Start: Det morgen efter deres første aften her på skolen. Snakken går om, at der i år skal afholdes den legendariske trekamp her på skolen. Hvornår kommer de fra de andre skoler? Hvem bliver mon valgt? Tænk på æren og den store sum penge man kan få!
Som altid, er der alt hvad hjerte kan begære at spise til morgenmad. Selv den mest kræsne person, ville kunne gå herfra med deres maver fyldte. Heldigvis er Macey dog på ingen måde kræsen, så hun kan smage på noget nyt næsten hver eneste dag. Med røven solidt plantet på en af bænkene, begynder hun at fylde sin tallerken godt op med mad. Hun savner altid hogwarts, det er det eneste rigtige hjem for hende, dog savner hun aldrig selve skolen. Allerede efter morgenmad, skal hun direkte videre til eliksir med professor Snape, der tydeligvis fortrækker hendes søster frem for hende. Efter det, har hun en dobbelt time hos Professor mcgonagall, så ud i skoven til magiske Dyrs Pasning og Pleje - hendes absolut ynglings fag. Når hun får sit eksamensbevis her fra, så ville hun rejse verden rundt, se så mange magiske skabninger som overhoved muligt. Hendes forældre synes hun er skør, men noget siger hende, at de glæder sig til, at komme af med hende, hun passer jo trossalt ikke ind i 'Carrow' beskrivelsen. Hun trækker sin fyldte tallerken til sig og ser op på sine to venner. De er begge fra Ravenclaw, men alligevel får hun set dem hver eneste dag, bare ikke om aften hvor hun må sidde sammen med de andre fra Gryffindor. Heldig for hende, er hun en ganske populær pige, så det er ikke svært at finde andre at snakke med."I know for sure, that I am going to put my name in the goblet of fire! " Tænk på æren ved at vinde, og pengene skader bestemt heller ikke. Macey skyer ikke væk fra opmærksomheden, tværtimod, hun løber næsten altid imod den - hvis den så ikke er peget på hende i forvejen. Ofte behøver hun ikke gøre noget, folk har det bare med at snakke om hende, godt såvel som dårligt. Hun er van til det efterhånden, hvert år - konsekvens - har der været et tidspunkt, hvor de fleste små hader hende. Første år var det fordi, at hun formået at tabe en masse point for sit hus, fordi hun skulle snige ud om aften. Et andet år, fik hun eftersidning med Professor Snape, så Gryffindor tabte deres quidditch kamp og tabte derfor pokalen til Hufflepuff. "Think about the glory, and fortune! I sure could use that! What about you guys?" hun ser ivrigt fra Abbie til Luc.
Som altid, er der alt hvad hjerte kan begære at spise til morgenmad. Selv den mest kræsne person, ville kunne gå herfra med deres maver fyldte. Heldigvis er Macey dog på ingen måde kræsen, så hun kan smage på noget nyt næsten hver eneste dag. Med røven solidt plantet på en af bænkene, begynder hun at fylde sin tallerken godt op med mad. Hun savner altid hogwarts, det er det eneste rigtige hjem for hende, dog savner hun aldrig selve skolen. Allerede efter morgenmad, skal hun direkte videre til eliksir med professor Snape, der tydeligvis fortrækker hendes søster frem for hende. Efter det, har hun en dobbelt time hos Professor mcgonagall, så ud i skoven til magiske Dyrs Pasning og Pleje - hendes absolut ynglings fag. Når hun får sit eksamensbevis her fra, så ville hun rejse verden rundt, se så mange magiske skabninger som overhoved muligt. Hendes forældre synes hun er skør, men noget siger hende, at de glæder sig til, at komme af med hende, hun passer jo trossalt ikke ind i 'Carrow' beskrivelsen. Hun trækker sin fyldte tallerken til sig og ser op på sine to venner. De er begge fra Ravenclaw, men alligevel får hun set dem hver eneste dag, bare ikke om aften hvor hun må sidde sammen med de andre fra Gryffindor. Heldig for hende, er hun en ganske populær pige, så det er ikke svært at finde andre at snakke med."I know for sure, that I am going to put my name in the goblet of fire! " Tænk på æren ved at vinde, og pengene skader bestemt heller ikke. Macey skyer ikke væk fra opmærksomheden, tværtimod, hun løber næsten altid imod den - hvis den så ikke er peget på hende i forvejen. Ofte behøver hun ikke gøre noget, folk har det bare med at snakke om hende, godt såvel som dårligt. Hun er van til det efterhånden, hvert år - konsekvens - har der været et tidspunkt, hvor de fleste små hader hende. Første år var det fordi, at hun formået at tabe en masse point for sit hus, fordi hun skulle snige ud om aften. Et andet år, fik hun eftersidning med Professor Snape, så Gryffindor tabte deres quidditch kamp og tabte derfor pokalen til Hufflepuff. "Think about the glory, and fortune! I sure could use that! What about you guys?" hun ser ivrigt fra Abbie til Luc.
