Rollespil

Marco ser nøje på hende da hun skænker maden og det, og sætter foran ham. Det så godt ud det hele, virkelig godt. Let høre han efter hvad hun siger og nikker let til historien. Den gav god mening, sådan havde han jo ikke ligefrem haft det. "det ser i hvert fald ganske godt ud.. Smager det bare halvt så godt som det ser ud, så er jeg sikker på det er fantastisk" Forsikre han hende med et smil, før han stikker gaflen i noget af kødet, og tygger lidt på det. "Pragtfuldt" Bekræfter han, han regnede heller ikke med andet, og ivrigt går han igang med at køre sin portion mad ned. Lidt overvejende, han havde få ting at fortælle, men han ville lige spise lidt mere.

Allison føler sig ganske tilpas i hans arme, det var trygt og rart og varmt. Generelt bare rigtigt. Hun regner med det kun er en lille byge, men det gjorde hende intet regnen stod på i flere timer, så havde hun en undskyldning for at blive stående. "Det er du nød til" Forklare hun en sidste gang før hun blot ser på ham da han ligger hænderne på hendes kinder. At han kysser hende er en smule overraskende, dog køre hun roligt hænderne op omkring hans nakke, inden hun blot følger kysset. Konsekvenserne tænker hun ikke lige på

Anastasia beholder sit blik spændt på ham da han tager sin første bid, og da han komplimentere det, ånder hun lettet op, før et smil spreder sig på hendes læber. "Tak. Det er jeg glad for." Hun ønskede da at det smagte godt, specielt nu hvor han kom på besøg hos hende og skulle spise det. På gaflen tager hun noget lam med sovs før hun spiser det, og derefter spiser hun såmænd bare videre af maden roligt. Hun rækker ud efter sit glas og tager en tår af hvidvinen der er deri, før hun sætter glasset tilbage. Det her nyder hun, meget.

Gideon er lettet over at hun gengælder kysset, og han fortsætter det. At det forsegler deres bånd tænker han overhovedet ikke over, og han er også ret så ligeglad, for lige nu står han med hende i sine arme, og de har deres første kys. Ja, han har været sammen med nogen kvinder hvor det ikke betød noget, men hun betød meget for ham. Selvom han ikke troede på det hele i starten, har hun fået ham til at tro på det. Han drivvåd fra regnen, men det ænser han ikke. Kun hende og kysset er i hans tanker, og han holder kysset i noget tid, før han langsomt slipper det, han holder dog stadigvæk hænderne på hendes kinder. Hans grå øjne åbnes for at se ned på hende.

Marco ser på hende med et smil, før han spiser videre. Dog stopper han på et tidspunkt, for at tage en tår af hvidvinen. Derefter ser han hen på hende, naturligvis havde han ingen stoffer taget, for det lovede han. De stoffer han havde har han afskaffet sig. Selvom det var dumt var der jo en del, så det har han altså solgt videre, så nogen andre kunne døje med det skidt. "Jeg har fået arbejde" Forklare han ganske kort, inden han tager endnu en mundfuld. Da han har tygget af munden, ser han hen på hende igen. "I et aktiefirma.. Det giver sgu meget godt" Forsætter han, inden han roligt smiler. Faktisk gik tingene rigtig godt for ham for tiden, arbejde, nul stoffer, og Anastasia. Der var ingen grund til ikke at smile for ham.

Allison strammer let grebet omkring ham, før hun istedet blot køre dem ned ad hans brystkasse, og ind under hans jakke istedet som før. Da han stopper kysset ser hun kort på ham, før hun kort lægger hovedet ind mod hans skulder igen. Det var rart, og i skjul for skulderen smiler hun ganske roligt. Hun sukker ganske kort, før hun med ser op på ham igen. "Jeg er nød til at gå.. Ellers bliver min mor bare mere sur... Jeg skriver til dig" Det blev svært for hendes mor, men det skulle nu nok lykkedes. På et tidspunkt måtte de da også give hende fred. Trods alt var det hendes lejlighed, og de kunne ikke overvåge hende for evigt. Der skulle nok være en løsning, det var hun sikker på, det gjaldt bare om at finde den.

