Anastasia lytter til hvad han fortæller, og selvom han fjerner sine arme til sidst helt fra hende, løber hun ikke. Noget i hende vil gerne vide hvad han har at sige. Hun ser fortsat ned i asfalten da han får vendt hende om, og hun mærker en form for beroligelse da han stryger hendes kind, selvom hun ikke har lyst til at føle det lige nu. Hun har lyst til at være vred på ham, men det er svært for hende, på en måde. "Hvorfor har du dem så, hvis de betyder så lidt?" Spørger hun efter han har snakket før hun ser op på ham. "Jeg "tror" ikke noget, Marco. Jeg ved." Siger hun, før hun igen ligger blikket mod asfalten, og beholder sine arme over kors. "Min far døde da jeg var barn. Min mor brød sammen. Hun kunne ikke klare døden, et barn og et job samtidig. Så hun mistede jobbet. Da der ingen andre muligheder var gik hun hen til prostitution. Hun begyndte at tage stoffer for at klare det. Jeg ved ikke hvor mange gange hun inviterede mænd hjem for at tage stoffer, også..." Hun ryster på hovedet over mindet. "Hendes pusher var der tit. Hun brugte pengene hun tjente fra jobbet til at købe stoffer....En dag tog hun mig med ud på en eng ved havet. Det var smukt. Og som barn havde jeg håb for at jeg måske fik min mor tilbage...Men hun hev mig ind i et skur med en kælder istedet, og låste os inde. Hun ville have mig til at være der. Og det var jeg også. Hun tog en overdosis af stoffer og døde dermed af selvmord. Jeg var låst inde med liget indtil hendes pusher kom med en i telefonen. Åbenbart fordi han ikke havde hørt fra sin kunde, og havde fået et tip. Men han lod mig ikke komme ud. Istedet låste han os blot inde igen....Jeg var låst inde med hendes lig i fire dage. Uden vand eller drikke, indtil vi blev efterlyst, og politiet fik fat i pusheren. De fandt os der, og tog mig til hospitalet....Derfor er jeg adopteret....Jeg har set hvad stoffer gør ved folk. Nogen folk. Og jeg vil ikke have det samme sker ved dig, for det kan jeg ikke klare...Og nej, jeg forventer ikke melidenhed eller noget som helst andet....Kun forståelse for den måde jeg reagere på..."
Gideon er glad for hun kan lide den, og det får ham faktisk til at smile en smule. Hun kan godt lide den. Det er han glad for. Han tager tegningen til sig igen og ser op på hende, hvor han nævner prisen for den. Den er ikke dyr siden den er så lille, men den koster penge, fordi det tager meget at lave sådan en. Han tager papiret og rejser sig op fra sofaen han lige sad på. "Skal vi gå ind og få den lavet?"
Gideon er glad for hun kan lide den, og det får ham faktisk til at smile en smule. Hun kan godt lide den. Det er han glad for. Han tager tegningen til sig igen og ser op på hende, hvor han nævner prisen for den. Den er ikke dyr siden den er så lille, men den koster penge, fordi det tager meget at lave sådan en. Han tager papiret og rejser sig op fra sofaen han lige sad på. "Skal vi gå ind og få den lavet?"
Marco ser på hende med et lidt skamfuldt blik, før han klør sig lidt i nakken. Hvorfor havde han den, hvorfor? Svaret overvejer han kort, inden han ser på hende igen "Fordi det har været værre okay. Meget værre. Da jeg var ung havde jeg for meget fritid, studierne var lette for mig at slippe igen. Mine forældre ville fodre mig med penge, og så stødte jeg på stoffer til en fest.. Jeg fandt dem utrolig interessante, de kunne bringe dig i lige det humør du ville i, alt fra liderlig til lalleglad, det var fantastisk... Da jeg fik min job for tre år siden, fandt jeg hurtigt ud af den negative side. Jeg fik abstinenser når jeg ikke tog den mængde jeg plejede at tage, og jeg fik angstanfald og andre små følger. Derfor skar jeg markant ned, det har jeg forsat gjort i tre år... Jeg har dem fordi at jeg stadig trapper ned..." Hendes historie med hendes mor satte da et indtryk, og han fik et bedre indtryk af hvad hun havde været igennem, og en større forståelse ikke mindst. Let ser han undskyldende på hende, inden han tager fat om hendes hånd og trækker hende til sig i en omfavnelse. " Men jeg kan stoppe Anastasia.. Lige nu.. Okay.. Jeg kan stoppe fuldstændigt med at tage dem fra nu af" Det er et løfte, dog kun hvis hun gav ham endnu en chance. Hvis han ikke havde en grund til det ville han ikke stoppe uden videre, men Anastasia var uden tvivl grund nok for ham.
