Anastasia lader sit blik møde ham da da han spørger indtil om Cary har kontaktet hende igen, og hun nikker meget svagt med hovedet. "He has been texting me. Twice. About an hour after his visit here. Apologizing, again, about his behaviour. It would be a lot easier if he just got the mesage. That i don't feel the same way about him. But i think he i jealous, and he can't just throw his feelings away. Wich i although understand. If you broke up with me, i couldn't just throw my feelings for you away either..." Indrømmer hun, for det er fuldstændig sandt. Selvom han forlod hende eller sårede hende, så ville hun altid elske ham på den samme måde som hun gør. Hun vil ikke kunne hade ham og afskye ham. Aldrig. Og det var egentlig noget som overraskede hende. Hendes mor kan såre hende så meget at hun ikke ønsker nogen form for kontakt med hende overhovedet. Men Marco? Han er...Anderledes. Han står i en anden plads i hendes liv. En plads der betyder hun er afhængnig af ham, og hun ikke kan glemme ham, om hun så ville. Hun sukker svagt over hele situationen før hun mærker hans kys mod sin tinding, hvilket gav hende en varme som hun har savnet i lang tid. En varme og betryggenhed hun har haft brug for i alt den tid. Og kun han kan give hende den beskyttelse. "I haven't. Not yet. I need to...Think about things. And where i stand with him." Siger hun, før hun mærker hans hånd i sin egen, og hurtigt fletter hun sine fingre ind imellem hans. En virkelig dejlig følelse. "You can't do anything about it. Don't think about it. It's my mom. You don't have to put that trouble on your shoulders."
Er du i gang med at svare, eller spiser du af din dejlige Daim is som jeg er dig så misunderlig på? 
Awwww 
Kan du nå at svare mig i hvert fald inden jeg logger?
Kan du nå at svare mig i hvert fald inden jeg logger?
Det er jeg ikke sikker på. Ikke endnu, men måske snart. Vi skal have en arbejder ud på altanen og arbejde i morgen fra klokken syv om morgenen
Jeg skal logge nu vi ses i morgen