Anastasia ser op på ham da hun hører hans stemme, og hun kan ikke lade være med at smile bredt over det han fortæller. "Tillykke! Hvornår skete det?" Spørger hun, meget glad på hans vegne. Han har fået et job, og endda i et aktiefirma. Hun er virkelig stolt af ham. Ikke som en mor, men som en kæreste. Hans kæreste. Det er en utrolig rar tanke for hende, som får hende til at smile ret så tit. Hun rækker hen efter sit glas og tager en tår af sin hvidvin, dog har hun ikke planer om at blive fuld igen i aften, før hun sætter glasset tilbage på det lange bord imellem dem.

Gideon ligger sit hoved mod hendes da hun ligger sit eget mod hans skulder, og igen lander hans arme omkring hende, for at presse hende indtil sig. Han ved godt han ikke kan få hendes forældre til at ombestemme sig, men han nægter at give slip på Allison. Hun har fået ham tilbage til live, fået ham til at lyse op mere end nogensinde før, som ingen andre har kunnet gøre før. "Okay. Så skrives vi snart igen, ikke?" Siger han med et lille smil, før han fjerner sit hoved fra hendes og presser et kys mod hendes tinding. Derefter ser han ned på hende med sine grå øjne.

Marco ser hen på hende og trækker på skuldrene. For ham var det ikke så voldsomt glædelig en oplysning. Det var rart at komme i job, ingen tvivl om det, men det var ikke det vigtigste for ham lige nu. "Her i forgårs var afleverede jeg ansøgningen, igår var jeg til samtale, og fik jobbet" Forklare han sig i korthed, inden han ser hen på hende. Jobbet kunne muligvis ende ud med at hjælpe andre end ham. "Du ved vi har forbindelser til flere gallerier.. Måske kunne jeg finde ud af noget for dig, hvis du var interesseret?" Foreslår han, før han med et smil spiser videre, han er nærmest færdig, men han var sulten og det smagte godt. "Hvordan går det i baren?" spørger han, for at dreje fokuset over på hende istedet for, han ville gerne vide hvordan det stod til med hende naturligvis.

Allison nikker ganske kort til det han siger, før hun sukkende slipper ham igen. Selvfølgelig skulle hun nok finde en måde at komme i kontakt med ham på igen. "Ja.. Vi skrives ved" Bekræfter hun, før hun flytter sig lidt fra ham igen. Kort smiler hun over det lille kys ved tindingerne, før hun trækker jakken tættere omkring sig. Det var ret koldt, men hun var nød til at smutte. "Vi skrives ved.." gentager hun, og køre to fingre ned langs kæben på ham, før hun vender sig og går tilbage til sin lejlighed*

Du kan bare spole

Anastasia nikker til det han fortæller om processen i at få jobbet, og hun spiser lidt mere af sin mad. Selv var hun sulten, hun gemte appetitten til hertil, så hun kunne spise god mad med ham, så hun er næsten færdig med sin mad. Hun lader sine grønne øjne møde ham med hævede, overraskede øjenbryn. "Virkelig? Ehm...Det kunne da være rart. Hvis det ikke skaber for meget besvær. Bare..." Hun ligger hovedet lidt på skrå og bider sig i underlæben. "Jeg vil ikke have gallerierne tager mine billeder fordi i kontakter dem. Men fordi de synes om mine billeder og ser potientiale i dem. Okay?" Siger hun, da hun gerne vil være selvstændig på den måde. Hun vil ikke have billederne op hvis det kun var fordi de fik millioner af penge eller reklame, men fordi de fandt potientiale i hendes billeder, og gerne ville have dem. At det er hende der er grunden, og at hun kan klare sig selv på den måde. Hun tager en tår af sin vin, før hun vender sin opmærksomhed på ham igen. "Det går godt. Der har ikke været nogen ubehagelige typer i denne her uge. Altså, de fleste kan være ubehagelige når de bliver fulde af visse typer, men ikke noget ekstremt som det du var vidne til første gang."

