Jeg tror dog han giver hende en bil 
Han er stædig
Han er stædig
Jeg skal ud at handle nu, men jeg er snart tilbage
Haha
Jeg er tilbage om lidt, skal lige noget
Jeg er tilbage om lidt, skal lige noget
Har du tid til at rse og chatte nu?
Marco ser på hende endnu engang da hun modargumentere ham, lidt modspil var fint men han havde ikke tænkt sig at lade hende vinde denne. Under ingen omstændigheder. Dog kan han ikke holde et grin tilbage da hun siger det er for dyr en gave, gaver kunne ikke blive for dyre. Det kom jo an på hvor velhavende afsenderen er. "Anastasia folk giver huse til folk i gaver, fabrikker, virksomheder og meget andet. En bil er en dråbe i havet, i forhold til det. Desuden er det ikke op til modtageren, om gaven er for dyr eller ej. Hvis jeg vil give dig en bil, så giver jeg dig en bil. Slut." Han ser mere irettesættende på hende, men der var ikke mere at sige i den sag. Som han sagde, hvis han følte for at give hende en bil, så fik hun en bil. Naturligvis var det ikke muligt for hende af afslå en bil, ikke hvis han nægtede at tage den tilbage. Så ville han ærlig talt hellere havde hun selv solgte den, hvis hun var så meget imod at få den skide bil. "Fair nok, så tager du dig af blomsterne" Forklare han fraværende, men snakken om bilen interesserede ham ærlig talt bare lidt mere lige nu. Desuden var det som sådan ikke vigtigt for ham, hvilke blomster hans mor fik. Hun blev altid glad, ligemeget hvad buket han før i tiden kom slæbende med. "Nix, men betaler ikke af til sin kæreste. Som du selv siger har du ikke økonomien til det.. Så ingen afbetaling!" Det en fast holdning. Som kærester betalte man ikke af til hinanden, det blev i hans hovedet simpelthen for underligt. Ligemeget hvor meget hun insisterede, eller andet. Så var det en ting, nej et synspunkt, han nægtede at ændre
Anastasia vender sine grønne øjne hen på ham som sidder i føresædet og kører bilen, da han begynder at tale om gaver. Giver folk virkelig hinanden huske og virksomheder i gaver? Wow...Hun har det som om hun lige er blevet kastet af en hest, og hun ikke kommer op fra jorden igen før om tre dage. Han var åbenbart virkelig stædig med den bil, og han ville gerne give hende en, lyder det til. Det ville nu være rart med en bil, så hun ikke hele tiden skulle tage bussen. Men hun ønsker ikke at udnytte ham, og det føltes lidt sådan. Hun er hvad andre folk ville se på og kalde en golddigger. Og det ønsker hun ikke. Ikke så meget fordi hun ligger mærke til hvad folk tænker, men mere af hvad hun selv tænker. Hun vil gerne kunne tage imod hans gaver med glæde og taknemmelighed. Og det har hun skam også tænkt sig i fremtiden. Men hun vil ikke lade ham gå nogen vegne uden en kamp, og det føles ikke som om hun kan komme længere med ham overhovedet. Hun sukker svagt for sig selv og lader sit blik vandre ud af vinduet. Det er sødt. Virkelig sødt. Og hun er virkelig taknemmelig. Aldrig har hun fået en så dyr gave af nogen, som ikke var i familie med hende. Han var hendes kæreste, og han elskede hende. Og hun elskede at kunne mærke hans kærlighed. Han gør det bare på en måde, som hun lige skal vende sig til. "Jeg skal bare lige vende mig til det Marco...Okay? Du ved hvordan det er at have penge. Du er succesfuld. Du har penge til at købe din kæreste en bil. Det er stort." Hun ser hen på ham igen, denne gang er hendes stemme ikke stædig og højrystet, men rolig og nede på jorden. "Jeg vil bare have dig til at forstå. De første år af mit liv havde jeg ingen magt overhovedet. De penge vi havde blev brugt på stoffer, og de blev betalt af gamle mænd som tog en tur med min mor. Og min adoptive mor, Monica, hun har været sammen med seks mænd. Gift med dem, for derefter at ruinere dem for penge, når hun lystede. Først da hun mødte Mark, min adoptive far, forelskede hun sig. Ikke kun i hans penge, men også i ham. Så hun blev sammen med ham. Hun har den holdning at hun ikke kan være sammen med nogen som ikke har penge. Og her er jeg. Den store skuffelse. Arbejder i en bar. Kun lige har penge til for en måned. Og hun siger altid jeg skal gifte mig med en rig mand." Hun holder en kort pause før hun bider sig i underlæben. "Jeg vil ikke være ligesom hende. Tapper mænd for penge, får det dårligt med mig selv over de bruger så mange penge på mig, og blive kaldt en golddigger. Det vil jeg ikke. Og jeg er taknemmelig for dine gaver. Jeg elsker dem, og jeg tager imod det og går med det med stolthed, ligesom denne kjole." Hun piller ved det mørkeblå stof imellem hendes fingre. "Okay? Jeg elsker dig. Ikke dine penge."