Hun sidder og roder rundt i sin cornflakes med et trist ansigtsudtryk. Hun har godt læst omkring den her trekamp - med alt den tid hun bruger på biblioteket, er det jo næsten umuligt, at hendes øjne ikke er faldet over det før. Der er en grund til, at legene blev forbudt i sin tid, de er farlige, folk dør! Uanset hvor tiltrækkende pengene og ikke mindst anerkendelsen er, så har hun ikke lyst til at udsætte sig for det. Hele skolen skal se med, og ikke nok med at hele Hogwarts skal se med, så skal to andre også. Hvorfor ville nogen ønske det? Hun fortrækker at holde sig i skyggerne, der er trossalt mange der overhoved ikke aner hvem hun er, de ser hende blot som Maceys søster, den anden Carrow søster. Hun er da på ingen måde i tvivl om, at hendes søster nok smider sit navn i, det her er jo trossalt en mulighed for mere opmærksomhed. Hun tager modvilligt en ske op i munden, hun er på ingen måde sulten. Det her år, hendes sidste år på denne legendariske skole, er ved at komme til en slutning, noget hun er okay med. Årene her har ikke været rare mod hende, mobning er ikke just en unormal ting hun bliver udsat for, tværtimod. Hvorfor hendes søster elsker den her skole meget, det er et under for hende. Endnu en ske tvinger hun ned, hun har en lang dag foran sig, hun har nok valgt at gå videre med for mange fag, for hun føler dårligt, at hun har tid til at stoppe op og trække vejret. Hun har store drømme for sig selv efter skolen, hun ville blive til noget stort, hun ville komme helt op til toppen, ikke bare rende rundt og studere magiske væsner. Endnu en ske bliver tvunget ned. Uden mad, har hun ingen energi til den lange dag, så hun ville tvinge hver eneste ske ned, indtil, at hun føler det er tilstrækkeligt. Hun starter med eliksir i dag, sammen med hendes søster. Hun går på samme årgang, så de har næsten alle deres fag sammen, død irriterende hvis du skulle spørger hende. Hvad med lidt individualitet? Hun gider ikke bare sidde i skyggen af sin søster, selvom Willa er langt mere bog klog og derfor får langt bedre karakter end sin søster. Med kun en ven, gør det det også nemmere, at bruge alt sin tid på at studere.
