Secondlife

Han havde svært ved at forme ord, men han fik bare hurtigt henkastet sagt “Bare kom hurtigt, Rach har brug for din hjælp” han kunne ikke sige ordet kæreste eller hvem han var, da hans hoved var et andet sted, som han kunne se at Rachel ikke rigtig svarede længere hvilket kun fik ham til at panikke mere.

Hun mumlede kort "Firmaet er under angreb. Der er mennesker.. med våben. Jackson.. er her og passer på mig. Jeg er.. ramt" hun bed tænderne hårdt sammen, det var et helvede. Men smerterne bølgede heldigvis, det var ikke så slemt mere, det værste var bare at hun blev mere svimmel

“Babe, sig ikke mere” han satte mere pres på hendes sår for at sikre sig hun ikke ville ende med at få det værre. Selvom han selv var svimmel, holdt han det ud mens han kastede hans egne våben til siden og bed smerten i sig, som virkelig havde skudt ind fra hans skulder af. Dog var hans vigtigste fokus hende, for han var pludselig ligeglad med sig selv.

Hun magtede ikke at skændes med ham, det gjorde hende træt bare at overveje det. Kort efter lukkede hun øjnene og lyttede blot til omgivelserne, hendes brødre ville være der snart. Det var hun slet ikke i tvivl om, der gik heller ikke mange sekunder før hun hørte den vante lyd af helikopteren der nærmede sig bygningen "Jeg håber for dine venner, at de er klar på at dø.. for.. de drenge.." hun svømmede ind i mørket igen, ved lyden af skud.

Marco: Der gik ikke mange sekunder før en sammenbidt mand stod ved dem og iagttog dem "Er der flere herinde? Eller er der kun jer? Kan du gå?" han studerede kort Jackson og kneb øjnene sammen "Du er kæresten?"

Han nåede kun at høre lyden af en helikopter, hvor han tydeligt kunne se hvordan Rachel forsvandt ind i mørket. Det var svært for ham ikke at fælde en tårer, for det var faktisk svært for ham at se hende sådan. Han registrerede slet ikke skuddene eller hvad der foregik, for han var for fokuseret på hende. Hun havde helt sikkert ramt et ømt punkt i hans hjerte. Han sad og strøj i hendes hår, mens han kyssede hendes pande. Dog brød han ud af hans facade, da nogen trådte ind, hvor han trak sin pistol. Dog sank han den, da han regnede ud det var Rachels bror.
Han lå pistoen fra sig, hvor han rejste sig og tænkte ikke på smerten han havde “Jeg kan sagtens gå, dem der er herinde har jeg taget mig af” han kiggede mod Rachel, hvor han efter kiggede mod hendes bror igen. “Ja, jeg er kæresten” han havde ikke nogen frygt i øjnene hvor han bare håbede Rachel kunne få noget hjælp. “Hun er i den værste tilstand et skud ved brystet”

Marco: Han havde allerede grebet sin søster og var på vej mod helikopteren "Afsted, med jer!" han kiggede på Jackson og mumlede lavt "Jeg håber fandme ikke du havde noget med de pikhoveder og gøre..". Han skar tænderne hårdt sammen og skyndte sig op til helipadden "Du passer fandme på hende, kan du fatte det?"

“Jeg ville have taget det skud for hende, hvis jeg kunne” hans stemme var dyb og mørk, hvor han fulgte med. For helvede hvor hans skulder gjorde ondt, ville han ikke forlade hendes side. Dog viste han at hans ord var nok til at forklare at han ville gøre alt for at beskytte hende, dø for hende hvis hun fik chancen.

Marco: Han slap hende så hun blev lagt på en båre, der kom hurtigt en læge hen og kiggede på hende "Jeg tror hun har mistet blod" lægen nikkede og begyndte at arbejde, det virkede som om at hun havde mere styr på tingene end han, derfor trak han sig tilbage og kiggede på Jackson "Velkommen til familien, pas på hende". han klappede hans gode skulder og forsvandt

Rachel: Hun missede med øjnene, det var som om at det friske blod hun havde fået gjorde hende mere frisk. Heath var trukket tilbage og hun vendte blikket mod Jackson "Er du okay?" hun pegede på lægen "Tilse ham, jeg skal nok klare mig for nu"

“Det lover jeg” han kiggede han mod Rachel og var fokuseret på hende, og det var tydeligt hun havde brug for hjælp. Han var ret bleg at se på og han havde fokus på at lægen gjorde alting rigtigt. Dog som Rachel vågnede var han ved hendes side og det var tydeligt at se det mørke blik var erstattet med et tårefyldt et. “Jeg er okay babe” han var ikke okay, han var bare ikke klar til at forlade hendes side og han var måske alt for stædig.

