Forventer et svar for begge når jeg kommer tilbage 
Wauw wauw... Sætter du nu forventninger
Oh fuck... I'll just answer now 
Marco ser på hende, inden han mere bekymret flytter på en lok af hendes hår. Han var fandeme bekymret ja. Det ikke første gang der har været problemer med Rosé, og sidste gang endte det rimelig galt, så han tager ingen chancer nej. "Anastasia pack some stuff, i'll pick you up after work.. You Are staying with me, until Rosè compeltely stops... And it is not a choice" Han tager let hendes hånd, og placere et kys på hendes håndflade og forsætter ellers med at binde sine sko. Men hun må kunne forstå han ikke har lyst til at hun er alene efter truslen fra Rosè. Han er jo meget overbeskyttende trods alt. Det ved hun også godt.
Sophie laver lige for tiden ingenting. Hun hader skolen, hun hader at lærene skal bestemme over hende. Generelt hader hun autoriteter. Det skyldes nok også at hendes forældre pissede på hende, mærkede hende som et skændsel bare fordi hun hellere ville gramse på piger end drenge. Men hun klagede ikke, hun fik en villa, og hun får en månedlig indtægt fra dem.. For at holde sig væk (Wup wup.. Blanede ideerne) Hun sidder blot på sin plads i spisesalen. Det kommer nok ikke bag på nogen at hun er alene. Hun har gået her i lang tid, hun er jo 3.ger men stadig er skolens elever ikke lige hende. Hendes venner hænger ud rundt omkring i byen, gør hvad de vil, enkelte gang kan Sophie sagtens finde på at droppe skolen for dem. Hun har et par slidte sneakers på, et par shorts, og en løs tshirt. Intet specielt nej, men hun havde ikke brug for unødvendig opmærksomhed. Sukkende tager hun en bid af maden fra kantinen. En slatten sandwich, en juice, og et stykke kage.
Ja det gør jeg, og du har nået mine forventninger
You got till now
You got till now
Anastasia betragter hans ansigt en sidste gang idet han flytter på en lok af hendes hår, og hun lytter opmærksomt til hvad han siger. Dog det han fortæller hende får hende til at rynke undrende i panden. Bo hos ham? Indtil Rosê stopper med dette? Kommer det nogensinde til at stoppe? Og...Kommer det ikke bare til at komme i vejen for ham? Dog da han siger hun intet valg har, ved hun allerede at det vil være nytteløst for hende at stå imod det, for hun ved at han vil vinde. Under alle omstændigheder. De var begge to lige stædige og fast på grund, men hun ved det også fordi hun har set det før med ham. Hun glipper overrasket med øjnene da han kysser hendes håndflade, men hun kan alligevel ikke lade være med at smile en lille smule over det. Selv i de værste situationer kan hun smile når det er ham. Det varmer hende. "Okay....And by the way...The first thing you'll see when you step into your apartment is the painting i made you...You remember that? I got your keys, so i took it over to you, since it is yours."
Josie træder ind i kantinen iført et par lyseblå jeans, en grå hættetrøje og et par converse. Hætten på hendes trøje er trukket over hendes hoved, så de blonde lokker ikke ses. Hun bliver tit trukket i håret eller genkendt på det, så på denne måde kan hun skjule det. Og skjule sig selv. Hun bruger hætten til at gemme sig for andre, siden det virker til at være det eneste der virker på dem. Nogen gange. Hun er blevet ret så kendt som den kedelige og asociale kvinde. Egentlig er hun ikke asocial overhovedet. Men det hun har været igennem, og går igennem, får hende til at træde ud på sidelinjen istedet, og lære at undvære andre folk. At undgå dem. At være alene. Hun har sin taske over sin ene skulder da hun går over til et ledigt bord, som ingen sidder ved, som netop er meningen. Dermed tager hun sin madpakke op og åbner låget.
Dont leave me pleaseee! *on my knees begging*