Det kræver stadig tilvænning at begive sig i en verden, der er så langt fra hvad man er vokset op i. Nok ligger det i blodet, men det føles alligevel fremmed for ham på mange måder. I sit tidligere liv var et stærkt karaktertræk en exceptionel evne til at læse folk og situationer, men her føles alt skævt. Slået helt ud af kurs og udfordret i de mest basale ting for den almindelige førsteårs troldmand. At han måtte flytte fra Ilvermorny til Hogwarts gjorde det ikke just lettere, da han netop lige havde vænnet sig lidt til det amerikanske skolesystem, men endnu engang skulle flytte fra “alt hvad man kendte” til noget nyt igen. Måske det var en god ting i sidste ende. Det tidligere liv var ikke just en dans på røde roser, tværtimod. Der var vel en grund til, at han forsøgte at ende det tidligt. Med et fjernt blik ser han ud over mængden af elever, der propper sig med adskillige morgenmadsprodukter og andre alternative retter han aldrig har set. Trods han efterhånden har kendt til denne verden i nogle år, føler han stadig det til tider er en fever dream. Det er først når han atter lader blikket ramme Abby og Macey, at han finder ro i det hele igen. Et skævt lille smil breder sig på de tynde læber, da han bemærker det gengældte blik fra Macey, til det går op for ham at hun rent faktisk havde spurgt ham om noget. Et øjeblik må han tænke få sekunder tilbage, for at mindes hvad hun måtte have sagt, mens han befandt sig i sit eget tankespind. En let rynke på panden former sig i panden på ham. ”Goblet of Fire?” gentager han, uden at være helt sikker på, hvad det skulle betyde. ”I’m not following…?” Siden han ko hertil, har hans hukommelse svigtet adskillige gange. Det piner ham så inderligt, at han ikke længere er den, han engang var. Dog kommer det stille og roligt til ham med tiden.
Syvende år er endelig påbegyndt. På en måde kan Tony nærmest ikke vente, til dette endelig er ovre. Sidste år var en plage uden lige. Siden den lille møgunge til Luc Di Vittorio satte fod på skolens grund, havde der ikke været snak om andet, end hvor klog og mægtig han var. At han kom fra en legendarisk familie, og at det lå i blodet på ham, trods hans nuværende begrænsede viden om alting. Om dette blot er jalousi der overtager Tony, ville han nok aldrig indrømme. Til gengæld vil han nok lade det blive udtrykket i had mod vedkommende i stedet, som nu. "You know, for a kid who's supposed to be this incredible 'chosen one', you're pretty dumb.." han overhørte tilfældigvis samtaleemnet, da han blot var ganske få meter væk fra dem. Han stiller sig hen mellem Macey og Abbie - en anelse tættere på Abbie, bare for at bringe lidt splid mellem de på. Han er ikke blind for, hvilken borgerkrig han har fået startet i den lille trekløver, tværtimod. Han er udmærket klar over, hvad han har startet, og han fryder sig over det. Han giver kort Abbie et kærtegnende strøg over hendes skulder, hvorefter han ser mod Macey. Han er rolig i sine bevægelser, og med et blidt, men alligevel lettere intimiderende smil på læben, hviler han blikket på Macey, komplimenterende over hendes skønhed. "Ah yes, the glory and fortune. Would fit you perfectly." Hovedet tilter en anelse til den ene side, mens han ser ned på Macey. En af de ting der er ved Tony, er hans tvetydighed og 
konstante sarkasme han har over sig. Man ved aldrig helt, om han mener det, eller om han blot er sarkastisk. Alligevel formår han for det meste at lade folk falde for charmen først, hvor først at lægge mærke til, hvilken fornærmelse han havde smidt, efter han var gået. "Much more deserved, than whatever Discount Potter seems to be entitled to." Han skuler en anelse over mod Luc med et dømmende blik. "As far as I'm concerned, he's nothing but a poser." Øjenbrynet markerer sig kort, mens han dømmende giver Luc et elevatorblik. "Good luck, Mace." siger han så, mens han sender hende et anerkendende smil. "You look good today, Abbie." Uden at lade dem give nogen form for respons, forsvinder han fra deres bord, og går derefter direkte over mod Willa, som sidder med sin cornflakes mutters alene.
Moderators: vanassa27 Heartbeat_ Tim Kyle (played by inator)