Allison nikker ganske roligt før hun rejser sig op, og kort retter på sit tøj. "Ja." Svare hun ganske enkelt, og ser sig lidt omkring før hun tager en dyb indånding. Når man havde fået så meget af vide om hvor forfærdeligt tatoveringer var, hvor smertefuldt osv, så var det vel blot naturligt hun var en smule nervøs for det. Let ser hun dog ganske neutralt hen på Gideon, det var for hende vigtigt at give et neutralt indtryk og intet andet. Hun kunne godt regne ud at intet som sådan havde ændret sig, han havde hverken skiftet mening eller andet, og det var fint nok vel.. Så fik hun i det mindste en tatovering med herfra.
Allison nikker ganske roligt før hun rejser sig op, og kort retter på sit tøj. "Ja." Svare hun ganske enkelt, og ser sig lidt omkring før hun tager en dyb indånding. Når man havde fået så meget af vide om hvor forfærdeligt tatoveringer var, hvor smertefuldt osv, så var det vel blot naturligt hun var en smule nervøs for det. Let ser hun dog ganske neutralt hen på Gideon, det var for hende vigtigt at give et neutralt indtryk og intet andet. Hun kunne godt regne ud at intet som sådan havde ændret sig, han havde hverken skiftet mening eller andet, og det var fint nok vel.. Så fik hun i det mindste en tatovering med herfra.
Anastasia bander sig selv lidt langt væk for at have, nærmest skældet, ham ud på den måde, nu hvor hans historie lå som det gjorde - Han var på vej til at stoppe. Han var begyndt at stoppe. Og hun vidste også at hvis man ikke trapper langsomt ned, så får man abstinenser. Så det er ikke bare ligetil at han kan stoppe nu og her, det ved hun, medmindre han selvfølgelig er nået så langt at han kan overleve uden. Hun skal lige til at sige noget før hun mærker hans hånd om sin egen, og derefter varmen af at være i hans favn endnu engang. Hun føler sig tryg i hans omfavnelse. Og hun er heller ikke rigtig vred længere. Hendes øjne lukker sig i med en tung indånding, før hun åbner sine øjne igen, og ser ned i hans skulder, da hun er på den højde. "Okay." Siger hun lidt mere fast, da hun er villig til at give ham en chance til. Han er trods alt ved at stoppe, og han stopper for hende. "Jeg vil ikke presse dig....Men....Jeg er glad for du er villig til at stoppe for mig."
Gideon kaster et blik hen på hende før han fortsætter med lange skridt ud af rummet, og dermed ud til hvor hun kom ind i entreen. Han træder indad en dør, som praktisk talt fører indtil han "private kontor", og han lader døren stå åben for hende, før han lukker den efter hende. "Er der et specielt sted du ønsker den lavet?" Spørger han da han sætter sig på stolen til tattovøren, og begynder at fylde op med blæk og farver i maskinen.
Gideon kaster et blik hen på hende før han fortsætter med lange skridt ud af rummet, og dermed ud til hvor hun kom ind i entreen. Han træder indad en dør, som praktisk talt fører indtil han "private kontor", og han lader døren stå åben for hende, før han lukker den efter hende. "Er der et specielt sted du ønsker den lavet?" Spørger han da han sætter sig på stolen til tattovøren, og begynder at fylde op med blæk og farver i maskinen.
