Secondlife

“Måske kendte du ikke din mand så godt som du gjorde? Jeg ved ikke meget, men jeg kan godt undersøge hvad de ved og hvad de havde af problemer med ham” hans blik blev vendt mod de personer, der nu lå på gulvet bevidstløse og muligvis nogle af dem nær døden. “Jeg ved jeg har fucket up her, men lad mig i det mindste gøre hvad jeg kan for at gøre det godt igen” han trak vejret dybt, inden han vendte hans blik mod hende igen.

"Heath var syg.. han kunne ikke gøre nogen noget. At gå efter hans kone er ulækkert og jeg er ret sikker på at hvis jeg kontakter en fra det kriminelle marked og spreder rygtet ln de stjæle fra en enke og at de i samme ombæring har prøvet at myrde hende.. så blive fe kunne super populære" hun rejste sig og lænede sig ind til ham [ "Hvorfor Jackson?"

“Du vil blive overrasket hvad kriminelle gør på en daglig basis, enke eller ej hvis der er noget folk vil have, så tager de det. Desuden har de fleste også lært at de ikke skal blande sig i andres business.” Han strøg hende på ryggen, hvor han kyssede hende i håret. “Jeg har været i det her siden jeg var teenager, følte jeg ikke at jeg havde et andet valg. Følte at alle bare vil se mig et udskud", han vidste ikke hvad han skulle sige, dog forsøgte han at åbne op overfor hende

Hendes hjerte værkede for ham, hun fattede ikke at han havde fået lov at bevæge sig ind i sådan en verden "Jeg forlader ikke min virksomhed. Så enten, pisser de af.. eller også finder jeg nogle der får dem til at pisse af. Det må du gerne fortælle dine lorte venner" hun kiggede alvorligt på ham "Også skal du finde ud af om det er min verden du høre til i, eller om du høre til i deres.. Det der badboy look.. det klæder mange, men baby.. Du er ikke en badboy.. du er endt det forkerte sted!" hun strøg hans kind hurtigt, stak ham sit visitkort og jokkede over en af spasserne på gulvet med hendes høje hæle "Jeg skal nok få jer ud små rotter, en efter en..."

“Du har en der vil forsøge at få dem pisse af, dog tror jeg ikke du bliver glad for idéen” han rejste sig op, hvor han kiggede lidt på personerne der lå ned, mens hun så hende i øjnene. “Du kender mig knap og nap Rachel, jeg er vokset op i den verden. De tog mig ind, da jeg ingen andre havde” han bed sig i læben, for hun havde nok ret i at han var endt det forkerte sted, men hvad skulle han ellers gøre med hans liv. Han tog hendes visitkort og lå den i lommen. “Jeg skal nok tage dem ud herfra, så du ikke skal tænke på det” han vidste ikke hvad han skulle sige til hende, for han havde sagt nok forkert lige nu.

"Jeg har sagt hvad jeg havde at sige nu Jackson, hvad DU vælger at gøre her fra er dit fucking problem.. Enten skider du på den lorte fortid og håber på en fremtid med mig.. eller også så går jeg ud af den her dør igen, også ser du mig aldrig igen.. Og hvis i prøver at komme tilbage, gud nåde og fucking trøste jer" hun vidste udemærket godt hvem hun ville have fat i, det skulle være tungt og det skulle komme til at gøre hvert og en af dem ondt, koste hvad det ville, hendes militær bror ville nok godt tage en enkelt rundering med hans drenge på området. Så måtte det jo være militæret de mødte næste gang og ikke en fucking omgang donut spisende tabere.

“Håbe på en fremtid?” han blinkede et par gange med øjnene. For hørte han rigtigt, ønskede hun en fremtid med ham. “Du kan da ikke mene, du vil have en fremtid med et udskud som mig, der burde have været sendt ind i fængsel for længst” han bed sig kort i læben, for han vidste godt han ikke var en god mand. Han havde en lang fortid i det miljø han var i, som Rachel knap og nap kendte til. Han vidste faktisk ikke, om han ønskede at hun kendte til den, men det gjorde hun på en måde nu.

Hun stoppede i døren og kiggede på ham "Ja en fremtid Jackson, en fremtid væk fra hvad fuck end det der er.. En fremtid der kan gøre dig lovlydig og dydig" hun stod kun i døren for at føre samtalen med ham, hun ville ud fra det sted her og have fat i hendes bror, men hun kunne ikke ringe her. De drenge ville komme flyvende og de ville satme ikke tænke to gange før de fjernede en der lignede en forkert person "Du skal nok bestemme dig lidt tjept"

“En fremtid jeg ikke fortjener, ligesom jeg ikke fortjener din tilgivelse på den måde” han kiggede hende ind i øjnene, mens han mærkede hans hjerte og tanker gå i stå. Han vidste ikke hvad skulle gøre eller sige, men han kunne ikke tage sådan en beslutning særlig tjept. “Jeg vil gøre mit bedste for at blive bedre... jeg kan ikke love jeg fejler” han havde en masse dæmoner, som Rachel ikke kendte til, men ville han forsøge at ændre dem for hende, det ville han med sikkerhed.