"Jeg er lige her, jeg forlader dig ikke" hun tog hans hånd og knugede den, lægen virkede til at hun ikke var til at stoppe alligevel. Så hun moslede rundt med dem og fik ham fikset. Rachel rejste sig prøvende og søgte hen imod ham, der var intet der kunne stoppe hende fra at komme tættere på ham. Hun savnede ham og hans arme rundt om hende. Det var ligemeget hvor ondt det gjorde, hun havde det bedre alligevel. Nu ville hun bare hjem, hjem til den store alt for sikre lejlighed. Der kunne lægerne altid komme de næste par dage og tjekke "Jeg vil gerne have dig med hjem" hun knugede hans arm "Jeg vil gerne have at du er der.. sammen med mig og passer på mig.. og dig!" hun havde ikke haft andre end hendes brødre der siden Heath døde.. dette ville blive hendes på gensyn

“Goo..” han nåede ikke at sige ret meget og han ville gerne sige til hende at han nok skulle tage med hende hjem. Passe på hende og sørge for der ikke skete noget. Dog var alle hans kræfter forsvundet, smerten i hans skulder tog til, hvor alt svimlede for ham, indtil han selv blev fikset. Han så hen mod hende og gav et suk fra sig, dog fik han det langsomt bedre. “Det er vidst en god idé jeg er ved dig, for jeg ville sikkert ikke lytte til smerten, når kvinden jeg elsker lider og nærmest ligner hun er døden nær foran mig” han lå hans ikke skadet arm om hende og kyssede hende i håret.
“Jeg fortalte din bror det du ville have jeg skulle sige, så er det bare om du er seriøs omkring det” han gav hende et lille smil, hvor det var tydeligt at se trætheden der skinnede igennem hans øjne.

Hun puttede sig ind til ham og lænede sit hoved mod hans brystkasse "Jeg er alvorlig Jackson, det hjem vi skal til. Delte jeg med Heath. Og du er den første... Der ser det. Og du er den første efter ham der overhovedet har rørt mine følelser" hun ville ikke erkende at hun var hunde angst for at se ham dø, men det regnede hun med at han allerede vidste. Hans besvimelse havde fået hende til at græde, en ting der sjældent skete for hende.

Han strøg hende blidt på ryggen og lyttede til hvad hun sagde. Han tænkte lidt inden han valgte at svare “Du er den første nogensinde, der har rørt mine følelser på den måde du har. Jeg lover jeg beskytter dig med mit liv”. Han havde aldrig været ræd for at miste noget, men alligevel så havde hun fået den indvirkning på hans noget så følelseskolde hjerte.

Hun kiggede på ham med store øjne, hun kunne simpelthen ikke tro at der ikke engang havde været en eller anden der havde betydet noget for ham. Hun lænede sin pande mod hans brystkasse og hviskede "Jeg lover at jeg også vil passe på dig og være der for dig. Hvert eneste dag" hun lukkede øjnene og lyttede til hans hjerte

Han kyssede hende i håret og lukkede øjnene lidt, hvor han kunne mærke trætheden. “Godt... tror du vi kan få lov til at tage hjem?” han var tydeligvis ikke meget for hospitaler. Det var vel grundet hans problemer med ordens retten, som gjorde han hele tiden følte han skulle være på vagt og være påpasseligt ikke at ende i spjældet for livstid.

"Vi tager hjem om to sekunder skat" hun strøg hans hånd, det virkede ikke som om han var tilpas på sygehuset, men hun forstod ham godt. Selvfølgelig, for der var ikke rigtig noget her der ramte hende hårdere end følelsen af angst. Det var her hun havde sagt farvel til Heath, det var også her hun havde sagt farvel til hendes forældre. Og nu var det lige før alle havde skullet sige farvel til hende, men tanken slog hun væk igen "Hey.. Vi tager hjem.. hjem til mig.. og får gjort det mere vores.. også.. starter du dit nye liv.. jackson" hun smilede let "Der er ikke ting man ikke kan købe sig fra.. og vi kan købe os fra meget.. lad mig sige det sådan"

“Købe os fra?” Han lød ret så overrasket, for normalt var han vant til at klare sig selv. Vant til at skulle kæmpe for alt han havde. Var han klar til denne ændring? muligvis ikke. Dog var han heller ikke klar til at miste hende. Ikke klar til at se hende næsten livløs i hans arme igen og hvis han kunne beskytte hende fra faren der var derude så ville han gøre det. Han havde et træt blik i øjnene, mens han så hende i øjnene og kyssede hende i håret, hvor han bare var klar til at komme væk fra hospitalet af, som virkelig ikke var et sted han brød sig om “Jeg er klar til at komme hjem”. Han håbede han ville være væk fra problemerne der, væk fra stedet hvor han nok selv ville blive søgt for at stå imod hans job og stå imod de kriminelle han arbejde for, som havde givet ham et hjem yderst længe.