Allison ser hen mod ham med et bredere smil da han finder mobilen frem, og med et træder hun tættere hen til ham. Han gjorde det, det var fremskridt. "Selvfølgelig Gideon! Du er hendes storebror, jeg er sikker på hun savner dig helt vildt" Forklare hun, før hun ser ned mod Irelands nummer endnu engang. "Ring nu!" Opmuntre hun ham, før hun kysser ham ganske kort. Derefter stryger hun ham ned af kinden med håndfladen, før hun ser mod mobilen igen. Dog bakker hun efterfølgende ud af køkkenet, han skulle havde fred til at snakke med hende. Langsomt går hun ind i soveværelset igen, hun kunne gøre sig sengrklar imens. Derfor finder hun en top og et par natshorts, som hun klæder om til. Inden hun forsvinder ud på badeværelset, hvor hun begynder at børste tænder. Hun håbede Ireland ville acceptere Gideon, det gjorde hun virkelig
Marco ser på hende mere ulykkelig da hun efterfølgende rykker sig fra ham. Det var værre end han regnede med, og det nagede ham. Han elskede sgu Anastasia, og disse gnidninger skulle de havde løst lige med det samme. Hurtigt sætter han sig op, før ham langsomt ser mod hende. Han havde lagt mærke til hun klædte sig på når stemningem blev trykket eller andet. Det var også helt iorden. "Okay. Start ud, fra en ende og så tager vi det hele så vi ikke skal tænke på det til middagen" Måske havde hun regnet ud han ikke var det vilde snakkemenneske. Men ærlig talt så vidste han det ikke nyttede noget, det skulle løses. Han kunne ikke være andet bekendt over for Anastasia. Let rækker han ud efter hendes hånd, og trækker hende en smule mod sig. Dog så de sidder front mod front. Det var bedst når man skulle snakke. Og det ville være ham en stor hjælp, at kunne se hendes udtryk.
Marco ser på hende mere ulykkelig da hun efterfølgende rykker sig fra ham. Det var værre end han regnede med, og det nagede ham. Han elskede sgu Anastasia, og disse gnidninger skulle de havde løst lige med det samme. Hurtigt sætter han sig op, før ham langsomt ser mod hende. Han havde lagt mærke til hun klædte sig på når stemningem blev trykket eller andet. Det var også helt iorden. "Okay. Start ud, fra en ende og så tager vi det hele så vi ikke skal tænke på det til middagen" Måske havde hun regnet ud han ikke var det vilde snakkemenneske. Men ærlig talt så vidste han det ikke nyttede noget, det skulle løses. Han kunne ikke være andet bekendt over for Anastasia. Let rækker han ud efter hendes hånd, og trækker hende en smule mod sig. Dog så de sidder front mod front. Det var bedst når man skulle snakke. Og det ville være ham en stor hjælp, at kunne se hendes udtryk.
Gideon mærker sine mundvige stiger opad i et smil over at se hendes smil, og høre hendes glade stemme. Hun var virkelig fantastisk. Så vidunderlig. Og han føler ikke han fortjener denne dejlige kvinde, så står foran ham lige nu. "Okay, jeg ringer til hende nu." Siger han med et smil på sine læber, før han mærker hendes læber mod sine egne, og han gengælder med det samme hendes kys. Dog er det desværre et kort kys, men hvis han skulle fortabe sig helt i hende, ville han heller ikke komme nogen vegne overhovedet. Hans grå øjne ser efter hende, betragter hende, før han vender blikket mod sin mobil, og starter et opkald. Derefter tager han mobilen op til sit øre. Han ånder lettet op da den bliver taget. "Ireland? Ja, det er Gideon. Din bror....Det ved jeg. Undskyld, det har bare været....Ja...Jeg ville gerne spørge dig om noget.....Om du ville ud at spise frokost sammen med mig en dag?...."
