Betyder det så du svarer mig nu? 
Ej, jeg ved godt du har det skidt
Ej, jeg ved godt du har det skidt
Jeg var igang med Marco... Men nu ved jeg ikke
Du er en sød, dejlig, vidunderlig pusser
Marco ser på hende, inden han griber hendes hånd og trækker hende til sig. Han ville ikke skælde hende ud som var hun et barn, trods alt er det hende der har modtaget de her beskeder. Med han ville gerne havde at hun sagde det noget før, så var det nok ikke endt i trusler. "Well if you have my key, then you should just lock yourself in to my apartment when you are done with showing off your pantings.. But i still want you to write. And take care out there" Mumler han roligt, inden han slipper hendes hånd og placere et kys ved hendes kæbe. Han ville havde hun passede på ind til der var skabt en eller anden form for kontakt til Rosè så hun kunne stoppes. For selvfølgelig er dette langt fra okay, men Marco gider ikke inddrage politiet. Alt det offentlig drama skal han ikke rode sig ind i med den stilling han har. Det gavner ingen. Han får jakken på, og efterfølgende samler han sin taske op. "I'll see you later baby" Han smågriner lidt, i det han kort laver et afskedstegn med hånden og forsvinder ud af hendes hoveddør. Han vælger dog at preje en taxa til arbejde i dag. Bilen står jo hjemme ved ham selv.
Du svarer bare videre på Sophie, skriver for Anastasia nu
Sophie ser sig omkring i kantinen. Der sker egentlig en del i kantinen. Alle klikkerne der sætter sig, køen til kantinen der vokser i hastig fart som eleverne vælter ind. Hun er meget observerede. Alligevel registrere hun Josie i krogene der sætter sig alene. Et hvert menneske med bare lidt normal substans i hjernen, ville få ondt af pigen. Først ulykken i privatlivet, og den konstante udlægning på skolen siden, det var skam synd for hende. Sophie har ikke helt tænkt på hvilket syn der bliver set på hende på, alligevel vælger hun nu at vove pelsen og sætte sig hen ved siden af Josie. Hun er som altid klædt med et helt neutralt smil som havde hun ingen bekymringer i verden. Men det har hun ikke ifølge hende selv. "Whats up little lamb.. All alone againg huh.." Hun siger det ikke nedladende eller sygt optimistisk. Ganske neutralt, men hun ved ikke helt hvordan man takler Josie. Det gjorde ingen vel, ingen havde vel forsøgt fra skolen. Men køn det var hun sgu, og der lidt af en skam det bliver glemt til tider.
Anastasia lander ret så hurtigt i hans favn, og hun nyder følelsen af at være tæt på ham. Nu var det kommet af hendes skuldre, men nu ville det ligge på begge deres skuldre. Dog håber hun ikke Marco gør noget som kan komme til at skade ham selv i værste tilfælde, i forhold til Rosê, for det er tydeligt for hende at hun er langt ude, og dermed kan finde på nærmest hvad som helst. Og det bekymre hende virkelig. Hun elsker ham jo. Og lover sig selv og ham at hun nok skal sige hvis der sker noget igen, sige det til ham. "I will. I'll pack after showing off my pantings and come home to you." Siger hun for at fortælle ham hvad hun har tænkt sig. For det er det hun har tænkt sig at gøre i dag. Hun kommer i tanker om den nye hund han fik sig for fem dage siden. Gad vide om den kommer hjem til ham i dag? Gad vide hvornår hun får den af se? Hun glæder sig i hvert fald til det. Hun sender ham et smil inden han når at gå. "See you, honny." Siger hun med et lille smil, før hun lukker døren efter ham. Derefter træder hun ind på sit værelse for at pakke sine ting og gøre sig klar til hverdagen.
Hvor skal jeg starte med Marco
Uha, ehm...Måske hvor han kommer hjem i sin lejlighed, hvor hun er, og han fortæller det nyeste om Rosê osv?
Josie ser med et lille smil på hendes mad. Hun havde selv lavet den. En sandwich med lækker indhold, et æble og nogen druer. Samt en brownie, som Kate - hendes plejemor - havde lavet i går. Hun bliver revet væk fra hendes nu så dejlige verden da hun registrere en person sætter sig ved siden af hende, og hun ser op med rynket pande. Hvorfor ville nogen frivilligt sætte sig ved siden af hende? Hende her var vidst 3.g'er. Hun hæver et øjenbryn over hendes navn til hende. "Little lamb..." Siger hun lidt som om hun smager på ordende. Det passer hende egentlig fint. Det er ikke nedværdigende som det andre folk kalder hende, og det sætter hun skam pris på. "Always..." Siger hun kort, da hun altid er alene. Det er skam ingen overraskelse i det. "You alone too...Right? You usually sit in the middle of the cantine(?), alone." Siger hun, da det skam er noget hun har observeret.
Marco ser lige frem for sig da han køre hånden ned i sin jakkelomme for at rage nøglen til sig til sin hoveddør. Med et suk ser han sig omkring, inden han får drejet låsen omkring, og efterfølgende træder indenfor. Det havde trukket en del ud på arbejdet. Han havde skrevet til Anastasia at han havde spist, og var skide træt når han kom hjem. Det var måske bare mere en advarsel om at han kunne være i dårlig humør "Anastasia?" Kalder han kort ud, inden han sparker overtøjet af, og efterfølgende træder ind i stuen. Han ser sig omkring i stuen, inden han vælger at sætte sig i sofaen helt udkørt og afslappet. i det mindste havde han fundet ud af lidt om Rosé, og gjort sit arbejde.
Sophie ser roligt på Josies madpakke og smiler let. I det mindste spise hun normalt, eller det regner hun med siden det er sådan en madpakke hun har med. "You are right sweetie, im almost like you. We could be alone together." Hun puffer venligsindet til hendes skulder en smule, inden hun stikker lidt til sin egen mad. Det egentlig ikke fordi hun som sådan er sulten. Hun kunne lave meget bedre derhjemme, så hun kunne ligeså bare vente til hun havde fri "So.. Besides from being alone, what else do you do.. In your sparetime." Hun har egentlig aldrig forstået hvorfor Josie ikke skifter til et bedre gymnasium end dette hvor de er så lede ved hende. Hun forstod heller ikke hvorfor Josie aldrig har gjort noget igen, eller gået videre med det. For det må vel ødelægge hende på en eller anden måde
Sophie ser roligt på Josies madpakke og smiler let. I det mindste spise hun normalt, eller det regner hun med siden det er sådan en madpakke hun har med. "You are right sweetie, im almost like you. We could be alone together." Hun puffer venligsindet til hendes skulder en smule, inden hun stikker lidt til sin egen mad. Det egentlig ikke fordi hun som sådan er sulten. Hun kunne lave meget bedre derhjemme, så hun kunne ligeså bare vente til hun havde fri "So.. Besides from being alone, what else do you do.. In your sparetime." Hun har egentlig aldrig forstået hvorfor Josie ikke skifter til et bedre gymnasium end dette hvor de er så lede ved hende. Hun forstod heller ikke hvorfor Josie aldrig har gjort noget igen, eller gået videre med det. For det må vel ødelægge hende på en eller anden måde