"Jeg bad dig ikke om at være fejlfri Jackson, jeg bad dig om at bestemme dig for om din fremtid er hos dem eller.. hos mig" hendes egne dæmoner var der ingen der havde set, dem havde hun gemt fra selv Heath. De eneste der kendte til hendes historie i de mindste detaljer var hendes brødre. De havde været der igennem tykt og tyndt. Men hun vidste at der ville være plads til at åbne op om hendes fortid plads til at han kunne se hendes dæmoner.. Måske han var den der kunne tage dem og holde dem i snor.

Han gik hen og lå hans hånd mod hendes kind “Jeg har lidt valgt min fremtid, da jeg kæmpede imod dem Rach, jeg har ikke noget at vende tilbage til ved dem”. Han havde et lille håbefuld smil “det eneste jeg vil nu er at beskytte dig fra dem, jeg kunne gå under dække for at finde ud af hvad det præcis handler om. Hvis du stoler på mig...” han vidste godt det var en chance han løb her, men lige nu ville han bare gøre det hele godt igen.

"Jeg stoler på dig Jackson, men.. Jeg stoler ikke på dem.. det du har gjort her i dag, vil få dig til at være en stikker og en medløber. Det er ikke noget jeg tror at de vil værdsætte" hun prøvede ikke på at virke klogere end hun var, men den kriminelle underverden var hende ikke fjern kendt, det var slet ikke der den lå for hende. Hun havde skam været i deres verden, hun havde bare været glædes pigen i den anden ende, ved dem i toppen. Hun trak sig let og kiggede på ham "Nej.. du kommer med mig. Jeg har mistet en mand.. jeg har fandme ikke tænkt mig at sælge den næste"

“Dem der ligger her nu siger intet, de kan kun finde ud af det hvis jeg bliver bustet” han kyssede hendes pande hvor han så hende i øjnene. “Du mister mig ikke, der er mange der har prøvet, hvilket du nok også kan bemærke, hvis du kigger tydeligere på mine ar” han bed sig på indersiden af kinden, dog var hans fokus på hende. Dog da han mindst ventede det mens han stod med ryggen til en af personerne, mærkede han et skud i skulderen. Han bed smerten i sig, inden han valgte at angribe personen og sikre sig han ikke kunne nå at gøre mere skade.

Skuddet der havde ramt hans skulder, var gået igennem og sad plantet i hendes bryst. Det skrig han ikke havde formået at komme med rev sig igennem hendes krop. Smerten var forfærdelig og det flimrede for hendes øjne kort inden hun sank om på gulvet.

Han fik klaret manden, som havde skudt hans skulder, dog hørte han skriget fra Rachel, hvor han var ret hurtigt henne ved hende, for at finde noget at holde mod hendes bryst. Han kunne ikke klare at miste hende, slet ikke nu “Jeg er her Rach...”. Han prøvede at undgå at græde, mens han fandt hans bedste løsning at få kontaktet hjælp, ligeglad med sig selv og hvor han ville ende op.

Hun knugede sin hånd om sin telefon "Marco.. han kommer og.. hjælper" hun mumlede det slap så telefonen "Mine brødre.. de vil fjerne alt her fra.. tro mig.. også dig. Hvis ikke du siger at jeg er din kæreste" hun lukkede øjnene og blev mere svimmel igen. Smerterne var et helvede..

Han blev mere rolig, mens han kyssede hendes pande. Hans hjerte var fuldkommen splintret, det var svært for ham at se hende sådan. Han holdt hende tæt ind til sig, helt ligeglad med hans egen smerte, ligeglad med hans egne skader især i den tilstand hun var i. “Jeg fortjener det babe, det er min skyld du er i den her situation” han havde skyldfølelse, mærkede hvordan hans hjerte var knust over denne situation.

"Jackson.. hold op.. og ring.. jeg dør ikke.. Hvis jeg skulle dø ville Heath være her og han er her ikke.. så find ro.. og ring" hun prøvede at lyde upåvirket, men angsten havde fat i hende, den brusede dybt i hendes åre og gjorde hende skidt. Heath var der, men hun nægtede at lade nogen finde ud af det, hun var ikke klar til at forlade denne verden endnu

Han var langt fra rolig, men han tog hendes telefon og fik ringet nummeret op og satte telefonen på højtaler. Han havde svært ved at være kølig og ligeglad lige nu, dog fokuserede han bare på hende og ville hade hvis hun døde netop lige nu. “Bare hæng i okay” han hviskede det med en blid stemme og kyssede hendes pande.

Hendes brors stemme gjaldede ud igennem telefonen, præcis som hun havde forventet var Marco der lynende hurtig i den anden ende "Hallo, hvem ringer? Rach det er dit nummer.. men det er på akut nummeret, hvad er der sket?" hendes hjerne kunne ikke finde et svar frem det føltes som om hendes brystkasse blev tungere og tungere