Anastasia har lagt mærke til at Marco ikke er en særlig snakkende person, men de var nødt til at snakke sammen, og få det her på det rene. Få det ud af verdenen. Hun mærker pludselig hans varme hånd i sin egen, og der går ikke to sekunder før hun sidder tættere på ham, med sin front mod ham. Det var nu meget rart. At tale sammen om det her ansigt til ansigt. Hendes blik forholder sig på deres hænder imens hun sukker. "Jeg nød i morges. At vågne op sammen med dig og lave morgenmad sammen. Indtil du begyndte at snakke om dine "betingelser" for min tur her i aften." Hun ser op på ham for at kunne se på hans ansigt. "Jeg kan godt forstå at du vil beskytte mig og sikre dig jeg er okay, for jeg har det på helt samme måde med dig, men...Jeg følte mig som et barn der blev skældt ud, Marco. Som om jeg ingen fri vilje havde. At jeg ikke var en voksen kvinde....Du himlede op og hævede stemmen, hvorefter du begyndte at kritisere Cary, og...Og det skræmte mig lidt. Ligesom du var i går aftes. Jeg brød mig ikke om at du var vred på mig. Jeg elsker dig jo, jeg ønsker ikke du skal hade mig...Og ja, jeg ved godt du havde ret i Cary, men det vidste du jo ikke i går, så selvfølgelig når du begynder at kritisere ham, så bakker jeg ham selvfølgelig op...Jeg har kendt ham i fire år. Og nej, jeg er ikke særlig vild med Cary lige nu....Men det er noget andet. Min pointe er at du himlede op til højre og venstre, og blev ved med det, indtil du ville få din vilje. Og når du så fik din vilje, så blev du helt sød og...Kærlig. Dig selv. Og du var helt ligeglad med hvad jeg synes. Du tænkte ikke eller håndterede hvordan jeg havde det. Du ville bare have din vilje. Og du kan ikke få din vilje hver gang vi har et skænderi, Marco. Hvad vil du så gøre? Himle op en gang til eller surmule til du får din vilje? Nej, jeg havde ikke noget imod at du kørte mig hjem. Ja, jeg synes måske at jeg skulle ringe dig op hver gang var overdrevent, men det ville have været noget helt andet hvis du havde sagt sandheden. At du gerne ville køre mig hjem, fordi du gerne ville sikre dig at jeg var i sikkerhed, og vide at jeg var okay. Istedet for at sige som du gjorde...."
Anastasia har lagt mærke til at Marco ikke er en særlig snakkende person, men de var nødt til at snakke sammen, og få det her på det rene. Få det ud af verdenen. Hun mærker pludselig hans varme hånd i sin egen, og der går ikke to sekunder før hun sidder tættere på ham, med sin front mod ham. Det var nu meget rart. At tale sammen om det her ansigt til ansigt. Hendes blik forholder sig på deres hænder imens hun sukker. "Jeg nød i morges. At vågne op sammen med dig og lave morgenmad sammen. Indtil du begyndte at snakke om dine "betingelser" for min tur her i aften." Hun ser op på ham for at kunne se på hans ansigt. "Jeg kan godt forstå at du vil beskytte mig og sikre dig jeg er okay, for jeg har det på helt samme måde med dig, men...Jeg følte mig som et barn der blev skældt ud, Marco. Som om jeg ingen fri vilje havde. At jeg ikke var en voksen kvinde....Du himlede op og hævede stemmen, hvorefter du begyndte at kritisere Cary, og...Og det skræmte mig lidt. Ligesom du var i går aftes. Jeg brød mig ikke om at du var vred på mig. Jeg elsker dig jo, jeg ønsker ikke du skal hade mig...Og ja, jeg ved godt du havde ret i Cary, men det vidste du jo ikke i går, så selvfølgelig når du begynder at kritisere ham, så bakker jeg ham selvfølgelig op...Jeg har kendt ham i fire år. Og nej, jeg er ikke særlig vild med Cary lige nu....Men det er noget andet. Min pointe er at du himlede op til højre og venstre, og blev ved med det, indtil du ville få din vilje. Og når du så fik din vilje, så blev du helt sød og...Kærlig. Dig selv. Og du var helt ligeglad med hvad jeg synes. Du tænkte ikke eller håndterede hvordan jeg havde det. Du ville bare have din vilje. Og du kan ikke få din vilje hver gang vi har et skænderi, Marco. Hvad vil du så gøre? Himle op en gang til eller surmule til du får din vilje? Nej, jeg havde ikke noget imod at du kørte mig hjem. Ja, jeg synes måske at jeg skulle ringe dig op hver gang var overdrevent, men det ville have været noget helt andet hvis du havde sagt sandheden. At du gerne ville køre mig hjem, fordi du gerne ville sikre dig at jeg var i sikkerhed, og vide at jeg var okay. Istedet for at sige som du gjorde...."