Marco stryger hende lidt op langs rygsøljen, inden han igen slipper hende for at kunne se hende igen. Udtryk var dog det man lettest kunne tyde, og det han bedst kunne bruge "Det skal nu nok gå" Forsikre han hende, før han blot trækker op i et svagt smil. "Kom.. Jeg er sulten, så kan vi også få lukket din kjole." Naturligvis havde han lagt mærke til det, i den korte strøg op langs hendes ryg. Han tager igen hendes hånd, inden han ganske roligt får trukket hende tilbage mod lejligheden. Men han insisterede på at de ikke sagde farvel her, og især ikke efter den samtale. Men hvis han fik stoppet nu, så var det trods alt ude af verden, og den udgift mindre naturligvis. Ved opgangen samler han blot varene op, og ser undersøgende på hende "Det var vidst også noget med nogle smertestillende så vidt jeg husker"
Allison følger blot med ham, eftersom hun ikke rigtig kender stedet, men det var da hyggeligt nok. Kontoret ser hun kort rundt på en enkelt gang, inden hun ser på ham da han snakker. "Nej.. Bare et sted mine forældre ikke opdager det.. Måske låret, anklen, lændet, hoften, eller... Jeg ved det ærlig talt ikke." Det var en større beslutning, for den skulle virkelig holdes hemmelig for hendes forældre, i hvert fald indtil hun var flyttet i næste uge, for lejekontrakten havde hun fået på plads. Kort følger hun ham blot med blikket da han sætter sig i stolen, før hun blot køre blikket lidt rundt endnu engang.
Allison følger blot med ham, eftersom hun ikke rigtig kender stedet, men det var da hyggeligt nok. Kontoret ser hun kort rundt på en enkelt gang, inden hun ser på ham da han snakker. "Nej.. Bare et sted mine forældre ikke opdager det.. Måske låret, anklen, lændet, hoften, eller... Jeg ved det ærlig talt ikke." Det var en større beslutning, for den skulle virkelig holdes hemmelig for hendes forældre, i hvert fald indtil hun var flyttet i næste uge, for lejekontrakten havde hun fået på plads. Kort følger hun ham blot med blikket da han sætter sig i stolen, før hun blot køre blikket lidt rundt endnu engang.
Udtryk var dog det man lettest kunne tyde, og det han bedst kunne bruge - hvad mener du med det lige der?xD
Upsi.. Der skulle havde stået noget i stil med. Ansigstudtryk var noget af det han bedst kunne tyde.. Det blev noget rod sorry 
Anastasia nyder følelsen af hans kærtegn mod hende, det gør hun altid når han gør det, for det bringer hende en hvis tryghed og beroligelse. Hun ser op på ham da han trækker sig, og hun nikker, med et svagt smil som hun får på sine læber nu. Det skal nok gå. Det er hun sikker på. Hun var også sulten, så det passede fint med hende. Og kjolen havde han bemærket, hvilket får hende til at smile lidt. Hun mærker igen hans hånd om hendes, som hun villigt tager imod, før hun går med ham tilbage til bygningen, og træder ind i opgangen. Hun ønsker heller ikke at skulle skilledes her. Hun vil meget gerne blive hos ham. Hendes blik lander på ham og hun nikker. "Ja, tak. Mit hoved dunker." Siger hun før hun træder hen til ham. "Skal jeg tage noget?" Spørger hun, før hun sukker for sig selv, da hun husker hvad hun gjorde. "Du skal ikke gå ind i stuen. Jeg regnede ikke med du nåede at fange mig, så...Jeg lagde en seddel på dit stuebord, og....Ja. Jeg var vred. Så lad mig gå derind først og få rådet bod på det, okay?"
Gideon lader kort sit grå blik møde hende før han ligger sin opmærksomhed på det han laver igen, imens han begynder at tale, efter hun har talt. "Hvis man vil have mindre smerte, så skal man ikke få tatoveringer på fødder, ankler, kraveben, øre og nakke. De steder er dem der er mest følsomme overfor dette. Hvis jeg skal anbefale et sted så ville det være hoften." Siger han før han er færdig med at fylde op, og ser op på hende.
Gideon lader kort sit grå blik møde hende før han ligger sin opmærksomhed på det han laver igen, imens han begynder at tale, efter hun har talt. "Hvis man vil have mindre smerte, så skal man ikke få tatoveringer på fødder, ankler, kraveben, øre og nakke. De steder er dem der er mest følsomme overfor dette. Hvis jeg skal anbefale et sted så ville det være hoften." Siger han før han er færdig med at fylde op, og ser op på hende.