his visit here. Apologizing, again, about his behaviour. It would be a lot easier if he just got the mesage. That i don't feel the same way about him. But i think he i jealous, and he can't just throw his feelings away. Wich i although understand. If you broke up with me, i couldn't just throw my feelings for you away either..." Indrømmer hun, for det er fuldstændig sandt. Selvom han forlod hende eller sårede hende, så ville hun altid elske ham på den samme måde som hun gør. Hun vil ikke kunne hade ham og afskye ham. Aldrig. Og det var egentlig noget som overraskede hende. Hendes mor kan såre hende så meget at hun ikke ønsker nogen form for kontakt med hende overhovedet. Men Marco? Han er...Anderledes. Han står i en anden plads i hendes liv. En plads der betyder hun er afhængnig af ham, og hun ikke kan glemme ham, om hun så ville. Hun sukker svagt over hele situationen før hun mærker hans kys mod sin tinding, hvilket gav hende en varme som hun har savnet i lang tid. En varme og betryggenhed hun har haft brug for i alt den tid. Og kun han kan give hende den beskyttelse. "I haven't. Not yet. I need to...Think about things. And where i stand with him." Siger hun, før hun mærker hans hånd i sin egen, og hurtigt fletter hun sine fingre ind imellem hans. En virkelig dejlig følelse. "You can't do anything about it. Don't think about it. It's my mom. You don't have to put that trouble on your shoulders."
Er du i gang med at svare, eller spiser du af din dejlige Daim is som jeg er dig så misunderlig på?
Awwww
Kan du nå at svare mig i hvert fald inden jeg logger?
Kan du nå at svare mig i hvert fald inden jeg logger?