Allison børster næsten lydløst tænder, men for det første ville hun virkelig virkelig ikke forstyre hans samtale. Og for det andet, var det fordi hvis hun var stille, kunne høre hvad han sagde. Da han invitere hende ud, smiler hun tilfreds, før hun lægger tandbørsten fra sig. Resten af samtalen høre hun dog ikke, da hun vælger at gå ind i soveværelset. Men hun er dog ret sikker på det ville være tydeligt på Gideons ansigtsudtryk, om det var gået godt eller skidt. Med et smil trækker hun roligt gardinerne for, og tænder den ene natlampe hun nu har. Naturligvis ville hun havde endnu en natlampe, men hun skulle lige havde pengene. Let dumper hun kort ned på sengekanten, og ser tålmodigt efter ham. Hun ville naturligvis rigtig gerne vide hvordan det var gået. Håret sætter hun kort op i en løs knold, men ellers forholder hun sig rolig.
Marco ser på hende, og lytter skam til det hun siger, naturligvis. Han lytter virkelig til det hun siger, og overvejer derefter sit comeback. Han ved dog ikke hvad han skal starte med. "Anastasia, jeg ved godt det måske ikke var helt rimeligt at skælde dig ud, men du er nød til at forstå at du nogengange er en smule for naiv. Du vælger at tro det bedste, og det beundre jeg dig. Men se nu hvad der skete med Cary. Jeg havde ret, ikke sandt. Jeg skal nok omformulere mig mere ordentlig i fremtide, og jeg skal også stoppe med at skælde dig ud, det forstår jeg." Han holder let en pause, før han ser på hende. "Men når jeg vil havde min vilje er det fordi jeg har ret, det kan jeg ikke ændre. Men jeg kan fortælle sandheden fra start af fremover. Ja jeg ville hente dig fordi jeg ville være sikker på du var i sikkerhed" Forklare han, før han kort klør sig ved håndleddet. Men ellers ser han blot neutralt på hende. Han ved det var lidt en smule vrøvlet, men han regnede med hun forstod budskavbet
Marco ser på hende, og lytter skam til det hun siger, naturligvis. Han lytter virkelig til det hun siger, og overvejer derefter sit comeback. Han ved dog ikke hvad han skal starte med. "Anastasia, jeg ved godt det måske ikke var helt rimeligt at skælde dig ud, men du er nød til at forstå at du nogengange er en smule for naiv. Du vælger at tro det bedste, og det beundre jeg dig. Men se nu hvad der skete med Cary. Jeg havde ret, ikke sandt. Jeg skal nok omformulere mig mere ordentlig i fremtide, og jeg skal også stoppe med at skælde dig ud, det forstår jeg." Han holder let en pause, før han ser på hende. "Men når jeg vil havde min vilje er det fordi jeg har ret, det kan jeg ikke ændre. Men jeg kan fortælle sandheden fra start af fremover. Ja jeg ville hente dig fordi jeg ville være sikker på du var i sikkerhed" Forklare han, før han kort klør sig ved håndleddet. Men ellers ser han blot neutralt på hende. Han ved det var lidt en smule vrøvlet, men han regnede med hun forstod budskavbet
Gideon venter spændt på hendes svar, og da han endelig får det, får han et smil på sine læber. "Okay, hvordan passer fredag dig?....Kl. 13.00? Du kan bestemme stedet, du kender vidst de mest fancy steder..." Han griner lidt over hendes svar, da det er ret så morsomt. "Okay, det er en aftale. Det lyder godt....Vi ses der." Han ligger derefter på og ligger mobilen tilbage i sin ene bukselomme, før han træder med lange skridt ind på det han tror er Allisons værelse, hvilket det er. Et smiler vises på hans læber da han ser hende, og han træder hen for at sætte sig på sengekanten ved hendes side. "Hva' så Engel?"