Til hvor?

Måske hvor de skriver sammen to dage senere, eller mødes idk.. Skal lige hjælpe med maden, svare om få minutter skynder mig

Okay
Vi kan sig de skriver sammen om at mødes?

Færdig!

Ja fin idé

Yay!

Tak Er du ikke sød at starte en gang til, så starter jeg næste gang? Har en slem hovedpine

Hovedpine igen?

Ja, jeg har en eller anden form for smerte i mit hoved 24/7 fordi den operationslæge ikke kunne finde ud af sit job...Nogengange er det til at klare og andre gange ikke

Awwe fuck hvor nedern

Ja

Nå starter lige, så skal jeg lige spise

Okay tak

Marco ser på hende, og lytter til det hun siger med sine malerier, han ville gerne skubbe den del af hende igang også. Det skulle ikke kun gå videre for ham trods alt, det følte han var for uretfærdigt. "Du kan tage nogle gode billederne af dem, og så kan jeg fremlægge dem til nogle forskellige møder, hvis de ser noget interesse i dem, så giver jeg dem dine oplysninger, så kan du tage den der fra" Forklare han med et smil, før han spiser færdig, og skubber tallerken lidt ind mod bordets midte som et tegn på at han er færdig. Derefter tager han en tår af sin vin, og læner sig tilbage i stolen "Hvis der er problemer i den bar, så skriver du Anastasia... Det mener jeg" Hans stemme er stadig rolig og blid, men der er form for alvorlighed i ordene alligevel.

Allison havde haft et par lortedage for at sige det ligeud. Hendes forældre havde prædiket konstant, osv osv. Hun havde spillet med på den. For det var det letteste, talt dem efter munden, givet dem ret i alt de sagde. Det resulterede i at hun for første gang i tre dage havde sin lejlighed, og sin mobil for sig selv. Rent instinktivt er den første hun finder nummeret på, Gideon. Ham havde hun savnet, på trods af at der kun var gået to dage. #Hvad skal du idag?# Er den første besked hun sender ham, men alt andet kunne være ligemeget, nu havde hun chancen for at se ham, og det skulle udnyttes naturligvis.

skynder mig at spise

Okay ses snart

Anastasia tager den sidste bid af sin hjemmelavede mad før hun skubber tallerkenen med bestikket lidt væk fra sig selv, og længere ind på bordet. Hendes blik lander på ham da han taler, og hun nikker forstående. "Okay, det vil jeg gøre så." Siger hun, før hun smiler bredt. "Tak. Virkelig." Hun er virkelig taknemmelig for at han vil gøre det for hende, og hjælpe hende på den måde. Og at det så vil være hendes malerier som de vil falde for, og håbefuldt nok sætte op. Hun læner sig tilbage i stolen og hendes blik lander på ham ved lyden af hans stemme. Han virker på en side alvorlig, hvilket hun godt kan forstå, for hun ville have det på samme måde, hvis han stod i hendes sted. "Det skal jeg nok. Det lover jeg."

Gideon har haft det forfærdeligt de sidste to dage. Han har hevet hårdt i sig selv for ikke at ringe eller smse til hende, fordi han ikke ville give hende mere ballade i hvad han nu allerede havde fået hende ud i. Han ligger på sin seng lige nu og ser tomt op i loftet. Han savner hende. Så meget. Så meget at det nærmest gør ondt. Han ligger en hånd på sit bryst over sit hjerte og krummer hånden sammen med et suk. Pludselig hører han sin mobil og han tager den hurtigt, hvor han ser beskeden. Det får ham til at smile. #Intet. Og dig?# Sender den, og ligger tænkernde sit hoved en smule på skrå, før han skriver endnu en besked og sender. #Jeg savner dig...#