Anastasia ser ned på dynen der ligger over deres ben før hendes grønne øjne finder op på hans ansigt igen, og hun bider sig i underlæben, imens hun yderst opmærksomt lytter til hvad han fortæller. Langsomt nikker hun et par gange imens hun tænker sit svar igennem. "Du skal bare stoppe med at himle op og snakke om voldtagelse og overfald og...Bare sig hvad du ærligt mener. For jeg ved godt de ting. Og nej, jeg havde ikke rigtig regnet med min bedste ven, som jeg havde kendt i fire år ville gøre sådan...Han var trods alt også fuld. Dog gør det det heller ikke bedre." Hun holder en kort pause hvor hun ser op på ham. "Hvis du roligt havde fortalt mig at du gerne ville køre mig fordi du ville sikre dig jeg kom hjem i sikkerhed, så ville jeg have sagt ja tak til det fra starten. Men når du begynder at himle op på den måde og gå i forsvarsposition, så går jeg også i forsvarsposition, og står mig uforstående overfor hvorfor du reagere som du gør. Du er nødt til at fortælle mig hvad du tænker og mener." Hun tager en hårtot væk fra sit ansigt. "Og jeg lover jeg nok skal passe bedre på. Og der kommer nok tider hvor vi diskutere, og selvom du mener du har ret, at jeg så ikke mener du har. Så vil jeg ikke have vi står og skændes i evigheder. Og at du skælder mig ud og surmuler indtil du har fået din vilje, for sådan kommer det ikke til at gå, Marco. Jeg er en selvstændig kvinde. Jeg har mine egne meninger og jeg vil tage mine egne beslutninger." Hun slipper hans hånd for istedet at ligge begge sine hænder op på hans kinder. "Det er mit første forhold. Kun tredje kys. Første gang. Første kærlighed. Du har fået alt det fra mig. Og jeg er stadig ved at lære. Jeg ved ikke andet end at jeg elsker dig, og at jeg både føler mig sårbar og lykkelig sammen med dig." Siger hun imens hun ser ind i hans dybbrune øjne.
Anastasia ser ned på dynen der ligger over deres ben før hendes grønne øjne finder op på hans ansigt igen, og hun bider sig i underlæben, imens hun yderst opmærksomt lytter til hvad han fortæller. Langsomt nikker hun et par gange imens hun tænker sit svar igennem. "Du skal bare stoppe med at himle op og snakke om voldtagelse og overfald og...Bare sig hvad du ærligt mener. For jeg ved godt de ting. Og nej, jeg havde ikke rigtig regnet med min bedste ven, som jeg havde kendt i fire år ville gøre sådan...Han var trods alt også fuld. Dog gør det det heller ikke bedre." Hun holder en kort pause hvor hun ser op på ham. "Hvis du roligt havde fortalt mig at du gerne ville køre mig fordi du ville sikre dig jeg kom hjem i sikkerhed, så ville jeg have sagt ja tak til det fra starten. Men når du begynder at himle op på den måde og gå i forsvarsposition, så går jeg også i forsvarsposition, og står mig uforstående overfor hvorfor du reagere som du gør. Du er nødt til at fortælle mig hvad du tænker og mener." Hun tager en hårtot væk fra sit ansigt. "Og jeg lover jeg nok skal passe bedre på. Og der kommer nok tider hvor vi diskutere, og selvom du mener du har ret, at jeg så ikke mener du har. Så vil jeg ikke have vi står og skændes i evigheder. Og at du skælder mig ud og surmuler indtil du har fået din vilje, for sådan kommer det ikke til at gå, Marco. Jeg er en selvstændig kvinde. Jeg har mine egne meninger og jeg vil tage mine egne beslutninger." Hun slipper hans hånd for istedet at ligge begge sine hænder op på hans kinder. "Det er mit første forhold. Kun tredje kys. Første gang. Første kærlighed. Du har fået alt det fra mig. Og jeg er stadig ved at lære. Jeg ved ikke andet end at jeg elsker dig, og at jeg både føler mig sårbar og lykkelig sammen med dig." Siger hun imens hun ser ind i hans dybbrune øjne.
Jeg prøver at ændre Ana, for er ikke tilfreds med hende 
Jeg kan ikke helt bestemme mig, hende her, eller hende før?